LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Flagermus
Flagermus
Klassifikation:
Familier:
Flagermus (Chiroptera) er en orden af forholdsvis små flyvende pattedyr. Faktisk er de de eneste flyvende pattedyr. Der findes ialt cirka 1.120 arter af flagermus, svarende til 20 % af alle pattedyr arter. Hovedparten lever under varmere himmelstrøg end de danske, men 15 arter kan også ses i Danmark.

Flagermus har en varierende social struktur alt efter art, nogle flagermus fører et isoleret liv, mens andre lever i grotter i kolonier på helt op til 1 million individer.

De fleste arter af flagermus er nataktive og orienterer sig derfor via deres ultralydssonar. Flagermusen udstøder 30 gange per sekund toner, der er så høje at mennesker ikke kan høre dem, og får ved tonernes ekko information om omgivelserne der gør at deres flugt ikke bliver hindret. Nogle nektardrikkende flagermus kan se UV-lys om natten. Dette anvendes til at finde blomster. Flagermusens udviklede sansehår som sidder på flyvehuden og i ansigtet gør, at de kan opfatte selv ganske svage luftbevægelser.

Flagermus hørende til store flagermus (Megachiroptera) lever primært af frugt og/eller nektar som de dufter sig frem til. Småflagermusene (Microchiroptera) lever af insekter, smådyr, blod eller nektar.

Alle de danske flagermusarter hører under familien Barnæserne (Vespertilionidae). Flere arter af slægten Myotis overvintrer i de danske kalkgruber for eksempel Mønsted kalkgruber.

Flagermusen sover hængende i bagbenene.

De køligere egnes flagermus, der udelukkende er insektædere, må gå i vinterkvarter og tilbringe den kolde tid i dvale, gerne hængende i tæt sammenpakkede selskaber dybt i lune huller og revner; deres temperatur synker da meget betydeligt og stofskiftet bliver ringere, tærende på den rigelige oplagsnæring i form af store fedtmasser, særlig på ryggen (»vintersøvnskirtler«); pludselig vækkede om vinteren går de som regel til grunde. Nogle arter foretager jævnlig vandringer, idet de tilbringer sommeren i højere eller nordligere egne og atter mod vinteren søger dalene og sydligere egne. Hos vore flagermus foregår parringen sent på efteråret, da hannerne under en ejendommelig fårekyllingeagtig skingren høres at forfølge hunnerne; befrugtningen af ægget foregår først om foråret, idet sæden under vinterdvalen opbevares i hunnens bør. Flagermus føder 1-2 unger ad gangen, som bliver hos hunnen indtil de er flyvefærdige; de fødes temmelig store, ganske nøgne med meget små korthårede vinger; Ungerne bæres ofte af hunnen med under flugten, fastsugede til pattevorterne, fastklamrede til moren og støttet af hendes opadbøjede haleflyvehud. Med undtagelse af de koldeste, insektfattige egne er denne på slægter og arter umådelig rige orden udbredt over hele jordkloden, tiltagende stærkt i tal i tropiske egne mod ækvator; en art går op til Polarkredsen, en anden ned til Magellanstrædet. De første repræsentanter for flagermus findes i eocæne lag.

Storflagermus
Storflagermus (Megachiroptera), de frugtædende flagermus eller de flyvende hunde er overvejende større eller endog meget store former med forholdsvis lang og spids snude, små simpeltbyggede ører og ret store øjne, hvorved de får et meget hundeagtigt fysiognomi; deres hale er kun lidt udviklet eller mangler og er aldrig optaget i den ikke synderlig udviklede baglemsflyvehud. Pegefingeren treleddet med klo. Kindtænderne med to længderygge.

Deres føde er hovedsagelig frugter, men de kan dog også fange insekter, småfugle, enkelte endog fisk, som de snapper op af vandet; de er mindre udelukkende natdyr end småflagermus; de sover om dagen, tæt hængende i store kolonier, dels blot i træerne, dels i huler og lignende; mod solnedgang ses de jævnlig trække i store flokke, endog over havarme og fra ø til ø, idet de ikke sjældent søger deres føde mange kilometer væk fra deres soveplads.

Underordenen er ikke så rig på slægter og arter som småflagermus, indeholder cirka 188 arter; udbredt fra Østafrika og Madagaskar over Indien, De Indiske Øer, Sydjapan, Ny Guinea, Australien og en del af Sydhavsøerne. De egentlige flyvehunde, sIægten Pteropus, er haleløse; blandt dens arter, der ligner hinanden meget, kan nævnes den største af dem alle, Pterops edulis fra Java med et vingefang på over 1,6 meter; dens nakke og underside rustrød, iøvrigt sort; kan anrette stor skade i frugthaver; dens kød bliver, trods dets ilde lugt, gerne spist. En anden flyvehund, Cynonycteris ægyptiaca, med 95 cm vingefang, er udbredt i nordøstafrika, findes almindeligt i pyramidekamrene og andre gamle ruiner i Ægypten og er måske den flagermus, der ofte findes afbildet på de oldægyptiske freskomalerier. I Indien er den lille Cynopterus marginatus uhyre almindelig, meget skadelig ved den umættelige appetit, hvormed den fortærer frugt (bananer og lignende). Harpyerne (sIægten Harpyionycteris) fra De malajiske Øer er kendelige på deres butte snude og lange, fremstående, tubeformede næsebor.

De danske flagermusarter

Klassifikation
Klassifikationen af flagermus forbedres fortsat og der er ikke helt enighed om enkelte flagermus klassifikation. Flagermusen Antrozous pallidus er her placeret under barnæser, men i andre systemer er den placeret i sin egen familie. Hesteskonæser indeholder i nogle systemer kun slægten Rhinolophus, og de øvrige slægter placeres så i familien Hipposideridae.