Australiens opdagelseshistorie
Malajerne har tidlig haft kendskab til nordkysten af Australien. Den første europæer, der vides at være landet i Australien, er portugiseren Godinho d'Eredia, som 1601 besøgte Cap Van Diemen på nordkysten, men som følge af handelsrivaliteten mellem de søfarende nationer blev opdagelsen holdt hemmelig og blev først kendt flere århundreder senere. 1605 forlod hollænderen Willem Jansz Java for at undersøge Ny Guinea. Han kom imidlertid ind i Carpentaria-bugten, hvis østside han undersøgte. 1606 sejlede spanieren Luiz Vazde Torres gennem strædet mellem Ny Guinea og Australien, men også denne opdagelse holdtes hemmelig, og Ny Guinea antoges at være landfast med Australien, indtil Torres' dagbog 1762 fandtes i arkivet i Manila.
I de følgende år kom hollandske skibe flere gange til Australiens vestkyst på rejsen fra Kap til Java således besøgte Dirk Haartog, 1616, kysten mellem 23° og 26° sydlig bredde, hvilken han efter sit skib kaldte Eendrachts Land. 1618 landede Haewich Claész ved omtrent 21° sydlig bredde. Endelig besøgte Houtman og Jacob d'Edel halvøen Edel-Land under cirka 27° sydlig bredde.
Da mange skibe strandede ved vestkysten af Australien, besluttede regeringen i Batavia at foretage en nøjere undersøgelse af kysten. I denne hensigt rejste Jan Carstensz (1623) fra Batavia langs sydkysten af Ny Guinea, tværs over Torres-strædet som han antog for en dyb bugt, langs østkysten af Carpentaria-bugten, til Staatenrivier (Gilbert River). På tilbagerejsen opdagede han Arnhem Land.
Nordkysten besøgtes nogle år senere (1636) af Pieter Pieterz. Sydvestspidsen af Australien var allerede 1622 opdaget af den ukendte fører af skibet Leeuwin, mens Pieteir Nuyts (1627) nåede kysten af Sydaustralien. Omkring 1640 var således kysten fra Torres-strædet til Bass-strædet i sine hovedtræk kendt, kun østkysten var endnu fuldstændig ukendt.
Alle disse opdagere blev imidlertid langt overgåede af Abel Tasman, som efter befaling af den af de nederlandsk-indiske kolonier så højt fortjente statholder Anton van Diemen 1642 afsejlede fra Batavia til Mauritius for fra denne ø at sejle mod øst og omsejle Australien. Allerede 24. november 1642 fandt han et højt bjergland, som han kaldte Van Diemens Land, men som senere er kommet til at bære hans eget navn. Uden at undersøge, om Tasmanien var landfast med Australien, rejste han videre mod øst og landede 13. december på New Zealand, som han kaldte Staaten Land, derefter opdagede han Tonga-øerne, Fidschi-øerne og Bismarcks-øerne gik derefter nord om Ny Guinea og landede 15. juni 1643 i Batavia. Det vigtigste resultat af Tasmans rejse var at modbevise hypotesen om et stort sydligt fastland, som fra høje sydlige bredder skulle strække sig over Australien, men endnu var det ukendt, at Ny Guinea og Tasmanien ikke var landfaste med Australien. Disse spørgsmål løstes heller ikke ved Tasmans anden rejse (1644), på hvilken han undersøgte kysterne af Carpentaria-bugten og kysten af det vest for Arnhem Land liggende Tasman Land.
De følgende 120 år var en død tid for opdagelserne. 1696 besøgte Vlaming mundingen af Swan River. 1699 landede Dampier i Sharks Bay. De store fremskridt skete først ved James Cooks rejser. Denne store opdager udsendtes 1768 fra London for på den sydlige halvkugle at iagttage den Venus-passage, som foregik dette år. Efter at være landet på Tahiti og efter at have løst sin opgave, sejlede han mod vest og landede 19. april 1770 på østkysten af Australien i en bugt ved det nuværende Sidney. På grund af den rige vegetation kaldte han bugten Botany Bay. Videre mod nord opdagede han Port Jackson og Moreton Bay, omsejlede Cape York, gennemsejlede Torres-strædet og konstaterede, at Ny Guinea ikke hænger sammen med Australien. Overalt, hvor Cook landede, tog han landet i besiddelse for den engelske krone. Tilbage stod nu kun at undersøge den sydøstlige kyst af Australien.
1772 besøgtes Tasmanien af franskmanden Marion, 1773 af hans landsmand Fourneaux, 1777 af Cook på dennes tredje rejse. 1787 grundlagde englænderne en koloni af eventyrere og straffefanger ved Botany Bay. 1789 besejlede englænderne Bligh og Henry Cox på ny Tasmaniens kyster uden dog at finde Bass-strædet. 1791 foretog Vancouver en nøjere undersøgelse af kysten fra Cape Chatham til Point Hood. 1792-93 opholdt d'Entrecasteaux sig på Tasmanien. 1798 sejlede Bass ind i det efter ham opkaldte stræde til sydspidsen af Australien, hvorfra han imidlertid mod øst vendte tilbage til Port Jackson. Først på deres rejse fra oktober 1798 til januar 1799 omsejlede Bass og Flinders Tasmanien og fastslog denne ø's adskillelse fra Australien.
1800 kortlagde Grant kysten mellem Cape Nelson og 140° østlig længde. 1801 opdagede Murray bugten Port Phillip, hvor senere Melbourne blev anlagt. 1802 fortsatte Baudin Grants undersøgelse længere mod vest og fandt Encounter Bay og Kangaroo Island, mens Flinders begyndte ved Australiens sydvestspids, Cape Leeuwin, og derfra gik mod øst og sejlede ind i Spencer-Bugten til dennes bund. Hermed var sydkysten i alt væsentlig kendt. Den minimalt kendte kyst mod nordvest undersøgtes 1817-21 af Phillip Parker King fra Nordvestkap mod øst. Han besejlede endelig nordøstkysten inden for det store voldrev, og endelig foretoges nøjere undersøgelser af syd- og sydøstkysten (1837-42) af Wickham og Stokes.
Mens kystomridset af Australien i de første år af 19. århundrede blev nogenlunde fastslået, var det indre af landet fuldstændig ukendt. Fra kolonien Sidney, som var blevet anlagt kort efter kolonien ved Botany Bay, havde man undersøgt Hawkesbury-flodens løb, men var standset ved de Blå Bjerge. Først 1813 overskredes disse af Wentworth og Lawson, som på den anden side af bjergene fandt frugtbart græsland og to floder, der kaldtes Lachlan og Macquarie efter guvernøren Lachlan Macquarie. 1817 forfulgte Oxley og Evans disse to floders løb, indtil de hver udbredte sig til store sumpstrækninger. Under store besværligheder oversteg de atter bjergene og ankom, 1818, til Sidney igen. Vanskeligheden ved bjergenes overskridning og beretningerne om indlandets øde natur indstillede undersøgelserne nogle år. 1823 begav Cuningham sig mod nord til sletterne ved Liverpool Range. 1827 undersøgte han egnen om det nuværende Brisbane. Samtidig undersøgte Hume, Hilton og Howell indlandet sydvest for Sidney, opdagede floden Murrumbidgee og gik over Warragong-bjergene til Port Phillip ved Bass-strædet. Kolonialregeringen havde imidlertid besluttet sig til at lade løbet af de floder udforske, som var set løbe mod det indre af landet. 1828-30 begav Charles Sturt sig af sted og opdagede Darling- og Murray-floderne, hvilken sidste han fulgte til dens udløb. 1831-35 foretog Thomas Mitchell nøjere undersøgelser af disse floders løb. 1836 gik han mod syd til det nuværende Victoria. På tilbagevejen fandt han allerede dalen ved Murrumbidgee taget i besiddelse af kolonister og befolket af kvæghjorder. Endelig 1845 foretog Mitchell endnu en rejse til udforskning af Darlings nordlige kildefloders løb. Imidlertid var kolonien Sydaustralien blevet grundlagt, og herfra begyndtes opdagelsesrejser.
1839 rejste Edward John Eyre til nordspidsen af Spencer-bugten og derfra ind i landet, hvor han opdagede Torrens-søen og Flinders' Range, og vendte derpå mod øst til Murray-flodens udløb. Samme år gik han mod vest til Eyre-halvøen. 1840 drog han atter fra Adelaide for langs sydkysten at nå til Vestaustralien. Han fandt Torrens-søen helt tør. Under de største vanskeligheder nåede han endelig til Albany i Vestaustralien. 1843 drog Fromes fra Adelaide og undersøgte landet øst for Flinders' Range.
Også fra den 1829 grundlagte koloni i Vestaustralien foretoges opdagelsesrejser. 1830 undersøgte Dale Swan Rivers løb og trængte 160 kilometer ind i indlandet. Samme år gik Bannister over land fra Perth til Albanes. Hvad man fandt i indlandet, var ikke oplivende; tørre flodlejer, saltsumpe og scrub. Desuagtet fortsattes forsøgene på at trænge ind i landet 1836 af Boe, 1842 af Londor og Lefroy, 1848 atter af Boe, 1861 af Harper, Clarkson og Dempster. Også i den nordlige del af Vestaustralien foretoges undersøgelsesrejser. 1837 forsøgte Sir George Grey og Lushington forgæves at trænge ind i Tasman Land, 1839 opdagede de Gascogne River og vandrede herfra til lands til Perth. 1846 drog August Gregory til Jackson Mountains; 1847 undersøgte han landet mellem Swan River og Arrowsmith River, 1848 egnen om Murchison River, 1852 egnen om Sharks Bay. 1854 opdagede Robert Austin Austin-søen.
I det nordøstlige Australien var tyskeren Ludwig Leichhardt virksom. 1844 foretog han sin første rejse fra Moreton Bay. Han fulgte Condamine Rivers løb, gik over bjergene og nåede til Carpentaria-bugten. 1846 besluttede han at gennemrejse Australien fra øst til vest, brød op fra Newcastle i New South Wales, men måtte snart opgive rejsen af mangel på levnedsmidler. Næste år brød han atter op, men forsvandt, uden at man hørte noget om ham. En del ekspeditioner til at lede efter ham bidrog til videre udforskning af det nordøstlige Australien. Blandt senere foretagender i disse egne må nævnes nordmanden Lumholtz' rejse i det nordøstlige Queensland (1880-84).
Samtidig med, at randlandskaberne i hovedtrækkene blev kendte, begyndte de store opdagelsesrejser i det ørkenagtige indland. 1844 brød Stuart op fra Adelaide i spidsen for en stor ekspedition. Han undersøgte Stanley Range og Grey Range, vest for Darling River, trængte mod nordvest og opdagede Cooper Creek. Flere forskere undersøgte i de følgende år egnen mellem de store saltsøer og kysten. I disse år var brødrene Frank og August Gregory virksomme i det nordvestlige Australien. 1855 brød de op fra Arnhem Land og drog syd for Carpentaria-bugten mod øst til Queensland, hvor de (1856) ankom til Moreton Bay. 1858 drog August Gregory fra Queensland, undersøgte Barcoo Rivers og Cooper Creeks løb og drog derfra til Adelaide. 1857-58 foretog Frank Gregory rejser i det nordlige Vestaustralien. 1861 fulgte han Fortescue River i Vestaustralien næsten til dens kilde og vendte derpå tilbage langs Ashburton River.
1858 var en komité af velhavere trådt sammen i Melbourne for at gennemføre en rejse gennem Australien fra syd til nord, og til at lede denne valgtes Robert O'Hara Burke. I Menindie ved Darling River efterlod han sin ledsager Wright med et depot af levnedsmidler, ved Cooper Creek efterlodes ledsageren Brahe. Mens disse foretog undersøgelser i det indre, gik Burke med tre ledsagere mod nord og nåede Carpentaria-bugten, hvorefter han vendte tilbage ad samme vej. Da han nåede Brahes station, havde denne imidlertid forladt den, og Burke besluttede da at gå til Sydaustralien. Han døde imidlertid af sult på vejen. Efter Wrights og Brahes ankomst til Melbourne udsendtes en ekspedition under Howill, som fandt en af Burkes ledsagere i live. Burkes rejse foretoges øst for de egentlige ørkenegne. For kendskabet til disse har John MacDonall Stuarts rejser været grundlæggende. 1859 drog han fra Eyre-søen mod sydvest til Stuart Range og opdagede på tilbagevejen Gairdner-søen. 1860 brød han atter op fra Eyre-søen, drog mod nordvest, og opdagede MacDonall Range og drog derfra mod nord for at nå nordkysten. Dette måtte dog opgives på grund af landets øde natur. Efter to mislykkede forsøg måtte han ved 19° sydlig bredde vende om. 1861 gentoges forsøget, men mislykkedes atter, først 1862 nåede Stuart at gennemrejse landet til nordkysten ved Chambers Golf. I de følgende år lykkedes det Duncan MacIntyre to gange (1864 og 1866) at gennemrejse fastlandet, begge gange dog ad ret kendte strækninger. Disse rejser gennem fastlandet foranledigede regeringen til (1870-72) at anlægge en telegraflinje langs den strækning, der var blevet kendt. Langs telegraflinjen oprettedes stationer, som blev støttepunkter for videnskabelige ekspeditioner.
1872 trængte Giles 400 kilometer mod vest fra telegraflinjen og opdagede Amadeus-søen. Gosse trængte det følgende år langt ind i ørkenen. Giles nåede 1873-74 over Musgrave Range mod vest til 125° østlig længde, og 1873 lykkedes det Warburton fra stationen Alice Springs at nå ud til Grey River ved Vestaustraliens kyst. 1874 lykkedes det brødrene Alexander og John Forrest at trænge fra vestkysten frem til telegraflinjen. 1875 rejste Giles atter til vestkysten ad en rute sydligere end brødrene Forrest, og næste år vendte han tilbage til Alice Springs ad en nordligere vej.
1875 rejste Tietkens og Young fra Sydaustralien til egnen ved Amadeus-søen. 1879 undersøgte Winneke og Barclay egnen nordøst for Alice Springs. Hyrder og kolonister begyndte allerede at trænge ind mod det indre, og artesiske brønde boredes til vanding af fårene. 1883-1886 drog en hjord på 1.000 får fra New South Wales til Kimberley-distriktet i det nordlige Vestaustralien. 1886 drog en fårehyrde med heste og hjord langs den australske bugt til Vestaustralien. 1879 foretog Alexander Forrest atter en rejse, denne gang til Fitzroy-floden i Kimberley-distriktet, hvor han fandt frugtbart land, derpå drog han til Victoria-floden og videre gennem ørkenen til telegraflinjen.
Den store Victoria-ørken berejstes (1891-92) af David Lindsay. Han drog med en ekspedition fra telegraflinjen mod vest og sydvest og nåede i udmattet tilstand Esperance Bay på sydkysten. Efter forgæves forsøg på at trænge mod nord gik man mod vest og nåede jernbanestationen York øst for Perth. Trods rejsens mindre gunstige forløb var dog dens videnskabelige resultater betydelige. 1895 lykkedes det Hübbe at nå fra Musgrave Range til Coolgardie. Samme år rejste David W. Carnegie fra Coolgardie mod nord til Kimberley-distriktet. Af stor betydning var Fletchers ekspedition (1897), som udsendtes for at lede efter en 1896 forulykket ekspedition under Wells. Den udgik fra Vestkysten, overskred Gascogne River og Asburton River og trængte frem til Musgrave Range. En stor del af bjergegnene nordøst for Victoria-ørkenen kortlagdes.
1896-1897 foretog Carnegie to rejser i Great Sandy Desert. 1901 opholdt Gillen og Spencer sig i Australiens indland for at studere de indfødte. 1904-1907 har Klaatsch anstillet etnografiske undersøgelser i egnen syd for Carpentaria-bugten.