LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Parrettåede hovdyr
Parrettåede hovdyr

Amerikansk bison
Klassifikation:
  • Rige: Dyr (Animalia)
  • Række: Rygstrengsdyr (Chordata)
  • Klasse: Pattedyr (Mammalia)
  • Orden: Parrettåede hovdyr (Artiodactyla)
Familier:
Parrettåede hovdyr (Artiodactyla) er en orden af dyr der alle er græsædere og har en delt hov.

Flere af familierne herunder har et avanceret mavesystem som ved hjælp af mikroorganismer får det optimale ud af deres svært nedbrydelige føde. Læs mere om det under afsnittet drøvtyggere.

Drøvtyggere
Drøvtyggere, en stor gruppe pattedyr, omfattende antiloper, skovbukke, okser, får, moskusokser, hjorte, giraffer og kameler; deres fællesejendommelighed er blandt andet, at føden efter at være midlertidigt tygget og sunket atter senere opgylpes og gennemtygges igen for atter definitivt at synkes.

Overmunden mangler fortænder (kun kameler har to fortænder), og tænderne erstattes her af en bruskpude, der virker mod undermundens 6 fortænder, der er brede, mejselformede og skarpkantede, rettede en del fremad; de bruges til at afknibe eller afrive de græsser og andre plantedele, der uden undtagelse er drøvtyggeres føde. Øvre hjørnetænder mangler som regel, findes kun hos dværghjorte, kameler og en del hjorte, hvor de hos hannerne kan blive lange og rage ud af munden; de nedre hjørnetænder ligner fortænderne og sidder i række med disse, således at der tilsyneladende er 8 fortænder, kun hos kamelerne er de af almindelig hjørnetandstype. Mellem fortænder og kindtænder er et meget langt tandløst mellemrum; kindtænderne er dybt foldede, med halvmåneformede, på langs stillede emaljefolder (selenodonte); under tygningen bevæges derfor underkæben fra side til side mod overkæben hvilket muliggøres ved kæbeleddenes tværgående ledskåle. Alle drøvtyggere har 3/3 forkindtænder og 3/3 bagkindtænder, atter med undtagelse af kamelerne, der kun har 3/2 og lamaerne med 2/2 forkindtænder.

Hos flertallet af drøvtyggerne (skedehornede, hjorte og giraffer) falder maven i 4 tydelig sondrede dele, nemlig vommen (rumen), netmaven (reticulum), bladmaven (Psalterium) og kallunet eller løben (Abomasus). Den første afdeling, vommen, er langt den største af maveafdelingerne; dens væg er forsynet med flere store udbugtninger og indsnævringer; dens indervæg er besat med små papiller, der giver den et loddent udseende; en stor åbning fører ind i netmaven, der er ret lille, næsten kuglerund; dens indervægge er forsynet med skarpe slimhindefolder, der krydser hinanden og derved danner sekskantede masker, der meget minder om cellerne i en bikage. Spiserøret munder ind nær forbindelsesstedet mellem vom og netmave; fra dette indmundingssted går langs netmavens korte side en rende, dannet af to stærkt fremstående muskuløse folder, hen til indgangsåbningen til den 3. mave, bladmaven; denne er indvendig forsynet med talrige store bladformede længdefolder, som ligger tæt op til hinanden og næsten fylder hele denne maves lysning. Det sidste afsnit, kallunet, er langstrakt, omtrent rørformet med længdefolder i slimhinden. Vommen, netmaven og bladmavens vægge er beklædte med et flerlaget pladeepitel, af samme beskaffenhed som mundhulens og spiserørets og er uden kirtelrør; sådanne findes derimod i kallunet, der i øvrigt er klædt med cylinderepitel; denne maveafdeling, der altså afsondrer fordøjelsessafter, svarer således til maven hos andre pattedyr, de andre er nytilkomne dannelser.

Den afbidte føde formes i mundhulen, uden at være synderlig tygget, til en stor foderbolle, der ved synkningen passerer spiserøret og presses, idet rendens kanter ved spiserørets munding tvinges fra hinanden, ned i vommen og netmaven, der således efterhånden fyldes, mens dyret græsser; her vandrer da foderet ved mavens peristaltiske muskelbevægelser frem og tilbage mellem vom og netmave og gennemgår opblødningsproces; senere, når dyret efter græsningen hviler, presses foderet atter ved sammentrækning af mellemgulv, bugmuskler og ved spiserørets antiperistaltiske bevægelser portionsvis op i mundhulen og tygges her grundigt om igen; når nu foderet, der under disse processer ved indblandet spyt er blevet en jævn tykflydende grød, igen synkes, ledes det fra spiserøret gennem renden, hvis kanter nu formår at holde sig lukkede som et rør, lige ind i bladmaven, idet det altså går uden om vom og netmave; i bladmaven opsuges en stor del af væsken og fordøjelsen fortsættes, idet føden går ind i kallunet og derfra over i tarmen. Vom og netmave tømmes aldrig helt for foderstoffer, selv om dyret sulter; flydende stoffer går lige fra spiserøret direkte gennem netmaverenden ind i bladmaven.

Hos kameler og dværghjorte er der kun 3 maveafdelinger, idet netmaven ikke er udviklet hos kamelerne, bladmaven ikke hos dværghjortene. Nogle dele af vommen er hos kamelerne forsynede med høje netformet forbundne folder, der danner bicelleformede rum eller lommer, de såkaldte »vandceller«, der kan aflukkes ved snøremuskler og tjener som væskebeholdere hos disse ørkendyr; i kamelernes bladmave er cylinderepitel og kirtelrør, hvilket genfindes i »vandcellerne«.

De fleste drøvtyggere har - i alt fald hannerne - udvækster på pandebenene i form af horn, der er blivende, eller takker, der skiftes årlig; hos hunnerne kan de dog mangle, som hos en del antiloper, nogle får og hos hjorte, undtagen rensdyret. Kameler, dværghjorte, moskushjorte og vandhjorte mangler helt horn og takker. Alle drøvtyggere er uddannede til løb og har derfor høje, slanke ben; mellemfodsbenene 3 og 4 er næsten altid sammensmeltede til en lang knogle, og 2 og 5 er ufuldstændige eller mangler helt, kun hos dværghjorte findes de. Foran øjet og mellem klovene findes særlige kirtler i kirtelgruber, de såkaldte øje- og klovkirtler.

Så godt som alle drøvtyggere lever i flokke og i polygami; i brunsttiden kæmper hannerne indbyrdes, hvortil gevirer og horn anvendes. Hunnerne føder l, højst 2 unger, der efter få dage kan følge moren; kun dværghjorte føder flere unger; patterne mellem bagbenene. Moderkagen er hos dværghjorte og kameler ligelig udbredt over hele fosterhinden, hvorimod den hos de øvrige drøvtyggere er spredt som mange små, duskformede fosterkager (Cotyledoner). Drøvtyggernes udbredelse strækker sig over hele jordkloden fra de nordligste polarlande til Indiens, Afrikas og Amerikas sydspidser; kun i Australien og på Madagaskar mangler de som oprindelige.