LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Frankrig            Verdens lande         


Frankrigs historie

Det keltiske Gallien
De lande, Frankrig nu omfatter, beboedes i stenalderen af folk, hvis æt ikke kendes. Det antages, at de indoeuropæiske kelter i 9. og 10. århundrede er indvandrede øst fra, medbringende kendskabet til bronze-og jernredskaber. Omtrent 200 år senere indvandrede atter et keltisk folk, gallerne. Disse blev herskende i midten, mellem Garonne og Seine; Nord for dem besattes landet lidt senere af keltiske og germanske stammer, der under eet kaldtes belger; syd for Garonne boede fra gammel tid det ikke-indoeuropæiske folk ibererne, og her anlagde først fønikerne, siden grækerne kolonier (Massalia, cirka 600).

Gallien dannede hverken nationalt eller politisk en enhed. De talrige små stammer samledes undertiden i større folkeforbund under en af de mægtigere stammers ledelse; men intet af disse forbund nåede megen fasthed, og der herskede en næsten stadig krigstilstand mellem stammerne. Socialt deltes befolkningen i 4 grupper: Slaverne var få og levede under de sædvanlige forhold. Almuen dyrkede jorden for adelsmændene og dannede deres krigsfølge, men de regnede sig selv for herremandens slægtninge, jorden for slægtens eje. Hver adelsmand rådede uindskrænket på sit område, og samlet havde adelen den politiske magt. Denne udøvedes gennem de ældstes råd; kun hos enkelte folk samledes den hos en vergobret, valgt for 1 år, eller i krig hos en høvding, valgt for den tid, kampen varede. Kun sjældent fandtes en folkeforsamling, og dennes magt var altid ringe; ofte hændte det derimod, at en enkelt stormand for en tid støttet til almuen vandt diktator- eller kongestilling. Præsterne (druklerne) rekrutteredes væsentlig fra adelen. Der hørte stor kundskab til at optages mellem dem, og de bekendte sig til en monoteistisk religion, der indeholdt læren om et andet liv. De havde dog beholdt menneskeofringerne, og de lod folket dyrke en række lokale guddomme. Druiderne var både folkets præster og dets dommere; deres organisation dannede et enhedsbånd for hele det keltiske Gallien, og i spidsen for den stod et valgt overhoved. De var skattefri og fri for krigstjeneste. De havde en tid været adelens medbejlere til magten, men hen imod Cæsars tid var adelen blevet herre. Dog begyndte dens magt at trues af demokratiske bevægelser, især i de ellers lidet betydelige byer. Gallerne var agerdyrkende; af industri og bjergværksdrift fandtes der kun lidt; handelen var knyttet til Middelhavsegnene, især til Massalia. Man udførte værdifulde stene og juveler samt vin, og indførte klæde og våben. Befolkningen boede i træ- og jordhytter.

Gallien under Rom
Efter at romerne havde sejret over Norditaliens galliske folk, blandede de sig snart i Galliens forhold. 154 og 125 f.Kr. hjalp de Massalia mod de omboende folk, og anden gang blev de der og anlagde Aquæ Sextiæ (122). Efter en række kampe med allobroger og arverner oprettede de Provincia Narbonensis, der omfattede 1/6 af Gallien. Massalia blev en fri stad, de nærmeste folk Roms forbundsfæller. Efter sejrene over teutoner og cimbrer 102 og 101 stod det romerske herredømme fast, og ved Cæsars togt udvidedes det (58-51 f.Kr.) til hele Gallien. Gallerne havde kæmpet tappert, til sidst endog med en vis organisation og orden, men da striden var endt, blev de hurtigt vundne for romerne ved Cæsars milde og kloge styrelse. Augustus delte Gallien i: Gallia Narbonensis, den gamle provins, Aqvitanien, fra Pyrenæerne til Loire, Gollia Lugdunensis, mellem Loire og Seine, Belgien nord derfor. Herfra udskiltes siden ved grænsen Germania superior og Germania inferior. Gallia Narbonensis stod under senatet, resten under kejseren. Under provinserne deltes Gallien atter i civitates, 60 i alt, der delvis faldt sammen med den gamle folkedeling. Romerske embedsmænd rådede, men der udvikledes dog i de 60 civitates et ikke ringe provinsielt selvstyre, og der fandtes endog for de tre kejserlige provinser en slags fællesrepræsentation, idet deres adelsmænd ved festerne i Lugdunum, der holdtes til kejserens ære, havde ret til at fremsætte ønsker og til at klage over embedsmændene.

Galliens skæbne fulgte nu Romerrigets. De tilløb til en gallisk kultur, der kan have været, forsvandt; hurtig og fuldstændig droges gallerne ind i den romerske kultur. Det latinske folkesprog blev Galliens, religionen blev romersk, druiderne forfulgtes, folkereligionens guder smeltede sammen med de romerske og dyrkedes på romersk vis, og dertil føjedes kejserdyrkelsen. Også tidsregning og fester blev romerske, og snart fik Galliens befolkning romersk borgerret. I overensstemmelse hermed omformedes de sociale forhold. Slaverne blev flere, forskellen mellem almuen og dens herrer blev større, slægtskabsfølelsen mellem dem forsvandt, og jorden blev også formelt stormændenes eje; almuen var nu deres coloni, der var stillede på noget Iignende måde som senere tiders fæstebønders. Adelen bestod dels af romere, dels, og vistnok overvejende, af galliske stormænd, De mægtigste blandt disse optoges i det romerske senat, hørte til selve kejserrigets adel, mens de andre dannede de styrende senater rundt om i de 60 ciuitates. Byer voksede frem med den stigende handel og industri, og der begyndte her at skabes en middelstand, som levede af handel og håndværk og organiserede sig i lav efter romersk skik. Gallien drog således i fuldt omfang fordel af de gunstige vilkår, det store rige frembød: Fred og sikker retsorden, et rimelig ordnet skattesystem, en fast ordnet embedsstyrelse, fri adgang til handel og let lejlighed til afsætning af landets produkter. I cirka 200 år var der derfor fart og fremgang i næringslivet såvel som i det politiske liv, der viste sig i ivrig deltagelse i den provinsielle styrelse. Også åndslivet blomstrede, og Gallien gav ikke ringe bidrag til den romerske litteratur. Tilslutningen til Rom var næsten fuldstændig; de bevægelser, bataverne under Claudius Civilis rejste under forvirringen 68-69, skyldtes mest germaner; de fleste galler var mod dem.

I 3. og 4. århundrede derimod blev Gallien en del af Romerrigets tilbagegang. Tilløbet til at skabe en middelstand standsede; byernes næringsliv sygnede hen, og stormændene, der på romersk vis havde taget ophold i byerne, vendte atter tilbage til landet, hvor deres interesser under de nu usikre forhold blev krigerske; til sidst rejste de sig befæstede borge. Herremændene og deres fæstebønder stod nu over for hinanden som to skarpt adskilte kaster. Forgæves søgte kejserne ved embedsmændenes virksomhed at skabe bedre forhold; Gallien inddeltes på ny i 17 provinser med 120 civitates, og de mange embedsmænd greb på alle områder ind i befolkningens liv; men følgen blev blot, at folket ganske vænnedes af med at tage del i dets egne anliggender; al interesse for resterne af det provinsielle selvstyre svandt. Og samtidig virkede kristendommen opløsende på den gamle kultur. Den vandt først større tilslutning i Lyon i slutningen af 2. århundrede (Irenæus), men i løbet af de følgende 100 år bredte den sig over hele Gallien. Også den fjernede ved sin lære om det evige liv interessen fra samfundslivet; den interesse, der endnu fandtes i befolkningen, knyttedes til religiøse spørgsmål; det var om præste- og bispevalg, ikke om byrådsvalg, man nu stredes; og ved sin faste organisation blev kirken den stærkeste magt i landet.

Bevægelsen bort fra kulturen hen imod barbariet fremmedes ved germanernes indfald. Fra midten af 3. århundrede hærgedes Gallien gang efter gang af disse, uden at kejserne kunne hindre det; så stor var opløsningen, at Gallien en tid var under selvstændige fyrster (261-73), og misfornøjelsen var allerede stærk nok til at få udtryk i bondeoprør (285). En tid styrkedes riget igen ved Diokletians virksomhed. Da han delte kejsermagten ud til flere, blev Gallien centret for rigets vestlige del, hvor Constantius Chlorus foreløbig herskede. Men fra 4. århundredes midte begyndte de germanske angreb igen, og stamme efter stamme satte sig nu fast uden at træffe megen modstand hos den allerede halvt barbariserede befolkning.

Merovingerne
Da Det vestromerske Rige 476 fik sin formelle afslutning, var Gallien for længst tabt. De vigtigste folk, der havde bosat sig der, var: Vestgoterne, syd for Loire og Durance. Under Vallia (415-19) havde de grundlagt deres rige med Tolosa som hovedstad; nu var det udstrakt over hele Sydfrankrig og det meste af Spanien. 451 var de med ved sejren over hunnerne på de catalauniske marker, hvor deres konge, Theoderik, faldt. Nord for i Saônedalen boede burgunderne. 437 havde Aëtius flyttet dem dertil fra egnen ved Worms; de var ligesom vestgoterne hurtig komne under påvirkning af den romerske befolkning, fra hvilken dog begge folkene skiltes derved, at de var arianere. Mindre romersk påvirkede var alamannerne, der boede mellem Rhinen og vogeserne. Mellem Loire og Seine, omkring Paris, rådede en romersk feltherre, Ægidius, og siden hans søn, Syagrius, men deres rige var ikke væsentlig forskellig fra de andre, om end her var noget mere tilbage af den romerske kulturs former.

Endelig boede mod nord, i det nuværende Belgien, frankerne, delte i forskellige stammer, af hvilke de første allerede under Julian (361-63) havde fået land i denne egn. Af disse folk var vestgoterne langt det talrigste og mægtigste, men det viste sig snart, at de, påvirkede af de fredeligere vaner derinde i riget, hvor de boede, ikke kunne stå sig for frankerne, der oppe ved grænsen havde bevaret deres krigeriske tilbøjeligheder. I første halvdel af 5. århundrede var frankerne begyndte at gå mod syd, men 448 standsede Aëtius ved Somme Chlodio, den saliske stammes fyrste. Under hans efterfølger, Mervig (448-56), deltog frankerne i kampen mod hunnerne; hans søn, Childerik, var en tid fordreven af misfornøjede franker, der gav sig ind under Ægidius, men genvandt dog magten og fulgtes 481 af Chlodovech. Denne rådede fra først af kun over den saliske stamme, der regnes at have talt 5.000 krigere; men efter sejren over Syagrius 486 ved Soissons blev han herre over egnen omkring Paris. Alvorlig modstand fandt han her kun fra bisperne, men da han 493 ægtede den katolske prinsesse Chlotilde, sluttede gejstligheden sig til ham. Alamannerne begyndte nu at gå vestpå for også at få deres del af byttet, men frankerne standsede dem 496 i Elsass. Samme år antog Chlodovech den katolske religion, efter sagnet i overensstemmelse med et løfte, han havde givet under kampen, og fra nu af var han sikker på den romanske befolknings sympati over for de arianske folk. 500 sejrede han over burgunderne, hvis konge, Chlotildes onkel, havde dræbt hendes far, men uden varig at undertvinge dem. 507 slog han derpå vestgoterne i nærheden af Poitiers; kun ved østgoternes hjælp beholdt de Septimanien, kyststrækningen fra Rhône til Pyrenæerne, mens østgoterne selv beholdt Provence, landskabet øst for Rhône og syd for Durance. I løbet af de følgende år ryddede Chlodovech derpå en del frankiske fyrster af vejen og var ved sin død (511) herre over næsten hele Gallien.

Meningerne om de germaner, der således kom ind i Gallien, og om deres betydning derinde har været delte. Mens historikerne i 18. århundrede så derpå ud fra datidens forskellige politiske anskuelser, har i 19. århundrede nationale modsætninger gjort sig gældende ved bedømmelsen. Tyskerne har hævdet, at det var de sunde germanske stammer, der skabte det ny Frankrig, franskmændene, at germanerne var et barbar folk i dekadence, der ikke førte nyt ind i Frankrig, hvis udvikling fortsattes på væsentlig romansk grund. Den franske opfattelse har dog efterhånden i noget dæmpet form vundet stigende anerkendelse.

Germanerne var, da de trængte ind i riget, i opløsningstilstand; gang efter gang var de besejrede af romerne, bestandig mere var de komne under romersk påvirkning; og til sidst bragte hunnernes angreb total forvirring blandt alle germanske folk. Under sådanne forhold kom der fart i deres vandringer mod vest og syd. Deres forfatning sprængtes under disse togter; som krigeriske bander, kun med en høvding i spidsen, trængte de frem. Det var da ikke ved et samlet angreb, de erobrede Gallien. Mange var i forvejen kommet der som hvervede soldater eller som arbejdere. Nu kom de lidt mere samlet, sjælden ligefrem som fjender, oftere ved at en stamme trådte i kejserens tjeneste, dens høvding blev romersk feltherre. Mange var de aldrig. Vestgoterne regnes til 200.000, da de gik over Donau, burgunderne til 80.000, da de kom til Saônedalen, Frankerne var endnu færre. Det betød kun lidt i det Gallien, hvis befolkning under Antoninerne regnes til 8 millioner. Når det alligevel for efterverdenen har kunnet se ud, som om den germanske indflydelse blev alt overvejende, kom dette netop af, at udviklingen allerede i forvejen gik i den barbariske retning, i hvilken deres indflydelse virkede. Bykulturen var allerede godt på vej til at afløses af landbokulturen. Ind i disse forhold passede germanerne.

Deres rigeste og tapreste mænd trådte ind ved siden af de gamle gallo-romanske herremænd; jord behøvede de ikke at tage fra dem; der var nok i de kejserlige ejendomme. En del af dem fik dog kun mindre lodder og dannede en tid en bondemiddelstand, mens der endelig også blandt coloni fandtes talrige germaner, der var kommet der tidligere. I de hensygnende byer vedblev den romerske befolkning at styre sig selv. Germanerne var i det hele aldrig nok til at sætte sig ud over hensynet: til den romerske befolkning, og de havde vel også en traditionel respekt for den og dens fjerne kejser. De optog hurtig den gamle befolknings sprog og religion, ligesom de beholdt det meste af dens politiske institutioner og meget af dens sociale forhold. Af positivt nyt bragte de kun lidt, men de fik betydning ved hurtigere at fjerne gamle former, der nu kun bestod ved vanens magt, og derved bane vejen for ny udvikling.

I Frankrig blev germanernes betydning ret forskellig i de forskellige egne. I den store halvdel af riget, syd for Seine, var germanernes tal ganske forsvindende sammenlignet med galio-romanernes, i grænsestrækningerne helt mod nord og øst trængte de samlede frem og udryddede det meste af den gamle befolkning. I midten endelig, omkring Paris, var befolkningen stærkt blandet; dog var vistnok også denne egn nærmere ved det hærbesatte sydens forhold end ved de folkebesatte grænsestrækningers.

Over dette land rådede Chlodovech og hans slægt, merovingerne, med en dobbelt ret. Over den romerske befolkning besad de kejserens magt, halvt som hans arvinger, halvt som hans embedsmænd, og fra først af udøvedes denne magt også gennem det gamle bureaukrati, men snart blev det dog så, at hver ciuitas styredes af en greve, der både førte an i krig, var dommer og lod skatterne opkræve. Over frankerne herskede derimod merovingerne som sejrrige krigshøvdinger; resterne af gammel frihed forsvandt, folkeforsamlingerne hørte op; også her dømte grever eller kongen selv i steden for de gamle folkevalgte dommere.

I løbet af cirka 200 år svandt denne forskel mellem de to folk; Francus homo og homo Romanus betegnede nu ikke længere en forskel mellem nationaliteter, men mellem fri og ufri. Styrelsen fik et mere barbarisk præg. Skatterne forsvandt næsten helt, ledingspligten udstraktes til alle. Også socialt skete en tilnærmelse, om der end bevaredes adskillig forskel mellem de romerske og germanske egne. I de første vendte efter en kortvarig spredning af storgodset udviklingen tilbage i det gamle spor. Godsherrerne vandt også over for kongerne en stærk stilling. En del fik immunitet (frihed for kongelige embedsmænds indblanding) samt domsret og skattefrihed. Små frimænd rekommenderede sig til dem, blev deres krigsfølge og lønnedes da undertiden med en gård in beneficium, i de private forhold var således her grundtrækkene af det senere lensvæsen til stede. I de germanske egne var derimod endnu bevaret en del af bondefriheden, knyttet til landsbyernes fælleseje, men også her bar udviklingen hen mod storgodserne. Til denne sociale udvikling svarede den politiske.

Ved Chlodovechs død deltes riget som en art privateje mellem hans sønner. Under dem erobredes Thüringen og Bayern (530), Burgund (524-34), Provence (536), men siden standsede indre strid udvidelserne.

Fra 567 var riget delt efter ret naturlige grænser: Austrasien (de germanske egne), Neustrien (omkring Paris) og endelig Burgund. Selve Paris regnedes for fælleseje; Aqvitanien, syd for Seine, var ofte næsten uafhængigt. Under stadige stridigheder inden for kongefamilien (Brynhilde og Fredegunde) steg stormændenes magt. 614 måtte således Chlotar 2., der 613 var blevet eneherre, love ikke at pålægge nye skatter og at vælge greverne blandt egnens stormænd; også hans domsret indskrænkedes, og gejstligheden blev fri for de verdslige domstole. Efter at Chlotars søn, Dagobert (628-38), var død, begyndte delingerne igen. Major domus, der styrede krongodset og samtidig stod som godsejernes repræsentant, samlede al magt. En af disse, Ébroin (659-81), bøjede Neustriens aristokrati til fordel for den kongemagt, han selv udøvede, men Austrasiens stormænd fandt i Arnulfingerne førere mod ham, og efter Ébroins død sejrede de under ledelse af Pipin ved Testry 687 over hans efterfølger.

Karolingerne
Pipin (687-714) lod merovingerne beholde kongetitlen, men vendte sig selv mod det aristokrati, der havde skaffet ham magten, og søgte en støtte mod det i de gamle folkeforsamlinger. Hans søn, Karl Martel (714-41), underkastede forskellige stridige grænsefolk og standsede araberne ved Poitiers 732. 741 deltes riget mellem hans sønner, Pipin den Lille og Karloman. De kuede først en række opstande og reorganiserede derpå riget på gejstlige synoder 742-45. Den mægtige gejstlighed fik her en del af det gods tilbage, som den voldsomme Karl Martel havde frataget den.

747 opgav Karloman magten, og Pipin afsatte derpå med pavens samtykke den merovingiske konge; selv valgtes han i Soissons 751 til konge og salvedes af bisperne. Efter at have hjulpet paven mod longobarderne kronedes han siden af denne til »konge og patricius« (754); longobarderne anerkendte frankernes overherredømme. 768 fulgtes han af sønnerne Karl og Karloman. Efter den sidstes død (771) flygtede hans enke til longobarderne, og da disse desuden angreb paven, erobrede Karl deres land 774. I Spanien kæmpede han siden fra 773 til 812 mod muhammedanerne og dannede her den spanske mark omkring Barcelona. 772-804 blev sachserne undertvungne og kristnede, 788 Bayern betvunget og 787-96 avarerne besejrede. Karl den Store var nu herre i det meste af Det gamle Vestromerske Rige, og i året 800 kronede paven ham i Rom som kejser. Han følte sig fra da af som den østromerske kejsers ligemand og tvang byzantinerne til at anerkende ham som sådan.

Karl den Stores rige var dog mere germansk end de første merovingers. Det var især på hans personlighed, hans magt beroede. Han opnåede, at greverne blev afsættelige og kom under opsyn af hans udsendinge, men en kraftig støtte mod aristokratiet kunne han intet sted finde. Folkets masse var optaget af agerdyrkningen, havde hverken tid til at beherske eller til at værne riget. Derfor blev de mindre frimænd fri for at møde til retterting, og deres ledingspligt blev indskrænket. Desto større betydning fik stormændene som rigets værnere, og også Karl førte det spirende lensvæsen et stykke frem ved at uddele krongods til dem. Dog fandtes endnu en vis ligevægt mellem stormands- og kongevælden. I åndslivet blev Karls tid en renæsancetid. Hidtil var i og uden for kirken dekadencen blevet fortsat; nu gjorde man pludselig en mærkelig kraftanstrengelse for at genskabe det gamle kulturliv. Skoler oprettedes, og en ikke ringe litteratur skabtes. Selv religiøst var Karls hof frisindet, hvilket fik sit udtryk i en skarp opposition mod den 787 vedtagne billeddyrkelse. I øvrigt virkede Karl ivrig for kristendommens udbredelse, og han gjorde 779 tienden, der 585 var påbudt af et koncil, til borgerlig pligt. I sine sidste år delte Karl riget mellem sine sønner, men således, at de skulle være kejserens lydige undersåtter. Da han døde, var dog af sønnerne kun Ludvig den Fromme tilbage, og han blev da kejser 814 -40. Under ham havde fra først af hans brorsøn Bernhard Italien, og allerede 817 delte Ludvig riget mellem sine sønner. Dette gav anledning til en række stridigheder, under hvilke Ludvig gang efter gang afsattes og ydmygedes på det dybeste både af sønnerne og af den gejstlighed, han så villig lystrede. Ved hans død 840 krævede hans ældste søn, Lothar, eneherredømmet. De to andre, Karl og Ludvig, gjorde da opstand og sejrede ved Fontenoy 841. 842 sluttede de i Strassburg et højtideligt forbund, og 843 måtte Lothar i Verdun gå ind på en deling af riget. Ved denne fik Karl landene vest for Schelde, Mas, Saône, og Rhône. Det blev disse lande, der dannede fremtidens Frankrig.

Karl den Skaldede (843-77) havde kun ringe magt. 870 fik han ved delingen af Lothars Land Besançon, Lyon, Vienne, og i de sidste to år bar han den kejsertitel, der endnu var et minde om rigets enhed. Hans søn, Ludvig 2., døde 879; dennes sønner, Ludvig 3. og Karloman, 882 og 884. Derpå blev Karl den Tykke af Tyskland også Frankrigs konge. Hans svaghed over for normannernes angreb på Paris 885, der tappert forsvaredes af grev Eudes, pådrog ham udbredt foragt, og 887 blev han fordrevet. Ved samme tid tabtes Lyon, Vienne og Besançon atter ved oprettelsen af De Burgundiske Riger.

887 valgtes Eudes til konge. De tilsidesatte karolinger kæmpede mod ham, og ved hans død blev Karl den Enfoldige konge (898-922). Under ham afstodes 911 Normandiet til normannerne, der her snart lærte fransk og antog den kristne religion. Efter Karl blev imidlertid Eudes' bror, Robert, konge (922-23), og han fulgtes af sin svigersøn, Rudolf (923-36). Derefter fik karolingerne atter kongemagten med Karl den Enfoldiges søn, Ludvig 4. d'Outremer (936-54), og denne og hans søn, Lothar (954-86), kæmpede tappert men forgæves mod stormændene, blandt hvilke Roberts søn, Hugo den Store, hertug af Ile de France, var betydelig mægtigere end kongen. Efter Lothar fulgte endnu Ludvig 5. (986-87), men med ham sluttede karolingernes herredømme.

I de 150 år, der nu var gåede siden Karl den Store, var lensvæsenet blevet gennemført i Frankrig. Rigsenheden var trådt helt tilbage; rigslovgivningen standsede med Karl den Enfoldige. Krongodserne var givne bort. Landet var delt mellem stormænd, der i sig forenede godsherrens og statens myndighed. Lenenes og embedernes arvelighed var faktisk gennemført før 900, om end Edit de Kiersu 877 ikke indeholdt en almindelig regel, men kun skænkede dem arveligheden, der gik med på et togt til Italien.

Storvasallerne, de mægtigste hertuger og grever, havde under sig andre vasaller, som mere lød dem end kongen. Fra den laveste herremand op til kongen fandtes en trinfølge, hvor over- og undermænd var knyttede til hinanden ved lensvæsenets gensidige pligter. Også gejstligheden var inddraget i lensvæsenet, idet bisper og klostre oftest havde deres ejendomme som len og atter havde vasaller under sig; arveligheden erstattedes her ved valg. Byerne betød kun lidt; de stod normalt i vasalforhold til en bisp eller en herremand. Nederst stod bønderne. Ved selve den tid, lensvæsenet gennemførtes, var deres kår meget dårlige; senere bedredes de noget, idet der opstod et slags kontraktforhold mellem dem og deres herremænd svarende til lensforholdet. Kongedømmet var svagt; lensmændene søgte at gøre det til et valgkongedømme, men helt lykkedes det ikke. Kongen var efter lensretten den øverste lensherre; derfor stod selv adelsmændene i et vist afhængighedsforhold til ham, og hos alle landets andre indbyggere bevarede han endnu meget af den gamle traditionelle anseelse. Bønder og borgere så i ham deres beskytter, og i gejstligheden bevaredes romerske traditioner, som stadig gjorde den til en støtte for kongemagten.

Capetingerne 987-1328
Uddybende artikel: Capetingerne

Huset Valois 1328-1589
Uddybende artikel: Huset Valois