Guanaco
Guanaco

Ung guanaco i Zoo København
Klassifikation:
Art:
Lama guanicoe
Fakta:
Levested
 - Geografi
 - Biotop
Sydamerika
Andesbjergene
Føde
Vægt
 - ved fødslen		 kg
kg
Længde
 - skulderhøjde		 meter
meter
Levealder år
Kønsmoden
Drægtighed
Unger 		år
mdr

Guanakoen (Lama guanicoe) er den mest udbredte lama; den findes på højsletterne i Ecuadors og Perus Andes, på Patagoniens pampas, ja helt ned på Ildlandet.

Den er omtrent på størrelse med et krondyr, og det lange smalle hoved når 1½ meter til vejrs. Farven er smudsig rødbrun, grå indtil sort på hovedets forflade og hvidlig på bugen.

Den lever i flokke på 6 til flere hundrede, hyppigst en han med mange hunner, som den tilkæmper sig og bevogter med stor jalousi. Den er fører og spejder for den græssende hjord, og ved mindste mistanke om fare giver den ved et højlydt, skingrende vrinsken signal til opbrud, hvorpå hele flokken sætter af sted, og der skal en god, navnlig udholdende hest til at indhente dem. At jage dem ville da også være næsten umuligt, hvis deres nysgerrighed ikke var så stor, at man ved at lade dem se en uvant genstand, aparte bevægelser eller lignende kan lokke dem meget nær. Det klatrer godt og går uden betænkning i vandet og svømmer over bugter og sunde til øerne nær ved kysten.

De drikker også saltvand, ja de synes endog med forkærlighed at opsøge saltsøerne oppe på højsletten. Deres gødning, der af indianerne bruges til brændsel, aflægger de på bestemte steder, de følger selv i vild flugt deres sædvanlige stier, og når de bliver syge, opsøger de gerne afsides steder mellem buske og krat helst ved en flodbred, hvor de kan vandre om, til døden indhenter dem; jorden kan her være dækket med tykke lag af lamaknogler, der har samlet sig i århundreders løb.

De jages ivrigt for hudens og kødets skyld. Formeringen er dog svag, de får sjælden mere end en unge ad gangen. Når de fanges som små, kan de godt tæmmes, men som ældre søger de altid lejlighed til at undslippe, ligesom de viser en udtalt modvilje mod alle deres omgivelser, hvilket de som alle lamaer navnlig giver til kende ved at lægge ørerne tilbage og sende hele mundens indhold af spyt og tygget føde efter vedkommende; de kan dog også værge sig ret kraftig ved at bide og slå.