Stålormen (Anguis fragilis) er et dyr i ordenen af slanger og øgler.
Totallængde 320-400 (459) mm. Hovedet ikke tydelig afsat fra kroppen, snuden kegledannet, stumpt afrundet; øjnene små, øjelågene tydelige, beklædte med små skæl.
Halen mindst ligeså lang som hoved og krop tilsammen.
På hovedet fremtræder af tydelige skjolde: et nakkeskjold (figur o), et par isseskjolde (p), et stort mellemisseskjold (ip), og et pandeskjold (f); iøvrigt er hovedet klædt med skæl eller småskjolde. Kroppens og halens skæl glatte, de midterste på ryggen og bugen brede, sekssidede; 24-28 skæl omkring midten af kroppen. Farven er hos den voksne på ryggen lysere eller mørkere brun, eller broncefarvet, Bugen mørkt blygrå eller mere eller mindre sortagtig, ofte med fine mørke længdelinjer.
Nogen sikker ydre forskel mellem han og hun kan næppe fastslås, hverken i legemsformen eller farven. Ofte er dog hunnens hoved forholdsvis finere, og bugens farve gerne sort.
Derimod er ungerne ejendommelig og meget smukt farvede: ryggen er sølvglinsende grålig, eller lyst isabellafarvet, med en fin sort stribe langs midten, begyndende om en plet i mellemissepladen (parietalorganet) og i regelen rækkende til halespidsen; sider og bug dybt sorte.
Allerede i løbet af det første år ændrer denne farve sig; bugens dybe sorte farve bliver mere blåsort med længdestriber; og i begyndelsen af andet år, når dyret er cirka 100 - 120 mm langt, går ryggens farve over til brunt, og rygstriben taber sig oftest efterhånden, opløses ligesom sidernes mørke farve i rækker af pletter. løvrigt er den voksnes grundfarver og mørkere aftegninger meget variable; næppe to eksemplarer ligner hinanden fuldstændig. Dertil kommer, at også dette dyr ligesom firbenene har evne til farveskifte, beroende på farvecellernes sammentrækninger eller udvidelse.
Stålormen forekommer på al slags jordbund, både fastere og løsere; både i nærheden af vand og på mere tørre steder, men helst, hvor der er vegetation ; man kan træffe den i løvskoves mostæpper, såvelsom ved sandede veje gennem nåleskove; helt bare og øde pletter undgår den for det meste. Er det meget hedt eller vejret blæsende, holder den sig sædvanlig skjult på fugtige varme steder, som under stene og lignende eller i jordhuller; den graver eller borer selv dybe eller lange jordhuller med glatte vægge; dertil er dens hoveds og snudes form velskikkede.
Den kommer gerne frem tidlig om morgenen og henimod aften og foretager korte udflugter efter føden, regnorme og snegle. Den drikker ved at labe med tungen ligesom firbenene. I ok tober eller senest i november går den i vinterdvale i jordhuller, hvis indgang den stopper med jord og plantedele; undertiden træffer man i samme jordhul mange (20 - 30) individer, de yngste længst ude mod den oprindelige indgang. Tidlig om foråret, i slutningen af marts og i april går den af vinterkvarteret.
Den bevæger sig langsomt og noget ubehjælpsomt ved at krumme sig til siden i større bugter; det stive hudpanser udelukker de smidige bøjninger, der udmærker firben og slanger.
Hudskifte foregår flere gange i sommerens løb; hammen skydes af på ganske lignende måde som hos slanger; men det er dog sjældent, at den kommer af ganske hel.
Parringen foregår i maj; hannen griber med munden hunnen i nakken eller foran om kroppen og krummer sig om den, mens hunnen ligger lige udstrakt; i denne stilling bliver parret i flere timer.
Hunnen går drægtig i cirka 12 uger; sidst i august eller i september fødes ungerne, med en længde af 80 - 92 mm og 5 - 20 i tallet; ældre hunner føder i almindelighed flest unger, og hunnen skal først blive kønsmoden i sit 5te år. Stålormen er udbredt over det meste af Europa (skal dog mangle på Korsika, Sardinien og Sicilien), Vestasien og i Algier. I Norge går den i hvert fald til Trondhjemsfjorden, i Sverige op i Lapmarkerne; den går i Skandinavien næppe højere op end til cirka 600 meters højde over havet, mens den i Alperne skal gå til 1.200 - 1.900 meter.
I Danmark er den udbredt over de fleste landsdele (blandt andet også Bornholm).
