Kænguruer

LexOpen - Dit online leksikon

Forside Pungdyr

Kænguruer

Kænguruer
Kænguru
Klassifikation:
Rige: Dyr (Animalia) Række: Rygstrengsdyr (Chordata) Klasse: Pattedyr (Mammalia) Orden: Planteæderpungdyr (Diprotodontia) Familie: Kænguruer (Macropodidae)
Arter:
(Lagostrophus fasciatus) (Dendrolagus inustus) (Dendrolagus lumholtzi) (Dendrolagus bennettianus) (Dendrolagus ursinus) (Dendrolagus matschiei) Dorias trækænguru (Dendrolagus dorianus) (Dendrolagus goodfellowi) (Dendrolagus spadix) (Dendrolagus pulcherrimus) (Dendrolagus stellarum) (Dendrolagus mbaiso) (Dendrolagus scottae) (Dorcopsis muelleri) (Dorcopsis hageni) (Dorcopsis atrata) (Dorcopsis luctuosa) (Dorcopsulus vanheurni) (Dorcopsulus macleayi) † (Lagorchestes asomatus) Brillehalekænguru (Lagorchestes conspicillatus) (Lagorchestes hirsutus) † (Lagorchestes leporides) (Macropus agilis) (Macropus dorsalis) (Macropus eugenii) † (Macropus greyii) (Macropus irma) Parmakænguru (Macropus parma) (Macropus parryi) (Macropus rufogriseus) (Macropus antilopinus) (Macropus bernadus) Bjergkænguru (Macropus robustus) Rød kæmpekænguru (Macropus rufus) Vestlig grå kæmpekænguru (Macropus fuliginosus) (Macropus giganteus) (Onychogalea fraenata) † (Onychogalea lunata) (Onychogalea unguifera) (Petrogale brachyotis) (Petrogale burbidgei) Dværgklippekænguru (Petrogale concinna) (Petrogale persephone) (Petrogale rothschildi) (Petrogale xanthopus) (Petrogale assimilis) (Petrogale coenensis) (Petrogale godmani) (Petrogale herberti) (Petrogale inornata) (Petrogale lateralis) (Petrogale mareeba) Buskhalet klippekænguru (Petrogale penicillata) (Petrogale purpureicollis) (Petrogale sharmani) (Setonix brachyurus) (Thylogale billardierii) (Thylogale browni) (Thylogale brunii) (Thylogale calabyi) (Thylogale lanatus) (Thylogale stigmatica) (Thylogale thetis) Sumpkænguru (Wallabia bicolor)

Kænguruer (Macropodidae) danner en meget stor slægt- og artrig familie inden for pungdyrene; navnlig er de i ydre ejendommelige ved baglemmernes oftest uforholdsmæssig stærke udvikling i forhold til forlemmerne og forkroppen og ved den lange kraftige hale, forhold, der dog er mindre stærkt udprægede hos de former, der har omformet sig til delvis klatrende dyr.

Familien findes kun i Australien og på de omliggende øer.

Kænguruer er udelukkende planteædere, og tandsættet er udformet i overensstemmelse hermed. Overmundens 6 fortænder er lodret stillede, brede og skarpe, virkende mod underkæbens 2 store, lange, ret spidse og fremadrettede fortænder. Mellem fortænder og kindtænder findes et tandløst mellemrum, højst findes en lille hjørnetand i overmunden, aldrig i underkæben. Kindtænderne, højst 6 i hver kæbe, har hver, med undtagelse, af de to forreste, 2 tværforhøjninger, der ved sliddet fremtræder som to dobbelte emaljefolder. Med alderen falder flere eller færre tænder ud, således at gamle kængururer kun har de to bageste kindtænder tilbage. Tandskiftet er indskrænket til 1 forkindtand. Ørerne oprette, ofte store; øjnene store og klare, hovedet i det hele mindende om antilopens, halsen ofte ret tynd og lang. Forkroppen ganske overordentlig spinkel i forhold til den svære muskuløse bagkrop.

Veludviklede nøgleben findes. Forlemmerne korte og tynde; poterne med 5 fingre, der bærer spidse klør. Forlemmerne kan bevæges meget frit og bruges næsten som hænder til at gribe føden, rense skindet eller til forsvar. Til gang bruges de kun, når dyret under græsningen går langsomt frem, idet de et øjeblik hviler på hale og forben, mens de fører bagbenene frem uden om og foran disse. Lårets muskulatur er meget kraftig og benene meget lange. Halen lang og hos de udprægede springende kængururer meget tyk og muskuløs, bruges som støttehale, når dyret sidder i sin sædvanlige oprette stilling.

Lændehvirvlerne og de forreste halehvirvler er kolossale med store tappe til fæste for de kraftige muskler i denne del af legemet. Skinne- og lægben er meget længere end det mere tykke lårben. Foden er lang og smal med en meget ejendommelig bygning. Foden består hovedsagelig af en tå, nr. 4 med dertil hørende mellemfodsben. Tommelen mangler helt; 2. og 3. tå er overordentlig fine og tynde, hver med sin klo, men forenede i en fælles hud og hjælper ikke med til at bære dyret; de dertil svarende mellemfodsben er også yderst spinkle og ligger støttede op til den indre side af nr. 4, symmetrisk med nr. 5 på den ydre side. Den hertil svarende tå er ret kraftig med en svagt krummet klo og støtter foden noget, mens hovedvægten dog hviler på den vældige 4. tå, hvis stærke, temmelig lige, spidse klo er dyrets bedste våben, der kan blive farligt både for hund og jæger. Hele foden rører jorden under hvilen, mens den tykke halerod afgiver en god hjælpestøtte. Aner de fare, rejser de sig straks på tæerne og halen, ser sig om og sætter derpå af sted i hop, idet de i opret stilling kun bruger bagbenene; de store arter kan sætte afsted i spring på omkring 10 meter; herunder rører hælen ikke jorden, idet mellemfoden for hvert hop virker som en fjeder ved sine spændte sener.

De har planteædernes lange fordøjelseskanal, og maven er stor med mange små udposninger i sin væg, idet denne foldes af flere længdestillede muskelbånd; en blindtarm findes. Alle arterne har pung, støttet af store pungben. De fleste har 4 pattevorter; men i hvert fald de større arter får sjælden mere end 1 unge ad gangen. Selv hos den næsten mandshøje kæmpekænguru er denne ved fødselen, der indtræder 39 dage efter parringen, kun godt 3 cm lang, blind, nøgen, fosteragtig krummet, med uudviklede lemmer og netop antydning til næsebor og øreåbninger. Med forpoterne åbner moren pungen, og med munden løftes ungen op og hæftes til pattevorten, der svulmer knapformet op, så at der dannes en ret fast forbindelse. Ved særlige muskler presses mælken ind i ungens mund. 7-8 måneder efter ser man af og til denne strække hovedet ud, men først en måned senere forlader den pungen, hvor den endnu nogen tid efter finder varme- og beskyttelse. Men selv henimod et år efter fødselen kan den ses die hos den gamle kænguru, uagtet den allerede da kan have den førstefødte i sin pung; tit er der så allerede igen en ret stor unge i morens pung.

Familien er ret artrig med former fra rottestørrelse opefter til mandshøjde. De er meget lidt intelligente og alle yderst frygtsomme og fredelige dyr, der selv i livsfare ikke altid forsvarer sig. De fleste er vel græsædende slettedyr, men nogle lever dog på klipper, andre i træer, og flere af de mindre graver rødder op og æder dem. Enkelte arter lever på Ny Guinea og nærliggende øer, men de allerfleste på Australfastlandet og Tasmanien.

Kødet er spiseligt.