LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Muldvarp
Muldvarp

Muldvarp tæt på
Klassifikation
Muldvarpen (Talpa europaea) er en art af insektædere.

Udseende
I tændernes tal og form er muldvarpen den af vore insektædere, der står oprindelige pattedyr nærmest; i fremmede lande har den nære slægtninge, der også i andre henseender er oprindelige, har legemsform, lemmer og sanseredskaber som mus omtrent; men muldvarpen selv er højt uddannet i en særlig retning, som graver. Den har vænnet sig til at føre et fuldstændig underjordisk liv på jagt efter regnorme og underjordisk levende insekter; kun en sjælden gang viser den sig fremme i dagen. Dens hele legeme er blevet til en slags graveredskab. Med snuden borer og roder den, med hoved og skulder skubber og løfter den jorden, med hænderne kradser og graver den, med fødderne ligeledes. Næsen er bleven en stærk bevægelig tryne; hele hovedet er blevet til en skovl, hjernekassen ganske fladtrykt, og hovedets bageste del er omgivet af de mægtige skuldermuskler, der fører armene, og er ligesom nedsænket mellem skuldrene. Hånden er blevet stor; kløerne er alle lange, brede og flade; fingrene er ellers ganske korte og næsten til spidsen forenede ved fælles hud; håndfladen er skiveformet udbredt, og ud over randene har huden slået folder, i håndens inderrand støttede af en mægtig seneknogle; hårene langs håndens rande er ved den pirring, som de er særlig udsatte for, når hånden føres gennem jorden, voksede frem til stive børster, der forøger håndens brugbarhed som graveredskab; håndfladens trædepuder er helt forsvundet; hele hånden har fået en ejendommelig stilling; den er næsten fæstnet i den stilling, der er den bedste under gravearbejdet, stillet på højkant med håndfladen udefter. Armen er blevet meget muskelstærk, hvad der har påvirket knoglerne påfaldende. Foden er omdannet på en lignende måde som hånden, men bruges i langt mindre grad og er derfor meget svagere; trædepuderne er endnu til stede, men ganske små. Lemmerne er helt tilpasset gravningens funktion så andre, tidligere færdigheder må opgives; klatring og løb i spring opgives således. Følgen er, at lemmerne efter påvirkningen af gravevirksomheden, blive ualmindelig korte, o. s. v. En anden følge er halens indskrænkning; halen mister sin oprindelige funktion som redskab til at holde ligevægt under spring og andre frie bevægelser, og den bliver kort. Af sanserne er lugtesansen den, der væsentligst vejleder muldvarpen til at finde føden; sibenet vokser og breder sig, især ned mod ganen, og bidrager meget til at forme hovedskallen. Snudespidsen er udbredt skiveformet og har fået en særlig følsom hud. For øjet bliver der kun meget ringe brug for i de underjordiske gange, og det vantrives, til dels også fordi det giver efter for påvirkningen af trynens stærke muskler, der omgiver det, og især af den stærke tindingmuskel, der bagfra trykker det og trænger det helt frem fra den oprindelige øjehule. Den ydre ørebrusk, der under Jorden i de snævre gange ikke kan rejses og udspiles, vantrives af mangel på brug og forsvinder; men det indre øre gør god tjeneste og udvikles; trommehulen sættes i forbindelse med hulrum i de omgivende knogler og fyldes til dels med svampet benvæv, og dens vægge bliver til ben; hammeren får en egen form.