LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Antiloper
Antiloper

Oryx
Klassifikation:
Antiloper kaldes en stor, formrig gruppe skedehornede drøvtyggere, henhørende til oksefamilien (Bovidae); de danner ikke et systematisk hele, men antiloper er et fællesnavn for de mange okseformer, der ved ejendommeligt formede, slanke, oprette horn og i reglen lettere og slankere bygning med høje og slanke ben, ved hårlag, farve og hele ydre skiller sig ud fra de øvrige medlemmer af familien; de danner derfor ikke nogen afgrænset, naturlig og ensartet gruppe, men nærmer sig i ydre snart geder eller okser, snart hjorte, idet de kombinerer træk fra disse typer, et forhold, der blandt andet afspejler sig i deres navne, såsom okseantilope, elsdyrantilope, hjorteantilope og så videre.

Deres nøjere klassificering frembyder de største vanskeligheder; Linné sammenfattede alle arterne i en stor slægt antilope, nu inddeles de i mange underfamilier og slægter.

Som fællestræk for antiloper, angående hvis normale bygningsforhold henvises til okser, kan anføres følgende. Handyrene har altid pandehorn; Hunnerne har som regel ligeledes horn, men altid mindre kraftigt udviklede end hannernes; hos mange arter er dog hunnerne hornløse. Hornene er altid ægte skedehorn, som ikke fældes (i modsætning til den amerikanske gaffelbuk (Antilocapra), men stadig vokser ved horndannelse på benstejlen; de er tætstillede, meget ofte udbøjede og atter indbøjede »lyreformede«, jævnlig vredne eller spiraldrejede, men er i øvrigt overordentlig vekslende hos arterne både i form og størrelse; som regel er de lange og forholdsvis slanke, oftest runde, jævnlig kantede og fladtrykte; deres overflade er sjældent glat, oftest er de prydede med fremstående køle, lister og tværknuder, der danner mere eller mindre tydelige ringe, altid stærkest ved hornets roddel, mens spidsen gerne er så godt som glat. Hovedet er som regel ret langt og smalt, med stor mule, snart med nøgen, snart med båret snude. Øjnene store, ørerne store, spidse og oprette. Halsen bæres hos de fleste arter meget opret. Mankedannelse er ikke ualmindelig, ligesom hårprydelser på forhals, ansigt og andre steder ikke er sjældne. Skuldrene er høje, således at ryggen som regel er stærkt skrånende ned bagtil. Kroppen er høj og en del sammentrykt, halen vekslende i længde, oftest ret lang, altid med veludviklet hårkvast i enden. Pelsen korthåret, farverne som regel brunlige eller gullige (»ørkenfarver«), bugen og bagpartiet lysere, næsten hvidligt. Benene høje, snart slanke og tynde, snart sværere, mere okseagtige; Hårkvast på knæene ikke ualmindelig. To symmetriske klove; Bitæer mangler ofte helt, ofte findes de som små hornknuder eller som virkelige hornklove. Hunnerne har 2 eller 4 patter på yveret, der ligger mellem bagbenene; de får som regel en kalv ad gangen, sjældnere to. Drægtigheden varer gennemsnitlig 9 måneder.

Antiloper er sky og frygtsomme dyr; de løber yderst hurtigt, de større arter travende, de mindre springende langt og højt, overordentlig behændigt og graciøst; de lever parvis, i familier eller i flokke, der navnlig i tidligere tid kunne være overordentlig store; de holder fortrinsvis til på åbent land, dels i rene ørkener, dels på sletteland, således talrige på de afrikanske savanner; enkelte arter foretrækker dog skovegne, andre højlande, hvor de kan træffes i bjergene op til snegrænsen. Antiloper er overvejende græsædere, men æder også træløv, særlig bladknopper og findes altid talrigst i nærheden af floderne, hvortil de søger for at drikke; herfra er dog undtagelser, de rene ørkenformer synes aldrig at drikke.

Antiloper findes aldeles ikke i Amerika og Australien; deres hovedudbredningszone, der rummer en mægtig formrigdom, er Syd-, Mellem- og Nordøstafrika; nogle arter findes i Syrien, en del arters udbredning falder helt op i Mellemasien. Kun en art (Sa'igaantilope) findes i Europa, i dag reduceret i antal. Mange uddøde antiloper findes i øvre tertiære lag; mange arter er fundet i navnlig sydeuropæiske formationer (pliocæn); den ældste antilope (Profragoceros) findes i franske mellem-miocæne lag.

Mange antiloper lader sig i fangenskab let tæmme og formerer sig uden vanskelighed i de zoologiske haver, men ingen art er dog egentlig husdyr, omend de måske hos oldtidens ægyptere synes at have været holdt som sådanne; alle arterne er meget efterstræbt jagtvildt, værdifulde både ved deres kød og særlig ved deres skind og horn; ved hensynsløs forfølgelse både af sports- og erhvervs jægere er antiloper i dag stærkt reducerede både i udbredning og tal. Artsantallet er meget stort, omkring 100 tydelige arter er kendte.

Til antiloper henføres ofte gemserne (Rupicapra); de står dog på overgangen til gedegruppen og skiller sig lidt ud fra de egentlige antiloper.