LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Hest        


Islandsk hest
Den islandske hest er efterkommer af de heste vikingerne havde med sig, da de bosatte sig på Island i niende og tiende århundrede. Man mener, at de medbragte heste på den tid var forskellige i udseende og farver, der er derfor en stor farvevariation i den islandske hesterace. Det barske klima på Island formede igennem tiderne hesten til en kompakt, nøjsom og hårdfør race. Op igennem Islands historie, har man været helt afhængige af hesten som transport, arbejdsdyr og slagtedyr. Omkring 1920 begyndte man at føre stambog over hestene på Island. Efter anden verdenskrig, vandt jeeps og traktorer frem, og overtog store dele af hestenes arbejde. Man bruger hestene den dag i dag, når man driver får sammen. Ellers bruges de i dag mest til konkurrence og tur-ridning.

Udbredelse i Europa
Også i Europa har man brugt den islandske hest som arbejdsdyr. Islændingene eksporterede i sluningen af det nittende århundrede en del heste. I England og Polen blev de især brugt i minerne som trækdyr, i Sverige og Danmark blev de brugt i landbruget som trækdyr og som rideheste, især til kvinder og børn. Man kendte ikke det store til hesten i Europa, og vidste eksempelvis ikke, at en islandsk hest først bør rides til i en alder af fem år. De fleste andre heste kan tilrides i en alder af tre år. Hestene var heller ikke vant til at komme på stald, på Island gik de ude hele året. Dog var de billige i drift og udholdende. Efterhånden som landbruget - og samfundet iøvrigt - blev industrialiseret forsvandt brugen af den islandske hest.

Den islandske hest af i dag
På Island i 1950´erne, var der ikke brug for så mange heste længere, man slagtede derfor rigtig mange heste i den periode. Det var i Tyskland man "genopdagede" den islandske hest uden for lavaøen. I 1954 blev der solgt en del føl og ungheste til Tyskland for at redde dem fra slagteriet. Disse heste viste sig at være gode og sjove rideheste, og man begyndte så småt at avle på dem. I de flg. år kom hesten til Østrig, Schweiz og Holland. I starten af 1960'erne kom der nogle få heste til Danmark. I starten blev de betraget med nogen overbærenhed som ridehest, men efterhånden fik man øjnene op for dens mange kvaliteter, og siden er den bare blevet mere og mere populær, en rigtig succes historie.

Gangarter
De islandske heste er kendt for deres specielle gangarter, foruden skridt, trav og gallop besidder mange af hestene evner for tølt og pas. Pasgang er hvor hesten bevæger begge ben i samme side samtidig. I tølt har hesten skiftevis et eller to ben i jorden, hvilket gør at der ikke er noget svævemoment. Nogle heste er 4 gængere andre 5 gængere. Man arbejder meget i avlen på at udvikle netop de gangarter. Man har også avlet hestene større, man mener at hestene er blevet 10 cm højere op igennem den sidste halvdel af det tyvende århundrede. De er i dag i snit 135 cm i stangmål. (stangmål er den måde man officielt måler en hest, lige ved mankebenet).

I konkurrence
Igennem de sidste tredive år er der sket meget inden for islandshestesporten. Der er rideklubber og foreninger i så mange lande nu, at man ud over landsstævner holder verdensmesterskaber, hvor der dystes i hestenes gangarter m.m.

Islandske heste bliver avlet i lukkede stambøger, der skal kunne føres tilbage til Island. Der er ikke kommet nyt blod i de islandske heste siden middelalderen. En islandsk hest skal selvfølgelig have et islandsk navn, derfor bruger man ord fra det islandske sprog der ofte beskriver farve eller sind. Det kan også være navne fra den nordiske mytologi og Islands natur. Eksempler kunne være: Grasa der betyder grå hoppe; Teitur, der betyder den glade eller Frosteykur der betyder frosttåge.

Hesteracer
Gotlandsruss