LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Verdens lande         


Canada
Canada er en forbundsstat med ti provinser og tre territorier. Styreformen er parlamentarisme, og premierministeren er regeringsleder. Den britiske monark er formelt statsoverhoved. Grænselandene er USA i syd og nordvest (Alaska), og Grønland i nordøst. Kystlinjen vest for landet udgøres af Stillehavet, i øst af Atlanterhavet og i nord af Arktiske Hav. Canada er verdens næststørste land. Man taler engelsk i det meste af Canada, men i provinsen Québec er hovedsproget fransk, og landet er officielt tosproget.

Canada
Canadas flag
og våbenskjold
National motto: A Mari Usque Ad Mare
Officielt sprogEngelsk, fransk
HovedstadOttawa
DronningElizabeth 2.
RegeringslederStephen Harper
Areal
 - Total
 - Heraf vand

9.976.140 km²
8,6 %
Befolkning
 - Total (2005)
 - Pr. km²

32.805.041
3,3/km²
UafhængighedFra Storbritannien
1. juli 1867
ValutaCanadisk dollar (CND)
TidszoneUTC-3,5 til -8
NationalmelodiO Canada
Internetdomæne.CA
International tlfkode1
Historie
Indianere, som benævnes 1st nations people i Canada, menes at have indvandret fra Asien fra 10.000 til 30.000 år siden over en passage mellem Sibirien og Alaska. Da europæerne begyndte at befolke Canada, levede der en hel række naturfolk - enten som nomader eller fastboende. De ernærede sig primært ved jagt, fiskeri og landbrug.

De første kontakter mellem de indfødte og europæerne fandt sted omkring år 1000, da norske vikinger slog sig ned for en periode på Newfoundland. Men der gik yderligere 600 år, før indvandringen tog fart for alvor.

Europæiske opdagelsesrejsende udforskede vandene i Nordamerika for at finde en ny rute til de rige markeder i Orienten. Skønt opdagelsesrejsende som Giovanni Caboto, Jacques Cartier og Samuel de Champlain aldrig fandt en rute til Kina eller Indien, fandt de noget, som var lige så værdifuldt: rige fiskevande og store bestande af bæver, ræv og bjørn, som alle var meget eftertragtede for deres skind.

Permanente franske bosættelser blev anlagt i begyndelsen af 1600-tallet og engelske lidt senere. Det var uundgåeligt, at Nordamerika blev inddraget i magtkampe mellem England og Frankrig. Efter Quebecs fald i 1759 måtte Frankrig ved Freden i Paris overdrage alle de franske besiddelser øst for Mississippi til Storbritannien. Under det engelske styre havde den fransktalende del af Canada det ene mål at bevare deres traditioner, sprog og kultur. I 1774 blev vedtaget en lov, som officielt anerkendte fransk civilret og garanterede religionsfrihed samt sprogfrihed.

Et stort antal engelsktalende kolonister (loyalists), som ønskede at forblive tro mod det engelske overherredømme, søgte ophold i Canada, efter USA's uafhængighedskrig sluttede i 1783.

Efter dannelsen af et kraftfuldt USA efter den amerikanske borgerkrig følte nogle politikere, at en sammenslutning af de britiske kolonier var den eneste måde at forhindre en sammenslutning med USA på. I 1867 blev Canada East, Canada West, Nova Scotia og New Brunswick lagt sammen som the Dominion of Canada.

Efter 1. verdenskrig voksede Canada langsomt i status og velstand, og blev i 1931 medlem af the Commonwealth, og fik komplet selvstyre efter Storbritannien underskrev The Statute of Westminster. Under 2. verdenskrig kæmpede Canada endnu en gang sammen med Storbritannien mod Tyskland. Denne gang blev der indgået en forsvarspagt med USA, som efter angrebet på Pearl Harbor førte til en krigserklæring mod Japan.

Siden 2. verdenskrig er Canadas økonomi fortsat med at vokse. Denne vækst i kombination med offentlige sociale programmer, pensionsordninger, sygesikring og arbejdsløshedsforsikringer har givet canadierne en høj levestandard og en god livskvalitet.

I 1970'erne og 1980'erne opstod der gnidninger mellem provinsen Quebec og de øvrige provinser i Canada om det franske sprogs brug og status. I 1982 blev Canadas forfatning ændret, men Quebec nægtede at ratificere den.

Politik
Den canadiske regent er dronning Elizabeth 2. Reelt styres Canada dog af det canadiske parlament, hvor Stephen Harper for tiden er premierminister. Styreformen er parlamentarisme.

Canada er medlem af OECD, NATO, FN, APEC, G8 og mange andre internationale organisationer.

Canada var i mange år uden nationalflag og brugte det britiske koffardiflag med Canadas skjold i det røde felt. I begyndelsen af 1960'erne øgedes interessen for at få et eget nationalflag. Resultatet blev nationalflaget med ahornbladet, der blev indført af parlamentet i 1965.

Administrativ inddeling
Canadas ti provinser:
  1. Alberta
  2. Britisk Columbia
  3. Manitoba
  4. New Brunswick
  5. Newfoundland og Labrador
  1. Nova Scotia
  2. Ontario
  3. Prince Edward Island
  4. Quebec
  5. Saskatchewan
Canada har tre territorier: Yukon, North West Territories og Nunavut

Økonomi
Canadas vigtigste handelspartner er USA, men mens Canadas eksport til USA udgør 20 procent af Canadas BNP, udgør USA's eksport til Canada blot 3 procent af supermagtens BNP. Ingen anden af de store vestlige økonomier udviser samme grad af skævhed i samhandelen.

Geografi
7.000 kilometer fra kyst til kyst. Fra nord til syd cirka 4.600 kilometer. Næsten 90 % af canadierne lever langs grænsen til USA. Mangfoldighed er et kendetegn for Canadas geografi, omfattende frugtbare sletter til agerbrug, store bjergområder, søer og floder. De vildsomme skove må i det fjerne nord give plads for arktisk tundra. Der er selvfølgelig mange klimatiske variationer i dette enorme land, fra den permanent frosne iskappe i nord til den pragtfulde vegetation langs British Columbias vestkyst. Skønt meget af landet er søer og skove, er der bjerge, prærier og oven i købet en mindre ørken. Prærie dækker Manitoba, Saskatchewan og store dele af Alberta. Disse tidligere græsområder er nu omlagt til Canadas enorme hvedeproduktion.

Canada er et rigt land. De vigtigste naturlige ressourcer er naturgas, olie, guld, kul, kobber, jern, nikkel, uran og zink, tillige med træ og vand. Canada har en utrolig rig flora og fauna. Landet omfatter 8 vegetationszoner, de fleste domineret af skov. De mest almindelige træer er douglasfyr, rød ceder, hvid fyr og sukkerahorn, et af Canadas bedst kendte symboler - ahornbladet har været i det nationale flag siden 1965. Dyrene omfatter blandt andet store pattedyr som amerikansk sortbjørn, brun bjørn, isbjørnen, bæveren, buffalooksen, ulven, prærieulven, lossen, pumaen, rådyr, elg og rensdyr. Der er også mere end 500 fuglearter som for eksempel den canadiske gås.

Canada har mere end 100 nationalparker og historiske steder og mindesmærker for at give hæder til mennesker, steder og begivenheder, som har spillet en rolle i landets historie. 37 nationalparker er spredt ud over landet, for eksempel Banff, som ligger på de østlige bjergsider af Albertas Rocky-bjerge.

Efter Canadas beslutning om at opfatte tjæresand som almindelig olie har landet nu verdens næststørste beviste oliereserver.

De vigtigste byer er Toronto, Montréal, Vancouver, Calgary, Ottawa, Halifax, Edmonton og Winnipeg.

Demografi
Størsteparten af befolkningen, 77 procent, lever i byer. I virkeligheden bor 31 procent af befolkningen i de 3 største byer: Toronto, Montreal og Vancouver. Engelsk er modersmål for cirka 16 millioner canadiere, og fransk modersmål for cirka 6,5 millioner. De to sprog er Canadas 2 officielle sprog. Men mange canadiere har et andet modersmål såsom italiensk, kinesisk, tysk, portugisisk, polsk, hollandsk, græsk eller andre sprog - for ikke at nævne dansk.

42 procent af den canadiske befolkning er katolikker. Canadas næststørste religion er protestantisme, som praktiseres af cirka 38 procent. Andre væsentlige religioner er islam, buddhisme og jødedom.

66 procent af befolkningen er af europæisk afstamning, 26 procent har en blandet etnisk baggrund, 2 procent er indianere, og 6 procent er af asiatisk afstamning.

Kultur
Canada er et stort land, og der er forskel i mentaliteten fra kyst til kyst. De vestlige provinser er mere amerikansk orienterede, mens det folkerige Ontario og de atlantiske provinser nok er det område i hele Nord- og Sydamerika, der er tættest på nordeuropæerne. I Quebec taler man fransk.