--->  

  LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Kæmpedovendyr
Kæmpedovendyr

Skelet af kæmpedovendyr
Klassifikation:
Familier:
  • (Rathymotheriidae)
  • (Scelidotheriidae)
  • (Mylodontidae)
  • (Orophodontidae)
  • (Megalonychidae)
  • (Megatheriidae)
Kæmpedovendyr (Megatheriidae, Gravigrada). Mens den tertiære og eftertertiære tid i den gamle verden navnlig karakteriseres ved sine mange kæmpehovdyr, er disse svagere repræsenterede i den ny verden, men denne har til gengæld i datidens gumlere lige så vældige og forunderlige former at opvise. En af disse familier af fortidsgumlere er kæmpedovendyr.

De hører til de ældste kendte pattedyr; deres første repræsentanter finder vi sammen med kæmpeøgler i sandstenene fra den ældre kridttid i Patagonien. Derefter tiltager arterne i antal indtil den yngre eocentid, her repræsenteret af den såkaldte Santa-Cruz-formation; men det er dog først i Brasiliens knoglehuler, men navnlig i de såkaldte pampas-lag, en rødlig, sandet lerart, der er udbredt over det meste af La-Plata-flodens bækken, at man har fundet så mange levninger af disse dyr, at de kan siges at være så godt kendte, som man overholdet kan kende dyr efter skelettet alene.

Alle kæmpedovendyr er umådelig plumpt byggede dyr, i størrelse mellem en tapir og en elefant. I bygning står de nutidens dovendyr og myreslugere nærmest, idet hovedets og tændernes bygning minder mest om de første, kroppens og lemmernes om de sidste.

Med en enkelt undtagelse, Coelodon (det samme som Nothrotherium), der kun havde 4/3, var der som hos dovendyrene af tænder 5/4 kindtænder, men de var bedre egnede til at tygge sej planteføde end disses. Bedst egnede var de hos Coelodon og Megatherium, meget lange prismatiske med kvadratisk tværsnit og en tyggeflade med to tværhøje som tapirens. Der var dog ingen emalje, men de hårde partier var af en fast dentin, de blødere af vasodentin og det hele omgivet af et lag cement. De øvrige havde mindre lange, nærmest cylindriske tænder med en kerne af vasodentin, herom et tyndt lag ægte dentin atter omgivet af et cementlag. Ældre former som Promegatherium og Promylodon havde emaljelag om deres tænder, bevis for, at gumlerne nedstammer fra former med emalje i tænderne.

Den først kendte og mest typiske art af alle kæmpedovendyr er Pampaslagenes Megatherium americanum, første gang bragt til Spanien 1789. Hele dyret er omtrent 6 meter langt, heraf halen omtrent 1 2/3 meter; det er med andre ord af elefantstørrelse, men meget mere kortbenet og plumpt; lårbenet for eksempel er 3 gange så tykt som elefantens, men kun dobbelt så lang som tykt. Hovedet er temmelig lille, dovendyragtigt, men forholdsvis længere, og hjernekassen kun ubetydelig; der vides nu at have været begyndelsen til en benbro mellem næseben og mellemkæbe. Der er hel kindbue, og underkæben er meget dyb for at give plads til de store tænder. På krophvirvlerne er der store bagud rettede torntappe, hvad der tyder på, at det har været en forholdsvis bevægelig krop. I lænderegionen er der lignende ekstra ledtappe (zygapofyser) som hos myreslugerne. Halen er ved grunden kolossal med vældige torn- og tværtappe foruden store nedre buer og torntappe (hæmapofyser). I det hele et overordentlig kraftigt bagparti. Skulderpartiet ligner dovendyrenes; forbenet er i det hele forholdsvis slankt, længere end bagbenet og ret frit bevægeligt. Foden hvilede på yderkanten og 5. finger blev derfor ubevægelig, lille og uden klo. 1. finger mangler, mens de 3 midterste, navnlig nummer 3, er vel udviklede med vældige kloled. Bækkenet er mærkelig åbent, låret bredt og fladt, underbenet særdeles solidt, og den i bygning enestående fod hvilere ligesom forforden på sin yderste kant. Hælen strækker sig lige så langt bagud som den øvrige fod fremad. 1. tå mangler, 2. er rudimentær, 3. uforholdsmæssig stor med et enormt kloled, der har en stor benskede til støtte for kloen; 4. og 5. tå endelig har små led, ingen kløer, men store mellemfodsben, hvorpå hele legemets vægt hviler, mens den store klo blev holdt fri fra jorden og således ikke blev slidt.

Vi får i det hele billedet af en kolossal planteæder, for svær til at klatre, men med gode kræfter til at rejse sig op på bagbenene og halen, idet den med forbenene halede træernes nedre grene til sig, mens den fortærede bladene og de friske skud, ligesom den også kunne grave rødder op med sine kløer. Tung og ubehjælpelig i sin gang har den været, uden noget panser, i det hele et let bytte for datidens mægtige rovdyr som for eksempel sabelkattene. Andre arter af Megatherium kendes fra Sydamerika, en enkelt fra Georgia og Sydcarolina.

Noget mindre end de foregående er Mylodon-formerne (herunder Lestodon, Pseudolestodon og Grypotherium) med fuldstændig dovendyragtigt hoved, afbrudt kindbue og underkæbe med lige underrand. 5 fortæer, 1.-3. med kløer; 4 bagtæer, 2. og 3. med kløer. En enkelt er fra Nordamerika, men de fleste fra Sydamerika, således M. Darwinii med hel benbro mellem næseben og mellemkøbe. Hos de fleste var dyret noget beskyttet ved et utal af små uregelmæssige benplader i huden.

I flere retninger stod Scelidotherium midt mellem de to nævnte typer; den er kun fundet i Sydamerika. Der er stor variation i hovedets form, som hos nogle af arterne nærmer sig til myreslugernes. Det er sikkert det plumpeste landdyr, der har eksisteret, lårbenet var for eksempel bredere end langt.

Coelodon, navnlig kendt fra Brasiliens knoglehuler, var forholdsvis lille, kun noget større end de store aber, havde fuldt antal tæer og brede bagfødder; de kunne rimeligvis klatre op i træerne.

Af lignende bygning var Megalonyx, kun lidt større, fundet i hulerne i Kentucky. Også Cuba havde sine kæmpedovendyr.

Det har særlig interesse i Danmark at Københavns zoologiske Museum er i besiddelse af nogle af de bedste samlinger af levninger af kæmpedovendyr. De skyldes dels Dr. P. W. Lunds berømte huleundersøgelser i Brasilien, dels en gave med flere næsten fuldstændige skeletter, ret enestående pragtstykker, fra en dansk læge dr. Lausen i Buenos Aires.

Palæantologer deler kæmpedovendyr op i en række forskellige familier, som er vist i tabellen i steden for den normale opdeling i arter. Megalonychidae og Megatheriidae er blandt de vigtigste.