Estland
Republikken Estland er et lille land i det nordøstlige Europa med grænse til Østersøen i vest og nord (inklusiv Den Finske Bugt i nord). Landet har endvidere grænse til Letland i syd og Rusland i øst.

Estland

Estlands flag og våbenskjold
National motto: Intet
Officielt sprog	Estisk
Hovedstad	Tallinn
Præsident	Toomas Hendrik Ilves
Premierminister	Andrus Ansip
Areal  - Total  - Heraf vand	45.226 km² 4,6 %
Befolkning  - Total (2000)  - Pr. km²	1.423.316 31/km²
Uafhængighed	Fra Sovjetunionen: 20. august 1991
Valuta	Kroon
Tidszone	UTC +2
Nationalmelodi	Mu isamaa, mu õnn ja rõõm
Internetdomæne	.EE
International tlfkode	372

Historie
De hedenske esters omvendelse og undertvingelse blev omtrent samtidig påbegyndt fra Tyskland og fra Danmark. 1196 gjorde Knud 6. et korstog til England, 1206 nåede Valdemar Sejr til Øsel. På denne tid havde tyskerne sat sig fast i Lifland, og biskop Albert af Riga havde stiftet Sværdridderordenen, som sydfra begyndte erobringen af Estland. Biskoppen og ordenen kom dog i indbyrdes strid. Esterne gjorde gentagne gange store opstande og fik hjælp af russerne. Under disse forhold var det, at Valdemar Sejr 1219 drog til Estland, landede ved Lindanisse, hvor snart efter byen Reval blev anlagt, og her tilføjede esterne et stort nederlag. Det er dette slag, hvortil sagnet om det himmelfaldne Dannebrog knytter sig. I de følgende år virkede danske missionærer og krigere ivrig herovre, og kongen rejste endog krav på hele Lifland. Men så styrtede ulykkerne ind over Danmark, og samtidig med Valdemars nederlag ved Bornhøved gik det danske herredømme i Estland også til grunde (1227).

Det lykkedes dog kongen ved sin indflydelse hos paven at formå tyskerne i Lifland til forliget i Stensby 1238, hvorved det egentlige Estland sikredes Danmarks krone. Både borgerne i de fremblomstrende byer og ridderne, som ude på landet herskede over de estiske bønder, var dog næsten alle tyskere. Af danskere var der i Estland ikke stort flere end den kongelige høvedsmand i Reval og biskoppen, der stod under ærkebispen i Lund, og dansk indflydelse mærkedes kun i byen Reval, der af esterne kaldtes Tanalin (Danskebyen). Byens våben viser de 3 danske løver, i dens mindre segl sås Dannebrogskorset. De egentlige magthavere i landet var de mægtigste af vasallerne, kongens Raader, som de kaldtes, men disse satte pris på at stå under den danske konge, mens de satte sig til modværge, når for eksempel Erik Menved forlenede sin bror Christoffer med landet som Hertugdømmme, eller Christoffer 2. siden som konge gav det til Knud Porse. Forbindelsen med Danmark var dog meget løs, og den blev helt brudt, da de indfødte 1343 rejste en stor bondeopstand, som kun blev slået ned ved hjælp fra den tyske Orden, Valdemar Atterdag besluttede sig da til at sælge landet til Højmesteren. 1346 afsluttedes købet, hvorefter ordenen for Estland betalte den danske konge 19.000 mark sølv. Højmesteren overlod Estalnd til den liflandske ordensmester.

Fra Erik af Pommerns tid var der imidlertid hos de danske konger ofte tanker oppe om deres gamle ret til dette land, og da ordensstatens opløsning indtrådte, havde man også i landet selv nogen lyst til at søge værn i Danmark. En anden beskytter var dog nærmere, den svenske konge nemlig. 1561 hyldedes Erik 14. af Estlands byer og adel, og fra nu af stod Estland under Sverige, indtil Peder den Store erobrede Landet 1710. Ved freden i Nystad 1721 blev det endelig afstået sammen med de andre svenske Østersøprovinser.

De indfødte ester var allerede i den danske tid hårdt undertrykte, og efterhånden sank de ned i fuldstændigt livegenskab. Den svenske styrelse søgte at sætte skranker for adelsherredømmet. Den viste også nogen interesse for den estiske nationalitet, og Karl 11. gjorde de indledende skridt til livegenskabets ophævelse. Da russerne fik magten i Estland, vendte dog alt tilbage til det gamle, og først i 19. århundrede har den indfødte bondebefolkning efterhånden opnået bedre kår.

Ruslands kollaps efter Oktoberrevolutionen førte til Estlands uafhængighedserklæring, som en republik, den 24. februar 1918. Landet blev besat af Sovjetunionen i juni 1940, og fik sin frihed igen den 20. august 1991 efter Sovjetunionens sammenbrud. Den 20. august er, som en følge af dette, national helligdag i Estland.

Siden de sidste russiske tropper forlod landet den 31. august 1994 har Estland været fritstillet i sine forsøg på at styrke sine økonomiske og politike bånd med Vesteuropa og andre lande. Landet blev medlem af NATO den 29. marts 2004. Forhandlinger med EU blev påbegyndt i 1998 og førte til en optagelse den 1. maj 2004.

Politik
Estland er et konstitutionelt demokrati, med en præsident valgt af parlamentet (valg hvert 4. år). Regeringen dannes af premierministeren, efter indstilling fra præsidenten. Der er i alt 14 ministre. Regeringen udnævnes efter godkendelse af parlamentet.

Den lovgivende magt ligger i parlamentet (Riigikogu), som består af 101 pladser. Medlemmerne vælges ved parlamentsvalg for en periode på 4 år. Den højeste juridiske myndighed er Højesteret (Riigikohus), som består af 17 dommere og hvis formand er udnævnt af parlamentet for livstid. Højesteretsformanden indstilles til udnævnelse af præsidenten.

---