Den tidligste historie
Afghanistans tidligste historie er alene kendt gennem spredte notitser hos græske og orientalske forfattere. I oldtiden var landet delt i flere områder, for eksempel Arien i omegnen af Herat og Arachosien i omegnen af Kandahar. I lang tid hørte Afghanistan til det persiske rige. Fra Persien gik Alexander den Store's erobringstogt gennem Afghanistan til Baktrien og derfra til Indien.
Omtrent ved år 200 f.Kr. findes et græsk rige i det østlige Afghanistan. Senere synes parthere og skythere at være trængt ind, og omtrent samtidig med Kristi fødsel grundlagde den skythiske høvding Kushan et rige syd for Hindukoh. Buddhismen synes tidlig at være trængt ind fra Indien og har vel været meget udbredt, indtil araberne i det syvende århundrede trængte ind og påtvang befolkningen islam. 683 blev Kabul skatskyldigt til Kalifatet, men kaliffernes herredømme kunne ikke holde sig i denne fjerne provins.
Omtrent 960 stiftede Aptegin, en tidligere tyrkisk slave, riget i Ghasni, og under hans efterfølger Sabaktegin erobredes Kabul. Dennes søn Mahmud vendte sig mod Indien og førte afghanerne frem fra sejr til sejr. Under 12 større og mange mindre felttog erobrede han Nordindien indtil Ganges og Gudsharat og forvandlede byer og templer til rygende ruinhobe. Kort før sin død lykkedes det ham også at erobre Persien (1027). l over 200 år herskede Ghasnavidernes dynasti over Afghanistan, men under den sidste konge, Khursu Malik, mistedes de indiske besiddelser. Kongen blev fanget og dræbt tillige med sin søn (1187).
Mongolerne
I begyndelsen af 13. århundrede foretog Djengis Khan sine erobringstog over næsten hele Asien, og 1220 kom Afghanistan under mongolernes herredømme. Senere stod landet under kongen af Delhi, men i begyndelsen af 14. århundrede opstår i Ghor i det vestlige Afghanistan et indfødt dynasti, som snart bemægtiger sig hele landet. 1336-83 herskede Ghoridernes dynasti i Afghanistan, indtil Timur Lenk førte sine hære over Hindukoh og gjorde ende på landets uafhængighed. I over 100 år beherskedes nu Afghanistan af mongolske fyrster. Den mægtigste af dem havde sæde i Herat, som blomstrede stærkt op og blev et centrum for orientalsk åndsliv.
1504 erobredes Kabul af Babur, som, fordreven fra sit rige i Ferghana, havde fundet hjælp hos mongolerne. Han genoptog kampen med Indien, og efter at han (1526) havde vundet det store slag ved Paniput, rykkede han ind i Delhi og grundlagde stormogulernes berømte rige. Babur skaffede ro i landet og genindførte islam i den sunnitiske form. Derved bragtes Afghanistan i modsætning til det shiitiske Persien, og i de to næste århundrede blev Afghanistan et stridens æble mellem perserne og stormogulerne.
Perserne og stormogulerne
1540 erobrede perserne Afghanistan, men måtte atter forlade landet. Dog først under Abbas 2. (i midten af 17. århundrede) lykkedes det stormogulerne at befæste deres herredømme over Kandahar. I begyndelsen af 18. århundrede står atter den største del af Afghanistan under persisk herredømme, da Ghilzai'erne under høvdingen Mir Vais gjorde oprør og fordrev perserne fra Kandahar. Efter hans død førte hans søn Mahmud Ghilzai'erne over den persiske grænse, og efter slaget ved Gulnabad trængte han frem til Isfahan (1722). Kort efter faldt denne by, og Ghilzai'erne blev herrer over hele Persien. Deres herredømme varede dog kun kort. 1725 døde Mahmud, og 1731 mistede hans efterfølger livet i kampen mod Nadir Shah, som havde rejst perserne mod afghanerne. Perserne blev nu herrer over Afghanistan. Nadir Shah forstod imidlertid at vinde afghanerne. Mange af dem blev optaget i hans hær, som han snart efter førte mod Indien, hvor Delhi erobredes 1739. Da Nadir Shah (1747) var blevet myrdet, valgte afghanerne Achmed Kan af Durani-stammen til deres emir.
Englænderne
Achmed Kan grundlagde Duraniernes dynasti. Han herskede med dygtighed og erobrede Chorasan, det nuværende afghanske Turkestan, Beludshistan og Pandshab. Efter hans død (1773) varede det imidlertid ikke længe, før der opstod stridigheder mellem stammerne, og en tid var landet delt i to stater. 1838 blev Shujah-Shah, en af Achmed Kans efterkommere, fordrevet af ministeren Fatih Kans sønner og påkaldte Englands hjælp. Engelske tropper besatte Kabul, Kandahar og Ghasni og indsatte ham i hans rettigheder, men da han var forhadt på grund af sin grusomhed, kunne han ikke holde sig uden engelsk hjælp. Den engelske general, Macnaghten, syntes heller ikke at være sin post voksen. Han trak de fleste tropper bort fra Kabul, hvoraf fulgte, at alle englændere i byen myrdedes (2. november 1841), og den svage, engelske hær trængtes op i bjergene, hvor fjendens angreb, sult og kulde gjorde det af med den.
For at hævne dette nederlag besatte englænderne atter (1842) Kabul, men de trak sig snart igen tilbage, og Dost Muhammed, en af Fatih Kans sønner, besteg uden hindring tronen, som han beklædte til sin død (1863), og efterfulgtes af sin søn, Shir Ali. Dennes første regeringshandling var at tilkendegive den indiske regering, at han agtede at opretholde det venlige forhold, som under hans fars regering havde bestået mellem Afghanistan og det indiske rige. Men da samtidig to af Shir Ali's brødre, Afzul og Azim, var i færd med at gøre oprør, besluttede vicekongen, Lord Elgin sig til at afvente nærmere underretning, inden han anerkendte Shir Ali. Først efter at Afzul var død, og Azim slået, besøgte Shir Ali vicekongen og blev anerkendt som retmæssig emir. Ængstelig for russerne, som stadig gjorde erobringer i Turan, og hos hvem Afzul's søn, Abdur Rhaman Kan, opholdt sig, søgte Shir Ali at få tilvejebragt en alliance med England, men kunne kun opnå vage forsikringer om støtte. Shir Ali blev efter sin hjemkomst mere og mere mistænksom over for alle.
Af frygt for oprør lod han sin bror Aslam og sin brorsøn Ismail myrde og sin søn Jakub Kan fængsle. Imidlertid havde russerne besat Khiva, og Shir Ali henvendte sig nu til England, men fik kun tomme løfter. Han bestemte nu at slutte sig til Rusland, men så blev englænderne bange, og da Shir Ali nu afslog deres tilbud om subsidier og forbund, rykkede de engelske tropper (1877) ind i Afghanistan Shir Ali flygtede til Turan, hvor han to år efter døde.
Han efterfulgtes af Jakub Kan, som sluttede en fred med englænderne (1879), ifølge hvilken Afghanistan skulle stå under britisk protektorat. En engelsk troppeafdeling skulle have garnison i Kabul, nogle grænsedistrikter blev afstået, og de stammer, som beherskede de vigtigste pas, stilledes under engelsk tilsyn. Til gengæld fik emiren en årlig understøttelse på 120.000 £. Samme år myrdede dog afghanerne den engelske agent i Kabul, og krigen brød atter ud. Hele Afghanistan blev erobret af englænderne, og Jakub Kan blev ført som fange til Indien. Afghanerne rejste sig dog under anførsel af Abdur-Rhaman, som var ilet hjem fra Turan, og englænderne besluttede sig da til at anerkende ham som emir. Imidlertid havde Ejub Kan, en bror til Jakub Kan, guvernør i Herat, gjort krav på tronen og rejst sig mod Abdur-Rhaman. Han blev dog slået af general Roberts og måtte trække sig tilbage til Herat, hvorpå de engelske tropper forlod Afghanistan. Ejub Kan blev dog snart efter fuldstændig slået af Abdur-Rhaman og flygtede til Persien.
Abdur-Rhaman havde en vanskelig stilling mellem England og Rusland. Han var faktisk vasal af det indiske rige, fra hvilket han modtog subsidier, men fra hvilket han dog ingen virkelig støtte fik over for Rusland. 1885 angreb den russiske general Komarof afghanerne og bemægtigede sig et landområde nordvest for Herat. 1889 besatte russerne landskaberne Roshan, Shugnan, Gharan og Vachan ved Afghanistans nordøstlige grænse, på hvilke landstrækninger de gjorde fordring, idet de ansås for tidligere at have hørt til det af russerne erobrede Kanat Kokan.
Ved en traktat mellem England og Rusland (1895) tilkendtes den største del af disse landskaber Rusland. Kun en smal landstrimmel skulle forblive afghansk. Denne landstrimmel begrænsedes mod nord af søen Sor Kul, dennes afløb til floden Pändsh og selve Pändsh, mod syd af Hindukohs Kam, og skulle danne et neutralt bælte mellem Ruslands og det indiske riges besiddelser. Også mod øst blev Afghanistan mindre. Omkring 1890 havde de indre forhold i Afghanistan forbedret sig, og man hørte kun sjældent om oprør, hvorfor emiren begyndte at henvende sin opmærksomhed på det hidtil uafhængige Kafiristan.
1891 afsendtes en hær for at erobre den lille stat Asmar i Kafiristan. Dette gav anledning til forhandlinger med England. Ved traktater af 1893, 1895 og 1896 reguleredes grænserne således, at Afghanistan beholdt Kafiristan, mens de afghanske grænseområder Vaziri, Davar, Ghageh og Sirkai Tilerai indlemmedes i Indien. Efter traktaten af 1893 modtog emiren en betydelig årlig subvention fra England, og efter Ruslands krig med Japan kom Afghanistan helt ind under den britiske interessesfære. Kun Englands og Ruslands ulyst til at grænse umiddelbart op til hinanden i Asien bevarede endnu landets uafhængighed. 1901 døde Abdur-Rhaman og efterfulgtes af Habib-Ullah.