LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Finhvaler
Finhvaler

Blåhval fotograferet fra oven
Klassifikation
Arter
  • Blåhval (Balaenoptera musculus)
  • Finhval (Balaenoptera physalus)
  • Sejhval (Balaenoptera borealis)
  • Brydes hval (Balaenoptera edeni)
  • Vågehval (Balaenoptera acutorostrata)
  • Pukkelhval (Megaptera novaeangliae)
Finhvaler er en familie af bardehvaler med 6 arter. Familien inkluderer det største dyr som nogensinde har levet - blåhvalen - som kan veje op til 150 ton.

Finhvaler er blandt bardehvalerne særlig karakteriserede ved tilstedeværelsen af en større eller mindre rygfinne, der sidder langt tilbage, og ved iøjnefaldende dybe længdefolder i strube- og bughuden; deres overkæbeparti er forholdsvis bredt og fladt; på hovedet 30-80 hår, siddende i 6 rækker, nemlig 2 på hovedets overside, 2 på hagen og 1 på hver underkæberand, barderne er korte og begge barderækker er fortil næsten sammenstødende. Hovedet som regel langt mindre end 1/3 af hvirvelrækkens længde; alle halshvirvlerne er fri, ikke sammenvoksede, og brystfinnerne er smalle og tilspidsede, alle forhold, der adskiller finhvaler fra den anden hovedgruppe inden for bardehvalerne, rethvalerne; gennemgående er de også slankere og mere langstrakte i bygning end disse og er som følge heraf både hurtigere og smidigere i deres bevægelser; da de tillige er mindre spækrige, er det forståeligt, at de i tidligere tider ikke var genstand for synderlig jagt fra hvalfangernes side, da de for sejlskibe med småbåde og håndharpuner var vanskelige at dræbe; først efter at den norske hvalfanger Svend Foyn 1864 opfandt sin granatharpun, blev fangsten på disse hvaler optaget i et sådant omfang og kraft fra veludrustede dampere, at deres tal hurtigt dalede, og da fangsten stadig udvidedes til deres mere afsides opholdshave, hvor de tidligere havde fristeder, var deres fremtid meget usikker.

Blandt deres naturlige forfølgere er spækhuggeren den farligste, og de tager øjeblikkelig flugten og forsvinder sporløst, når de aner dette rovdyrs nærhed.