LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Primater
Primater

Anubisbavian
Klassifikation:
Familier:
Primater (Primates) er en orden af dyr, hvorunder halvaber, aber, menneskeaber og mennesker hører til. Ordet primat er afledt af det latinske primas, der betyder første.

Der er cirka 350 nulevende arter. De lever hovedsagelig i tropisk regnskov i Sydamerika, Afrika og Sydøstasien.

Primater danner en naturlig, ret stor og formrig orden inden for pattedyrklassen. Linné sammenfattede i denne orden mennesket, de ægte aber, halvaber og flagermus; mens disse sidste forlængst er udskilte som en særlig, meget afvigende orden, har forskellige meninger gjort sig gældende angående de øvrige grupper, idet det har voldt vanskeligheder at sammenfatte så tilsyneladende forskellige former som mennesket og de laveste halvaber i samme orden; da imidlertid overgangen fra det ene til det andet af disse to yderpunkter er ganske jævn, synes dette dog naturligst, og denne store orden falder da i to velafgrænsede hovedgrupper eller underordener: Halvaber og de ægte aber. Af disse er halvaber de oprindeligste eller lavest stående, idet de har deres udspring fra de, mellem pattedyrene overhovedet, lavtstående insektædere; gennem uddøde halvaber dannes en jævn overgang til disse; de ægte aber omfatter de højere, specialiserede former, der har adskilt sig mest fra ordenens udspring; mange legemsforhold, såsom tændernes og hjernens bygning ved siden af høj intellektuel udvikling anviser de højeststående inden for denne gruppe pladsen mellem de højest udviklede pattedyr.

Hvad der særlig har præget ordenen over for insektæderne, er fremragende evne til klatring, en egenskab, der stedse afspejler sig i abernes legemsbygning. Hovedgangen i udviklingen fra insektædere op gennem abeordenen er følgende: For- og bagpoterne bruges til at gribe om grenene, idet tæerne og fingrene kroges om disse; klospidserne bruges derved ikke mere som hager til fastholden, men vantrives og bliver til flade negle, idet de retter sig efter formen af finger- og tåled, der bliver brede og flade ved stadig pres mod grenene; for bedre at fatte om grenene modsættes tommelfingre og tommeltæer de øvrige fingre og tæer, og hånden, der er karakteristisk for aber, fremkommer både på for- og baglemmer. Lemmerne bevæges mere selvstændigt, overarm og lår holdes mindre tæt ind til kroppens sider, bliver mere fri af krophuden, lange og smidige med stor muskelstyrke. Brystkassen bliver mindre sammentrykt, former sig friere efter lungerne og bliver bredere og fladere. Halen tages enten i klatringens tjeneste og udvikles da for eksempel til en lang, kraftig snohale eller viser tilbøjelighed til vantrivning eller forsvinder helt, som hos de højtstående, menneskelignende aber. Forlemmerne viser, ganske i modsætning til forlemmerne hos løbende og springende dyr, tilbøjelighed til at blive længere end baglemmerne, idet de under den egentlige klatring bruges mest; under gang og i de sædvanlige hvilestillinger tvinger de lange arme dyret til at holde kroppen mer eller mindre oprejst; dette er tydeligst hos de menneskelignende aber, hvor gangen på 4 lemmer er så vanskelig, at den ofte opgives. Kroppen rettes da helt op og holdes i ligevægt over baglemmerne (som hos slægten homo); Hovedet holdes lettere i ligevægt ved den oprette stilling, og halsmusklerne bliver svagere; lændehvirvlerne bærer større byrde og bliver fladtrykte og brede; bækkenet bliver bredt og skålformet til støtte for indvoldsmassen. Hjernen udvikles og bliver forholdsvis stor, en ejendommelighed for klatrende dyr overhovedet, i modsætning til deres nærmeste, ikke klatrende, slægtninge. Hjernekassen udvikler sig efter hjernen, bliver bred og rummelig med udhvælvet nakke; hos de højerestående aber vokser hjernens tindingedele frem uden for øjehulens bageste del, hvorved øjet forandrer stilling, rettes fremad og trykkes ind mod næsehulen; heri har de ligeledes fremadtrykkede tykkemuskler andel; næsehulen sammentrykkes, siben og næseben vantrives. I modsætning til insektæderne er aber overvejende planteædere; tænderne omformes derefter, idet fortænderne bliver mejselformede, brede og få i tal, kun 2 i hver kæbeside; kindtænderne bliver brede, svære og knudrede, uden de oprindelige skarpkantede og spidse former; de indskrænkes ligeledes i tal. Ad disse antydede specialiseringsveje udformer abeordenen sig fra insektæderne gennem halvaber og ægte aber til de menneskelignende aber, mellem hvilke mennesket i mange henseender indtager den højeste og mest specialiserede stilling.

Historie
Primaternes historie starter for 60 millioner år siden, hvor de første halvaber dukker op. 25 millioner år senere begynder de første menneskeaber og aber at opstå. Flere af halvabearterne har overlevet til i dag, men mange er også blevet udkonkurreret af aber og mennesket. Hvor halvaberne har overlevet, har de specialiseret sig, så de ikke er i direkte konkurrence med aberne om føden.

Menneskets klassifikation
Menneskets systematiske stilling til eller inden for primater har været meget forskellig gennem tiderne; således lod Cuvier (Règne animal) mennesket danne en orden (Bimana = Tohændede) sideordnet med de øvrige aber (Quadrumana = Firhændede), andre lader mennesket danne en underorden inden for primaternes orden og så videre. Nyere systematikere lægger mindre vægt på forskelligheder, fremkomne ved den oprejste gang (Baglemmernes uhyre udvikling, fodens omdannelse fra hånd til gangfod og så videre), men på basis af mange bygningsejendommeligheder (blandt andet tændernes form) indlemmer de mennesket i de antropomorfe abers familie med særlig tilknytning til gibbonerne (Hylobates), der danner en i og for sig lavere gruppe, sammenholdt med de mere specialiserede former (gorillaen, orangutanen og chimpansen) blandt menneskeaberne. Skal man altså bestemme menneskets plads i systemet, udelukkende efter den legemlige bygning og efter de regler, der følges i klassifikationen af det øvrige dyrerige, må det da antages, at mennesket har sit udspring fra en abeform, der har stået den nulevende gibbon nær.