Capetingerne 987-1328
987 blev Hugo Capet, Hugo den Stores søn og Frankrigs mægtigste stormand, landets longe. Dette betød ikke nogen sejr for feudalstyrelsen, idet capetingerne hævdede lige så ivrig som karolingerne kongemagten. Men, skønt capetingerne havde et godt grundlag for deres magt i det store len Ile de France, vedblev kongemagten at være svag. Hugo Capet måtte kæmpe med stormændene, som karolingerne havde gjort det. Det lykkedes ham dog at få sin søn udpeget til efterfølger, en fremgangsmåde, kongerne siden fulgte. Robert (996-1031) var kirkens lydige tjener og viste kun ringe kraft. Under ham fandt store jødeforfølgelser sted i 1010. 1016 erhvervede han hertugdømmet Burgund. Hans søn Henrik 1. (1031-60) var endnu lydigere mod kirken og endnu uvirksommere. Han gav Burgund til sin bror Robert, hvis slægt herskede her til 1361. Under Filip 1. (1060-1108) udfoldede franske stormænd en overordentlig virksomhed. Vilhelm Erobreren af Normandiet betvang England 1066, andre normanner fuldførte erobringen af Syditalien, en ætling af den burgundiske familie grundlagde Portugal (1109), og endelig var det væsentlig franske stormænd, der satte det første korstog i scene (1096-99).
Derfor var også de nye kristne riger i Asien væsentlig franske, og i Frankrig hørte den mægtigste gejstlige ridderorden, Tempelherrerne, hjemme. Under alt dette sad Frankrigs konge hjemme i sit hertugdømme og stredes med de nærmeste vasaller. Under hans søn Ludvig 6. (1108-37) begyndte kongemagten at gå frem. Mens capetingerne som karolingerne for adelen kun var de alt for fordringsfulde lensherrer, var de ligesom deres forgængere for gejstlige, borgere og bønder til en vis grad de absolutte fyrster fra romerrigets tid. Og allerede de første capetinger begyndte på deres domæne at skabe sig en pålidelig embedsstand, idet de rundt om ansatte små adelsmænd som baillis og prévots; og vel solgte man ofte disse stillinger, men man vågede altid omhyggelig over, at de ikke blev arvelige.
Men mest af alt fandtes der et udgangspunkt for en ny kongemagt i den trang til ro og orden, som under adelsmændenes stadige kampe skabtes hos folkets store mængde. Netop mod dette rettede Ludvig 6. og hans dygtige rådgiver abbed Suger deres opmærksomhed. Til Tréve de Dieu søgte de at føje Tréve du roi, hvorefter ingen fornærmet måtte begynde hævnkampen før 40 dage efter fornærmelsen. Endelig støttede de, om end svagt, byernes forsøg på at gøre sig uafhængige af adelsmænd og bisper, idet kongen bekræftede en del af de bylove og frihedsbreve, charter, som borgerne gav sig selv. Dog modsatte Ludvig sig ivrig lignende forsøg på hans egen domæne. Hans kamp mod Henrik 1., Normandiets hertug og Englands konge, førte til nederlaget ved Brenneville 1119, men dette blev uden følger, da Henrik ikke godt kunde give sine egne vasaller et alt for dårligt eksempel. Ludvig 7. (1137-80) fortsatte i farens spor.
Under ham øgedes faren fra England. Henrik 1.s datter havde 1127 ægtet greven af Anjou, nu ægtede deres søn Henrik af Plantagenet Ludvig 7.s forskudte dronning Eteonore af Guienne. 1154 forenede han således: England, Normandiet, Anjou, Maine, Touraine, Guienne. Gascogne og Poitou, hvortil siden ved hans søns ægteskab føjedes Bretagne. Men Ludvig følte sig dog stærk nok til at gå på korstog 1147-49, mens han lod Suger styre hjemme.
Under hans søn Filip August (1180-1223) kom kongemagtens store opsving. Han samlede regelmæssig kronens vasaller til råd eller dom i cour du roi, og ved siden af dem fremtrådte nu legisterne, de borgerlige jurister. I Frankrig fandtes ved denne tid en dobbelt ret; mod nord gjaldt uskrevne coutumes i lensstatens ånd, mod syd den gamle romerret. Nu søgte legisterne at få orden herpå, således at romerretten overalt skødes frem. De begyndte at opskrive coutumes, rigslovgivningen genoptoges, og overalt stræbte de at øge kongemagten, der passede så godt til romerretten. Derfor indskrænkedes kirkens domsret, og det hævdedes, at kongen ikke kunne være nogen andens lensmand. Men vigtigst af alt blev domænens udvidelser.
1183 erobredes Amiens, Vermandois og Valois, 1191 arvedes Artois, og efter deltagelsen i det 3. Korstog 1190—91 begyndte angrebene på Normandiet. Efter Rikard Løvehjertes død 1199 lykkedes disse. Johan uden Land, der havde ladet en brorsøn dræbe, stævnedes for kongens domstol og fradømtes, da han ikke mødte, alle sine franske besiddelser, hvorpå Anjou, Maine, Touraine, noget af Poitou, Normandiet og Bretagne erobredes og med undtagelse af Bretagne indlemmedes i domænen. Siden besejredes Johan og hans allierede kejser Otto 4. og greven af Flandern ved Bouvines 1214; Johan beholdt nu kun Guienne og Saintonge. Så stærk følte Filip sig, at han fandt det overflødigt at lade sin søn udnævne til efterfølger. Arveretten var nu ubestridt. Et forsøg på at sende den franske kronprins Ludvig til England for at blive konge mislykkedes derimod, da Johan døde 1216, og englænderne derpå samledes om hans Søn.
Filip havde med tilfredshed set franske adelsmænd på det 4. Korstog grunde det latinske kejserdømme i Konstantinopel (1204—61), men større gavn havde han af korstogene mod albigenserne. Sydfrankrigs vasalfyrster havde hidtil kun bekymret sig lidt om kongerne. I de rige egne ved Middelhavet opblomstrede tidlig en ny bykultur, og blandt de oplyste borgere begyndte samtidig kirke fjendske bevægelser, snart med krav om kirkereformer, snart rent fritænkerske. Stærkest blev Albigenserbevægelsen henimod 1200. Mod den rejste Innocens 3. Nordfrankrigs lige så troende som byttelystne Adel. Filip så roligt til, men da det viste sig, at adelsmændene nok kunne erobre Sydfrankrig men ikke beherske det, blev det hans søn Ludvig 8. (1223-26), der fik fordelen. Han blev herre over det meste af Sydfrankrig, men lod Raimund 7. beholde selve Toulouse. Under ham vandtes desuden fra englænderne resten af Poitou og Aunis med mere.
I Ludvig 9.s (1226—70) mindreårighed styrede fra 1226—36 hans mor Blanca af Kastilien med megen dygtighed. Både da og senere mislykkedes opsætsige adelsmænds og englændernes angreb. Ludvig sejrede over de sidste ved Taillebourg 1242, men overlod dem dog ved aftaler 1258 Guienne, Saintonge og Gascogne som len. Slægtens magt udvidedes ved, at hans bror Karl ved ægteskab erhvervede Provence 1246, og at hans anden bror Alfons arvede Toulouse 1249.
Ludvig nærede intet ønske om at bryde adelens magt, men ikke désmindre blev hans kongetid ved den personlige anseelse, han vandt, og den måde, hvorpå han brugte sin magt, en stor fremgangstid for kongevælden. Det kongelige embedsstyre udvidedes til det inddragne Sydfrankrig, hvor der indsattes sénéchaux og bails svarende til de nordlige domæners baillis og prévots. Tréve du roi hævdedes kraftig, dueiltens anvendelse i retssager forbødes, fra enhver domstol i landet (Bretagne alene undtagen) kunne nu appelleres til kongen, og ved legisternes fortolkninger skabtes stedse flere cas royaux, hvori de kongelige domstole alene dømte. Den kongelige overdomstol var cour du roi, der nu kaldtes Parlamentet, og hvor legisternes indflydelse stadig steg.
Den samling coutumes, der går under navnet Etablissements de Saint-Louis, er dog med urette tillagt ham. Den kongelige mønt blev nu gyldig overalt i landet. Byernes frigørelse fra adelen begunstigedes, men samtidig søgte man at drage dem ind under kronen. For kirken bøjede Ludvig sig med ærbødighed, men han modsatte sig bestemt ethvert krav, der gik kongemagten for nær. Den pragmatiske sanktion, der er tillagt ham, tilhører dog vistnok det 15. århundrede. Ludvig gjorde et mislykket korstog til Ægypten (1248-54) og siden et til Tunis, hvor han døde af pest 1270. Hans søn Filip 3. (1270-85) inddrog 1271: Valois, Poitou, Toulouse, Auvergne, Provence, Venaissin og Avignon, der så nær som Valois havde tilhørt hans onkel Alfons. Venaissin og det halve Avignon skænkede han paven.
Filip 4. (1285-1314) satte sig bevidst kongevældens forøgelse som mål, og fulgte det uden at påvirkes af adelstraditioner eller religiøse anskuelser. Han vandt ved giftermål Champagne, og i hans tid trådte Lyon og andre dele af det opløste arelatiske kongerige ind i Frankrig. Domænen, der 987 havde været cirka 45.000 kvadratkilometer, var nu steget til cirka 170.000, selv bortset fra forbigående - erhvervelser. Filip kæmpede med vekslende held mod flamlændere og englændere; 1302 led hans ridderhær et stort nederlag ved Courtrai over for de flamske borgere, og om end Filip hævdede sin ære ved sejren ved Mons-en-Puelle 1304, bevarede flamlænderne deres uafhængighed. Under ham deltes cour du roi i Parlamentet, conseil du roi, og chambre des comptes (for finanssager). Han fratog mange vasaller møntretten og vandt selv indtægter ved at slå dårlig mønt. Han gav adelsbreve til borgerlige, lod adelsmænd frikøbe sig for krigstjeneste og hvervede tropper for pengene, og endelig begyndte han at kræve told ved grænserne. Vigtigst blev det dog, at han 1302, dels for at få penge, dels for at vinde støtte mod paven, indkaldte rigets 3 stænder til en fælles forsamling i Paris, mens man før kun af og til havde haft nogle provinsionalforsamlinger. Kampen med paven gjaldt især hans ret til at kræve skat af gejstlige. Paven, hvis sejr over det universelle kejserdømme syntes fuldstændig, nægtede ham tilladelse dertil, Filips legister svarede, at kongemagten stammede fra gud, ikke fra paven, og i denne kamp med den første ny nationalstat bukkede middelalderens store universalmagt under.
Bonifacius 8. ydmygedes dybt, og derpå lykkedes det Filip at få ærkebispen af Bordeaux valgt til pave som Clemens 5., hvorpå denne 1308 tog ophold i Avignon. I 70 år var paven her afhængig af de franske konger. Tempelherreordenen, der vakte Filips uvilje ved dens stærke organisation og hans begærlighed ved de store rigdomme, tilintetgjorde han. 1312 måtte Clemens på konciliet i Vienne hæve ordenen. 1314 brændtes dens stormester Jakob de Molay, godserne tilfaldt johannitterne, det meste af de rørlige ejendomme i Frankrig Filip.
Filips hårde styrelse og hans elendige finansledelse skabte i hans sidste år adskillig misfornøjelse. Under hans søn Ludvig 10. (1314-16) erklærede en ordonnance 1315 friheden for enhver franskmands naturlige ret, og de få rester af trældom forsvandt nu hurtigt. 1316 valgtes Ludvigs bror i stedet for hans datter, en fremgangsmåde der stemmede med den saliske lov, men først langt senere forsvaredes med denne. Filip 5. (1316-22) genoptog farens politik, men støttede sig særlig til borgerne. Under ham begyndte et slags selvstyre i landsognene, hvor man selv valgte sig sognefogder. Også han efterlod sig kun døtre og fulgtes af broren Karl 4. (1322-28), der fortsatte i samme spor.
De 2-300 år, korstogstiden spænder over, blev middelalderens storhedstid. Alle dens Kræfter, alle dens idealer nåede da deres højeste. Og intet sted nåede de så højt som i Frankrig; fransk gejstlighed, franske forfattere, franske kunstnere og fransk adel gav hver på sit område tonen an for Europa. Og samtidig skabtes ved kongemagtens sikre udvikling det faste grundlag, der gjorde det muligt, at Frankrig blev Europas første moderne stat, det første land, hvor den nationale enhed gennemførtes.
Den middelalderlige udvikling båres i første række af adelen. Langsomt var der af de rige jordejeres tilfældig afgrænsede kreds dannet en fast afgrænset stand, der levede af og for krigen, det eneste verdslige hverv, der da var en fribåren mand værdigt; i ridderskabets love skabtes det bånd, der knyttede dem sammen. Deres idealer var æres- og troskabsfølelsen; kvinder og faderløse, alle svage og undertrykte skulle de værne. Men disse undertrykte så de aldrig uden for deres egen kreds; for den underklasse, af hvis arbejde de levede, for hvilken deres evige kampe var den stadige ulykke, var deres følelse sløvet. Deres kultur var begrænset til en snæver kreds, fængsledes derfor altid inden for snævre synsgrænser, men i al sin ensidighed havde den dog sin storhed, og den skabte traditioner og idealer, der har levet århundreder efter deres blomstringstid.
Denne adel skabte selv sin litteratur. Sydfrankrigs troubadourdigtning tæller blandt sine største tidens fornemste mænd (Guillaume, greve af Poitiers cirka 1100, Bernard de Ventâdour cirka 1150, Bertrand de Born 1200). Nordfrankrigs rige ridderdigtning skyldtes mest mindre mægtige adelsmænd (Chrétien de Troyee cirka 1200). Også de første virkelig franske historieværker skreves af adelsmænd (ViHehardouin og Robert de Clan om det 4. korstog, Joinville om togtet til Ægypten). I korstogene nåede denne adel sin største udvikling, men med dem begyndte også dens opløsning. Der skabtes ved dem en større åndelig synsvidde, end den krigerske godsejerstand magtede; de økonomiske bevægelser, de fremkaldte, drog de samfundsklasser frem, der skulle blive dens afløsere, og endelig kostede kampene i Asien så mange adelsmænd livet, at det mærkedes hjemme. Samtidig med at korstogene sluttede med nederlag, begyndte da også cirka 1300 den franske adels tilbagegang.
Side om side med adelen stod gejstligheden, hvis øvre lag toges af adelen, mens de lavere hentedes fra borgernes kreds. Allerede ved sin stærke organisation dannede den en magt, og stor var også dens åndelige indflydelse på befolkningen. Under de usikre vilkår i dette liv vendte alle sig med ærefrygt til dem, der lærte dem om det andet liv. Troen på helgener og på djævle, storslåede religiøse fester og grænseløs overtro, alt bærer det sammen med korstog og pilegrimsfarter vidnesbyrd om, hvor usædvanlig dybt religionen da greb ind i folkets liv.
Efter kirkens svaghedstid i 9.-10. århundrede var det fra Cluny, den reformbevægelse udgik, der bredte sig til hele kristenheden og fremkaldte korstogene. Og samtidig indtog den franske kirke en selvstændig stilling over for paven, hævdede tidlig den gallikanske kirkes særstilling. Den store Investiturstrid, der fandt sted i næsten alle de andre lande, mærkedes kun lidt i Frankrig; kirken og kongen virkede her i forståelse, kun i klostrene fandtes nogen tilbøjelighed til at drage pavemagten frem, og pavernes forsøg på indblanding blev et stort nederlag. Inden for den franske kirke levede kirkens største forfattere, her blomstrede skolastikken stærkest, og ved Paris-universitetet (grundlagt i 12. århundrede ved sammenslutning af lærere og elever, udrustet med store privilegier af kongen 1215) mødtes selv de store forfattere, hvis hjem ikke var Frankrig. Til kirken knyttede sig endelig i Frankrig gotikken, middelalderens ejendommelige kunst.
Også for kirken var korstogene det største resultat, men også for den blev deres følger til skade. Handelsopsvinget skabte et nyt af jordens forhold optaget byliv, der svækkede de religiøse interesser, tanker, hentede fra Østen, gav stødet til reform- og fritænkerbevægelser som valdensernes og albigensernes, og nederlaget i de troendes kamp mod de vantro måtte nødvendig skade den kirke, der havde ført an. Derfor begyndte også for gejstligheden cirka 1300 en tilbagegangens tid. Byerne hævede sig i disse århundreder fra en meget ringe stilling til stor magt. Allerede før korstogene begyndte byerne at få magt i Sydfrankrig og Flandern under handel med Italien og England, og under korstogene voksede de op med rivende fart, båret frem ved den rige adgang til at udvikle byerhvervene, denne store bevægelse gav.
I Sydfrankrig begyndte byerne cirka 1100 at frigøre sig for herremænds og bispers overherredømme. Lidt selvstændighed og nogle minder fra romertiden synes de her altid at have bevaret. Vist er det, at frigørelsen oftest skete let og fredelig, og at adelsmændene her ofte på romersk vis boede inde i byerne og da forenede sig med borgerne mod de store lensmænd.
Den nye forfatning søgte også tilknytning i romerske forhold. Øverst kom valgte konsuler, ved deres side 1-2 råd, et mindre og et større, og i vigtige anliggender samledes alle familieoverhoveder til en folkeforsamling (parlamentum). Valgmåden var meget forskellig, konsulatet var undertiden forbeholdt de rige, og. hvor der var adelsmænd, besatte disse en vis del af pladserne. Disse byer valgte således selv deres embedsmænd, havde domsret over deres borgere og ret til krig, ganske som adelsmændene. I 13. århundrede begyndte imidlertid indre stridigheder, der åbnede vejen for kongelig indblanding, og albigenserttogterne ramte disse byer hårdt.
Også Nordfrankrigs byer begyndte deres frigørelse cirka 1100. Her boede kun borgere i byerne, og i hårde kampe måtte de, forenede i besvorne fredsforeninger (communes jurées), tiltvinge sig et frihedsbrev (charte) af lensherren, som de så søgte bekræftet af kongen. Forfatningen var her mindre sindrig end i syden. Det styrende byråd dannedes af valgte échevins (juraii), hvis formand kaldtes maire, og også her afgjordes de vigtigste sager af folkeforsamlinger. 13. århundrede bragte de vante stridigheder mellem store og små og gav derved kongerne indflydelse.
Ved den østlige grænse hørte en del franske byer til Det Tyske Kejserrige. Deres frigørelse skete lidt senere, men blev fuldstændigere, og selvstændigheden bevaredes længere.
I det midterste Frankrig på de kongelige domæner vandt byerne kun den borgerlige, ikke den politiske frihed. Også her fik de charter, hvis mønster blev la charte de Larris, givet af Ludvig XXX, Via disse charter fastsattes visse afgifter, embedsmændene blev oftest ved at være kongevalgte; i større sager dømte kongelige, i mindre sager borgerlige dommere. Personlig frihed garanteredes, og afgifterne var nøje begrænsede. Noget lignende gik det i Normandiet og andre engelske besiddelser, men friheden var dog her noget større, da både de engelske og franske konger søgte at vinde disse byer.
Alt dette lå nogenlunde inden for lensstatens rammer. Byernes indre forhold var vidt forskellig fra forholdene i et adeligt len, men udadtil, over for konge og adelsmænd, var byerne stillede som disse. Først da der skabtes en rigsborgerstand, en samfølelse mellem landets byer, kom det politisk set afgørende nye. Dette skete ved kongernes virksomhed. Da byernes finanser under indre strid kom i forvirring, greb de ind; de forbød dem at hæve skatter og stifte lån på egen hånd og tog til sidst hele finansstyrelsen under deres kontrol. Derfor ordnedes forholdene nu i stedse flere byer efter eksemplet fra Lorris. Disse byers borgere blev bourgeois du roi og nød overalt kongens beskyttelse; de kunne kun dømmes af hans dommere, og blandt dem toges i stigende grad de kongelige embedsmænd. Da det blev fastslået, at enhver, uden hensyn til i hvilken by han boede, således kunne give sig ind under kongen, var rigsborgerstanden skabt, og et samlende bånd fik den 1302 i stænderne. Cirka 1300 var da alt i byernes forhold, der hørte middelalderen til, i tilbagegang, alt det moderne i fremgang.
Der fandtes i Frankrigs byer et blomstrende næringsliv. Udenrigshandelen førtes nordpå med England, Hanserne og Norden, sydpå med Italien og Orienten, og selve transporten af korsfarerne var her en stor indtægtskilde. Den indenlandske handel fremmedes ved den større sikkerhed, de bedre veje og toldgrænsernes aftagen; den knyttedes især til markederne. Håndværket lededes af lavene. Hvert fags mestre i en by sluttede sig sammen i et lav; dette gav regler for arbejdet og hæmmede det endnu ikke ved tvang. Hver mester havde sjælden mere end et par svende og et par lærlinge; han var ikke arbejdsherren, der ledede alt ovenfra, men tog selv del i arbejdet. Til det franske åndsliv gav borgerne alt nu store bidrag. En borgerlig digtning vendte sin hvasse kritik mod adel og gejstlighed (Roman de la Rose, Roman de Renard, talrige fabliaux), og også den dramatiske digtning toges op af borgerlige selskaber, da den standsede i kirken. I videnskaben blev borgernes store indsats det romerretsstudium, borgerlige legister skabte, og endelig knyttedes en stor del af middelalderens kunst til de rige byer, hvor prægtige rådhuse og privatboliger rejste sig.
Lavest af alle stod bønderne. De levede stadig i fæsterstillingen; de skyldte deres godsherre godsafgifter og hoveri og betalte til ham afgifterne til staten. De arbejdede på hans befæstninger og veje og betalte ham retsbøder. Oftest stod de under hans domsmyndighed, kunne af ham sættes ud af deres gårde, men derimod ikke uden hans samtykke forlade dem. I øvrigt var deres forhold meget forskellig. I lensvæsenets bedste tid blev dog deres stilling noget sikrere; brugsretten til gårdene opfattedes som en slags vasalret, arvingerne fik ret til at beholde gårdene mod en afgift. En stordrift gennemførtes ikke på storgodserne; man behøvede stadig bønder, der dyrkede hver sin gård. Opsvinget efter korstogene kom også dem til gode; nu da de fandt tilhold i byerne, måtte herremændene behandle dem bedre for at beholde dem, og i den stigende kongemagt fandt de undertiden en beskytter. I hvert fald blev forholdene fredeligere, og også agerbruget gik nu frem. Trællene, les main mortables, der siden romertiden stadig var blevne færre, forsvandt næsten helt, og 1315 proklameredes friheden som en ret. Hoveriet afløstes ofte af pengeafgifter, arvefæste blev reglen, og endelig fik bønderne en smule organisation i sognekommunerne, hvor de selv valgte deres sognefoged. Folketallet steg, og en hindring for fremgangen dannedes nu kun af de stigende statsskatter. Til middelalderligt åndsliv ydede bønderne intet bidrag; de levede i overtro og lededes ganske af præster og munke.