LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Øresæler
Øresæler
Klassifikation:
Arter:
    Pelssæler
  • Afroaustralsk pelssæl (Arctocephalus pusillus)
  • Antarktisk pelssæl (Arctocephalus gazella)
  • Galapagospelssæl (Arctocephalus galapagoensis)
  • Guadaloupepelssæl (Arctocephalus townsendi)
  • Juan-Fernandez-pelssæl (Arctocephalus philippii)
  • Newzealandsk pelssæl (Arctocephalus forsteri)
  • Nordlig pelssæl (Callorhinus ursinus)
  • Subantarktisk pelssæl (Arctocephalus tropicalis)
  • Sydamerikansk pelssæl (Arctocephalus australis)
  • Søløver
  • Australsk søløve (Neophoca cinerea)
  • Californisk søløve (Zalophus californianus)
  • Galapagossøløve (Zalophus wollebaeki)
  • Hookers søløve (Phocarctos hookeri)
  • Stellers søløve (Eumetopias jubatus)
  • Sydamerikansk søløve (Otaria flavescens)
  • Japansk søløve (Zalophus japonicus)
Øresæler (Otariida) er en familie af rovdyr med 16 arter. Den japanske søløve uddøde i 1950'erne.

Øresæler er blandt sælerne de lavest stående og viser i mange bygningsforhold nært slægtskab med rovdyrene, blandt hvilke de sikkert må afledes af lavtstående bjørne, der har tilpasset sig til liv i vandet og derfor efterhånden er blevet stærkt omformede.

Fra de øvrige sæler skiller øresæler sig navnlig ved følgende ejendommeligheder. Ydre ørebrusk findes, omend i stærkt reduceret form, som små, spidse hudsnipper. Tandsættet ligner de ægte sælers og består af 3/2 fortænder, 1/1 hjørnetand og 6/5 kindtænder. Mælketænder findes endnu og skiftes først flere måneder efter fødslen. Fødderne, der kan rettes fremad ind under kroppen, og forlemmerne, som er omdannede til mægtige sejlformede luffer, kan endnu bruges til gang og til at bære legemets vægt, og har i forbindelse hermed nøgne fodsåler; på lufferne går den stive svømmehud langt ud over de små kløers spidser. Halsen er lang og meget bevægelig.

Øresæler er fortrinlige svømmere, der bevæger sig frem gennem vandet med stor hurtighed og smidighed; på land jumper de af sted i en slags galop, hvorunder de holder forkrop og hals opret, ofte med snuden næsten lige i vejret, en stilling, de også jævnligt indtager under hvilen.

Øresæler er hjemmehørende i de antarktiske have, men nogle arter træffes nord for Ækvator, men kun i Stillehavet, hvor de findes helt op i Beringshavet. Øresæler lever ude i de åbne verdenshave, men samler sig i yngletiden, ofte i umådelige skarer, på øde kyster og afsides øer, for at føde deres unger og atter straks parre sig. Her kæmper hannerne med største voldsomhed om hunnerne, idet de ældste og kraftigste hanner samler sig en større eller mindre flok hunner.

Kønsforskellen er meget udpræget hos øresæler, idet hannerne er meget større og kraftigere byggede, navnlig med meget svær forkrop. Øresæler falder i 2 hovedgrupper, nemlig søløverne og pelssælerne eller søbjørnene som de også kaldes, de første større, pelsen næsten uden uldhår, men med stive dækhår, der hos hannerne kan danne en lang manke, de sidste mindre med tæt, blødt uldhårlag, næsten uden dækhår.

Blandt søløverne er Stellers søløve (Eumetopias jubatus) den største; hannen kan nå en længde af 4 meter og en vægt på omkring 600 kilogram; hunnen bliver højst 3 meter lang med en legemsvægt på cirka 200 kilogram. På overlæben bærer de 30-40 lange, bøjelige, lyse knurhår, af hvilke enkelte bliver op til 45 cm. Pelsens farve, særlig hos hannerne, en del skiftende, fra sort gennem lysebrunt til lysegråt. Ungerne skifergrå; lever i det nordlige Stillehav ned til Japan og Californien. På ynglepladserne samles de fra maj til oktober kommende langvejsfra, og opholder sig gerne her i omkring 4 måneder; de klatrer møjsommelig op på klipperne bag kysten eller ligger i brændingerne på skærene. Hunnen føder her sin unge, som den passer med stor omhu; ungen går i øvrigt meget snart i vandet. I yngletiden tager navnlig hannerne meget lidt føde til sig og sulter med lethed over en måned. Som alle de andre øresæler har den været genstand for hensynsløs jagt, der har nedsat deres antal meget betydelig, men kraftige fredningsbestemmelser har dog sat en bom for denne vandalisme. De dræbte dyr brugtes navnlig til udkogning af tran, skindet til limkogning.

Almindeligst kendt fra zoologiske haver er den nærstående, men mindre californiske søløve (Zalophus californianus), der lever sydligere langs californiens kyster; det er et særdeles intelligent dyr, der med lethed kan dresseres til at udføre forbavsende kunststykker.

En sydligere form er sydamerikansk søløve (Otaria flavescens), der bliver indtil 3 meter lang; den gamle han har ned ad halsen en lang manke, der savnes hos hunnen.

Blandt pelssælerne kan særlig nævnes nordlig pelssæl (Callorhinus ursinus), der lever i det nordlige Stillehav. Hannen når højst en Længde af 2-2,5 meter og en vægt på cirka 250 kilogram, mens de påfaldende små hunners mål næppe er synderlig mere end det halve heraf, og vægten kun 50-60 kilogram. Hovedet påfaldende kort, med stærkt hvælvet pande og store, klare øjne. Hannens hals monstrøs tyk og svær og holdes opret, når dyret ligger på kysten. Knurhårene bliver højst 16 cm lange; dens kostbare, bløde, uldne pels er mørkebrun eller brunsort, på hoved, hals og forkrop med hvide hårspidser på de spredte dækhår. En af de mest kendte ynglepladser er Pribylofføerne ved Alaska, hvor denne art samler sig i umådelige skarer, der 1872 kunne optælles til at omfatte 4.700.000 dyr. Hannerne viser sig gerne først på deres tilvante ynglested, derefter følger de små hunner senere; de gamle hanner samler sig ofte indtil 40-45 hunner; de føder kun 1, meget sjældent 2, unger ad gangen; disse er dækket af tætte uldhår, og kan først gå i vandet, når de er 4-6 uger gamle.

Jagt på pelssæler
Desværre medførte pelssælernes kostbare skind at de tidlig blev genstand for en overdreven forfølgelse, der udartede til modbydeligt myrderi; således dræbtes årlig 50-100.000 på Pribylofføerne, mest unge hanner, mens utallige dræbtes i åben sø. Efter 1890 kunne kun dræbes 30.000, derefter 7.500 og senere 15.000 årlig, hvis bestanden under det etablerede statstilsyn skulle kunne holde sig. Jagten på de meget tillidsfulde dyr er meget let, idet de på land lader sig drive sammen i flokke, som derefter drives til slagtepladserne, hvor dyret dræbes ved et kølleslag over snuden; 3-4 mand kan med lethed drive 3-4.000 pelssæler, hvorhen de finder det formålstjenligt, idet de blot må vogte sig for, at dyrene bliver for overhedede og udmattede, hvorved skindet lider skade. Efter slagtningen fjernes skindene og saltes, hvorpå de sendes til garverierne, her fjernes dækhårene, således at det fine, fløjelsagtige pelsværk, der benævnes »seal«, fremkommer; det farves for at få en smuk, ensartet farve.

Den sydamerikanske pelssæl (Arctocephalus australis) blev især jaget på Lobosøerne vest for Peru, hvorfra årlig cirka 20.000 skind kom på markedet.

Til de sydligere levende arter hører afroaustralsk pelssæl (Arctocephalus pusillus), der lever i det sydligste Atlanterhav, ved Kerguelen og New Zealand.