Muslinger
Muslinger

Muslinger fra Ernst Haeckels
Kunstformen der Natur 1904
Klassifikation:
  • Rige: Dyr (Animalia)
  • Række: Bløddyr (Mollusca)
  • Klasse: Muslinger (Bivalvia)
Ordner:
  • (Nuculoida)
  • (Solemyoida)
  • (Trigonioida)
  • (Pteriomorpha)
  • (Unionida)
  • (Veneroida)
  • (Lucinoida)
  • (Myoida)
  • (Anomalodesmata)
  • (Septibranchia)
Muslinger (Bivalvia) er dyr, der danner en vel afgrænset klasse af bløddyr, navnlig udmærket ved tilstedeværelsen af en tveklappet skal (heraf navnet bivalver). I øvrigt karakteriseres de ved deres strengt symmetriske bygning og den forholdsvis lille, ofte noget sammentrykte krop, der på hver side bærer en stor kappefold. Derved afgrænses en rummelig kappehule, hvori foden og de parrede gæller finder plads. Et særligt afsat hoved er ikke til stede (heraf navnet Acephala), og munden mangler både kæber og raspetunge. Såvel særkønnede som tvekønnede former findes.

Skallen er, ligesom andre molluskskaller, en cuticulardannelse og består af 3 lag: Yderst et hornagtigt overtræk, overhuden, Epidermis eller Periostrakum; dette er ofte slidt af på de ældre dele. Derpå følger prisme- eller porcelænslaget, dannet af kulsur kalk, som er afsat i små prismer, lodrette på overfladen; inderst ligger perlemorslaget, ligeledes bestående af kulsur kalk; denne er aflejret i meget tynde blade, som er fint bølgede; derved fremkommer på overfladen en fin stribning, der ved interferens frembringer perlemorsglansen. De ægte perler består af samme substans. Den særlige farve, mange skaller viser, skyldes indlejring af farve i overhuden alene eller desuden i kalklagene. Under væksten dannes overhud og prismelag ved skalranden af kapperandens epithel, perlemoret derimod af hele kappens overflade.

De to skaller er på rygsiden forbundet ved det elastiske bånd (ligamentet) og hængselet. Båndet virker modsat lukkemusklerne; det åbner altså skallerne; det består af to lag, et ydre uelastisk, som går over i skaloverhuden, og et indre elastisk. Båndet betegnes som ydre eller indre, efter som det træder frit frem på rygsiden eller ligger indesluttet mellem fordybninger i de to skaller; det virker altid på den måde, at det indre lag sammenpresses og derved kommer i spænding, når skallen lukkes. Hængselet kan være meget forskellig udviklet; snart mangler det fuldstændig tænder, snart bærer det en række små, tæt ved siden af hinanden stillede tænder, men almindeligst træffes nogle få, indbyrdes ret forskelligt udviklede tænder. På skallens inderside ses mærker af lukkemusklerne; findes to sådanne, betegnes muslingerne som dimyarier; undertiden er den forreste lille, ja kan endog ganske mangle; i så fald er muslingerne monomyarier. Fremdeles træffer man den såkaldte kappelinje, der er fremkaldt af de muskler, der fæster kapperanden til skallen; denne linje kan enten løbe som en regelmæssig bræmme parallelt med skalranden (hos de integripalliate former), eller også danner den bagtil en mere eller mindre dyb bugt (hos de integripalliate former), eller også danner den bagtil en mere eller mindre dyb bugt (hos de sinupalliate former). Bugten betegner det sted, hvor ånderørenes retraktormuskler har været fæstede; den er så meget desto dybere, jo længere ånderørene har været. Endelig kunne endnu træffes nogle svagere indtryk, der stammer fra fodens bevægemuskler, eller fra muskler og bånd, som har fæstet kroppen til skallen. De fleste muslinger kan trække sig helt ind i skallerne og derefter lukke disse tæt sammen; hos et mindretal er skallerne imidlertid således udskårne fortil og bagtil, at de ikke kan bringes til at slutte sammen; i så fald kan dyret ofte ikke trække sig helt ind. Ved stærkt gabende skaller udmærker sig visse boremuslinger, hos disse findes små accessoriske skalstykker, hyppigst på rygsiden. Hos pæleormen er skallerne ganske uforholdsmæssig små i modsætning til kroppen, af hvilken de kun dækker den allerforreste del; til gengæld afsondrer disse dyr fra hele kappens overflade et tyndt kalkrør, der udtapetserer dens gange, og i hvilke dens egne skaller ligger frit.
Da muslingers to skaller ligger på højre og venstre side af dyret, var det at vente, at de i hovedsagen altid forholdt sig til hinanden som spejlbilleder. Dette gælder dog ikke altid; hos flere, navnlig fastsiddende, former er der stor forskel mellem dem. Således er hos østersen den venstre skal fæstet til underlaget og er tykkere og mere hvælvet end den højre, der tjener som et slags låg. Dette var endnu mere udpræget hos de uddøde hippuritter. Men også hos visse fritlevende former kunne skallerne være forskellige (kammuslingen).

Kappen
Lige inden for skallen træffer vi denne, der som to folder hænger ned på hver side af dyret og fortil, bagtil og på bugsiden rager betydelig ud over den egentlige krop. Hos visse former er de to kapperande fri indbyrdes, men som oftest vokser de sammen i større eller mindre udstrækning og danner derved bagtil en udstrømningsåbning eller kloakåbning og, under denne, en indstrømningsåbning, mens fortil på undersiden en spalte reserveres for foden. Ud- og indstrømningsåbningerne ligger ofte på spidsen af lange rør, siphoner, der kunne strækkes ud og atter trækkes ind; hos nogle er disse adskilte, hos andre derimod forenede, undertiden i deres hele længde. Kapperanden er, navnlig i bagende, rigt udstyret med folder, papiller, sanseorganger og forskellige kirtler; især udmærker kammuslingen sig ved en rig besætning af tentakler og øjne.

Foden ligger i dyrets medianplan og er normalt sammentrykt (deraf navnet pelekypoder (øksefødder)); den er hos mange et vigtigt bevægelsesorgan. Ned i den strækker sig som oftest nogle af indvoldene: Bugter af tarmen eller dele af »lever« og kønskirtler. Hos mange slægter bærer foden en bysauskirtel, hvoraf de silkeagtige tråde dannes, hvormed de fæster sig til fremmede genstande. Hos visse fastsiddende former (østers) er foden helt forsvundet.

Gællerne
Inden for kappen, mellem denne og foden, træffes gællerne, der hos de fleste på hver side danner to tynde lameller; ofte ser man, at hver lamel lader sig skille i tynde, parallelt løbende tråde; foruden fine stivere indeholder disse et rigt karnet og fimre over en stor del af overfladen.

Fordøjelseskanal
Munden har form af en tværspalte; på hver side af den sidder to bladagtige, trekantede flige, mundlapperne; et svælg mangler; fra maven, hvori »leveren« munder, udgår hos mange en blindsæk, der indeholder den stavformede, geleagtige krystalstav; af nogle antages denne, der dannes og forsvinder periodisk, at tjene som reservenæring. Tyndtarmen går i flere bugter ned i foden, og endetarmen munder bag ved bageste lukkemuskel i kappehulen.

Hjertet
Hjertet fordeler det i gællerne iltede blod til de forskellige organer i legemet; herfra samles det venøse blod i en sinus under hjertet og ledes herfra til gællerne og fra disse tilbage til hjertet; en fuldstændig adskillelse mellem venøst og arterielt blod findes dog ikke her.

Nervesystemet
Nervesystemet besidder 3 gangliepar; de forenede hjernesideganglier, der ligger over spiserøret, fodganglierne, der ligger i basis af foden, og indvoldsganglierne, som har plads tæt ved den bageste lukkemuskel. Af sanseorganer træffes høreblærer almindelig; de ligger ved fodganglierne, men få nerver fra hjerneganglierne; fremdeles sidder i kappehulen, nær bageste lukkemuskel, et parret osphradium, mulig et lugteorgan. Ejendommelige øjne med veludviklet nethinde og linse findes i kapperanden hos kammuslingen og visse hjertemuslinger; hos Arca minder de om insekternes sammensatte øjne.

Nyrerne
Nyrerne (eller »Bojanus' organ«) er parrede, rør- eller sækformede dannelser, hvis munding ligger i kappehulen ved basis af foden eller lægnere bagtil. Kønskirtlerne er parrrede og strækker sig ofte ned i foden, undertiden ud i kappen, eller kunne pose kropvæggen betydelig frem. De har form at rigt grenede rør; kønsstofferne dannes af de celler, der beklæder disse vægge. De fleste muslinger er særkønnede, dog gives tillige en del tvekønnede former. Kønsåbningen ligger i kappehulen foran nyreåbningen. Særlige parringsorganer mangler. Æggene føres ud i kappehulen og derfra ud i vandet, hvor befrugtningen og udviklingen som regel foregår; dog kan ugnen i visse tilfælde udvikles inden for moderdyrets skaller, for eksempel i gællerne (dammuslingerne). Af ægget, hvis kløvning er total, fremkommer en larve, besat med fimrekranse, af hvilke navnlig den, der ligger foran munden, er veludviklet og danner fimresejlet, velum; allerede tidlig optræder det første, uparrede anlæg til skallen. Efter nogen tids sværmende liv mister larven fimrekransene og opgiver dermed det fritsvømmende liv. Muslingers frugtbarhed er overvældende stor; en østers skal således kunne producere 1 million unger på en gang.

Muslinger er uden undtagelse vanddyr, og navnlig i havet er de talrig udbredte, såvel i koldere som varmere egne, ved kysterne og på dybet; derimod lever kun et forholdsvis ringe antal slægter, der gangske vist til gengæld er så meget desto artsrigere, eller i alt fald mere varierende, i ferskvand. Deres levevis er i alle tilfælde den samme; med vandet, som strømmer ind i kappehulen, føres dynd og talrige småvæsener ind i kappehulen, ved hvis fimrehår de føres hen til munden. I det hele taget er det kun dyr der bevæger sig meget begrænset; de fleste lever nedgravede i bundens sand og dynd, andre kryber noget mere rundt ved hjælp af foden; ret behændige er i så henseende vore små bønnemuslinger, ligeledes hjertemuslingerne; kammuslingerne kunne, ved hurtig at klappe skallerne sammen, gøre spring i vandet. En stor mængde former er ved byssus fæstede til sten, klipper og lignende i vandet; de er dog i stand til, om end langsomt, at skifte plads ved lidt efter lidt at fæste nye tråde og derefter slippe dem, de før sad fæstede med. Enkelte (Lima, Modiola) benytter deres byssus til at spinde tang og skalstumper sammen til en slags rede, hvori de kan sidde i ly. Absolut fastsiddende er de, der som østersen er fastvoksede til underlaget. Også de borende former kan som regel ikke flytte sig, idet mundingen af deres borehuller er som oftest ikke så lidt snævrere end den dybere liggende del, de bebor; en stor del af dem, for eksempel pæleormen, ville ganske vist også være meget hjælpeløse uden deres særlige beskyttelse, men dette gælder ingenlunde alle. Hvorledes boringen foregår, vides ikke sikkert; den antagelse, at skulle ske ved mekanisk virksomhed af skallen, udelukkes såvel ved, at man aldrig på denne ser mærker af slid, som ved, at det er vanskeligt at tænke, hvorledes dyret i så fald skulle bevæge skallerne; hos en del af de borende former er disse desuden så skrøbelige, at det er indlysende, at de ikke kan tjene som boreredskaber. Den rimeligste antagelse er vel den, at boringen, på en ikke nærmere kendt måde, sker ved hjælp af foden. De stoffer, der bores i, er meget forskellige: træ, stiv lerbund, kalkskaller af forskellige organismer, kalksten, ja selv så hårde bjergarter som sandsten og granit. Kun meget få muslinger optræder som snyltere; dette gælder for eksempel dam- og malermuslingernes larver, der indlejrer sig i fiskenes hud; endvidere den mærkelige Entovalva, der lever i tarmen af en søpølse.