LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Aber
Aber

Dødningehovedabe
Klassifikation:
Familier:
Aber eller ægte aber (Haplorhini) omfatter alle de øvrige afdelinger af primater som ikke indgår under halvaber, lige fra de små egernaber til de menneskelignende (antropomorfe) aber, hvortil mennesket (slægten homo) naturligt slutter sig, omend i mange henseender særligt specialiseret.

Udseende
Blandt de bygningsforhold, der særlig udmærker de ægte aber i modsætning til halvaber, må fremhæves: Øjehulen er rettet fremad og adskilt fra tindinghulen ved en benvæg; den store hjerne er påfaldende stærkt udviklet og overdækker helt den lille hjerne; fortænderne i overmunden er brede, lodretstillede, mejselformede og danner en tæt, uafbrudt række. Poterne er altid hænder med modsættelig stortå og tommel, den sidste er dog ofte lille og ringe udviklet, blot en knude eller kan mangle helt; mennesket danner ved sin fod en undtagelse inden for underordenen. Der findes altid 1 par brystpatter, aldrig bugpatter.

Den ydre legemsform er underkastet overordentlig megen variation; hovedform snart rund, snart hundeformet, snart med udhvælvet nakke, kroppen snart plump og kraftig, snart spinkel og smidig, lemmerne snart korte, snart lange og tynde og så videre; desangående må henvises til de enkelte familier. De ydre ører er altid veludviklede, sædvanlig nøgne, afrundede eller kun lidet spidsede i overkanten; øreflip mangler oftest. Næsen er som regel ikke fremragende, men flad og bred; næseborene tætstillede hos Den Gamle Verdens aber, vidt adskilte hos Den Ny Verdens. Læberne smalle og tynde undtagen hos de menneskelignende aber, knurhår findes ikke tydeligt uddannede. Ejendommelige er kæbeposerne, udposninger fra mundhulen ind i kinden; de bruges som midlertidigt opbevaringssted for næringsmidler. Alle ægte aber har den største del af kroppen helt dækket af et ikke synderlig tæt hårlag, der som regel er ret groft, dog silkeagtigt hos egernaberne og uldagtigt hos nogle sydamerikanske former; ubehårede eller tyndtbehårede er dog stedse større eller mindre dele af ansigtet, ørerne og håndfladerne; hos flere Grupper findes nøgne, ofte stærkt farvede - røde, blå og så videre - sædeknuder, der særlig i parringstiderne svulmer stærkt op og antager endnu stærkere farver; stærkt farvede nøgne hudpartier findes jævnlig i ansigtet og omkring kønsdelene. Særlige hårprydelser er ikke ualmindelige, for eksempel manke hos kappebavianernes hanner, udstående hårkranse omkring ansigtet, knebelsbarter, halekvaster og lignende. Halen er snart meget lang, indtil 3 gange kroplængden, snart kort eller manglende som ydre hale, omend skjulte halehvirvler altid kan påvises; lange haler gør tjeneste som styrehaler under spring eller som støttehaler, men hos mange former tages den tillige i brug under klatring som snohale, og har da så stor muskelstyrke, at dyrene kan hænge og dingle, holdende sig om en gren med halespidsen; de yderste halehvirvler er hos sådanne former flade og brede; snohaler kan tillige blive nøgne på undersiden og gør da tillige tjeneste som følehaler.

De ægte abers kranium er ejendommeligt ved den korte, indtrykte ansigtsdel; hjernekassen er meget rummelig, forholdsvis størst hos de små amerikanske aber, hvis kranier også ved deres konvekse pande minder mest om menneskets; hos de højeste aber - menneskeaberne - bliver kranierne hos de voksne individer mindre menneskelignende ved de mægtige benvolde og benkamme over øjne, isse og nakke, ved de kraftige hjørnetænder og andet. Abers hjerne ligner i almindelig bygning meget menneskets; nærmest dette står i denne henseende orangutangen. De ægte aber står i alle indre bygningsforhold (lunger, fordøjelsesorganer, kønsorganer og så videre) mennesket overordentlig nær; forskellighederne er gennemgående af underordnet betydning; springet fra menneske til de højere aber er mindre end forskellighederne inden for de lavere grupper. Hos Den Gamle Verdens abers er tændernes tal altid som hos mennesket, nemlig 2 fortænder, 1 stor veludviklet hjørnetand, 2 forkindtænder og 3 bagkindtænder i hver kæbehalvdel - i alt 32 tænder; hos amerikanske aber kan forkindtændernes tal stige til 3. Den forreste fortand er altid den bredeste; de ofte mægtige hjørnetænder er størst hos hannerne, hvor de ofte rager ud mellem læberne; de griber således ind mod hinanden, at der dannes et brud i tandrækken; kun mennesket har en ganske uafbrudt tandrække.

De ægte aber lever dels i monogami, hvilket gælder de mindre selskabelige former, dels i polygami, og færdes da gerne i store selskaber. Ungernes tal er oftest 1, sjældnere fødes 2 unger ad gangen; disse er ved fødslen ganske hjælpeløse med ejendommelig rynket hud, ofte blinde; de bæres om af moren, idet de, støttede af morens arm, klamrer sig med hænder og fødder i morens hårlag. De ægte aber er overvejende skovdyr, der lever hele deres liv i træerne, hvor de klatrer med enorm færdighed og udholdenhed; mindre grupper, mere korthalede og kortbenede former færdes mere på jorden, navnlig i klipperige egne. Årlige vandringer, oftest for at finde passende føde, er ikke helt ualmindelige. De ægte abers intelligens er velkendt; de besidder umiskendelig evne til at drage slutninger og gøre erfaringer; i det hele er de frygtsomme, sky dyr, der griber flugten, når de aner faren; angrebne sætter navnlig de større former sig kraftigt til modværge, navnlig ved bid, men også ved kradsen, ved kasten med grene, frugter, sten og lignende. De ægte abers stemme er ret veludviklet, og de formår at udstøde meget forskelligartet lyd som udtryk for forskellige sindsstemninger og så videre. Strubesække, ofte af enorm udvikling, udgår fra strubehovedet og tjener, særlig hos hannerne, hvor de fortrinsvis findes, som resonanssække.

De ægte abers føde hører overvejende til planteriget; navnlig fortærer de frugter, knopper og lignende; dog fortæres gerne, omend mere lejlighedsvis, insekter, krybdyr, fugleæg og fugleunger, ja endog småpattedyr går de ikke af vejen for. Bladædende former har en særlig bygget, lang, flerrummet
mave.

Ægte aber findes tidligst i miocæn-perioden i Europa; dog er disse af typer, der står de nulevende former nær. I nutiden er de ægte aber hjemmehørende i tropiske og subtropiske egne. I Den Gamle Verden findes de så nordligt som på Gibraltar, et par arter i det vestlige Tibet og 1 art i Japan; i Amerika findes en art så nordlig som til den 19° i Sydmexico; i øvrigt er de udbredte i hele Afrika, i Asien fra Indus og Sri Lanka til Celebes og Timor, mens de i Amerika har deres sydligste arter i Brasilien og Paraguay ned til 30°, ægte aber, særlig lang- og tæthårede former, findes i bjerglande, levende så højt oppe, at de ses færdes i snedækte egne. Særlig talrige er aber i Mellemafrika og Ostindien; Sri Lanka, Borneo, Sumatra og Java kan nævnes som steder, hvor underordenen har sin største udbredning. Ægte aber mangler ganske på Madagaskar (hvor de erstattes af halvaber). Australien (vikarieres her af pungaberne), Sydhavsøerne og De Vestindiske Øer.

Intelligens
Aber er intelligente pattedyr. De er meget nysgerrige dyr og lærer hurtigt nyt, godt hjulpet af deres gode hukommelse. Det har gjort at dyret kan overleve på steder, hvor de skal undersøge, hvad de kan æde og så huske disse oplysninger igen senere.

Klassikfikation
De ægte aber, der deles i 6 familier, falder i 2 hovedgrupper, nemlig:
A.
De brednæsede eller amerikanske aber (vestaber); disse har en bred skillevæg mellem næseborene, der vender ud til siderne. I deres kranium findes følgende ejendommeligheder: Øregangen er aldrig forbenet, benvæggen mellem øje- og tindinghule er gennembrudt af et lille hul; 3 forkindtænder. Gennemgående små eller ret små former; de har alle lang hale, oftest i form af snohale, men aldrig sædeknuder eller kæbeposer. Forpoten er mindre fuldkomment uddannet som hånd, idet tommelen er ganske lille eller manglende. Udbredt udelukkende i Syd- og Mellemamerika. Hertil 2 familier: 1) Egernaber (Callitrichidae); ganske små aber med silkeblød pels, lang slap busket hale, klolignende negle. 2) Sapajuerne (Cebidae); ret små arter med lang, indadrullet snohale.

B.
De smalnæsede eller Den Gamle Verdens aber (østaber); disse har en smal skillevæg mellem næseborene, der vender nedad eller fremad; den ydre øregang er forbenet; skillevæggen mellem øje og tindinghule er ikke gennembrudt; altid kun 2 forkindtænder. Kort- og langhalede former, aldrig snohale, oftest sædeknuder og kæbeposer. Udelukkende udbredt i Den Gamle Verden. Hertil 2 familier: 1) Marekatte (Cercopithecidae) omfatter marekattene og bavianerne. 2) Menneskeaberne eller de antropomorfe aber, store menneskelignende haleløse aber, samt mennesket (Hominidae)