LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Hvidhalet Gnu
Hvidhalet Gnu
Klassifikation:
Art:
Connochaetes gnou
Hvidhalet gnu (Connochaetes gnou) er et anseligt dyr på 1,3 meters skulderhøjde; hunnen lidt mindre. Farven er mørk gråbrun; rygmanken er ved grunden lysere, øverst mørkere. Halen er hvid, og det samme gælder den omkring øjnene siddende krans af stive hår. I begyndelsen er hornene lige og spidse, og først i den modnere alder er det, at grunden af hornene svulmer så stærkt op, at de næsten støder helt sammen på panden. Hunnens horn er altid mindre end hannens.

Dens sanser (syn, lugt og hørelse) er fortrinlige, men noget begavet dyr er gnu ikke. Dens bevægelser er kraftige og udholdende. Mest kendt er den for sin aparte måde at være på; snart kaster den hovedet fra en så til en anden side, snart sænker den hovedet, som skulle den berede sig til forsvar; pludselig farer den af sted i en støvsky hen over steppen, alt mens den gør de mærkeligste krumspring. Nysgerrig er den også, og ikke sjælden bliver den ved at kredse om jægeren. I det hele er det et meget uroligt dyr. Gnuen bevæger sig i pasgang. Den er ikke nem at jage da den er så hurtig og udholdende.