Brasiliens geografi
Terrænforhold og jordbund
Nordgrænsen af Brasilien mod Guayana og Venezuela falder til dels sammen med vandskellet mellem Amazon-floden og de floder, som løber mod nord. Dette vandskel dannes af forskellige bjergrygge. Mod vest mellem Rio Branco og Orinocos tilløb ligger Serra Parima og Serra Pacaraima. Syd for Rio Brancos øvre løb findes endnu nogle lavere bakkerygge, Serra Marauaua, Serra Picane og Serra Ypripara. Syd for disse begynder Amazonas-sletterne. Længere mod øst dannes vandskellet af Serrada Lua (1.500 m), Serra Acarahy, Serra Tucumuraque og Tumuc Humac, hvilken sidste består af en del uregelmæssig liggende granitbakker, af hvilke Timotakem (800 m) er den højeste. Herfra breder sig mod syd et lavt bakkeland, som øst for 56° vestlig længde når næsten ned til Amazon-floden.
De floder, som her løber ned til Amazon-floden, er rige på vandfald og strømhvirvler. Hele dette nordbrasilianske højland betegnes i reglen »brasiliansk Guayana«. Syd herfor breder sig Amazonas-sletten som en uhyre, næsten vandret flade. Den gennemstrømmes af Amazon-floden, som med sine talrige store bifloder danner en mægtig vandvej fra Atlanterhavet til Cordillerernes østfod.
Amazonas-sletten er bredest mod vest, hvor den strækker sig fra lidt nord for ækvator til cirka 10' sydlig bredde. De bifloder, som her strømmer til Amazon-floden, er derfor sejlbare på meget lange strækninger. Fra nord kommer Rio Putumayo, Rio Yapurá og Rio Negro. Fra syd kommer Rio Juruá, Rio Purus og Rio Madeira. Længere mod øst indsnævres sletten til ringe bredde, og de bifloder, som her strømmer til Amazon-floden, er kun sejlbare på korte strækninger i det nedre løb, idet de alle danner vandfald, hvor de forlader højlandet. Også de øvre løb af disse bifloder er rige på strømhvirvler og vandfald. De vigtigste af bifloderne er Rio Jamunda, Rio Trombetas, Rio Parii og Rio Jary fra nord, Rio Tapajoz og Rio Xingu fra syd. Om oprindelsen, til Amazonas-sletten vides kun lidt. Ved slettens rande har man flere steder fundet granit, som overlejres af palæozoiske sedimenter fra silur-, devon- og kulperioden. Ved Eréré øst for Obidos findes sandsten, som synes at høre til kridtformationen. Tertiær findes mange steder. Det øverste jordlag på sletten er moderne flodaflejringer. Amazonas-sletten har således i palæozoisk tid været en bugt, som senere synes at være blevet fastland, men atter i kridttiden hav. Dette er senere blevet fyldt op af flodernes sedimenter.
Syd for Amazonas-sletten følger det brasilianske højland, et bakkeland, hvis højde mod øst gennemgående er 500-800 m, mod vest kun 200-300 meter. Jordbundens underste lag er foldede lag af gnejs, glimmerskifer og klorit-skifer med massiver af granit. Disse foldekæder var allerede i archaisk tid nederoderet til peneplan, og oven på dem aflejredes vandret palæozoiske og mesozoiske havsedimenter. Siden tertiærtiden har der været land, og det rindende vand har udskåret det virvar af dale, som har fjernet karakteren af slette fra landet. Over store strækninger har erosionen fjernet de mesozoiske og palæozoiske sedimenter, således at grundfjeldet træder frem. Dette gælder særlig i den østlige, højest liggende del af landet. Grundfjeldet er rigt på guld. Mod øst falder højlandet ned mod kysten i flere terrasser, hvis rande fra østsiden ser ud som bjergkæder. Terrasserne skråner jævnt nedad mod vest.
I staten Bahia findes langs kysten lavt land, hvorfra den lave kystserra fører op til den anden terrasse. Vest for denne hæver sig Serra do Espinhaco (Caraca cirka 1955 m, Itaanbé: 1823 m), som danner vandskellet mellem kystfloderne og Rio Sao Francisco. Den 3. terrasse, som afvandes af Rio Sao Francisco, strækker sig fra Serra do Espinhaco til den næste brudrand, som fører navnene Serra do Duro, Serra do Sao Domingos og Serra do Paraná. Vest for denne Brudrand afvandes landet af Rio Tocantins. Nord for Rio Sao Franciscos område løber floderne mod nord. Den største af disse floder er Rio Parnahyba, hvis opland skilles fra Rio Tocantins ved Serra da Cinta og Chapadas Mangabeiras, fra Rio Sao Franciscos opland ved Serra de Tabatinga, Serra do Piauhy, Serra dos dois Irmáos og Serra Vermelha. Vest for Rio Tocantins er højlandet kun lidet kendt i enkelthederne. Bakkeryggen mellem Rio Tocantins og dens biflod Rio Araguaya fører navnene Serra de Donna Luiza, Serra Chavante og Serra do Estrondo. Landet mellem Rio Araguaya og Rio Xingu kaldes Serra do Roncador.
Vandskellet mellem Rio Tapajos og Rio Madeiras øvre løb dannes af Gordilheira geral eller Serra dos Parecis. I staterne Rio Janeiro og Sao Paulo bliver kystsletten smallere end længere mod nord. Den første brudrand, som har forskellige lokalnavne, sammenfattes i reglen under betegnelsen Serra do Már, som er meget højere end kystserraen i staten Bahia. Nord for Rio Janeiro-bugten hæver den sig i Serra dos Orgáos til 2.232 m. Bag Serra do Már følger Serra do Mantiqueira, et vildt sønderskåret bjergland, som kulminerer i Itatiaya (2.712 m), Brasiliens højeste punkt. Landet mellem Serra do Már og Serra do Mantiqueira afvandes af Rio Parahyba. Gennem de sydlige stater fortsættes Serra do Már i mere eller mindre kort afstand fra kysten, og kystfloderne er små. Vest for Serra do Már løber vandet til Rio Grande, Paraná-flodens hovedkilde eller til bifloderne, hvoraf de største er Rio Tieté, Rio Paranapznema og Rio guassu. Vandskellet mellem Paranas nordlige kildeflod Rio Paranahyba og Rio Tocantins fører navnene Serra do Gayapo, Serra de Santa Martha, Serra dos Pyreneus. Den vestlige del af Brasiliens højland afvandes af Rio Paraguay, omkring floden breder sig vide, flade sletter, som i regntiden milevidt står under vand. Først i temmelig stor afstand fra floden hæver landet sig og antager det brasilianske højlands bakkede karakter.
Vandskellet mellem Paraguay-Floden og Rio Araguaya kaldes Serra de Sao Jeronymo, vandskellet mod Rio Paraná kaldes Serra das Araras og længere mod syd Serra de Amambahy. I Rio Grande do Sul, Brasiliens sydligste stat, gør Serra do Már, eller Serra Geral, som den her kaldes, en brat bøjning mod vest, og giver plads for den betydelige flod Rio Jacuhy, som løber mod øst mellem Serra Geral og Serra do Herval for til sidst at falde ud i Lagoa dos Patos.
Vandskellet mellem Rio Jacuhy og Rio Uruguay kaldes Cochilla grande. Floderne, som gennemløber det brasilianske højland, er gennemgående fulde af vandfald og strømhvirvler og derfor kun sejlbare på mindre strækninger.
Blandt vandfaldene fortjener at omtales Rio Sao Franciscos 80 m høje fald ved Paulo Affonso og Paranas store fald Salto Guaira, som danner adskillelsen mellem denne flods sejlbare øvre og nedre løb. Vest for højlandet danner derimod Rio Paraguay en vandvej, som er sejlbar næsten op til denne flods kilder, som ikke er langt fjernede fra kilderne til den sejlbare Rio Guaporé, en biflod til Rio Mamoré, Rio Madeiras øvre løb, som dog er adskilt fra det sejlbare nedre løb ved Sao Antonio-faldene, hvor en jernbane, som talrige gange er projekteret, ville åbne rige distrikter i grænseegnene mellem Brasilien og Bolivia.
Klima
Den største del af Brasilien ligger i den tropiske klimazone, kun den sydligere del af landet hører til den subtropiske zone. Amazonas-sletten har som andre egne i ækvators nærhed ringe forskel på årstiderne, men den årlige temperaturgang er meget forskellig, på de enkelte steder. Således har Para to årlige temperaturmaksima, maj med 25,8° i middel og november med 26,5°, to minima, februar med 25,0° og juli med 25,6° i middel. Manaos har derimod en enkelt temperaturgang. Marts er koldest med 25,5° i middel, og november varmest med 27,0°. I Obidos og Iquitos er juni koldest og november varmest. De daglige temperatursvingninger er i Para i gennemsnit for de meget regnrige måneder februar-april 7,6°, i de relativt tørre måneder september-november 9.8°.
Årets middelekstremer er 19,5° og 33,3°. Den relative fugtighed er i januar-april 93%, i juni-november 85%. Skymængden er 5,2. Den årlige regnmængde i Para er 220,4 cm i 243,8 regndage. Den regnfattigste måned er movember med 5,9 cm. Kun de 3 måneder september-november har mindre end 10 cm i gennemsnits-regnmængde.
Længere inde ad strømmen bliver tørtiden noget mere udpræget. Manaos har 212,7 cm årlig regnmængde. Juli-september har mindre end 10 cm regn, deraf september 3,9 cm. Ingen af disse steder er der dog tale om mere end en ganske kortvarig tørtid. De stater, som ligger øst for Amazonas-mundingen, har en ringere regnmængde og udpræget tørtid. I Ceará ved kysten falder årlig 146,3 cm, hvoraf kun 5,9 cm i månederne august-november. Quixeramobim i indlandet har i middeltemperatur for koldest (juni) og varmest (december) måned 26,2° og 28,6°. Den årlige regnmængde er 59,1 cm, hvoraf kun 5,4 cm i juli-december. Den relative fugtighed er i regntiden 72%, i tørtiden 56%. Det indre af nordøststaterne lider ofte under tørkeperioder. Undertiden forlænger tørtiden sig til februar eller længere. Der opstår da misvækst og hungersnød.
Så snart kysten bøjer mod syd, ændrer klimaet sig. Kysten, som ligger vinkelret på Passaten, modtager rigelig regn, temmelig jævnt fordelt på året, mod nord mest om vinteren, mod syd mest om sommeren. I Pernambuco falder således årlig 235,6 cm på 204,2 regndage. Juni er rigest på regn. I Bahia falder i årligt gennemsnit 202,1 cm. Maj er rigest på regn. I Rio Janeiro er den årlige regnmængde 110,9 cm i 127,0 dage. Den største regnmængde har december. I Santos er den årlige regnmængde derimod 233,1 cm med maksimum i januar.
På østskråningen af højlandet er regnmængden meget stor, men så snart man kommer vest for højlandets rand, træffer man egne med en noget ringere regnmængde og med en mere eller mindre udpræget tørtid, således i Uberabá 172,4 cm årlig, hvoraf 9,5 cm i maj-august, i Novo Friburgo 155,2 cm årlig, hvoraf 9,3 i juni-august. Temperaturerne er i højlandet modererede af højden. I Uberabá (766 meter over havet) er middeltemperaturen 18,7° for juli, 23,5 for januar; middelekstremerne er 10° og 33°. Novo Frihurgo (850 meter over havet) har i middel for juni 13,6°, for januar 20,3°, middelekstremerne er 3,8° og 30,2°. Luften er temmelig tør. Fugtigheden er i Uberabá 62% i tørtiden, 78% i regntiden. Enkelte år kan frost indtræde og gør da stor skade såvel på de dyrkede som på de vildtvoksende planter. Rimfrost er derimod ikke sjælden.
Fra de lavere liggende dele af højlandet ved Paraguay og bifloderne til Amazonas haves meget få oplysninger. I Guyabá i Matto grosso er juni koldest med 23,3° i middel, oktober varmest med 27,1°, derefter synker temperaturen til januar (26,6°), er i februar 26,8°, hvorefter den atter synker. Årets middelekstremer er 11,0° og 37,4°. Den gennemsnitlige daglige temperaturvariation er 11,8°, i de tørreste måneder stiger den endog til 15,4°. Skymængden er i tørtiden 3,3, i regntiden 6,5. Fugtigheden er i august 63%, i december-februar 86%. Den årlige regnmængde er 142,5 cm. I tørtiden, juni-august, falder 2,3 cm. Ved Araguayas øvre løb fandtes 22,7° i middeltemperatur for juli, 26,2° for september, 24,5° for januar, 25,5° for marts. Regntid og tørtid er skarpt adskilte. Længere mod nord er klimaet hedt og tørt.
Det synes, som om der igennem en del af det indre af Brasilien, omtrent ved 10 sydlig bredde, strækker sig et bælte med ringe regnmængde. De sydligste stater af Brasilien. hører allerede til den subtropiske zone. I Pelotas er middeltemperaturerne for koldest og varmest måned 12,6° og 23,0°. Middelekstremerne er -1,9° og 36,5°. Regnmængden er 125,5 cm årlig, temmelig jævnt fordelt over året. I det indre er temperaturen lavere. Regnen er også der ret jævnt fordelt over året, dog med mest om sommeren.