LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Flagermus
Flagermus
Klassifikation:
Familier:
Flagermus (Chiroptera) er en orden af forholdsvis små flyvende pattedyr. Faktisk er de de eneste flyvende pattedyr. Der findes ialt cirka 1.120 arter af flagermus, svarende til 20 % af alle pattedyr arter. Hovedparten lever under varmere himmelstrøg end de danske, men 15 arter kan også ses i Danmark.

Flagermus har en varierende social struktur alt efter art, nogle flagermus fører et isoleret liv, mens andre lever i grotter i kolonier på helt op til 1 million individer.

De fleste arter af flagermus er nataktive og orienterer sig derfor via deres ultralydssonar. Flagermusen udstøder 30 gange per sekund toner, der er så høje at mennesker ikke kan høre dem, og får ved tonernes ekko information om omgivelserne der gør at deres flugt ikke bliver hindret. Nogle nektardrikkende flagermus kan se UV-lys om natten. Dette anvendes til at finde blomster. Flagermusens udviklede sansehår som sidder på flyvehuden og i ansigtet gør, at de kan opfatte selv ganske svage luftbevægelser.

Flagermus hørende til store flagermus (Megachiroptera) lever primært af frugt og/eller nektar som de dufter sig frem til. Småflagermusene (Microchiroptera) lever af insekter, smådyr, blod eller nektar.

Alle de danske flagermusarter hører under familien barnæserne (Vespertilionidae). Flere arter af slægten Myotis overvintrer i de danske kalkgruber for eksempel Mønsted kalkgruber.

Flagermusen sover hængende i bagbenene.

De køligere egnes flagermus, der udelukkende er insektædere, må gå i vinterkvarter og tilbringe den kolde tid i dvale, gerne hængende i tæt sammenpakkede selskaber dybt i lune huller og revner; deres temperatur synker da meget betydeligt og stofskiftet bliver ringere, tærende på den rigelige oplagsnæring i form af store fedtmasser, særlig på ryggen (»vintersøvnskirtler«); pludselig vækkede om vinteren går de som regel til grunde. Nogle arter foretager jævnlig vandringer, idet de tilbringer sommeren i højere eller nordligere egne og atter mod vinteren søger dalene og sydligere egne. Hos vore flagermus foregår parringen sent på efteråret, da hannerne under en ejendommelig fårekyllingeagtig skingren høres at forfølge hunnerne; befrugtningen af ægget foregår først om foråret, idet sæden under vinterdvalen opbevares i hunnens bør. Flagermus føder 1-2 unger ad gangen, som bliver hos hunnen indtil de er flyvefærdige; de fødes temmelig store, ganske nøgne med meget små korthårede vinger; Ungerne bæres ofte af hunnen med under flugten, fastsugede til pattevorterne, fastklamrede til moren og støttet af hendes opadbøjede haleflyvehud. Med undtagelse af de koldeste, insektfattige egne er denne på slægter og arter umådelig rige orden udbredt over hele jordkloden, tiltagende stærkt i tal i tropiske egne mod ækvator; en art går op til Polarkredsen, en anden ned til Magellanstrædet. De første repræsentanter for flagermus findes i eocæne lag.

Storflagermus
Storflagermus (Megachiroptera), de frugtædende flagermus eller de flyvende hunde er overvejende større eller endog meget store former med forholdsvis lang og spids snude, små simpeltbyggede ører og ret store øjne, hvorved de får et meget hundeagtigt fysiognomi; deres hale er kun lidt udviklet eller mangler og er aldrig optaget i den ikke synderlig udviklede baglemsflyvehud. Pegefingeren treleddet med klo. Kindtænderne med to længderygge.

Deres føde er hovedsagelig frugter, men de kan dog også fange insekter, småfugle, enkelte endog fisk, som de snapper op af vandet; de er mindre udelukkende natdyr end småflagermus; de sover om dagen, tæt hængende i store kolonier, dels blot i træerne, dels i huler og lignende; mod solnedgang ses de jævnlig trække i store flokke, endog over havarme og fra ø til ø, idet de ikke sjældent søger deres føde mange kilometer væk fra deres soveplads.

Underordenen er ikke så rig på slægter og arter som småflagermus, indeholder cirka 188 arter; udbredt fra Østafrika og Madagaskar over Indien, De Indiske Øer, Sydjapan, Ny Guinea, Australien og en del af Sydhavsøerne. De egentlige flyvehunde, slægten Pteropus, er haleløse; blandt dens arter, der ligner hinanden meget, kan nævnes den største af dem alle, Pterops edulis fra Java med et vingefang på over 1,6 meter; dens nakke og underside rustrød, iøvrigt sort; kan anrette stor skade i frugthaver; dens kød bliver, trods dets ilde lugt, gerne spist. En anden flyvehund, Cynonycteris ægyptiaca, med 95 cm vingefang, er udbredt i nordøstafrika, findes almindeligt i pyramidekamrene og andre gamle ruiner i Ægypten og er måske den flagermus, der ofte findes afbildet på de oldægyptiske freskomalerier. I Indien er den lille Cynopterus marginatus uhyre almindelig, meget skadelig ved den umættelige appetit, hvormed den fortærer frugt (bananer og lignende). Harpyerne (slægten Harpyionycteris) fra De Malajiske Øer er kendelige på deres butte snude og lange, fremstående, tubeformede næsebor.

De danske flagermusarter

Klassifikation
Klassifikationen af flagermus forbedres fortsat og der er ikke helt enighed om enkelte flagermus' klassifikation. Flagermusen Antrozous pallidus er her placeret under barnæser, men i andre systemer er den placeret i sin egen familie. Hesteskonæser indeholder i nogle systemer kun slægten Rhinolophus, og de øvrige slægter placeres så i familien Hipposideridae.

Udseende
Flagermus der under liv i træerne, gennem springen fra gren til gren, i stigende grad har udviklet først flagrehud, dernæst egentlig flyvehud og dermed evne til virkelig flugt i luften; deres mest fremtrædende ejendommelighed ligger således i forlemmernes udvikling til flyveredskab; disse er, navnlig for underarmens vedkommende, stærkt forlængede og kraftige.

Af fingrene er tommelen som regel ikke synderlig forstørret, bærer altid en klo; mellemhåndsbenene og leddene på de øvrige fingre er meget stærkt forlængede og forbundne lige ud til deres spidser af en blød, tynd, elastisk flyvehud; en stor flyvehud findes ligeledes altid mellem 5. finger, armen, kropsiden og bagbenet, således at dettes fod dog altid er fri; i vinklen mellem over- og underarmen fra skulder til håndled findes ligeledes altid en trekantet flyvehud; en sådan findes også, udviklet i meget forskellig grad, mellem baglemmerne, ofte i forbindelse med halen; denne kan være lang og tynd og haleflyvehuden dermed meget stor, snart mangler halen helt (flyvehunde og mange andre), snart er den lang, uden. at være i forbindelse med baglemflyvehuden. 3. - 5. finger bærer aldrig kløer, mangler oftest det yderste led og ender i en busket, tynd spids. Hos den ene og største afdeling af flagermus, småflagermus (Microchiroptera) mangler 2. finger også altid klo og er i spidsen hæftet til 3. finger, således at flyvehuden mellem disse fingre kun er lille; hos den anden mindre afdeling, storflagermus (Megachiroptera) bærer 2. finger i almindelighed en lille klo. Tommelen og bagfodens 5 tæer bærer altid krumme, skarpe og sammentrykte kløer. Baglemmerne, der aldrig bruges til egentlig gang, er svage og tynde, ikke særlig forlængede, drejede på en ejendommelig måde med knæerne udad og bagud; føddernes tæer vender helt bagud; fra hælen udgår som regel en lang indadrettet, tynd og brusket knogle i sporen, der ligger som støtte i haleflyvehudens fortykkede kant.

Af flagermus andre bygningsejendommeligheder kan anføres: Ørene meget bevægelige, oftest store, jævnlig endog meget store, meget varierende i form hos de forskellige slægter, oftest meget tyndhudede, nøgne og følsomme i ørelaget (tragus), en hudfold fra øreåbningens forkant, som regel veludviklet; også det indre øre er stort og veludviklet. Øjnene hos de fleste småflagermus ret små, navnlig er øjeåbningen lille, ofte til dels skjult af pelsen; snuden nøgen med store næsebor, der altid er fremadrettede, hos en del familier omgivet af hudblade og komplicerede hudfoldsystemer (bladnæser). Snudepartiet som regel veludviklet, gabet stort, særlig egnet til at snappe insekter under flugten. Tænderne er hos de insektædende former skarpe og spidse, fortænderne flerspidsede, deres række hos mange familier ofte med et tandløst mellemrum i midten, hjørnetænderne store, kindtænderne spidstakkede; de frugtædende storflagermus har mere butte, simplere tænder. Tandskiftet foregår overordentlig tidligt, undertiden allerede hos fosteret. Trods flagermus skarpe sanser, står hjernen på et lavt udviklingstrin. Halsen kort, skuldrene meget kraftige og brede, brystkassen kraftig og bred, affladet på forsiden. Da muskulaturen til vingerne, navnlig til at tvinge disse nedad under flugten, jo i følge sagens natur må være meget kraftig, er brystbenet stærkt udviklet og på sin forreste del forsynet med en længdekøl til fæste for disse svære muskler; vingernes løftemuskler er fæstede i skulderbladene, ikke som hos fuglene også til brystbenet, der derfor hos disse får en langt kraftigere udvikling. Ribbenene svære, brede og flade, ofte med sammenstødende kanter; nøglebenene lange og kraftige; brystkassen rummelig, da den voldsomme muskelanspændelse under flyvningen stiller store fordringer til hjertet og lungerne. Bækkenet smalt. I den forlængede, en del bøjede underarm, er mærkelig nok albuebenet, i modsætning til forholdet hos de fleste andre pattedyr, rudimentært, spolebenet hovedknoglen og stærkt udviklet; skulderbladene mægtig store, med stærke kamme. De 2 patter sidder på brystkassens forside, penis er fri og hængende, livmoderen enkel, moderkagen skiveformet, alt forhold, der genfindes hos aberne, og har medført, at mange forfattere lige fra Linné i systemet fejlagtigt henførte dem til disses nærhed. Lugtende hudkirtler, der ofte åbner sig i folder og hudsække, er meget almindelig og veludviklede hos flagermus, særlig hos hannerne; de sidder navnlig i ansigtet, på halsen og brystet eller ved albuen. Pelsen er hos småflagermus meget fin og blød, som regel mørkebrun eller sort; de enkelte hår er mærkelige ved stærkt fremstående ringlister og ser under forstørrelse ud som høje stabler af kræmmerhuse, det ene inden i det andet. Da forlemmerne er så yderligt specialiserede til flyvning, har flagermus så godt som helt mistet evnen til gang på jorden, hvor de kun mod deres vilje kommer og da med besvær kravler, støttende sig på håndleddene og skydende sig frem med bagbenene; lettere går det op ad ru flader, træstammer og lignende, og deres evne til med kløerne at hage sig fast og kravle på lodrette mure er vidunderlig.

Levevis
Flagermus er så godt som udelukkende natdyr, der oftest kun rent tilfældigt ses flyve om dagen; denne tilbringer de sovende, idet de hænger i bagbenene med hovedet nedad, gemte i hule træer, klippehuler, gamle bygninger og lignende; de bor gerne sammen i store selskaber, ofte flere arter sammen, jævnlig hvert køn for sig. Storflagermus overnatter oftest blot i træer på skyggefulde steder.