LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Døgling
Døgling

Klassifikation:
Art:
Hyperoodon ampullatus
Fakta:
Levested
 - Geografi
 - Biotop

Nordlige Atlanterhav
ukendt

Udbredelseskort
FødeBlæksprutter
Vægt
 - ved fødslen
ukendt ton
ukendt kg
Længde 10 meter
Levealdermax ukendt år
Kønsmoden
Drægtighed
Unger
 - normalt
 - min/max
ukendt mdr
ukendt mdr

ukendt
ukendt
Døgling, andehval eller næbhval (Hyperoodon ampullatus), en stor tandhval, henhørende til næbhvalernes familie; den er særlig ejendommelig ved sin snudeform, idet hovedet løber ud i et smalt, spidst næb (næsten mindende om et andenæb), der er skarpt afsat fra den meget stejlt opstigende, oppustede, brede, hos hannen næsten skiveformede pande; den nedadbøjede mundspalte er påfaldende lille, således at mundvigen, i modsætning til forholdet hos andre hvaler, ligger langt foran øjet; øjnene er ulige store. Tandsættet er indskrænket til en lille, kegleformet tand forrest i hver underkæbe; bag denne tand sidder, dækket af gummen, en mindre; meget små rudimentære tænder findes i øvrigt skjulte i over- og underkæbens gummer; hos hunnen kan også de 2 forreste tænder være små og aldrig nå ud af gummerne; disse hvaler er da praktisk talt tandløse.

Døglingens stærkt usymmetriske kranium er let kendeligt ved to højt opstigende benkamme på overkæbebenenes bageste del, mægtig store og brede hos de gamle hanner; halshvirvlerne er alle sammenvoksede. Kroppen er svær og kraftig bygget, rygfinnen lille, siddende langt tilbage, omtrent over gattet; lufferne smalle og små.

Døglingen opnår en længde af 10 meter eller noget derover; kroppens omfang indtil 6 meter. Farven er hos de unge næsten sort, hos de ældre lysebrun og bliver hos de gamle individer nærmest gul; næb, pande og en ring om halsen er da hos disse hvide.

Døglingen var på grund af sin størrelse og spækrigdom genstand for fangst, særlig i tidsrummet efter Grønlandshvalens aftagen. Spæklaget er indtil 20 centimeter tykt, og voksne hanner giver indtil 14-30 tønder tran; denne er meget tyndflydende, fin og klar og er derfor meget værdifuld; den er tillige fra gammel tid kendt som et lægemiddel med stærkt afførende virkning; ligesom hos kaskelotten findes på hovedet en stor hule med spermacet, rummende indtil 100 kilogram fin olie. Føden er ganske overvejende blæksprutter, som de fortærer i store mængder; disse dyrs ufordøjelige, hårde næb findes derfor altid i massevis i deres mave, og man har fundet indtil cirka 10.000 af dem i een mavesæk; også søpølser og fiskerester har man fundet i maveindholdet. De søger deres føde på meget dybt vand og kan uden ulemper holde sig indtil 2 timer i træk under vandet.

De bebor det nordlige Atlanterhav; de tilbringer sommeren på iskanterne i det nordlige ishav normalt fra Davisstrædet gennem havene om Spitsbergen over til Novaja-Semlja og trækker derfra om efteråret imod syd og passerer da årlig, oftest i september måned, Færøerne, hvor de af og til fanges; i 300 år - 1584-1884 - fangedes der således her 418 af disse hvaler; de jages ind på landgrunden og dræbes her; 1882 kunne en engelsk hvalfanger i een sommer harpunere 203 døglinger i åbent hav i deres nordlige tilholdssteder; også ved Islands kyster træffes den (islandsk: Andarnefia; grønlandsk: Anarnak).

De færdes i småflokke, på trækkene sjældent mere end 6 sammen; jævnligt er de strandede ved europæiske Nordsø- og Atlanterhavskyster, og selv ned i de danske farvande har de ikke sjældent forvildet sig; de er ikke sky og kommer ofte nær til skibene.