LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Hvaler
Hvaler

Marsvin
Klassifikation:
Familier:
Hvaler er en orden af pattedyr med 9 familier.

Hvalerne (Cetacea) er opdelt i tre underordner: Eksempler på bardehvaler er blåhval, finhval, pukkelhval, nordkaper, grønlandshval og gråhval. Bardehvalerne har i stedet for tænder lange trævler i overmunden - kaldet barder. Hvalen spiser ved at fylde munden med vand som sives ud gennem barderne med tungen. I barderne hænger mange smådyr fast, som kan være krill eller fisk, og som hvalen derefter sluger. Ud over barderne har bardehvaler altid to åndehuller oven på hovedet. Der er stort set 3 fourageringsteknikker: Finhvalerne sluger store mængder vand på en gang i munden, rethvalerne siver vandet mens de spiser, og gråhvalen hvirvler havbunden op som den så filtrerer.

Enkelte hvalarter, for eksempel pukkelhvalen kan udstøde lange melodiske toner, også kaldet hvalsang, som menes at fungere som kommunikation.

Tandhvalerne har mange små spidse tænder i munden. De jager aktivt føde, for eksempel fisk, blæksprutter eller sæler og har brug for tænderne til at holde fangsten fast med. Tandhvaler har kun et enkelt åndehul oven på hovedet.

Hvaler danner en særdeles naturlig og vel afgrænset pattedyrorden, hvis type er så afvigende fra de andre og så gennemført for alle ordenens medlemmer, at man let genkender den, men på den anden side let misforstår det virkelige slægtskab og derfor tror at man har med fisk at gøre.

Endnu Artedi, død 1734, har en særlig hovedgruppe indenfor fiskene, hvor han forener hvaler og søkøer som fisk med fladtrykt hale. Linné viste først i 10. udgave af sin Systema Naturae, at han erkendte det rette slægtskab, ja endnu minder betegnelsen hvalfisk om denne oprindelige, umiddelbare opfattelse.

Diegivningen og lungeåndedrættet viser os, at hvaler er ægte pattedyr, der navnlig i luffernes og halens form og hovedets bygning og udstyr er forskellig fra den anden orden af vandpattedyr, søkøerne. Det er kun den fælles levemåde, der får disse dyr til at ligne hinanden så meget.

Hvaler kunne betragtes som et resultat af kampen mellem de to principper, vedhængningen ved den givne type, pattedyret, og bestræbelsen for at danne et dyr, der let glider gennem vandet og er egnet til stadigt ophold deri.

Kroppen er tendannet. Hovedet sidder på en kort, tyk, stiv hals, ofte med sammenvoksne halshvirvler. Nakkehullet med nakkeledknuderne er rykket helt op på kraniets bagside, så at snuden ligger i kroppens forlængelse. Kæbepartiet er trukket ud og navnlig blevet vældigt hos dem, her her bærer barder. Næseborene, 1 eller 2, der kunne lukkes, er rykkede tilbage på panden, det sted, der først rører overfladen, når de kommer op for at ånde, og strubelåget og strubebruskene fatter op om de indre næsebor, så at der dannes en aflukket luftvej. Øjenhulerne er af kæberne trykkede helt ned til mundvigene, og øjnene er små uden blinkhinde og tåreapparat. Øreåbningen er yderst fin. Ørebrusk findes ikke. Kroppen er meget udvidelig. Lungerne kunne fyldes med store mængder af luft, da ribbenenes forbindelse med rygrad og brystben er meget løs. Bagkrop og hale går jævnt over i hinanden og er umådelig kraftige og frit bevægelige uden noget stift bækkenparti.

Det vigtigste bevægelsesredskab er halefinnen, der er trukket ud i en spids til hver side og ved sin vandrette form er særlig egnet til at fremme de hurtige bevægelser op og ned. Lemmerne er reducerede, baglemmerne ikke synlige udvndig. Forlemmerne er luffer, tit med et stort antal fingerled. De bruges især som styreredskab. Ofte findes en rygfinne. Huden er ganske glat som viskelæder, og kun omkring munden findes der hos nogle arter rudimenter af en hårbeklædning. Hvaler holder dog let varmen, da fedtlaget i huden er udviklet til et tykt spæklag. Dette hjælper også ved sin ringere vægtfylde til at gøre dyret fri af vandets vægt, så at det bevæger sig mere frit heri. Alle legemets fedtvæv er for øvrigt rigelig udviklede, og hele det svampede skelet er gennemtrængt af tran.

Ingen hvaler går på land. De føder også deres unger i vandet. Der fødes i reglen kun en unge ad gangen, og den vogtes omhyggelig af moren. Pattevorterne ligger i en længdefold på hver side af fødselsvejene.

De fleste hvaler lever i havet, og de enkelte arter har ofte en enorm geografisk udbredelse, navnlig i de koldere bælter. De svømmer hurtigere end noget andet dyr, og alle, lige fra de meterlange marsvin til blåhvalen, det største af alle nulevende og uddøde dyr, tumler de sig forbavsende let i vandet, hopper enddog op over vandoverfladen. De færdes i flokke, der opdages på lang afstand ved deres »blæsen«, udånding, der tit finder sted, lidt før de når overfladen, og derfor river en del vand med, mens vanddampen i den varme udåndede luft fortættes til en dampstråle og yderligere bidrager til at give de udseende af, at der sendes en vandstråle ud gennem næseborene.

De søger alle dyrisk føde, og efter dennes beskaffenhed er de enten udstyrede med barder eller med kegleformede homodonte tænder.

Den tredje underorden Urhvaler (Archaeoceti), omfatter den uddøde slægt zeuglodon, der kendes fra eocene lag i Nordamerika, måske også fra England. Man ved så lidt om den, at man end ikke med bestemthed kan sige, om den har haft baglemmer. I mange karakterer står den hvaler nær, men den er heterodont, har 3 fortænder, 1 hjørnetand, alle kegledannede, og 5 savtakkede kindtænder med dobbelt rod. Nogle mener, at den står sælerne nærmest.