LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Pungdyr
Pungdyr

Østlig grå kænguru med unge
Klassifikation:
Ordner:
Pungdyr (Marsupialia) kaldes en stor underklasse inden for pattedyrene, omfattende meget forskellige udformede familier, specialiserede både til kødædere og planteædere og tillige til løbende, hoppende, klatrende og gnavende former.

Udbredelse
I nutiden har pungdyr deres hovedsagelige udbredelse i Australien, hvor de findes på fastlandet, Tasmanien og Ny Guinea, enkelte arter tillige på en del af De Indiske Øer, så vestlig som til Celebes; de er i Australien stedfortrædere for de andre verdensdeles rovdyr, gnavere, aber, drøvtyggere og så videre, og optræder i en mængde såre vidt forskellige former, i mange henseender ofte mindende i ydre om disse typer. Ellers findes pungdyr nu kun i Sydamerika (pungrotter) og mangler altså ganske i Asien, Afrika og Europa. I tidligere jordperioder fandtes pungdyr derimod videre udbredt; i de eocæne og miocæne tider fandtes de således i Europa og Nordamerika, men da næppe i Australien, der nu er deres hovedopholdssted. Allerede i tertiærtiden uddøde de i Europa.

Udseende
Da de viser en del meget ejendommelige og afvigende fælles bygningsforhold, er pungdyr ofte opfattede som en særlig underklasse mellem pattedyrene, ligestillet på den ene side med de æglæggende kloakdyr (Monotremata), på den anden side med alle de øvrige pattedyr (Eutheria).

En ejendommelighed for pungdyr er hunnernes mærkeligt byggede indre kønsorganer, idet skeden (vagina) ligesom livmoderen (uterus) er helt tvedelt, skederne dog oftest atter sammenvoksede på deres midterste stykke; herefter kaldes pungdyr også Didelphia (de med dobbelt skede) i modsætning til kloakdyrene, Ornithodelphia (med fugle- eller krybdyrlignende kønsorganer) og til alle de øvrige pattedyr med enkelt skede, Monodelphia. Ved de hanlige kønsorganer er den mærkelighed, at testiklerne synker ned i en stor pung, der sidder foran penis, altså modsat forholdet hos andre pattedyr. En anden ejendommelighed for pungdyr ligger i deres formeringsmåde, idet fosteret fødes på et meget tidligt stadium, mens det endnu er ganske lille, nøgent og uudviklet; de største kænguruers unger fødes, når de knapt har en lillefingers størrelse, og moren anbringer dem da lige efter fødselen ved hjælp af læberne på sine bugpatter, hvor de spæde væsener da straks suger sig fast; de lange pattevorters yderste ende svulmer da knapformet op og udfylder ungens mundhule helt, og da deres mundåbning er ganske lille, hænger de derved uadskilleligt fast ved moren; hos de spæde unger er strubehovedet hævet stærkt op og omslutter den bløde gane omkring de indre næseåbninger, således at åndedrættet foregår uhindret af patningen. Patternes antal gerne 4, mindst 2, og kan stige til 27 hos pungrotterne: Mælken trykkes ned i ungens mund ved en særlig muskel, der virker på mælkekirtlen. Udviklingen i pungen går ofte meget langsomt for sig, og kan vare 6-8 måneder. Til yderligere beskyttelse for ungerne er patterne anbragt i en stor hudpung, der helt skjuler og omslutter de pattende unger, som da forbliver i denne sæk, til de er i stand til at klare sig selv; ofte søger de tillige som store, ikke permanent patbende unger tilflugt i pungen, således som det for eksempel ses hos kænguruerne. Pungen kan ofte tilsnøres ved særlige hudmuskler. En del slægter mangler dog helt pung, men ungerne beskyttes da af lang og tæt hårvækst uden om pattefeltet; mellemformer blot med beskyttende hudfolder findes hos adskillige pungdyr. Pungen åbner sig snart fremad (kænguruer og andre), snart bagud (pungaber, kødædende pungdyr). Hos voksne hanner findes intet spor af pungen, og disse mangler også rudimenter af pattevorter, således som de ses hos andre Pattedyr.

Blandt pungdyrs mange andre ejendommeligheder skal her nævnes pungbenene, et par knogler, der fremadrettede sidder hæftede på bækkenet på skambenenes forkant; de findes både hos han og hun og mangler blot næsten helt hos pungulven, hvor de er bruskagtige og uforbenede; deres funktion er ukendt; til støtte for pungen tjener de i i alt fald ikke.

Pungdyrs underkæbe er ejendommelig ved, at dens bageste nedre del (processus angularis) er skarpt indbøjet; en undtagelse herfra danner blot trynepungdyr (Tarsipes). Ganen er som regel ufuldstændigt forbenet, med store gennembrudte partier. Kraniets knogler vokser som regel sent eller aldrig sammen. Nøgleben findes veludviklet, mangler blot hos Perameles. I hjernen, der er lille i forhold til dyrenes størrelse, er cerebellum slet ikke overdækket, og corpus callosum er rudimentær; folderne tydeligst hos de store former, men mangler helt hos de mindre og små arter.
Pungdyrs tænder er meget forskelligartede, uden dog at nå en så fin specialisering til deres særlige brug som hos de øvrige pattedyr; de kød- og insektædende former har rovdyragtige tænder med mange, indtil 10/8 små, omtrent lige store, fortænder (Polyprotodontia), store spidse hjørnetænder og skarpe, 4 eller 5 spidstakkede kindtænder. De overvejende planteædende former har aldrig mere end 3/8 og lavest 1/1 fortand i hver kæbeside, og den første (forreste) tand er meget større, jævnlig rodåben og stedse voksende, ofte mindende meget om gnavernes; disse Diprotodontia har små eller manglende hjørnetænder, og kindtænderne er knudrede eller tværstribede. Pungdyrs tandtal kan blive meget stort og overskride det for pattedyrene almindelige 44. Mælketænder kommer kun i ringe grad til Udvikling; sædvanlig findes kun 1 i hver kæbe siddende på den bageste blivende præmolars plads; vombatten (Phascolomys) mangler helt mælketænder. Nyere undersøgelser synes dog at vise det mærkelige forhold, »at pungdyrs ovenomtalte blivende tænder egentlig er det første tandsæt, altså mælketandsættet, således at altså kun 1 tand af andet tandsæt skulle komme til udvikling i hver kæbe.

Pungdyrs krop, lemmer og hale er så forskelligartet formet efter dyrets levevis, at der desangående må henvises til de enkelte artsbeskrivelser. Grundtypen er en femtået hånd og fod, men reduktion af dette tal findes hos mange slægter; sammenvoksning af 2. og 3. tå og finger er meget hyppig; tommeltåen som regel uden klo eller negl; 4. tå som regel længst.