--->  

  LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Dovendyr
Dovendyr

Hoffmanns tofingrede dovendyr
Klassifikation:
  • Rige: Dyr (Animalia)
  • Række: Rygstrengsdyr (Chordata)
  • Klasse: Pattedyr (Mammalia)
  • Orden: Gumlere (Xenarthra)
  • Familie: Trefingrede dovendyr (Bradypodidae)
  • Familie: Tofingrede dovendyr (Megalonychidae)
Arter:
  • Pygmædovendyr (Bradypus pygmaeus)
  • Mankedovendyr (Bradypus torquatus)
  • Lysstrubet dovendyr (Bradypus tridactylus)
  • Brunstrubet dovendyr (Bradypus variegatus)
  • Unau (Choloepus didactylus)
  • Hoffmanns dovendyr (Choloepus hoffmanni)
Dovendyr er en samlet betegnelse for to familier af pattedyr. De trefingrede dovendyr og de tofingrede dovendyr.

Udseende
I ydre er disse dyr, der udelukkende er uddannede til klatring i træerne, meget ejendommelige og let kendelige. Hovedet er lille og afrundet, og det ret flade ansigt, der kun er klædt med korte og fine hår, får, særlig da øjnene er fremadvendte, en vis lighed med mennesket. Ørerne meget små, helt skjulte i pelsen. Tungen kort og blød, halsen lang og meget bevægelig. Kroppen lang, men kluntet og bred over bækkenpartiet; halen ganske lille eller næsten manglende, skjult i hårene. Pelsen er meget lang, men løs og meget grovhåret; de enkelte hår ved roden ganske tynde, men i øvrigt tykke, brede og flade, men dog ret bløde. Farven er overvejende grålig eller gråbrunlig; meget ofte har dog dækhaarene en grønlig farve, hvilket skyldes en grønalge (Trichophilus welckeri), der, begunstiget af tropeurskovenes høje luftfugtighed, lever på hårenes overflade; herved får dovendyrs ejendommelige hårklædning en påfaldende lighed med fint hø; når dyrene bringes til tørre klimaer, for eksempel til Europas zoologiske haver, forsvinder den grønne algefarve.

Lemmerne er lange og slanke, forlemmerne meget længere end baglemmerne; hånden smal med aldrig mere end 3 fingre og tæer, der er indesluttede af en fælles hud, således at kun de mægtig lange og kraftige, svagtbøjede noget sammentrykte kløer rager frit ud; de kan bøjes ind mod håndfladen og er således fortrinlige klatrekroge. Hånd- og fodfladerne er nøgne. På grund af bækkenets bredde sidder baglemmerne langt fra hinanden og er drejede således, at sålerne vender mod hinanden, hvorved baglemmerne egner sig til at omfatte større grene og stammer. Tandsættet er, som hos alle gumlere, meget reduceret, og i hver mundside findes kun 6/4 tænder, der er trinde eller noget sammentrykte med hulslidte tyggeflader; de består af blødere vasodentin med en skal af dentin og et tyndt lag cement og er, før de slides, kegleformede. Mælketænder mangler. Af andre ejendommeligheder i dovendyrs benbygning kan fremhæves, at kindbuen er ufuldstændig med en nedadvendt forlængelse; ryghvirvlernes tal er meget vekslende, ofte meget stort; halshvirvlerne er oftest til stede i et for pattedyr ualmindeligt tal; mærkelig vekslende hos arterne, snart 6, snart 7 eller endogså 9; bækkenhvirvlernes tal er også stort, idet ikke blot hofte-, men også sædebenene er tilvoksede til hvirvelsøjlen. Luftrøret slår en bugt eller sløjfe, et hos pattedyr enestående forhold, der kun genfindes hos visse fugle og krybdyr.

Adfærd
Dovendyr har deres navn efter deres usædvanlig træge og langsomme bevægelser, deres apatiske væremåde og påfaldende ligegyldighed over for forulempelser; de er udprægede klatredyr, der i sjælden grad er specialiserede til ophold i træerne, i hvis grene de med stor sindighed, med lange hvil, klatrer rundt, hagende sig frem langs hen under grenene, hele tiden med ryggen nedad, hængende i arme og ben; dog formår de, når det af en eller anden grund er formålstjenligt, at bevæge sig ret hurtigt et stykke hen under grenene.

Kommer de en enkelt gang ned på jorden, må de slæbe sig langsomt frem på bugen, idet de strækker benene fra sig, slår forkløerne i jorden og skubber efter med baglemmerne; på en glat og hård flade kan de overhovedet ikke komme frem; skal de fra et træ til et andet, formår de ikke at springe, men må, hvis de ikke kan benytte grenbroer, svinge sig over, idet de benytter grenenes svajen.

Dovendyr er ganske overvejende natdyr, der om dagen hænger sammenrullede under en gren og er da, på grund af deres farver og ejendommelige hårlag, yderlig vanskelig at skelne fra de i de fugtige tropeskove mos- og lichendækkede grene.

De lever ensomt og færdes stille og fredeligt i urskovenes trækroner; de er som regel tavse, men skal dog kunne udstøde skarpe eller brægende skrig, når man forsøger at rive dem ned af grenene.

De får kun 1 unge ad gangen; denne føres om, siddende på morens ryg, holdende hende om halsen.

Dovendyr er kendte for deres ualmindelige sejlivethed, og de tåler svære legemsbeskadigelser, ligesom de kun reagerer langsomt for giftstoffer; ligeledes beholder deres muskelvæv efter døden sin irritabilitet meget længere end andre pattedyrs; deres stofskifte synes overhovedet langsomt. Arterne, der henføres til 2 familier med 6 arter, er kun udbredte i Mellem-og Sydamerikas tropiske urskove. I levevis stemmer de alle ret nøje overens.

Føde
Deres føde er udelukkende bladløv, især unge skud og knopper, samt delvis frugter; dog er de meget kræsne med valget af føde og æder kun knopperne og bladene af visse træer, således ganske særlig af trompet-træet, hvis grene de griber mellem kløerne og håndfladen og således fører til munden, idet de ikke, som for eksempel egern, aber og andre kan bruge hånden til at holde direkte på føden; herunder kommer halsens bevægelighed dem også til nytte.

De trefingrede dovendyr
De trefingrede dovendyr (kan også ses omtalt som det tretåede dovendyr) eller Ai’er (Bradypus) har alle 9 halshvirvler, af hvilke den 9. og somme tider også den 8. bærer små bevægelige ribben; hånd og fod bærer 3 mægtige kløer. Der er beskrevet 4 arter, der dog delvis kun vanskelig lader sig adskille, idet disse dyr varierer meget, særlig i farvetegning; nogle er ensfarvet grå, andre har en mørk krans af forlængede hår om skulderen (Bradypus torquatus), atter andre mørk rygstribe og pletter, kantede med orange, gule eller hvide striber og så videre; deres kroplængde er 50-65 cm; udbredte i Guyana, Brasilien og Peru, og en eller to arter (Bradypus infuscatus og castaneiceps) går op i Panama lige til Nicaragua.

De tofingrede dovendyr
De tofingrede dovendyr (Choloepus) har kun 2 store krogkløer på håndens, derimod 3 på fodens tæer; deres forreste tænder i kæberne er større og adskilte fra de andre, ved sliddet skarpkantede, overmundens griber ind foran undermundens, modsat pattedyrenes almindelige hjørnetænder. Den ene art, Unau’en (Choloepus didactylus) har det for pattedyrene normale halshvirveltal 7, ryghvirvlernes tal er meget forhøjet, 27 mod 19 hos de 3-fingrede dovendyr, sammenhængende med kroppens usædvanlige længde. Kroplængden cirka 70 cm; den er udbredt i flere variationer i Brasiliens skove; den anden nærstående art (Choloepus hoffmanni) har derimod kun 6 halshvirvler; den har en mere nordlig udbredelse, idet den findes fra Ecuador, gennem Panama til Costa Rica.

Vidste du det om dovendyret?
Det langsomste pattedyr i verden er dovendyret. På jorden kan opnås en fart på 0,14 km i timen. I træerne når den op på 6-9 km/timen.