LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Hvalrosser
Hvalrosser

Hvalros
Klassifikation:
Arter:
  • Hvalros (Odobenus rosmarus)
Hvalrosser (Odobenidae), en lille pattedyrsfamilie, der i almindelighed på grund af sin ejendommelige bygning regnes som en særegen familie af rovdyr.

I mange retninger står de mellem de to andre sælfamilier, fra hvem de navnlig afviger ved deres ejendommelige tandbevæbning. Som de ægte sæler har de ingen ydre ører; men når de går op på land, drejes bagfødderne fremad og hjælper på gangen som hos øresælerne uden dog at være så frit bevægelige som disses.

Hvalrosser er kolossale dyr, henved 4 meter lange og kan veje 1.500 kilogram. Navnlig forkroppen er umådelig svær; halsen er temmelig lang og meget tyk, Hovedet forholdsvis lille. Deres snudeparti er dog vældig opsvulmet, da det skal bære de mægtige rodåbne stedsevoksende hjørnetænder, der som stødtænder rager langt ud af munden; de kan blive 60-80 cm lange og veje 8 kilogram, hunnernes dog tyndere og mere konvergerende end hannernes. Naturligvis er det frygtelige våben, og de gamle hanners hud er altid fuld af ar efter parringskampene; fejlagtigt er det ofte angivet, at stødtænderne bruges til at hage sig fast i iskanten med; Hvalrosser ryger altid med stærk fart lige op af vandet op på isen. Alle de andre tænder er kegleformede hos de unge, hos de voksne derimod slidte til simple, flade knuder, egnede til at knuse skallerne på de opgravede dyr, der med tungen befries for de hårde dele, før de synkes. Hos de unge dyr er Tandformlen 3 • 1 • 5 / 3 • 1 • 4, nærmest af form med kødædernes, hos den voksne kun 1 • 1 • 3 / 0 • 1 • 3, idet de øvrige vantrives og falder tidligt ud. Mælketandsættet 1 • 1 • 3 / 0 • 1 • 3. På den tykke, korte, brede snude sidder på hver side en gruppe lange, stive, gulgrå, i spidsen afrundede varbørster, tykke som tændstikker, oftest alle vendende til den samme side; de stikker stærkt af mod den øvrige, navnlig hos de ældre sparsomme beklædning af korte tiltrykte hår. Næseborene ligger oven på snuden, det sted, der først når overfladen, når dyret kommer op for at ånde. Øjnene er små. Halen er næsten rudimentær. Lemmerne er svømmefødder som sælernes; forlemmernes tæer er omtrent lige lange, med små, flade negle; baglemmerne med 5. tå lidt længere end de andre, 1. og 5. med små negle, de andre med mere veludviklede kløer, og der er store hudforlængelser uden for alle tæernes ender som hos øresælerne; fodsålerne er nøgne. Farven er gulbrun, lysest hos de ældre, mørkest underneden; huden er tyk og meget vid, så at den navnlig ved skuldrene ligger i store folder.

Der er kun 1 nulevende hvalrosart der lever i det nordlige Ishav og i den nordlige del af Stillehavet. I Ishavet var hvalrossen tidligere meget almindelig undtagen på en lang strækning på begge sider af Beringsstrædet, og forekom normalt helt ned i Lawrencebugten og ved Labrador; nu findes den mest ved Hudsons- og Baffinsbugten, ved Grønland, Spitsbergen og Novaja-Semlja. Af og til kommer den til Norges kyst og er også iagttaget ved Island; tidligere forekom den endogså nu og da ved Skotlands kyster.

De lever i flokke, der altid findes nær ved kysten og større ismasser; der føder de deres unger, oftest een, aldrig mere end 2, i april-juni. Ungerne angives at die i 2 år. Hvalrosser viser stor moderkærlighed og hjælper også gerne deres kammerater mod deres stadige fjender, isbjørne og mennesker, selv tager de jævnligt offensiven. Stemmen er en høj, gentagen brølen eller gøen, der høres langt borte. Spækket, der ikke findes i noget synderligt tykt lag, giver tran, det umådelig tykke skind stærkt læder til seletøj, remme og såler, og stødtænderne bruges som elfenben. Navnlig for disses skyld blev hvalrosser tidligere jaget meget, hvilket har haft stor indvirkning på antallet af hvalrosser.