Brasiliens historie
I januar 1500 besøgte spanieren Vicente Yafiez Pinzon nordkysten af Brasilien og mundingen af Amazon-floden. Marts samme år afsejlede portugiseren Pedro Alvarez Cabral fra Lissabon for at gå til Indien. Han holdt en vestlig kurs for at undgå Kalmerne ved Guinea-Kysten og for om muligt at opdage land, som man efter fugletræk formodede lå mod vest. I april landede Gabral i staten Bahia, hvor nu byen Santa Cruz ligger, tog landet i besiddelse for Portugal og kaldte det Uha da Vera Gruz. Ved hans hjemkomst ændredes navnet til Terra da Santa Gruz, men allerede 10 år efter anvendtes officielt navnet Brazil efter pernambuk-træet, som man havde fundet i landet, og som forveksledes med det under navnet Brazil fra Asien importerede farvetræ.
I de følgende år udsendtes flere ekspeditioner til undersøgelse af landet. I en af disse deltog Amerigo Vespucci, som grundlagde et fort ved Cabo Frio og gjorde en rejse 300 km ind i landet. 1502 opdagedes; en stor bugt, som antoges for mundingen af en betydelig flod. Der grundlagdes et fort og bugten blev kaldt Rio de Janeiro.
1503 opdagede Fernando de Noronha de øer, som bærer hans navn. 1505 var man nået til Plata-flodens munding. Den ny koloni benyttedes som, deportationssted for forbrydere, der sammen med eventyrere blev de første kolonister og snart indgik ægteskabelige forbindelser med indianerkvinder, hvilket i høj grad lettede kolonisationen. 1532 inddeltes kysten i 12 capitanias, der overdroges som arvelige len til portugisiske adelsmænd med forpligtelse til at fremme kolonisationen.
1540 besejlede spanieren Orellana, som kom fra Peru, hele Amazon-floden. I de følgende år grundlagdes ny kolonier men da lensbesidderne havde ret til at gøre indianerne til slaver og derfor anstillede jagter på disse, udbrød blodige stridigheder, som i høj grad hæmmede udviklingen, For at bøde herpå stilledes Brasilien 1549 under en kgl. generalguvernør med residens i Bahia. Samtidig begyndte indførslen af negerslaver.
Med den første generalguvernør Thomé de Souza fulgte de første jesuiter, der som missionærer blandt indianerne ydede et mægtigt bidrag til at hæve disse og i det hele til den fredelige kolonisation. En af jesuiterne grundlagde 1554 Sao Paulo, som blev hovedstad i et capitania. I det sunde højland dannedes snart en betydelig hvid, med noget indiansk blod blandet befolkning, de driftige og energiske paulistas, som snart kom til at spille en stor rolle som foregangsmænd ved kolonisationen i det Indre.
I midten af 16. århundrede begyndte franskmændene at sætte sig fast i nærheden af Rio Janeiro. 1555 grundlagde Nicolas Durand de Villegaignon, understøttet af de mod portugiserne fjendtlig sindede indianere, et fort. Først 1567 lykkedes det den portugisiske generalguvernør Mem de Sá at fordrive franskmændene. Under krigen med hollænderne erobrede disse, 1624, Bahia, som de dog allerede næste år måtte forlade. 1630 erobrede de derimod Olinda og Pernambuco. Sidstnævnte by blomstrede hurtig op og blev hovedstad i en hollandsk koloni, som strakte sig fra Rio Real til Maranhåo. 1654 kom dog atter hele landet i Portugals besiddelse.
I 17. og 18. århundrede trængte kolonisationen frem i landets indre. Paulisterne var foregangsmændene. De gennemstrejfede landet indtil Perus grænser for at søge guldminer og for at fange indianere, som de førte til kysten for at sælge dem som slaver til sukkerplantagerne. De grundede kolonier dels mod syd i Rio Grande do Sul, dels i det indre i Matto Grosso, Minas Geraes og Goyaz. Der måtte snart komme strid mellem paulisterne, der fangede eller udryddede indianerne, og jesuiterne, der for at hæve deres kultur samlede dem i kolonier (missiones) og oplærte dem til agerbrug.
1630 måtte jesuiterne på grund af paulisternes angreb forlade deres kolonier ved Paranas mellemste løb og øst for Rio Uruguay og forlægge dem til de nuværende missiones i Argentina. Også mod nord i Maranháo og Pará bredte der sig en bevægelse mod jesuiterne, og da disse i de følgende års grænsestridigheder med Spanien tog åbenlyst parti mod Portugal og søgte at danne en selvstændig indianerstat under deres ledelse i det indre af Sydamerika, forviste Pombal (1759) jesuiterne. Året i forvejen var indianerslaveriet blevet forbudt, men dermed var forfølgelserne mod dem ikke ophørt. 1743 var Porto Alegre blevet grundlagt og 1747 Rio Grande do Sul.
1680 grundlagdes kolonien Sacramento i det nuværende Uruguay. Derved blussede striden med Spanien atter op og endte først 1777 ved en traktat, ifølge hvilken Spanien beholdt Uruguay, mens Portugal anerkendtes som herre over Rio Grande do Sul og Santa Catherina. 1762 var Rio de Janeiro blevet Brasiliens hovedstad.
Mod slutningen af 18. århundrede begyndte nationalfølelsen og uafhængighedstrangen at vågne hos de dannede klasser i Brasilien. 1789 opdagedes i Villa Rica i Minas Geraes en sammensværgelse, i spidsen for hvilken der stod flere betydelige digtere af Minas-skolen, som havde grundlagt den brasilianske litteratur. Få år senere (1807) erobredes Portugal af franskmændene, og prinsregenten Joao 6. forlagde residensen til Rio Janeiro, og skønt franskmændene allerede 1808 blev fordret af englænderne, blev kongehuset i Brasilien. 1815 ophøjedes Brasilien til et kongerige, ligestillet med Portugal.
Da kongen 1816 drog til Portugal, efterlod han sin søn, Dom Pedro, som regent i Brasilien. De portugisiske cortes søgte nu atter at trykke Brasilien ned til stillingen som en afhængig koloni, men mødte her kraftig modstand hos brasilianerne. Nationalfølelsen i Brasilien fandt støtte hos Dom Pedro, og da folkestemningen ikke længere ville tillade et unionsforhold med Portugal, lod han sig, 1822, udråbe til kejser af Brasilien.
Pedro 1. var kun kejser til 1831, da han nedlagde regeringen til fordel for sin seksårige søn, Pedro 2., som stilledes under formynderskab af José Bonifacio d'Andrade. Grunden hertil var folkets utilfredshed, navnlig over forløbet af stridighederne angående Uruguay. Allerede 1816 var Uruguay blevet besat af Brasilien og 1821 indlemmet i Brasilien som den cisplatinske provins, men efter et af Argentina støttet oprør sluttedes ved Englands mægling en fred, hvorved både Brasilien og Argentina opgav deres krav på Uruguay, som herefter blev en selvstændig republik. Formynderskabet for Pedro 2. varede til 1840. Denne kejsers regering var fredelig og rig på fremskridt for landet.
En enkelt krig førtes med Paraguay (1865-72), hvor præsident Lopez' egenmægtige optræden foranledigede Brasilien, Argentina og Uruguay til at slutte en alliance, men hvor dog Brasilien udførte næsten alle krigsforetagenderne. Ved freden fik Brasilien en lille landudvidelse, men krigen havde mægtig bidraget til at styrke nationalitetsfølelsen.
Indadtil fremmedes erhvervene, og indvandringen tog til. Den vigtigste begivenhed var dog ordningen af slavespørgsmålet. 1818 udgjorde negerslaverne halvdelen af Brasiliens befolkning. Efter 1845 var imidlertid England begyndt at forfølge alle skibe, som medførte slaver fra Afrika. Selv skibe, som blev opbragt på brasiliansk søterritorium, fik deres sag behandlet ved engelske domstole. Brasilianerne følte sig herved sårede i deres nationalstolthed, og de forsøg, der allerede var gjort for at standse slave-indførslen, sygnede hen. Denne steg stadig og beløb sig til sidst til 50-60.000 årlig. 1850 forbød Brasilien al indførsel af slaver og håndhævede loven så kraftigt, at indsmugling af slaver kan regnes for at være fuldstændig ophørt omkring 1856. Det næste skridt var loven, af 1872, hvorefter alle børn af slavinder, fødte efter dette år, skulle være fri.
1884 ophævedes slaveriet fuldstændig i provinserne Amazonas og Ceará, og næste år frigaves alle slaver over 60 år i de andre provinser. Ganske vist skete dette ikke uden modstand fra de store godsejeres side, særlig i provinserne Rio de Janeiro og Minas Geraes, men desuagtet vedtog begge kamre, 1888, næsten enstemmig, øjeblikkelig at frigive alle slaver uden erstatning til deres ejere. Man anslår, at der endnu var 600.000-700.000 slaver i Brasilien. Denne sociale omvæltning havde ingen skadelige følger for landet, da den var sket gradvis. Slaverne blev i reglen som fri arbejdere på godserne. Siden slaveriets ophævelse har der dog stadig fundet en udvandring af negre sted fra højlandet mod de hede kystegne. Talrigst er negrene i staterne Rio de Janeiro, Espirito Santo og Bahia.
Halvandet år efter udbrød et oprør, som endte med, at den almindelig agtede kejser afsattes og landsforvistes, og republikken indførtes. Det begyndte med et militæroprør mod ministeriet, men udviklede sig i få timer til en revolution mod kejserdømmet, og føreren for oppositionens landtropper, Deodoro Fonseca, udråbtes til provisorisk præsident. Dom Pedro forlod sit land uden at ville gøre noget forsøg på ved borgerkrig at hævde sin trone. Den dybere årsag til revolutionen lå ikke i misfornøjelse med kejseren, men i, at hans svigersøn og tronarving, Greven af Eu, var meget upopulær på grund af sine klerikale sympatier.
Ved det første præsidentvalg, 1891, valgtes Fonseca, men allerede i slutningen af året blev han tvunget til at abdicere. Hans uheldige finanspolitik og hans anmassende optræden, som resulterede i proklamation af diktatur, fremkaldte oprør af marinen, hvis anfører, Custodio do Mello, truede med at bombardere hovedstaden, Fonseca nedlagde da regeringen og afløstes af vicepræsidenten Floriano Teixoto. Hans regering blev ikke rolig. I sydstaterne udbrød oprør, og flåden belejrede atter Rio de Janeiro.
1894 valgtes advokaten Prudente de Moraes til præsident. Han søgte at indføre ordnede forhold efter militærrevolterne, sorn nu havde varet flere år. Et oprørsforsøg, udgået fra militærakademiet i Rio de Janeiro, undertryktes 1895, og regeringen tog fat på at afhjælpe finansnøden og gøre ende på korruptionen i embedsstanden. Et oprør i Bahia, anstiftet af en religiøs fanatiker, Antonio Maciel, dæmpedes 1897. Samme år rettedes et attentat mod præsidenten, hvorved krigsministeren, Bittencourt, dræbtes. Den næste præsident, Gampos Salles (1898-1902), bragte ligevægt i budgettet, og status forbedredes stadig, så at man 1901 kunne begynde afbetalinger på statsgælden. En grænsestridighed med Frankrig om Oyapoc-distriktet ved grænsen af fr. Guayana bilagdes ved schweizisk voldgift og faldt ud til fordel for Brasilien.
Den følgende præsident, Rodrigues Alves (1902-06), fortsatte sparsommelighedspolitikken, og statens kredit blev stadig bedre. En grænsestrid med Bolivia om Acre-distriktet endte med, at Brasilien overtog dette distrikt mod at betale Bolivia en erstatningssum. 1909 ansøgte beboerne i distriktet om at blive optagne som stat i Brasilien, men endnu styres det som territorium. En strid med England om grænsen mellem Brasilien og British Guayana ordnedes ved voldgift af den italienske konge. Den stærkt protektionistiske toldpolitik gav sig udslag i Taubaté-overenskomsten, hvorefter regeringen skulle afkøbe kaffeproducenterne deres høst til en minimumspris. 1906 afholdtes i Rio de Janeiro en panamerikansk kongres.
Alves afløstes af Affonso Moreira Penna (1906-10). Under hans regering afsagdes voldgiftskendelser angående Perus fordringer på Acre-territoriet (1907) og angående grænsen mod Colombia (1909). Han efterfulgtes af Hermes da Fonseca (1910-15).