LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Snog
Snog

Snog
Klassifikation
Art
Natrix natrix
Snogen (Natrix natrix) er en af Danmarks få slanger. Den kan kendes på de karakteristiske gule pletter i nakken.

Snogen lever overvejende i moseområder, i nærheden af gårde eller i møddinger, hvor den lægger sine æg. Snogen lægger mellem 20 og 40 æg i juni/juli måned.

Den største snog, der er fanget i Danmark, målte 132 centimeter, men gennemsnitsstørrelsen er cirka 100 centimeter for en hunsnog, som er større og kraftigere end hannen.

Udseende
Hovedet langstrakt, tydelig afsat fra halsen, øjet middelstort, for størstedelen synligt ovenfra; snudeskjoldet synligt ovenfra, meget bredere end højt; (alm.) 1 skæl foran, 3 bagved øjet; 7 overlæbeskjolde, det 3. og 4. berører øjet; skællene stærkt kølede, kun i den yderste række med svag køl eller glatte, i 19 længderækker. 157-190 bugskinner; gatpladen delt; 58-88 par haleskinner. Voksne eksemplarer når sædvanlig en længde af 70-82 cm; fra Norge og Sverige anføres dog eksemplarer på 120-141 cm og fra Sicilien et på 158 cm, og det siges, at længden skal endog kunne nå 200 cm. Farven varierer en del, men for danske eksemplarers vedkommende er ryggen sortebrun eller mørkere eller lysere grå, med mindre eller større uregelmæssige sorte pletter; hovedets overside er i reglen mørkere og ensfarvet; undersiden af hoved og hals ensfarvet hvidgul; bag hver mundvig fortsætter den gule farve sig op om rygsiden som et i rygsidens midte afbrudt halsbånd (de gule, undertiden orangefarvede, »Nakkepletter«), bagtil kantet med et bredt sort bånd; fra halsens bageste del optræder på undersiden sorte pletter, som tiltager bagtil i størrelse og tal, således at bugsiden af krop og hale enten synes sort med lyse pletter eller lys med sorte pletter; i almindelighed er bugskinnerne sorte i midten, og de lyse pletter indtager siderne. Læbeskjoldene er hvide eller gule med sorte sømme. Undertiden kan det gule halsbånd mangle, men det sorte er altid til stede og fuldstændigt, d. v. s. lukket oventil. Øjets iris er sort med en lys ring om pupillen. En varietet, der blandt andet forekommer på Gotland, er fuldstændig ensfarvet sort, både på ryg og bug. Nogen farveforskel mellem han og hun, mellem unge og gamle synes ikke at findes.

Levevis
Snogen forekommer både i fjeldlande og slettelande, men holder altid til i nærheden af vand, enten småsøer, damme, vandløb eller grøfter, uden hensyn til om det er nær menneskeboliger eller i ubeboede egne; fugtige skove ynder den, mens den kun sjældent forvilder sig ud på tørre sandede strækninger eller heder. Den svømmer gerne og dykker godt; almindeligst ses den svømmende i overfladen med hoved og hals over vandet, og tungen spillende ind og ud af munden. At den kan svømme udholdende og ikke skyer saltvand, viser blandt andet et tilfælde, hvor man har truffet den flere km fra nærmeste land (f. eks. en gang midtvejs i Østersøen mellem Sverige, Danmark og Tyskland). Den kan også klatre, men holder sig helst til jorden, hvor den bevæger sig livlig, bugtende sig behændig mellem siv og rør eller lave buske; fra sine smuthuller i jorden eller mellem nedfaldent løv og planter gør den udflugter til vandsteder eller solbeskinnede pletter, men fjerner sig sjældent ret langt fra sit sædvanlige tilholdsted. Den er af væsen fredelig, sætter sig sjældent til modværge ved at bide, når man vil gribe den, men søger at flygte; et værn mod mange forfølgere har den i den stinkende uddunstning, som skyldes nogle store gatkirtler i haleroden; i fangenskab bliver den ofte helt tam, og den vænner sig let til at have tilhold i eller ved huse.

Føde
Dens hovedføde er frøer, haletudser og småfiske; den kan tage f. eks. 4-5 store frøer eller et par dusin småfrøer i et måltid; også tudser tages af og til, men som natdyr hører de ikke til snogens almindelige føde.

Forplantning
I oktober eller november går den i vinterdvale, flere individer sammen, i jordhuller, kompostdynger, tørvestakke, under træstød o. s. v., og i april - sjældnere i marts - kommer den frem igen, når forårsvarme og solskin er tilstrækkelig lokkende. Snart efter fremkomsten begynder parringen; almindeligst iagttages den i maj, og den slutter i juni. Hunnen går drægtig i cirka 10 uger, og lægger så sine æg, 6 - 30 - 40, alt efter hunnens alder. De nylagte æg er klæbrige, og skønt de enkelte æg lægges med kortere eller længere mellemrum, findes de almindeligvis klæbede sammen klumpevis. Til æglægning vælges altid fugtigvarme steder, i muldjord, under vissent løv eller mos, ikke sjældent i mistbænke eller kompostmøddinger, i garverbark eller dynger af gammelt savsmuld; undertiden lægger flere hunner på samme sted. Æggene er aflange, 20-30 mm lange, 12-16 mm brede, med en tynd, men sej, pergamentlignende, kalkholdig skal. Efter nogle angivelser klækkes ungerne ud efter nogle ugers forløb med en længde af 15-20 cm, efter andre klækkes de først ud næste forår, på en tid, hvor de har let adgang til føde f. eks. haletudser.

Udbredelse
Snogen er udbredt over det meste af Europa, i Skandinavien til Trondhjemsfjorden og Lapmarken, fremdeles i Algier, Vestasien og en del af Sibirien. I Alperne går den op til 1.600-2.400 Meter, i Norge sjældent op i birkeregionen. I Danmark findes den i alle landsdelene og er på øerne og i en del af Jylland langt den almindeligste slange.