LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Verdens lande         


Iran
Den islamske republik Iran (persisk: ), tidligere kendt under navnet Persien, er et land i Mellemøsten. Iran grænser op til Pakistan og Afghanistan i øst, Turkmenistan, Aserbajdsjan og Armenien i nord og Tyrkiet og Irak i vest. Iran har en kystlinje, der går langs Den Persiske Bugt og Omanbugten.

Iran
Irans flag
og våbenskjold
National motto: Esteqlal, azadi, jomhuri-ye eslami
(Dansk: Uafhængighed, frihed, Den Islamiske Republik)
Officielt sprogPersisk
HovedstadTeheran
RahbarAyatollah Ali Khamenei
PræsidentMahmoud Ahmadinejad
Areal
 - Total
 - Heraf vand

1.648.000 km²
0,7 %
Befolkning
 - Total (2005)
 - Pr. km²

68.017.860
41,3/km²
UafhængighedDel af en række statsdannelser
til i dag
ValutaRial (IRR)
TidszoneUTC +3,5
NationalmelodiSorud-e Melli-e Iran
Internetdomæne.IR
International tlfkode98
Historie
Iran kan spore sin nationale oprindelse tilbage til Persien, (afledt fra Persis, det antikke græske navnet for Iran) der dukkede op i det 6.århundrede f. Kr. under akamenidenernes dynasti. Det var et meget stort imperium, som kontrollerede et område fra det nordvestlige Indien til Hellas. Perserne blev besejret af Alexander den Store efter tre forsøg. Kort tid efter genvandt Persien imidlertid sin uafhængighed i form af Partherriget og sasanidenes imperium. Sasaniderne blev besejret af islamske arabiske styrker i det 7. århundrede, som senere blev fulgt af seljukkene, mongolerne og Timur Lenk.

I det 16. århundrede blev Persien igen uafhængigt i form af safavide-dynastiet og andre linjer af konger eller shaher. I løbet af det 19. århundrede kom Persien under pres fra både Rusland og Storbritannien og en moderniseringsproces begyndte og fortsatte ind i det 20. århundrede. Den iranske befolkning ønskede forandringer, hvilket resulterede i den persiske grundlovsrevolution i 1905/1911. I 1953 blev Irans statsminister Muhammed Mossadegh, som var blevet valgt til parlamentet i 1923, og som havde været statsminister siden 1951, fjernet fra magten ved et komplot der var iscenesat af de britiske og amerikanske efterretningstjenester («Operation Ajax») sammen med lokale grupperinger. Mange iranere mente at kuppet formentlig var motiveret af britisk og amerikansk modstand, mod Mossadeqs forsøg på at nationalisere Irans oliesektor. Efter Mossadeqs fald blev shahen Muhammed Reza Pahlavi mere diktatorisk. Med stærk støtte fra USA og Storbritannien fortsatte shahen moderniseringen af den iranske industri, men forsømte samtidig at give befolkningen almindelige frihedsrettigheder. Hans autoritære styre, som stod bag systematisk tortur og andre brud på menneskerettighederne, var en medvirkende faktor til den iranske revolution, der betød at hans regime blev fjernet fra magten i 1979. Efter mere end et års politisk kamp mellem flere forskellige politiske grupper, blev en islamsk republik etableret under Ayatollah Khomeini. Undertrykkelsen af frihedsrettigheder blev dog langt værre under det nye fundamentalistiske styre, og undertrykkelsen af anderledes tænkende og minoritetsgrupper fortsætter den dag i dag.

Det nye teokratiske politiske system iværksatte en række konservative islamske reformer, og fulgte en anti-vestlig kurs, som særligt var rettet mod USA. Den nye regering var inspireret af stærkt racistiske og fundamentalistiske grupper, og som et resultat deraf, anser stort set hele den vestlige verden Iran med landets nuværende regering for at være en fjendtlig stat.

I 1980 blev Iran angrebet af nabolandet Irak og den efterfølgende Iran-Irak krig fortsatte indtil 1988.

Politik
Iran er en konstitutionel islamisk republik, og det politisk system er baseret på grundloven af 1979 kaldet Qanun e Asasi. I praksis er landet styret af et diktatorisk præstestyre med stærkt fundamentalistiske holdninger. Iran har flere forskellige styringsorganer. Nogle er valgt via et skin-demokrati, og andre er valgt ud fra deres religiøse holdninger og baggrund.

Den øverste leder er en rahbar der er ansvarlig for Irans politik. Han har kontrollen over efteretningstjenesten og er den øverste leder for militæret. Det er kun ham der kan erklære krig. Præsidenten (Ra'is-e Jomhour) har ansvaret for den udøvende magt, men må rådføre sig med rahbaren når beslutningerne går ind på hans ansvarsområder. Præsidenten bliver valgt for en fireårig periode og sammensætter selv sin regering. Sammen med sine 8 vicepræsidenter og 21 ministre fremlægger han sin politik til godkendelse af parlamentet (Majlis). Parlamentet består af 290 medlemmer i et kammer. Forsamlingen af eksperter er en gruppe på 86 personer, der mødes en gang om året og godkender rahbarens handlinger. Der har endnu ikke været et tilfælde, hvor rahbaren ikke har fået sine handlinger godkendt. Det er også eksperterne som vælger en ny rahbar fra sine egne rækker. Vogternes råd består af tolv jurister, hvoraf seks udnævnes af rahbaren. Vogterrådet godkender alle præsidentkandidater og kandidater til parlamentet. Rådets hovedopgave er at vurdere om tolkningen af grundloven, samt alle nye lovforslag, er i tråd med sharia-loven.

Amnesty International rapporter løbende om krænkelser af ytringsfriheden igennem arrestationer af studenter, akademikere og journalister samt undetrykkelse af seksuelle minoriteter og etniske mindretal. Årsrapporten beretter også om brug af tortur og henrettelser af politiske fanger. Mindst 113 mennesker, heriblandt seks kvinder, blev henrettet i 2003. Mange af henrettelserne foregik offentligt.

Nobels fredspris 2003 blev givet til den iranske advokat Shirin Ebadi, for hendes indsats for demokrati og menneskerettigheder. Ebadi var Irans første kvindelige dommer, men måtte gå af efter den islamske revolution i 1979, hvor Ayatollah Khomeini overtog magten.

Administrativ inddeling
Iran består af 30 provinser (ostan-haa, ental: ostan):
Geografi
Irans landskab er præget af stejle bjergkæder, der deler de forskellige plateauer fra hinanden. De tæt befolkede vestlige dele af landet er samtidig de mest bjergrige, med bjergkæder som Zagros bjergene og Alborz bjergene. Sidstnævnte er også stedet, hvor Irans højeste punkt findes: Damavand på 5.607 meter. Den østlige del af landet består hovedsageligt af ubeboede ørkenområder.

De eneste store, sammenhængende sletter findes langs kysten mod Det Kaspiske hav og ved den nordlige ende af Den Persiske Bugt, hvor Irans grænse går ved udløbet til Arvandelven (Shatt al-Arab). Mindre, usammenhængende sletter findes langs kysten til Den Persiske Bugt, Hormuzstrædet og Omanbugten. Det iranske klima er hovedsageligt tørt eller halvtørt, men subtropisk langs kysten til det Kaspiske hav. Klimaet giver varme somre og kolde vintre.

Økonomi
Den iranske økonomi er en blanding af store, statsejede virksomheder og olieindustri med central planlægning, landbrug der er kollektivt kontrolleret af landsbyer, og små privatejede handels- og service-virksomheder. Den nuværende regering har valgt at fortsætte reformerne og har indikeret, at den vil forsøge at gøre Irans økonomi mindre afhængig af olieindtægterne. Iran investerer indtægterne fra olieeksporten indenfor andre sektorer, blandt andet i den petrokemiske industri. Den iranske regering håber også at kunne tiltrække milliarder af dollar i udenlandske investeringer ved at skabe et mere attraktivt investeringsklima (blandt andet ved en mere lempelig importkontrol samt oprettelse af frihandelszoner).

Iran er OPEC's næststørste olieproducent og er i besiddelse af verdens tredjestørste oliereserver. Landet har også verdens næststørste naturgasreserver (efter Rusland). Det stærke oliemarked i 1996 lettede det finansielle pres på Iran og hjalp med til, at man kunne betale afdragene på udlandsgælden i tide. Irans finansielle situation blev noget vanskeligere i 1997 på grund af de lavere oliepriser. De stigende priser i 1999/2000 gav imidlertid igen Iran et pusterum. Underskuddet på statsbudgettet har været et kronisk problem, delvist på grund af store statslige subsidier på omkring 4,7 milliarder dollar om året til blandt andet madvarer og - især - brændstof.

Servicesektoren har i de seneste år stået bag den største del af væksten i Irans bruttonationalprodukt. Statslige investeringer har givet et løft til landbruget, og liberalisering af produktionen og reglerne for reklamer har hjulpet med til at skabe nye markeder.

Store kunstvandingsprojekter har sammen med øget produktion af landbrugsprodukter til eksport som for eksempel dadler, blomster og pistacienødder har været årsag til den hurtigste økonomiske vækst i nogen økonomisk sektor i Iran gennem 1990'erne, også selvom de efterfølgende år med tørke i 1999, 2000 og 2001 har holdt udbyttet kraftigt tilbage. Landbruget er fortsat en af de største arbejdsgivere, og 22 % af den erhvervsaktive del af befolkningen er ifølge en statistisk undersøgelse fra 1991 ansat i landbruget.

En af de største problemer for økonomien er den stærkt stigende befolking. Landet har været i stand til at forøge den økonomiske vækst, dog stærkt afhængig af olieindtægterne, men disse tiltag er druknet i den massive forøgning af befolkningstallet.

Demografi
Hovedparten af Irans befolkning taler et af de iranske sprog, og persisk er det officielle sprog i Iran. De forskellige iranske befolkningsgruppers størrelse er omstridt, men den største etniske gruppe i Iran er persere (51 %). Azerbadjanerne udgør (24 %), gilakere og manzadanere (8 %), kurdere (7 %), arabere (3 %), baluchere (2 %), lurere (2 %) og turkmenere (2 %). Der er også små befolkningsgrupper af qashqaere, armenere, jøder, assyrere og andre.

De fleste iranere er muslimer. 89 % tilhører den shiamuslimske retning indenfor islam, der også er den officielle statsreligion. Omkring 10 % af befolkningen tilhører den sunnimuslimske retning, der iøvrigt er dominerende i det meste af den øvrige muslimske verden. Ikke-muslimske religiøse minoriteter i Iran inkluderer Bahá'í, zoroastrisme, så vel som jødedom og kristne. De tre sidste er officielt anerkendt som minoritetsreligioner og har fået tildelt særligt reserverede pladser i parlamentet. Irans befolkningstal er blevet øget dramatisk i sidste halvdel af det 20. århundrede, men indenfor det sidste årti er der dog sket et fald i den gennemsnitlige fertilitetsrate.

Kultur
Som det er tilfældet med alle andre antikke civilisationer, er kulturen samlingspunktet og hjertet for den iranske civilisation. Kunsten, musikken, arkitekturen, digtningen, filosofien, traditionerne og ideologien er der, der gør iraneren til en stolt verdensborger. Iranere tror, at deres kultur er grunden til at deres civilisation har kunne overleve gennem tusinder af år.