Finlands historie
Den oprindelige finske folkestamme boede for årtusinder tilbage i det nuværende Øst- og Mellem-Rusland. Fra den udgik to grene: den ugriske og den finske. Fra den første udgik magyarer, voguler og ostjaker, fra den anden votjaker, syrjæner, tscheremisser, mordviner og de egentlige finner.
Disse gik mod vest og nedsatte sig omkring Ladoga, Den Finske Bugt og Dvina. Først kom de her, efter låneordene at dømme, i forbindelse med lithauer (udtryk for hyrde, harve, stuehus, bro), senere med germaner (udtryk for klædningsstykker, våben, mere udviklede samfundsformer).
I disse egne blev de i mange århundreder; men i hvert fald i 5. århundrede begyndte de at vandre vestpå. Kurlændere, liflændere, ester slog sig ned syd for Den Finske Bugt, mens tavasterne gik over havet og tog i besiddelse sydvest- og vest-Finland, og karelerne udbredte sig nord for Ladoga og derfra syd på.
Ved indvandringen, der endte cirka 800 e.Kr., blev den oprindelige befolkning, som sikkert bestod af lapper, måske også mod vest af en germansk stamme, enten trængt nordpå, muligvis også over havet til Sverige, eller indsmeltet i det indvandrede folk.
Ved den tid var kulturen allerede ret høj: Landbrug var en vigtig næringsvej; byg var det almindeligste korn, men rug, havre, hvede kendtes; roer ligeledes. Koen og fåret var husdyr. Fiskeri og jagt var vigtige næringsveje, og man kunne lave mange forskellige fangstredskaber. Disse tillige med kunstfærdige våben og smykker viser industriens, især smedekunstens, høje standpunkt. Religionen var en dyrkelse af de afdøde og af naturkræfterne, som lidt efter lidt tog menneskelig skikkelse (haltija).
Gudstjenesten gik ud på besværgelse af fjendtlige magter og offerhandlinger, som blev forrettede ude i en lund eller på en høj af troldmændene, der kendte tingenes udspring.
Kalevalas brogede gude- og helteskare er fra en senere tid og mere af poetisk end religiøs natur. Samfundet opstod på hjemmets grund. Manden var ubetinget hersker.
I tidligste tid blev hustruen røvet, senere købt, men også dette var gået af brug mod slutningen af den hedenske tid.
Slægtfamilierne dannede byer som blev styrede af den ældste; de havde fælles skov, korn- og græsmarker.
Større samfund var: Sogn, herred, landskab. Der blev holdt fælles ting i hver af disse 3 kredse, og på tinget havde hver familiefader sæde og stemme. Man samledes på »Tinghøjen« for at drøfte fælles anliggender og beslutte om krig og fred. Som lov gjaldt gammel vedtægt.
Efter indvandringen blev forbindelsen øst på afbrudt. Kun var der en tid en handelsforbindelse med araberne over Stor-Bulgarien ved Mellem-Volga og over Perm ved Dvina; Novgorod var hovedmarkedet. Efter år 1000 gik handelen vestpå.
Det var svenskere og især tyskere (saksa = handelsmand, tysk -), der fra den kant bragte varer: Sæd, stoffer, perler, smykker, sølvpenge til landets kyster og fik i bytte pelsværk, fisk, fugle. Svenskerne gjorde røver- og vikingetogt, som af finnerne besvaredes med plyndringer på Sveriges kyster. Ligeledes lå finnerne i idelige kampe med deres østlige naboer.
Riget Novgorod var efter Ruriks tid blevet det mægtigste, og især efter at Kijev blev hovedstad, tog det slaviske element i folket magten over det finske.
Efter kristendommens indførelse i Sverige gjorde svenskerne tre korstog til Finland: 1154 under Erik den Hellige, hvorved Åbo grundlagdes, og biskop Henrik, senere Finlands skytshelgen, blev tilbage i landet for at befæste den ny tro og den usikre besiddelse; 1249 af Birger Jarl, som underkuede tavasterne og grundlagde Tavastehus; 1293 af Torkel Knutson, som byggede Viborg Slot til værn mod russerne og de med dem forbundne karelere.
Mens Sverige og den romersk-katolske kirke søgte at erobre Finland, gjorde russerne forsøg på at indføre den græsk-katolske lære og få landet i deres magt. 1178 og 1198 trængte de frem lige til Åbo, som de brændte.
1240 slog Alex. Nevsky ved Neva den finske hær, som blev ført af biskop Thomas. Efter mange krigstogter fra begge sider blev freden endelig sluttet i Nöteborg 1323, og grænsen fastsattes for første gang mellem det svenske og det russiske rige; den blev draget fra Systerbäck over Vuoksen og Sääminki til Den Botniske Bugt.