LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Markfirben
Markfirben

Markfirben (i parringsfarver)
Klassifikation
Art
Lacerta agilis
(Carl von Linné, 1758)
Markfirbenet (Lacerta agilis) er en art i familien af firben.

Totallængde (fra snude til halespids) 150-21 7 mm (i Østeuropa endog til 250-270 mm). Hovedet plumpt, snuden stump; ganetænder til stede. Halen (når den er fuldstændig) 1½-1 2/3 gang så lang som hoved og krop tilsammen. Forfodens kløer 3 gange så lange som høje ved roden; bagfoden (almindeligvis) ikke længere end hovedet. Lårporer 10-14 (18). 4 tøjleskæl, de 3 forreste tilsammen dannende en trekant, 2 skæl ved grunden, 1 foroven. Nakkeskjoldet lille, trapezformet; tindingen dækket med flade skæl, 2 (eller sjældent 3) af disse store og grænsende op til issepladen. Strubefold utydelig eller mangler. Halsbåndet takket i kanten, dannet af 6-11 plader. Skællene langs midten af ryggen 6-sidede, meget smalle, stærkt kølede, danner et længdebælte, tydelig afsat fra rygsiderne, hvis skæl er større, bredere og fladere ; 2 a 3 af disse sidste skæl har tilsammen en længde som et af bugskællene. 34-46 (52) skæl om midten af kroppen. Bugskællene i 6 (8) længderækker, de i den 2den række, fra midtlinjen regnet, størst; 25-32 tværrækker. En (sædvanlig) enkelt halvkreds af skæl kanter den store gatplade. Halens skæl ordnede i ringe, oversidens stærkt kølede, bagtil tilspidsede. Hannen har tykkere hoved og halerod (på grund af parringsredskaberne) samt stærkere frem trædende lårporer end hunnen.

Farven varierer en del, blandt andet efter alder, køn og årstid; til dels også efter omgivelserne, for eksempel efter den bund, hvorpå dyret færdes. I forplantningstiden (fra slutningen af april til omtrent midt i juni) har hannen kroppens og hovedets sider, samt snuden og indsiden af lemmerne prægtig grønne; midt ned ad ryggen fra issen til halespidsen en brun eller gråbrun stribe; også oversiden af baglemmerne er brun; i det brune ses sorte pletter med en hvid kerne og en lys, hvidlig rand; kropsiderne med mørke pletter eller med mørke pletter eller striber med hvid kerne, sædvanlig ordnede på hver side i een eller to rækker, så at dyret i det hele får 3 - 5 længderækker af mørke pletter eller »øjepletter«. Bugen er gulgrøn, mer eller mindre spættet med sort. Undtagelsesvis kan farven langs ryggens midte også være mere eller mindre grøn. Fra omtrent sidst i juni fortager det grønne sig lidt efter lidt og forsvinder om eftersommeren helt, idet grundfarven bliver mer og mer, tilsidst helt, brunlig. Med denne farve går dyret i vinterkvarter, og med den kommer det frem om foråret for efterhånden, efter gentagne hudskifter, at lade den grønne farve udvikle sig. Denne optræder iøvrigt allerede hos den ikke kønsmodne han, vistnok allerede i dyrets 2det år. Den voksne hun ligner hannen i efterårsdragt; grundfarven er brun eller gråbrun, mørkest langs ryggens midte, med store mørkebrune pletter med hvid midtstribe eller med hvid midtplet; sædvanlig danner de store »øjepletter« 3 længderækker på kroppen. Bugen er gulhvid med eller uden sorte pletter. En varietet med uplettet rød eller rødbrun ryg er fundet i Tyskland og forekommer muligvis også i Danmark. Ungen er i det første år ensformig gulbrun eller gråbrun på oversiden med længderækker af stærkt fremtrædende hvide, sortrandede øjepletter, bugen hvidlig uden pletter. Denne nydelige, såkaldte »Argusdragt« ændres allerede fra næste forår; grundfarven bliver mere brun og deles efter længden i en mørkere midtstribe og to sidestriber, mens samtidig øjepletterne træder langt mindre skarpt frem; senere afgrænses midtstriben skarpere fra sidefelterne ved en smal lys stribe, og farven bliver efterhånden den voksnes.

Markfirbenet ynder især solåbne steder med tør og løs bund; det findes derfor ikke inde i mørk løvskov, heller ikke på fugtige enge eller på bar og stenet bund; almindelig træffes det i udkanten af skov og krat, ved randen af skovveje, ved gærder, på marker og heder, også i klitter, bevoksede med hjelme og marehalm. Helst kommer det frem om formiddagen, især i solskin; i trykkende hede eller fugtigt vejr holder det sig i skjul. For det meste holder det sig til jorden uden egenlig at klatre, undtagen gennem småkrat eller anden lav vegetation. På jævn grund løber det hurtig, smutter behændig mellem planter eller sten og forsvinder som et lyn i jordhuller eller andre skjul. Ved sine bevægelser bruger det både lemmerne og krumninger af krop og hale. Det er ganske vist sky, men tillige nysgerrigt, og vænner sig let til mennesker; i fangenskab kan det blive ganske tamt.

Det jager ivrig efter de forskelligste insekter (særlig græshopper) og larver. Drikke får det mest ved at slikke dug af planterne; i fangenskab drikker det meget vand, som det laber i sig med tungen, omtrent som en hund; det bader sig også gerne.

I oktober går det i vinterdvale i jordhuller, hvis indgang det stopper til indefra med plantedele og jord; i regelen findes flere, i det mindste to individer sammen. I begyndelsen af april går det af vinterkvarteret; først kommer ungerne frem, så hannerne, sidst - omtrent en uge senere - hunnerne. Snart efter fremkomsten foregår det første hudskifte, der følges af adskillige i sommerens løb. Overhuden plejer at sprække på langs bag ved hovedet, og sprækken forlænger sig gradvis bagtil; men den første sprække kan også optræde på bugen. Den sprukne ham hænger i kort tid i laser om dyret, der så befrier sig for disse ved at stryge dem af mellem planter eller sten eller også ved hjælp af munden eller benene. Også kønslivet ytrer sig meget snart efter fremkomsten af vinterdvalen; parringen kan iagttages i april, men især i maj, senest i juni. Forud for parringen gør hannen gerne kur til hunnen med sælsomme fagter; så griber han hende med munden et eller andet sted på kroppen og krummer sig således, at hans bagkrop kommer ind under hendes bug, og det ene af de to parringsorganer anbringes i hendes kloakåbning. I denne stilling bliver parret nogle minutter. Ofte ser man på indfangede hunner mærker på kropsiden af hannens tænder; de synes at kunne holde sig i flere måneder. I slutningen af maj er den drægtige huns hud så udspændt, at man kan skimte omridset af de enkelte æg gennem den; efter æglægningen viser da naturlig bughuden sig foldet og rynket. Æglægningen foregår - alt efter parringen - sidst i juni eller i første halvdel af juli. Før æglægningen graver hunnen en lille hule i fugtigt sand eller løs jord, under rødder eller mospuder, altid et sted, der ikke er for tørt, men hvor solvarmen dog kan komme til at virke. Her lægges så 5 -14 æg, og gruben dækkes til med sammenskrabet jord og deslignende. De nylagte æg lyser, med et hvidgrønt lys omtrent som St. Hans-ormens. De er aflange, den længste akse 12 - 13 mm, tværaksen 7 - 9 mm; skallen pergamentagtig, hvidlig. Omtrent efter 8 ugers forløb, i august-september, fødes ungerne, 40 - 50 mm lange.

Markfirbenet er udbredt over det nordlige, mellemste og østlige Europa (i England kun i den sydlige del) og i Vestasien; fra Norge kendes det ikke, hvorimod det i Sverige er kendt omtrent til Dalarne. I Danmark findes arten i de allerfleste landsdele, blandt andet også på Bornholm.

Markfirben (han)
Hoved af markfirben (Lacerta agilis). Han.

   Snudeskjold (rostrale); n næseskjold (nasale); l tøjleskæl (lorealia); p isseskjold; h halsbånd.
Højre forfod A og bagfod B af markfirben.

Viser forskellen i kløernes længde.
Parti af skælklædningen på ryggen af markfirbenet.

Viser længdebæltet af smalle skæl, tydelig afgrænset fra de større skæl på begge sider.