LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Navlesvin
Navlesvin

Halsbåndsnavlesvin
Klassifikation:
Arter:
  • Halsbåndsnavlesvin (Tayassu tajacu)
  • Det hvidlæbede navlesvin (Tayassu pecari)
  • Chaco-navlesvin (Catagonus wagneri)
Navlesvin, moskussvin, bisamsvin, pekari (Tayassuidae) er en familie af parrettåede hovdyr.

I hovedets, kroppens og føddernes form minder den meget om de ægte svin, men afviger dog fra disse i så mange punkter, at den rettelig bør opfattes som en egen familie. Hovedet, der bagtil er tykt og går jævnt over i den snævre hals, er stærkt tilspidset fortil, hvor det ender med en tryne, i hvis flade endeskive næseborene sidder. Øjnene er små, ørene korte, oprette, afrundede i spidsen. Munden er stor, fortændernes form er som hos de ægte svin; hjørnetænderne er forholdsvis små, få lukket rod og er helt beklædte med emalje, indtil de slides; de øverste er rettede nedad, ikke udad som hos de ægte svin, og har en skarp, skærende bagrand. Kindtænderne danner en sluttet række; de tiltager jævnt i størrelse bagtil; mens de forreste er sammentrykte, er de bagerste firkantede i gennemsnit og bærer på kronen to tværrygge, hver igen delte ved et lavere parti i to høje. Kroppen er svær og sammentrykt, benene temmelig korte og fine. På bagfødderne er der kun 3 tæer, da den yderste bitå, nummer 5, mangler. Mens de ægte svin har helt fri mellemfodsben, er de, der svarer til de to hovedtæer, her sammenvoksede, et træk, der minder om drøvtyggerne. En ydre hale mangler. De er beklædte med et tyndt, men jævnt lag af stive børster, der er noget længere på halsen og langs ryggen. Farven er mørkegrå.

På den bageste del af ryggen ligger en stor kirtel, der udsondrer en olieagtig, stærkt moskuslugtende væske, ligesom hele kødet kommer til at lugte og smage stærkt af moskus, hvis denne kirtel ikke straks efter døden bortskæres. Af de rejsende, der først fandt navlesvin, opfattedes det som en anden navle, heraf dyrets navn. Maven er sammensat, nærmer sig i bygning en del til drøvtyggernes.

De får kun 2 unger ad gangen. Navlesvin findes kun i Amerika, mens alle ægte svin har hjemme i Den Gamle Verden.

Familien har i alt tre arter. Der er to arter, der står hinanden så nær, at de i fangenskab let krydses, nemlig halsbåndsnavlesvin med et hvidt bånd over skuldrene og det hvidlæbede navlesvin med hvide læber og underkæbe. Denne sidste er den største, lidt over 1 meter lang i alt; den træffes i urskovene fra Paraguay til Honduras i flokke på omkring 100. Den er meget stridbar, ja angriber ikke sjælden jægerne, der da må søge tilflugt i træerne. Mindre næppe 1 meter lang, og mindre krigerisk er halsbåndsnavlesvinet. Også den træffes i urskovene, men mest parvis eller i småflokke på 8-10, og den går mod nord helt op til Red River i Arkansas, mod syd helt til Patagonien.

Alle tre arter er altædende, lever af af rødder, frugter, mindre dyr og ådsler; på dyrket jord kan de anrette stor skade.

Navlesvinene er alle repræsenterede i den brasilianske hulefauna. Chaco-navlesvinet blev oprindelig først anset for at være uddød, men blev i 1975 genopdaget i vild tilstand i Chaco-området. I nordamerikanske pleistocenlag findes også nogle større former, henførte til en egen slægt. I tertiærlag både i Den Gamle og Den Ny Verden har man fundet former, der synes at tilvejebringe en fuldstændig forbindelse mellem navlesvin og de ægte svin.