Danmarks historie
Under vikingetiden fra det 9. århundrede til det 11. århundrede var Danmark en stormagt baseret på Jylland, Sjælland og den nu sydlige del af Sverige. I den første del af det 11. århundrede forenede kong Knud 2. den Store Danmark og England for en periode på næsten 30 år.
Vikingernes hærgen bragte Danmark i kontakt med kristendommen. og i det 12. århundrede øgede kongen og kirken deres magt betydeligt. Mod slutningen af det 13. århundrede var kongen svækket, og adelen gennemtvang en lovgivning, som ses som Danmarks første grundlov. Selvom kampen mellem kongen og adelen fortsatte ind i det 14. århundrede, lykkedes det dronning Margrethe 1, at forene Danmark, Norge, Sverige, Finland, Færøerne, Island og Grønland under det danske kongedømme i Kalmarunionen. Sverige og Finland forlod unionen i 1520, Norge i 1814, Island i 1918 under en »union« med den danske konge, for endelig i 1944 at blive helt uafhængig.
Reformationen blev gennemført i Danmark i 1536. De danske provinser i det nuværende sydlige Sverige blev tabt i 1658, og Norge blev overført fra den danske krone til den svenske i 1814, som en konsekvens af Danmarks alliance med Napoleon.
Den danske liberale bevægelse fik vind i sejlene i 1830'erne, og i 1849 blev Danmark et konstitutionelt monarki.
Efter krigen mod Preussen og Østrig i 1864, blev Danmark tvunget til at overgive Schlesvig-Holstein til Preussen og indføre en neutralitetspolitik.
Mod slutningen af det 19. århundrede indførte Danmark væsentlige sociale og arbejdsmæssige reformer, som lagde grundlaget for den nuværende velfærdsstat.
Danmark forblev neutral under 1. verdenskrig. På trods af en neutralitetserklæring ved starten af 2. verdenskrig, blev Danmark invaderet af tyske styrker den 9. april 1940. Landet var besat indtil allierede styrker befriede landet den 5. maj 1945. Danmark blev herefter medlem af FN, og var blandt de første lande som blev en del af NATO.
Fra 1990-2007 Uddybende artikel: Danmarks historie 1990-2007
Med jerntæppets fald i 1989, Tysklands genforening i 1990 og Sovjetunionens opløsning i de følgende år blev der skabt helt nye vilkår for dansk udenrigspolitik, der blev langt mere aktiv: Støtte til de baltiske lande, udvidelsen af NATO, øget integration i EU og militær deltagelse i aktioner på Balkan, i Afghanistan og Irak. I flere bølger fik landet en stærk tilstrømning af udlændinge, der kom hertil dels som flygtninge og dels som indvandrere. I begyndelsen blev det betragtet som et rent praktisk problem at huse og integrere disse mennesker fra fremmede kulturer, men efterhånden viste det sig, at indvandringen skabte visse problemer. Diskussionen om hvilken politisk linje man skulle lægge i indvandrerspørgsmålet prægede især folketingsvalget 2001, men er stadig et varmt, aktuelt debattema i dansk politik.