--->  

  LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Stor myresluger
Stor myresluger

Klassifikation:
Art:
Myrmecophaga tridactyla
(Linne, 1758)
Mest kendt af myreslugerne er den store myresluger eller yurumien (Myrmecophaga jubata), hvis krop er 1,8 meter lang, 0,7 meter høj over skulderen. Hovedet er overordentlig langt og tyndt. Næseborene sidder i snudespidsen lige over munden, der netop kan lade den fingertykke tunge passere ud og ind. Øjnene er meget små, ørene korte, ovale, oprette. De indre næsebor går gennem en lang benet kanal, dannet af ganebenene og de sammenstødende vingeben, og munder først ud langt tilbage i plan med ørene. Kindbuen er rudimentær. Kroppen er noget sammentrykt og ret kraftig, lemmerne er noget sammentrykt og ret kraftig, lemmerne temmelig høje. 1. og 2. finger er ret lange, tynde og sammentrykte med krumme kløer; 3. er særdeles kraftig, grundledet er yderst kort, men yderste led med sin vældige klo til gengæld stort, så at denne finger dog bliver langt den længste. 4. er kun svag, med en meget lille klo, og 5. endelig helt rudimentær, uden klo. Bagfødderne er ret korte og brede, tæerne omtrent lige lange, kløerne store og krumme, hele sålen rører jorden. Halen endelig er det mest iøjnefaldende ved hele dyret; den er 1 meter lang og besat med lange, grove hår, der vajer som en fane, når halen, som det hyppigst sker, bøjes frem over ryggen.

Kun på hovedet og siderne er dens stride hår korte, midt ned ad ryggen går en manke, nedadtil på kroppen og ned ad lemmerne sidder lange hår. Farven er gråsort, stikkelhåret; et kulsort parti, bræmmet med hvidt, går fra halsens underside hen over skuldrene og løber spidst til hen mod hofterne. Maven er delt i en tyndvægget pars cardiaca og en tykvægget pars pylorica.

Der fødes kun en unge ad gangen; pattevorterne, 2, sidder på brystet. Denne myresluger findes vidt og bredt i Syd- og Mellemamerika, men er egentlig ingensteds hyppig. Den foretrækker fugtige savanner og skove, hvor den om dagen strejfer om for at finde myre- og termitboer, som den opkradser med sine forkløer.

Den hverken klatrer eller graver sig ned, men skjuler sig om natten mellem græs og krat. Kun lugtesansen er god, de andre sanser svage. Det er langtfra noget trægt dyr og derfor meget fornøjeligt og pudsigt at iagttage i fangenskab, hvor den kan fodres med mælk, myreæg, hakket kød og lignende.

Bliver den angrebet, rejser den sig og værgere sig med sine store forkløer. I bygning og levemåde er der stor overensstemmelse mellem denne og tamanduen eller kaguaren (Tamandua tetradactyla).