--->  

  LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Bæltedyr
Bæltedyr

Nibåndsbæltedyr
Klassifikation:
Arter:
  • Nibåndsbæltedyr (Dasypus novemcinctus)
  • Trebåndsbæltedyr (Tolypeutes matacus)
  • Seksbåndsbæltedyr (Euphractus sexcinctus)
  • Kæmpebæltedyr (Priodontes Maximus)
  • Dværgbæltedyr (Zaedyus pickiy)
  • med flere
Bæltedyr (Dasypodidae), en pattedyrfamilie, henhørende til gumlernes orden (Xenarthra). Fra og med 1995 ses den dog også placeret i ordenen Cingulata. De nærmeste nulevende slægtninge er dovendyr og myreslugere.

Udseende
Bæltedyr er fremfor alt ejendommelige ved deres kraftige hudpanser, der dækker næsten hele legemet, blot med undtagelse af kroppens underside. Panseret er dannet af en mængde større og mindre, pladeformede hornskæl af lignende bygning og oprindelse som krybdyrenes (for eksempel krokodillernes); disse skæl er særlig mærkelige ved deres mægtig svære og tykke forbening i den underliggende læderhud, hvori der dannes firkantede eller polygonale, tykke benplader eller benbrikker, der altså er dækket af en forholdsvis tynd hornplade på sin udside. Horn- og benplader svarer dog ikke altid til hinanden. Dette panser, der dækker den overordentlig brede, hvælvede krop, består af et forreste parti, skulderskjoldet, og et bageste, hofteskjoldet, der som ubevægelige skjolde dækker for- og bagkrop, idet de rager ud over kropsiderne og danner hulrum, hvori lemmerne kan drages ind; mellem disse to skjolde findes over kroppens midtdel et hos arterne meget vekslende antal (3-13) forbenede halvringe eller skinner, forbundne med blød hud, hvorved bøjning af kroppen i dette parti bliver mulig. Panden og hovedets overside helt ud til snuden er ligeledes dækkede af sammenstødende polygonale plader, og halen er som oftest dækket af benringe eller plader, med tynd hud mellem; endelig er lemmerne på deres udsider ligeledes dækkede af benskæl, der dog aldrig støder sammen med deres rande. Kroppens underside og lemmernes indsider er derimod altid uden panser, mere eller mindre dækkede af spredte, grove hår; også på rygsiden findes oftest spredte hår, regelmæssigt grupperede bag benskællene i de bløde hudfolder.

Næseborene er nedadvendte, øjnene små, ørene oprette, skældækkede, enten stillede påfaldende tæt til hinanden i nakken eller vidt adskilte. Tænderne er i bygning meget reducerede og simple, næsten blot små cylindriske stave, rodåbne - altså stadig voksende - uden emalje; de sidder med betydeligt mellemrum og er i antal meget skiftende hos de forskellige arter, svingende mellem 6-27 i hver kæbehalvdel, dog er 7-9 det almindeligste. Mælketænder kendes kun hos en enkelt slægt (Tatusia); fortænder mangler næsten altid; tungen er lang, meget udstrækkelig. Halsen er kort, halshvirvlerne mere eller mindre sammenvoksede. Lændehvirvlerne bærer store bentappe til støtte for hudpanseret. Benene er lave og kraftige; forpoterne med 3, 4 eller 5 fingre, der bærer lange, kraftige, krumme gravekløer; bagfødderne med 5 tæer og næsten hovagtige negle.

Familiens største nulevende art er kæmpebæltedyret, Priodontes Maximus, som kan blive op til halvanden meter langt. Den mindste repræsentant er dværgbæltedyret Zaedyus pickiy, som kun bliver 15 centimer lang.

Adfærd
De nulevende bæltedyr er alle små eller mellemstore former; det er fredsommelige, værgeløse, lidt træge dyr, der ikke sætter sig til modværge, når de fanges, kun søger de, når de pludselig overraskes, at unddrage sig deres forfølgere ved med aldeles overraskende hurtighed at grave sig ned i jorden; er de først halvt nede, er det næsten umuligt at hale dem op igen, idet de holder igen med forlemmerne og bælterandene; de kan, i forhold til deres plumpe bygning, løbe ret hurtigt, om end naturligvis med ringe behændighed; et passivt værn mod fjendens angreb har de i hudpanseret, der er kraftigst udviklet hos de former, der lever et noget mere overjordisk liv.

Bæltedyr er fremfor alt gravende dyr, om end graveevnen er udviklet i meget forskellig grad; nogle arter graver gange og huler i jorden, som de nærmest kun forlader om natten, da de søger deres føde, andre graver mindre, men benytter de andre arters gange til bolig for sig selv og deres unger; enkelte former (for eksempel bæltemusene) lever næsten udelukkende under jorden og nærmer sig i levemåde muldvarpene.

Bæltedyr-hunner føder mellem en og tolv unger, afhængig af art, og alle udvikler sig fra det samme æg. Drægtighedstiden er for de fleste 60-65 dage, men alle arter har evnen til at forsinke det befrugtede ægs vandring fra æggelederen til livmodervæggen.

Føde
Bæltedyr er nærmest altædende, fortærer rødder, insekter, orme, krybdyr og søger også til ådsler; deres kød er spiseligt og anses endog for velsmagende. Et bæltedyr kan spise cirka 100 kilogram insekter i løbet af et år.

Udbredelse
Bæltedyr lever i skovegne eller på åbent land i Sydamerikas tropiske og tempererede egne; kun en art (nibåndsbæltedyret) findes helt op i Texas.

Klassifikation
Der findes ni slægter og 20 arter bæltedyr. Nibåndsbæltedyret er den eneste art, som findes i USA. Trebånds-, seksbånds- og nibåndsbæltedyrene (Tolypeutes matacus, Euphractus sexcinctus og Dasypus novemcinctus) har fået navn efter antallet af bevægelige bælter i læderpanseret.

Historie
Bæltedyrene havde en opblomstringsperiode i Sydamerika for 55 millioner år siden, og enkelte arter kunne blive lige så store som bjørne. For to og en halv million år siden, da Panama-landforbindelsen rejste sig fra havet og knyttede Nord- og Sydamerika sammen, begyndte de sydlige bæltedyr at vandre nordover. Men for mellem femtusind og titusind år siden blev bæltedyrene i USA udryddet af ukendte årsager. For cirka halvtreds år siden undslap et lille antal fra en dyrehave nær den lille by Cocoa i Florida, og de undslupne blev hurtigt til en koloni på mange tusinde individer.

I 1800-tallet begyndte en stamme nibåndsbæltedyr i Mexico at sprede sig nordover, og det gav stødet til en af de hurtigste indvandringer i pattedyrenes histore. Allerede i 1854 var de kommet til Texas, og derfra begyndte de at sprede sig nordover mod Kansas og Missouri og østover mod Florida. De første bæltedyr krydsede Mississippi en gang i 1940'erne. Bæltedyr har sædvanligvis ingen problemer med at krydse floder. Enten sluger de luft og blæser maven og tarmen op, åsdan at de flyder lettere, eller også vader de slet og ret over floden langs bunden. Nibæltede bæltedyr kan nemlig holde vejret i op til seks minutter.

Tidligt på 1970-tallet var bæltedyret nået helt til Florida. Der traf de efterkommere af de undslupne fra Cocoa, og nu er de to stammer i fuld gang med at blande sig med hinanden.

Vidste du det om bæltedyr?
Bæltedyrene er de eneste pattedyr, som regelmæssigt føder enæggede firlinger, og det har gjort dem til nyttige forsøgsdyr i den forskning, der udvikler medicin mod den farlige leprabacille. Der findes nemlig næsten ingen dyr, som lader sig smitte af den bacille, som fører til den frygtelige sygdom, spedalskhed hos mennesker, men bæltedyret kan blive smittet. Der er nu udviklet en teknik, som gør det muligt at udvikle store mængder lepra-medicin fra et eneste bæltedyr.