LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Jordsvin
Jordsvin

Jordsvin
Klassifikation:
  • Rige: Dyr (Animalia)
  • Række: Rygstrengsdyr (Chordata)
  • Klasse: Pattedyr (Mammalia)
  • Orden: Jordsvin (Tubulidentata)
  • Familie: Jordsvin (Orycteropodidae)
  • Slægt: Orycteropus
Art:
Orycteropus afer
Jordsvin (Orycteropus afer) er pattedyr. De har på grund af deres yderst afvigende bygning deres egen orden (Tubulidentata) og familie (Orycteropodidae).

Jordsvin er temmelig store, cirka 2 meter lange, klodsede dyr. Hovedet er langstrakt, næsten cylindrisk, bredest ved øjnene, svagt afsmalnende fortil, hvor det ender med en tryne, hvis næsebor er omgivet af en krans af børste. Meget fremtrædende er de vældige, udstående, tilspidsede, nedadtil tragtformede ører. Munden er forholdsvis lille, og jordsvinet får som myreslugerne sin føde, mest termitter og myrer, ved at indfange disse med sin lange, båndformede, bagtil tykke, klæbrige og tornede tunge. For at give denne frit rum er både for- og hjørnetænder helt undertrykte, men der findes dog blivende tænder. Man ser dem dog aldrig alle samtidig, da den forreste falder ud, før den bageste bryder frem. Tænderne er af simpel prismatisk form, de forreste to mindst, de næste to større, sammentrykte som de forreste og furede på langs ned ad siderne, den bageste simpel, trind. Deres indre bygning er enestående mellem pattedyrene og har kun noget tilsvarende hos nogle fisk. Før sliddet er de afrundede i spidsen, nedentil danner de ingen rod, men er brat afskårne. En enkelt kimhule i tanden findes ikke; men fra den faldt udbredte kim går en mængde forlængelser op i snævre hulheder i tanden, der således bliver dannet som af en mængde sammenkittede, meget tynde, rørformige tænder. Det er meget usolide tænder, der således dannes, emalje mangler helt, og det hele minder meget om små stumper af spanskrør. Jordsvin har mælketænder. De forreste er simple styliforme, men den bageste har en rudimentær krone og dobbelt rod. Den indre bygning er som i det blivende sæt. Uagtet de er forkalkede, bryder de aldrig frem, men opløses igen. Af det endelige sæt er de 3 bageste i hver side uden forgængere, altså ægte kindtænder.

Halsen er kort og tyk, kroppen er svær med stærkt hvælvet ryg og navnlig hele bagpartiet kraftig udviklet. Halen er særlig ved grunden meget tyk, trind, lidt kortere end kroppen og støtter dyret, når det rejser sig på baglemmerne. Disse er en del længere end de korte, meget kraftige forlemmer, der har 4 tæer med stærke brede gravekløer, hvis underflade berører jorden under gangen. Også de 5 omtrent lige lange bagtæer har korte brede kløer.

Ikke blot i deres ydre, men også i deres indre bygning er jordsvin meget ejendommelige. De har således særlig mange, 8, lændehvirvler, y-dannede nedre buer på halehvirvlerne, og i kønsorganernes bygning med testes, der i hvert fald til tider går ned i et scrotum, med dobbelt uterus og endelig ved den ringformige moderkage afviger de fra de andre pattedyr.

Det er i det hele langsomme dyr, der om dagen holder sig i deres huler, der altid findes i nærheden af termithøje og myretuer. Foruden disses beboere æder de også større insekter, ja endog æg og små hvirveldyr, når de om natten går ud efter deres føde.

Kommer de i en faresituation, graver de sig ned i jorden og udvikler da en forbavsende hurtighed og kraft, så at det er yderst vanskeligt at fange dem levende, så meget mere, som de da værger sig kraftigt. Jordsvin jages en del, da kødet smager som svinekød. Af den tykke hud, der kun er sparsomt besat med stive hår, længst under bugen og på benene, fås et udmærket læder.

En uddød art fra den ældre pliocen kendes fra Samos. Jordsvins forfædre kendes ellers ikke, og man har hidtil forgæves spejdet efter former, der kunne fylde kløften mellem jordsvin og skældyr. De eneste med hvem jordsvin viser nogen overensstemmelse i forskellige bygningsforhold.

Jordsvin har tidligere været opdelt i en række arter, men i dag anderkendes kun 1 art.