LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Elefanter
Elefanter

Afrikansk elefant
Klassifikation:
Arter:
Elefanten opdeles normalt i to arter. Den afrikanske elefant og den asiatiske elefant. Betegnelsen indisk elefant anvendes ofte også om den asiatiske elefant, men betegner mere præcist en underart, som er geografisk afgrænset til Indien. I nyere kategoriseringssystemer opdeles den afrikanske elefant endvidere ofte i to selvstændige arter.

Begge (eller de tre) arter lever i familieflokke, med en matriark, der fører an og tager beslutninger om hvor flokken skal vandre hen for at finde føde. I familieflokken færdes hunnerne og ungdyrene, mens hannerne, når de bliver kønsmodne forlader flokken og strejfer om, enten alene eller i ungkarle-grupper.

Elefanter kommunikerer ved hjælp af kropssprog og meget dybe rumlelyde, som det menneskelige øre knapt kan opfatte. Ved hjælp af lydene kan elefanterne kommunikere med hinanden over meget store afstande - flere kilometer.

Elefanten kan bruge sin snabel som en hånd, når den søger føde og den anvendes endvidere til at sprøjte store mængder af vand ind i elefantens mund med. Snablen har også en rolle som kommunikator, når elefanterne bruger snablen til at lugte, lave lyde samt hilser på hinanden ved at gnubbe og sno deres snabler.

Elefanten har været meget truet. Det begynder at lysne i Afrika, hvor der i nogle dyreparker næsten er for mange elefanter, takket være en meget hård indsats mod krybskytter og en værnen om naturparkerne. I Østen ser det værre ud, da elefantens levesteder hurtigt forsvinder. Her er kun meget få vilde elefanter tilbage i naturen.

Fra elefanter får man elfenben, hvilket har kostet mange elefanter livet, og gjort den udrydningstruet mange steder på kloden.

Stødtænderne
Nutidens elefanter har kun stødtænder i overmunden, idet de to mellemste fortænder sidder vidt adskilte og rager langt ud af munden på hver side af snabelens grund, bøjede fremad, lidt udad og opad; de består af en fin elastisk dentinmasse; kun i tandens yderste spids er den dækket af en tynd emailjehætte, der snart afslides. Stødtænderne er rodåbne og stedsevoksende, deres overflade jævn og blankslidt; ofte ses individer med afbrækkede spidser; før stødtændernes frembrud findes på disses plads små mælketænder, der tidlig skiftes.

Udover elefantens karakteristiske stødtænder har den også fire store kindtænder, der slides når elefanten spiser. Disse kindtænder nedslides over en periode på 10 år. Nye kindtænder er i mellemtiden vokset ud bag de gamle, som bliver skubbet ud af munden. Elefanten kan skifte kindtænder seks gange, og når det sidste sæt er udtjent, vil den dø af sult.

Højst ejendommelig er kindtændernes bygning; hver kindtand består af talrige, tværstillede dentinlameller eller tandplader, overtrukne med en tyk emaljeskal, kun forbundet med hinanden nede ved tandens rod; mellemrummene mellem disse lameller er udfyldt af det blødere cement (eller tandkit), der også som en tyk skal dækker hele tandens yderside og uslidte tyggeflader; på den slidte tands tyggeflade træder emaljelisterne frem i karakteristiske figurer, forskellig hos arterne.

Elefant-kirkegårde
Historien om at elefanterne, når de var tæt på deres sidste, fortrak til fælles områder (elefant-kirkegårde), hvor de lagde sig til at dø, blev især udbredt igennem film og bøger som Tarzan. Oprindelig er legenden nok opstået ved, at man har opdaget store dynger af knogler omkring vandhuler, der har været det sidste opholdssted for flokke af elefanter, der er døde, ofre for en tørkeperiode.

Forfædre
Elefanternes forfædre kan følges tilbage til stegodon ganesa, et dyr der udviklede sig for 12 millioner år siden og førte til den nu uddøde mammut, den afrikanske elefant og den indiske elefant.

Omgang med mennesker
I dag er elefanter et yndet mål i zoologiske haver, de bliver brugt på safariture (transport af turister), optræder i cirkus (denne anvendelse er dog kraftig faldende) og anvendes i ceremonier. Tidligere blev de også anvendt i krig. Soldaterne blev placeret i en trækonstruktion ovenpå elefanten (i Indien en såkaldt howdah) og elefanten blev herefter kommanderet frem og helst henover fjenden.

Den største brug har dog været som arbejdskraft, for eksempel til slæbning af tungt tømmer.