Huset Valois 1328-1589
Frankrigs glimrende middelalderlige udvikling, der syntes uden tilbagegang at skulle gå over til en ny moderne udvikling, standsedes pludselig i 14. århundrede. Endnu skulle der komme en lang og vanskelig brydningstid mellem gamle og nye magter. De gamle herskere, adel og gejstlighed, var endnu ikke svækkede nok til uden modstand at opgive deres magt, borgerne var halvvejs gåede ind i lensstaten, de måtte skabe nye former for deres liv, før de kunne bære udviklingen, og kongedømmet var endnu ikke stærkere, end at dets magt afhang af den mands evner, der bar kronen. Derfor kunne en dårlig kongeslægt og de ydre ulykker, kampen med England bragte, for lang tid standse fremgangen.
Filip 6. Valois (1328-50) besteg tronen efter den mandlige arvefølge, der nu flere gange var hævdet. Han var Filip 3.s sønnesøn, fætter til de tre sidste konger. Enkelte mente vel, at Edvard 3. af England, søn af Filip 4.s datter Isabella, var nærmere berettiget, men dette stred mod sædvaneretten, og Edvard selv hyldede Filip som Guiennes lensherre. Denne ny kongeslægt følte sig som adelsmænd og forstod ikke borgernes betydning, og dens første uheldige gerning blev at yde Flanderns greve hjælp mod de flamske byer.
1328 sejrede Filip vel over byerne ved Cassel, men 1336 rejste de sig atter under Artevelde, jog greven bort og tilbød Edvard 3. at hylde ham, hvis han ville tage titel af Frankrigs konge. Edvard, hvis land stod i nøje handelssamkvem med flamlænderne, og som selv forstyrredes af franskmændene i Skotland, åbnede da krigen 1337.
1340 vandt englænderne søsejren ved Sluys, 1346 landede Edvard selv i Normandiet, og i slaget ved Crecy led den overlegne franske hær et stort nederlag. Fodfolket, engelske og flamske bueskytter, triumferede her over ridderhæren. 1347 faldt derpå Calais. Krigen standsedes nu ved den sorte død, men denne bragte end større ulykker, og Filips slette finansstyrelse ødelagde alt. 1343 måtte han pålægge den forhadte saltskat la gabelle. Domænen forøgedes endnu under ham med Dauphiné og Montpellier 1349 og 50. HanssSøn, den ødsle Johan den Gode (1350-64) måtte 1351 indkalde stænderne for at få penge, og da englænderne genoptog angrebene 1355, måtte han atter søge stændernes hjælp. Disse vedtog nu i Paris 1355 under borgernes ledelse vel store indirekte skatter, men de fordrede selv at beholde kontrollen med disse penge. 1356 tabte Johan slaget ved Poitiers og blev selv fanget, og mens nu foragten for den atter besejrede adel nåede det højeste, tog Paris' borgere ledelsen. Dauphinen, Karl, samlede stænderne oktober 1356. Her mødte 800, hvoraf over 400 borgere, ledede af Paris' dygtige prévôt des marchands (borgmester) Étienne Marcel. De krævede, at et råd af 12 adelige, 12 borgerlige og 4 gejstlige skulle have del i regeringsmagten. De indirekte skatter ændredes til en indkomstskat. Efter en udsættelse mødtes de atter 1357. Karl måtte optage borgernes førere i sit råd, og 3. marts udstedtes la grande ordonnance. Stænderne skulle efter denne møde 2 gange årlig, og i mellemtiden skulle et stænderudvalg hjælpe kongen at regere. Stænderne skulle bevilge og opkræve skatterne, adelens fejderet afskaffes,