LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Jamaica            Verdens lande         


Jamaicas geografi
Faktaboks
Geografiske koordinater
18 15 N77 30 V
Areal
Total10.991 km²
Land10.831 km²
Vand160 km²
Højdeforskelle
Laveste punktDet Caribiske Hav
Højeste punktBlue Mountain Peak 2.256 m
Kystlinje1.022 km
Landegrænser0 km
Nordkysten på Jamaica er overvejende høj og stejl med kun få gode ankerpladser, sydkysten er mere tilgængelig, og skønt den flere steder følges af koralrev, har den dog et stort antal sikre havne og flere bugter med gode ankergrunde. Den vestlige del af øen er et tiltalende, lavt bakkelandskab, men mod øst stiger højderne til virkelige bjerge, blandt hvilke de skovklædte Blue Mountains (De Blå Bjerge) i Cold Ridge når 2.256 meter.

Bjergegnene består af en indre kerne af gamle plutonske stenarter, hvorom har lejret sig lag af kalk- og sandsten; den lavere vestlige del består overvejende af tertiære dannelser, og alluvialdannelser findes kun i få, men yderst frugtbare floddale.

Virksomme vulkaner findes ikke, derimod en 223 meter høj, udslukt vulkan på nordøstsiden. Øen er rigt vandet, men floderne, Cobre, Dry River, Black River med flere når ingen anselig længde, og kun den sidstnævnte er sejlbar et kort stykke.

Klimaet er udpræget tropisk øklima med ringe forskel på koldeste og varmeste måned; i bjergegnene er temperaturen selvfølgelig betydelig lavere. Nogen egentlig tørtid hersker ikke, men den største regnmængde falder i månederne maj til oktober; karakteristisk er forskellen i nedbørsmængden på den høje nordøstlige »vindside« og den lavere sydvestlige »læside«. Skønt øen ligger uden for det egentlige vestindiske orkanbælte, er den dog ikke helt forskånet for orkaner.

Miljøproblemer
Jamaica er præget af stor skovhugst; kystvandet er forurenet af industriaffald, kloakvand og olieudslip; koralrevene har taget skade; luftforurening i Kingston har oprindelse i udslip fra køretøjerne.