Tusindben
Tusindben
Klassifikation:
  • Rige: Dyr (Animalia)
  • Række: Leddyr (Arthropoda)
  • Klasse: Tusindben (Myriopoda)
Ordner:
  • Ægte Tusindben (Diplopoda)
  • Dværgtusindben (Pauropoda)
  • Dværgtusindben (Symphyla)
  • Skolopendre (Chilopoda)
Tusindben (Myriopoda) er en klasse af leddyr.

Udseende
Tusindben er karakteriseret ved, at bagkroppen har ægte leddede, til løb skikkede ben, og ved at ånde ved tracheer. Legemet er sammensat af et ofte stort antal led og beklædt med et chitinhinde, der snart er forkalket, snart ikke. Hovedet bærer to antenner, øjnene, der i reglen består af en gruppe punktøjne, 1 par kindbakker og 1 eller 2 par kæber. Kroppen sammensættes af et antal tydelig fra hinanden sondrede led, alle omtrent af ens bygning. Ledenes antal er snart særdeles stort, snart mindre og i så fald konstant. Hver ring er oftest sammensat af flere stykker. De bærer i reglen alle korte, cylindriske, 6-7-leddede ben; det mindste antal 9, det største 173. De ægte tusindben bærer p åde fleste kropsringe 2 par. De er hos chilognaterne fæstede tæt ved hinanden mediant på bugsiden, hos chilopoderne mere ud til siderne. Normalt står dyrenes bevægelsesevne i omvendt forhold til antallet af benene. Nervesystemet er i overenstemmelse med leddyrenes almindelige type. Bugnerveknuderen er kun øjne, antenner og sansehår; hyppig er forekomsten af organer, der vistnok må tydes som sanseorganer. Fordøjelseskanalen går i de fleste tilfælde som et lige rør uden slyngninger gennem hele legemet, og gattet åbner sig på sidste bagkropsring. Der findes spytkirtler, korte leversække og eet eller to par urinkanaler. Som centralorgan for blodbevægelsen fungerer hjertet, der strækker sig gennem hele legemet og har et til segmenterne svarende stort antal kamre og sideåbninger, gennem hvilke blodet går ind. Tusindben er luftåndende dyr; tracheerne består i reglen af to længdestammer, som sender sidegrene ud til spiraklerne. Længdestammerne mangler hos chilognaterne. Kirtler, der afsondrer forskellige stoffer, er almindelig forekommende; giftkirtlerne i 1. par kropfødder hos chilopoderne, stinkekirtlerne hos chilognaterne, spindekirtler hos lithobier og Scutigera. Tusindben er særkønnede; ægge- og sædstokke er uparrede organer, der udmunder hos de ægte tusindben langt fortil mellem 2. og 3. benpar, hos skolopendrene i bagende. De er som oftest udstyrede med accessoriske kirtler, hunnen med et Receptaculum seminis; sæden afgives hos chilopoderne i form af spermatoforer.

Adfærd
Tusindben er æglæggende dyr; æggene aflægges i jord ofte i gravede hulheder (reder), der hyppig en tid lang bevogtes af hunnen. De er som hos juliderne ved en sej masse forende i klumper; hos polyxeniderne omgivne med et tæt lag af affaldne hår; andre aflægger æggene enkeltvis; visse skolopendere er levendefødende. De ægte tusindben og nogle skolopendre fødes med et mindre antal lemmer og led, end de senere har; førstnævnte gruppe har ved fødslen kun 3 par ben; ungen af Julus er endog lemmeløs; andre har straks ved fødslen det fulde antal.

De forekommer mest, hvor der er fugtigt og hvor meget organisk materiale formulder. Tusindben har nemlig en meget vigtig rolle i nedbrydningen af organisk stof. De er i stand til at gennemtygge stive og ret tørre materialer i førnen, sådan at de bliver tilgængelige for andre nedbrydere. Det er målt, at ét tusindben kan omdanne et egeblad til ikke mindre end 3.000 ekskrementknolde (som er langt mere spiselige for andre organismer end bladet).

Klassifikation
Tusindben er inden for leddyrenes række den mindste klasse; i de fleste henseender står de insekterne gennem thysanurerne nærmest, men har i deres laveste typer visse bygningsforhold fælles med crustaceerne; andre bygningsforhold tyder på slægtskab med Peripatus.

Danske arter
De danske arter af tusindben er nogle få centimeter lange. De er mest brunlige men albinoer forekommer også.