Springpadder

LexOpen - Dit online leksikon

Forside

Springpadder

Springpadder
Løvfrø
Klassifikation
Rige: Dyr (Animalia) Række: Rygstrengsdyr (Chordata) Klasse: Padder (Amphibia) Orden: Springpadder (Anura)
Familier
(Allophrynidae) (Amphignathodontidae) (Arthroleptidae) (Ascaphidae) (Bombinatoridae) (Brachycephalidae) Tudser (Bufonidae)) (Centrolenidae) Giftfrøer (Dendrobatidae)) Skivetungede frøer (Discoglossidae)) (Heleophrynidae) (Hemisotidae) Løvfrøer (Hylidae) Sivfrøer (Hyperoliidae)) (Leiopelmatidae) (Leptodactylidae) (Mantellidae) (Megophryidae) Snævermundede frøer (Microhylidae) (Myobatrachidae) Tudsefrøer (Pelobatidae) (Pelodytidae) Tungeløse frøer (Pipidae) (Pseudidae) Frøer (Ranidae) Træfrøer (Rhacophoridae) Snabelfrøer (Rhinodermatidae) Næsetudser (Rhinophrynidae) (Scaphiopodidae) (Sooglossidae)

Springpadder (Anura), undertiden også kaldt for frøer og tudser er en orden inden for padderne med 30 familier og cirka 3.800 arter. Der er stor usikkerhed om familieopdelingen.

Springpadderne er den ene af de nulevende padders tre ordener og udmærker sig ved det korte, brede legeme, der udvendig ikke viser noget spor af en hale, samt ved de kraftige bagben, der altid er betydelig længere end forbenene og uddannede til spring og til svømning. Ungerne gennemgår en forvandling og er de såkaldte haletudser.

Udseende
Huden er, som alle padders, kun dækket af et meget tyndt hornlag, som ikke er afdelt i skæl; dette, der af og til skiftes som helhed, antager i enkelte tilfælde skikkelse af særegne mørktfarvede ujævnheder, således som på forlemmerne af frøhannerne eller på rygsiden af adskillige skruptudser; i reglen er huden derimod blød, glat og dækket med et slimlag, der er afsondret fra talrige, små hudkirtler; foruden disse findes i øvrigt ofte på bestemte steder af huden, for eksempel hos frøen i en linje ned ad siden, hos tudserne bag hovedet, særegne stærkt udviklede kirtelpartier. Huden sidder mærkeligt løst om dyret; dette skyldes store lymfespalter i læderhuden, som strækker sig nsæten over hele kroppens og lemmernes overflade og kun er adskilte indbyrdes ved smalle sammenvoksningssteder. Læderhuden kan, om en sjældent, indeholde forbeninger; sådanne træffes i skikkelse af spredte kalkkorn hos tudserne, som et sammenhænge panser derimod på hovedet af den sydamerikanske hornfrø (Ceratophrys).

Ved skeletbygningen kan mærkes, at hvirvelsøjlen stedse kun består af ni hvirvler, som af form er procoele; den afsluttes af det såkaldte haleben, der fortil bærer to ledskåle, svarende til to ledknuder på bækkenhvirvlen; i sin forreste del bærer halebenet ofte små tværtappe, der tydeligt nok viser, at det er opstået ved sammenvoksning af anlæg til en hel række halehvirvler. At halen, trods sin længde, ikke kommer til syne udvendig, har sin grund i bækkenets ejendommelige bygning; hoftebenet er nemlig stærkt forlænget og med sin forreste ende i forbindelse med bækkenhvirvlens tværtap, mens dets bageste ende, der sammen med de til en fast plade forenede sædeskamben danner hofteskålen, rager lidt længere bagtil end hvirvelsøjlens spids. Skulderbæltets nedre afsnit, ravnenæbsbenet, deles ved en stor åbning i en forreste og en bageste del, af hvilke den forrreste til dels skjules under en dækknogle; nøglebenet; på undersiden er der enten en fast sammenvoksning mellem skuldterpartiets to sidehalvdele, eller disse ligger løst hen over hinanden. Forlemmernes skelet udmærker sig ved den fuldstændige sammensmeltning mellem underarmens to ben, albue- og spoleben; fingrenes antal er fire. I baglemmerne er på samme måde skinneben og lægben forenede til en knogle; endelig er to af fodrodens knogler, hæl- og rullebenet, usædvanlig forlængede og forenede ved enderne; der findes fem tæer. I hovedskallen bibeholdes i stor udstrækning det bruskede kranie, om end delvis skjult under senere dannede dækknogler; ledforbindelsen med rygsøjlen sker, som typisk for padderne, ved to ledknuder.

Munden er, på ganske få undtagelser nær, af en meget betydelig bredde; små, tætstillede, tvespidsede tænder kan findes på begge kæber samt i ganen på »plovbenene«; oftest mangler de imidlertid i underkæben, ligesom store grupper, for eksempel skruptudserne, er aldeles tandløse. Tungen er ejendommelig ved sin fri, bagudrettede, ofte tvespidsede del, der, når munden åbnes, kan smækkes ud af denne og ved sin klæbrighed tjener til at fastholde byttet; den mangler hos Aglossa. Svælg og mave er stærkt udvidelige; tarmen ligger i talrige bugtninger. De indre næsebor åbner sig langt fortil i mundens loft; luftrøret er overordentlig kort, lungerne forholdsvis store, men af en simpel bygning; de danner nemlig en tyndvægget sæk, hvis indre rum ved fremspringende vægge deles i en mængde mindre, indbyrdes forbundne kamre. Som åndedrætsorgan spiller i øvrigt, foruden lungerne, også den ydre hud en meget vigtig rolle. ved indgangen til luftrøret findes et par stemmebånd, ved hvis hjælp springpadder er i stand til at »kvække«; den frembragte lyd forstærkes hos hannerne af en parret udposning fra mundhulens gulv; under kvækningen fyldes denne med luft og viser sig som to tyndvæggede blærer; i visse tilfælde (løvfrøerne) er de to kvækkeposter forenede til en enkelt. Øjnene er af betydelig størrelse og ofte stærkt fremstående; de beskyttes af et stort, bevægeligt, nedre øjelåg. Trommehinden iagttages gerne som et stort, kredsrundt, glat hudparti bag ved øjet; ofte er den dog ikke tydelig afsat mod den omgivende hud, og i enkelte tilfælde kunne såvel den som trommehulen være meget stærkt reducerede. I hjertet er adskillelsen mellem en arteriel og en venøs halvdel antydet; der dindes således to forkamre, af hvilke det højre modtager det venøse blod fra legemet, det venstre det iltede fra lungerne, emn hjertekammeret er endnu udelt. Nyrerne er to aflange, flade legemer, som ligger langt bagtil i krophulen; en urinblære findes. De ægformede sædstokke har plads tæt ved nyrerne, med hvilke de står i forbindelse, således at sæden udtømmes gennem nyrerne og nyregangen. Æggestokkene er et par meget omfangsrige, gerne mørktfarvede organer; æggene udføres gennem æggelederne, hvis vægge i forplantningstiden viser sig særlig tykke, idet de da afsondrer de slimmasser, der skal omhylle æggene. Hos begge køn findes tæt op til kønskirtlerne et fingerformet grenet, gulhvidt legeme, der består af fedtceller; indholdet af dette »fedtlegeme« må rimeligvis opfattes som oplagsnæring. Endetarm, nyregange, urinblære og æggeledere munder alle i et fælles rum, en kloak, der gennem et rundt »gat« står i forbindelse med omverdenen.

Forplantning
Alle springpadder er æglæggende; forplantningen finder sted enten, som i Danmark, i det tidlige forår eller, som i varmere egne, ved regntidens begyndelse; da samles dyrene i massevis i damme, grøfter elelr andre oversvømmede steder. En slags parring finder her sted, idet hver han søger at få fat i en hu, som den fastholder, idet den med forbenene griber om hunnens bryst eller lænd. Æggene befrugtes af hannen, samtidig med at de aflægges af hunnen; de er da omgivet af e nanselig mændge slim og forenede til snore eller til store klumper. Det kuglerunde æg udvikles til en lille, aflang skabning, der i begyndelsen ikke er synderlig bevægelig, men ved hjælp af et par hæfteorganer på hovedets underside bag ved munden holder sig fast til vandplanterne. På dette tidspunkt ses tydelig tre par udvendige, grenede gæller; disse overvokses dog snart efter af en hudfold, der fra hovedet strækker sig hen til forkroppen, med hvilken den vokser sammen; derved dannes en slags »gællehule«, som åbner sig med et uparret hl, der i reglen ligger på venstre side, men også kan have sin plads i dyrets midtlinje (klokkefrøen); rent undtagelsesvis er åbningen parret (Aglossa). De ydre gæller forsvinder snart efter, at de er blevet indesluttede; i deres sted uddannes imidlertid på gællebuernes yderside et andet sæt gæller, der fungerer hele larvelivet igennem. Sandkorn og andre fremmede legemer der muligvis gennem munden kunne trænge ind og beskadige gællerne, holdes borte ved hjælp af et særegent filtreapparat, et gællegitter, på gællebuens inderside. Efter som væksten skrider frem, antager larven den ejendommelige haletudseform, idet kroppen, navnlig på grund af den mægtige, spiralformet oprullede tarm, bliver kugleformet og viser sig skarpt afgrænset fra halen, der uddannes til en kraftig svømmehale med en veludviklet finnebræmme. Af lemmerne udvikles tilsyneladende først bagbenene, der viser sig som en lille knop på vher side af gattet; i virkeligheden dannes dog forlemmerne først, men bliver lang tid liggende skulte i gællehulen. Larvernes føde er dels plantedele, dels alle slags smådyr, der sidder på planterne eller i dyndet; større ting begnaver de ved hjælp af de hornkæber og fine horntænder, hvormed mund og læber er besatte. Larvelivet afsluttes, når bagbenene er vel udviklede og forbenene brudt frem; lungerne begynder da at fungere, halen svinder ind, munden omdannes, og dyret kryber på land. Larveperioden er hos de forskellige former af højst ulige længde; således afsluttes skruptudsernes og de brune frøers udvikling allerede i juli måned, og larverne når kun en ringe størrelse, hvorimod den grønne frøs og løgfrøens larver træffes endnu i slutningen af september og samtidig bliver meget store (henholdsvis 17 og 11 centimeter lange). Larven af løgfrøen bliver således betydelig længere end det udvoksne dyr; det samme gælder i endnu højere grad om »fiskefrøen« (larven af en sydamerikansk frø). Som allerede nævnt er det reglen, at æggene aflægges i vandet og der overlades til sig selv; i tidens løb er der dog, navnlig blandt de tropiske springpadder, blevet kendt ikke så få eksempler på ejendommelige yngleforhold, ja endog på virkelige yngelpleje. Mindst afvigende er forholdene, når æggene ganske vist lægges på land, men dog i en sådan nærhed af vand (for eksempel i huller ved dammenes bredder eller på bladene af træer, der rager ud over vandet), at ungerne næppe kan undgå at blive skyllet ud i dette, hvor de så udvikles til ende. Hos andre, såsom antillefrøen (Hylodes martinicensis), kommer hverken æg eller unger nogen sinde i vandet, men den fuldt færdige skikkelse nås inde i æggeskallen; æggene er her store og rige på næring, men få i antal. Begyndelsen til en yngelpleje ses hos en stor sydamerikansk løvfrø, hvor hunnen af dynd bygger en art rede, i hvilken den lægger sine æg; i andre tilfælde bærer derimod enten hannen eller hunden æggene, eller endog haletudserne, en stund omkring med sig, fæstede til bagbenene, til ryggen eller til bugen; det færste gælder fødselshjælperfrøen, hvis han vikler æggesnorene om bagbenene og, på land, bliver ved at bære dem om med sig, indtil ungernes usædvanlig store, ydre gæller er forsvundet; først da begiver den sig til vandet, hvor larverne slipper ud. Særlige indretninger til æggenes beskyttelse findes hos nogle løvfrøer, de såkaldte pungfrøer (Nototrema), hvor ryghuden hos hunnen er krænget ind som en ejendommmelig rugepose, der åbner sig langt bagtil på ryggen og optager æggene, som her gennemgår hele udviklingen eller i hvert fald en stor del af denne. En rugepose, dannet på en ganske anden måde, findes hos en sydamerikansk frø; her udklækkes æggene (i et antal af indtil 15) i hannesn kvækkeposer, som på den tid tiltager overordentlig i størrelse. Endelig må nævnes pipaen, hvor de talrige æg af hannen lægges op på hunnens ryg; huden undergår nu her en ejendommelig omdannelse, hvis resultat er, at hvert æg kommer til at ligge i sit lille rum i huden, dækket af den til et låg hærdnede ægslim. Udviklingen føres her til ende på omtrent tre måneder.

Adfærd
Uden for yngletiden opholder springpadder sig som regel på land, om end med forkærlighed på ret fugtige steder, for eksempel i skove, på enge, om huse og så videre; imidlertid findes former, der aldrig fjerner sig langt fra vandet; det gælder således den grønne frø, der hele sommeren igennem træffes ved dammenes bredder, og, i endnu højere grad, klokkefrøen, der næppe opholder sig synderlig på land uden om vinteren. Rene vanddyr, som på land bevæger sig højst ubehjælpsomt, er de i alle henseender så afvigende former pipa og Xenopus. Blandt landformerne er adskillige, såsom skruptudserne og endnu mere løgfrøen, udpræget gravende dyr, som dagen over holder sig skjult i jordhuller og først ved aftentid kommer frem for at jage. En ejendommelig tilpasning til at leve på buskenes og træernes blade findes hos løvfrøerne, hvis tåspidser er udvidede til hæfteskiver, og som gerne har livlig grønne farver; de repræsenteres i hele Europa kun af en enkelt art, men træffes i talrig mængde navnlig i det tropiske Amerika og Australien; enhver frø med hæfteskiver på tæerne hører dog langtfra altid til de ægte løvfrøer (Hylidae). Springpadder optræder i talrigst mængde i de tropiske og varmt tempererede, regnfulde egne; vinterkulden undgår de på koldere steder levende former ved henimod vinterens begyndelse at grave sig ned og dernæst tilbringe hele den kolde årstid i dvale; også mod sommerens tørke søger de ofte at skærme sig ved nedgravning.

Føde og betydning for mennesker
Springpadder ernærer sig af alle slags mindre dyr, navnlig insekter, orme og snegle; kun om enkelte af de største, for eksempel den nordamerikanske oksefrø samt hornfrøen, angives det, at de også undertiden tager små hvirveldyr, som fisk, mus og fugleunger. For menneskene har springpadder i det hele ringe betydning, idet blot nogle få når en sådan størrelse, at de kan anvendes som næringsmiddel; dette gælder således den grønne frø, der efterstræbes stærkt i Sydeuropa, idet dens bagben er en yndet spise; ligeledes er oksefrøen genstand for jagt.

Klassifikation
Den systematiske sammenstilling af de mange arter, som nu kendes som springpadder er ret vanskelig, navnlig fordi lettere tilgængelige, ydre kendemærker næppe er at finde; efter anatomiske forhold deles de i to hovedgrupper Phaneroglossa og Aglossa, af hvilke de sidste mangler tungen og kun omfatter de to ejendommelige slægter Pipa og Dactylethra eller Xenopus. gruppen Phaneroglossa, hvor tungen er veludviklet, falder efter skulderbæltets bygning igen i to hovedafdleinger, Firmisternia og Arcifera. Inden for disse karakteriseres endelig de enkelte familier ved kæbernes bevæbning med eller mangel på tænder, i forbindelse med de trinde eller brede tværtappe på bækkenhvirvlen. Blandt Firmisternia må særlig nævnes de egentlige frøer, Ranidae, en meget artrig og vidt udbredt familie; blandt Arcifera de ligeledes meget omfangsrige familier skruptudser, Bufonidae og løvfrøer, Hylidae; fremdeles løgfrøer, Pelobatidae, samt Discoglossidae, hvortil klokkefrøen og fødselshjælperfrøen henhører. Endelig kan nævnes den store familie Cystignathidae, der udelukkende har hjemme i Amerika og Australien; af dens slægter viser mange (for eksempel »fiskefrøen«, Pseudis) en betydelig lighed med frøer, mens andre er mere tudselignende; det sidste gælder de sydamerikanske hornfrøer (Ceratophrys), som er store, vortede, med prægtige tegninger prydede dyr, der har fået navn af, at det øvre øjelåg løber ud i en spids.

Historisk udvikling
Fossile springpadder er i det hele sjældne og træffes først i tertiærtiden; navnlig fra dennes ferskvandsaflejringer har man i tidens løb fremdraget et ikke helt ringe antal former, der gennemgående står de nulevende overordentlig nær; selv af haletudserne har man fundet spor.