Italiens historie fra 962 til 1250
Fra den tid af mente man, at den, der var valgt til Tysklands konge, også havde ret til Italiens krone og kejserdømmet. Forbindelsen mellem de to lande blev af stor betydning for Italiens og pavemagtens udvikling, idet den hindrede dannelsen af en stærk centralmagt på halvøen. Paven og de italienske stormænd havde ventet, at de under en fremmed hersker skulle blive mere selvstændige end under en indfødt konge; men da de mærkede, at de havde taget fejl, begyndte de at lægge planer op imod Otto. Dette førte dog kun til, at han kom igen, afsatte Johan 12. og sikrede sin magt ved at give hertugdømmerne og markgrevskaberne til pålidelige mænd og ved at bekræfte og udvide bispernes rettigheder. Under et senere ophold i Italien lod han 967 sin søn Otto (2.) krone som sin efterfølger og indledede forhandlinger om et giftermål mellem ham og den byzantinske prinsesse Theofano, hvorved han håbede at vinde Syditalien. Partiet kom også i stand 972. Året efter døde han og blev efterfulgt af Otto 2. (973-83), som i flere år ikke kom til Italien. Under hans lange fraværelse søgte bisperne i Lombardiet at fortrænge smågreverne, og Rom og Ravenna kappedes om at tilrive sig Spoleto. Da han kom derned, var det for at gøre sine krav på Syditalien gældende. Efter at han var kronet til konge i Pavia og til kejser i Rom, rykkede han mod syd og havde i begyndelsen held med sig; men ved Basantello blev han besejret af saracenerne og undslap med nød og næppe (982). Under oprustningen til et nyt togt døde han. Hans søn Otto 3. (983-1002) var ganske ung, og italienerne havde således frihed til at røre sig. Bisperne i Lombardiet fortsatte kampen mod de verdslige stormænd, og i Rom lod føreren for baronerne, Crescentius, sig udråbe til patricier og konsul og holdt pave Johan 15. (986-96) borte fra byen, til han anerkendte de nye forhold. Også grækerne i Syditalien benyttede sig af de gunstige omstændigheder til at styrke deres magt. Da Otto blev myndig, kom han til Rom og lod sig krone 996, mens Crescentius trak sig tilbage. Men snart blev romerne kede af det nye herredømme, og Crescentius vendte tilbage og forkyndte genoprettelsen af det byzantinske kejserdømme, under hvis beskyttelse han stillede sig. For anden gang kom Otto til Rom (998), lod Crescentius henrette og udnævnte sin lærer Gerbert til pave som Sylvester 2. (999-1003). Disse to var opfyldt af store drømme om at genoprette det gamle Romerrige i al dets magt og herlighed; men inden der skete noget til virkeliggørelsen heraf, døde de begge. Markgrev Arduin af Ivrea lod sig derpå i Pavia udnævne til Italiens konge; men da Ottos halvfætter, Henrik 2. (1002-24) kom derned, fik han flertallet af stormændene på sin side og blev kronet 1004. Han måtte dog drage bort igen uden at have sikret sin magt, og i de følgende år herskede almindeligt anarki i Italien. Mod nord kæmpede Arduin mod sine modstandere, og i Rom lå den yngre Crescentius i stadig fejde med greverne af Tusculum; ikke mindre end 3 paver omkom af gift i dette tidsrum. 1013 kom Henrik igen, gav bisperne endnu flere privilegier og genoptog planerne om Syditaliens erobring, men døde, inden de blev udførte. Adskillige af de verdslige stormænd tilbød nu kong Robert af Frankrig kronen, men han afslog den, og 1026 drog den nye tyske konge, Konrad 2. af Franken (1024-39), over Alperne og blev kronet i Milano. Året efter blev han kronet i Rom.
De italienske prælaters magt var blevet så stor, at mange verdslige herrer tog deres besiddelser til len af dem og flyttede ind i deres byer, hvorfra de som prælaternes capitani undertrykte småvasallerne, de såkaldte valvassorer, og navnlig modarbejdede deres stræben efter at gøre deres len arvelige. Da denne kamp antog større dimensioner, særlig mellem ærkebisp Aribert af Milano og hans valvassorer, kom Konrad til Italien og anerkendte ved en constitutio de feudis lenenes arvelighed (1037).
På samme tid foregik der en blanding af de forskellige befolkningselementer i Norditalien. De rigere borgere i byerne og omegnens adelsmænd gik op i hinanden, ved at adelsmænd fik borgerret og borgere erhvervede sig len; mod disse søgte bispernes capitani støtte hos håndværkerne og arbejderne. Bisperne selv var blevet ganske verdslige og nedværdigede deres stand ved deres levevis; de fleste af dem var valgte af de tyske kejsere, og de valgte ikke de frommeste, men dem, der var mest tro eller kunne betale den største sum penge for valget.
Herimod fremstod der en opposition, som blev til stor fare for kejserdømmet. En ny ånd var opstået i kirken, og strenge røster lød, som krævede reformer og fordømte Simoni. Disse ideer udgik især fra klosteret Cluny i Frankrig, men også i Italien havde de deres talsmænd, hvoriblandt Petrus Damiani. Den nye tyske konge, Henrik 3. (1039-56), var selv grebet af denne ånd og afsatte 3 uværdige paver, der kæmpede om magten; der på blev han kronet til kejser af en tysk pave, Clemens 2. (1046-47), han selv havde indsat, og lod sig med patriciertitelen overdrage den afgørende stemme ved fremtidige pavevalg. Han indsatte endnu to tyskfødte paver, hvoraf den sidste, Leo 9. (1049-54), fra Cluny medførte sin subdiakon Hildebrand. Henrik søgte også at udstrække sin magt over Syditalien, men havde ikke heldet med sig. Her havde nogle normanniske pilgrimme (1016?) hjulpet Salerno mod saracenerne, og da de drog bort, kom andre normanner i deres sted og grundlagde en koloni i AVersa (1029). Herfra erobrede de under anførsel af Tancred af Hautevilles sønner efterhånden hele Apulien, delte landet imellem sig og hyldede Henrik 3. som deres overherre for at give erobringen et skin af ret. Få år efter kom de i strid med pave Leo om Benevent og tog ham til fange 1053; men han fik dem til at anerkende sig som deres lensherre, og hos dem fandt paven et tilflugtssted i nødens stund. Hildebrand, der efterhånden havde gjort sig til leder af den pavelige politik, følte kejserens overherredømme som en nedværdigelse for kirken og mente, at ophævelsen af simoni og forbedring af kirketugten kun var mulig gennem uafhængighed af kejserdømmet. Denne ville han gennemføre ved at fratage kejseren retten til at besætte bispedømmerne. Efter Henriks død fik han frie hænder, da denne kun efterlod sig en umyndig søn, Henrik 4. (1056-1106), der stod under formynderskab af sin mor. Han fik pave Nikolaus 2. (1058-61) til at bestemme, at paven for fremtiden skulle vælges af de højeste gejstlige i Rom og Omegn, de såkaldte kardinaler (1059). Dette var et slag mod kejseren, men endnu mere mod den romerske adel, som også gjorde modstand, blev blev besejret ved normannernes bistand.
En halv snes år efter blev Hildebrand selv pave under navnet Gregor 7. (1073-85). Hans ord og handlinger viste straks, at han ikke alene ville gøre pavestolen uafhænig af kejserdømmet, men tragtede efter åndeligt og politisk herredømme over hele kristenheden. Allerede 1074 befalede han, at alle gejstlige skulle leve i cølibat, og fordømte simoni, og næste år forbød han verdslige at bortforlene gejstlige embeder (investituren). Hermed begyndte kampen mellem ham og den tyske konge, mod hvem loven navnlig var rettet. Gregor indstævnede Henrik 4. for et koncil i Rom for at forsvare sig mod beskyldningerne for simoni. Da denne svarede med at erklære paven for afsat (1076), greb Gregor til det yderste middel, bandlyste Henrik og løste hans undersåtter fra deres troskabsed. Dette skridt gjorde stærkt indtryk i Tyskland, og fyrsterne trådte sammen og nægtede at lyde kongen, om han ikke inden et år var løst af bandet. Henrik drog så over Alperne for at forsone paven. I Lombardiet, hvor Gregor havde mange fjender, også blandt prælaterne, samlede man sig om ham i den tro, at det gjaldt et hævntog mod paven; men Henrik drog videre til borgen Canossa, hvor denne havde søgt beskyttelse hos markgrevinde Mathilde af Toscana.
I 3 dage lod Gregor ham stå uden for borgen i bodsdragt, inden han gav ham adgang til sig og løste ham af bandet. Henrik fortrød snart sin ydmyghed og fik valgt en modpave, da Gregor støttede hans modstandere i Tyskland og lyste ham i band igen. Da han havde fået bugt med modstanden i Tyskland, drog han til Italien (1081), og den forskrækkede pave bad normannerfyrsten Robert Guiscard om hjælp, hvem han havde anerkendt som hertug og forlenet med Apulien, Kalabrien og Sicilien (1080); men denne var optaget af en krig med Byzans, så paven måtte forsvare sig ved egen hjælp. Dette gjorde han så godt, at det først 1084 lykkedes Henrik at få Rom i sin magt. Gregor holdt sig endnu i Engelsborg og blev befriet af Robert Guiscard, med hvem han fulgte til Salerno, hvor han døde 25. maj 1085. I et par år triumferede Henriks parti; men da cluniacenseren Urban 2. blev pave (1088-99), gik det tilbage for Henrik, mod hvem Urban fik hans egen søn til at gøre oprør; samtidig fejrede paven sin største triumf, idet han fik det første korstog sat i gang. Ved Urbans død fik markgrevinde Mathilde valgt Pascal 2. (1099-1118), som fortsatte kampen og støttede Henrik 5., der efter sin ældre brors død ligeledes havde rejst sig mod faren. Forbundet melle mham og paven varede dog kun, til han selv blev konge (1106-25); thi da optog han sin fars politik og drog 1110 til Italien for at hævde investiturretten. For at beholde denne gik paven, der stod alene, ind på at afstå alle de godser og rettigheder, kirken havde fået af kronen siden Karl den Store. Da dette forlig selvfølgelig ikke kunne holdes, lod Henrik paven bortføre og aftvang ham investiturretten og kejserkroningen (1111), hvorpå han som sejrherre vendte tilbage til Tyskland.
Mathildes død (1115) gav anledning til ny strid, da hun have testamenteret alle sine lande til kirken. Henrik drog igen til Italien og tog hendes arv i besiddelse (1116); men da han nærmede sig Rom, flygtede Pascal. Efter hans død opstod langvarige stridigheder, som dog endte med, at Henrik og pave Calixtus (1119-24) sluttede konkordatet i Worms 1122, hvorefter bisperne skulle vælges af kapitlet og rigsabbederne af klosterkonventet i nærværelse af kongen eller hans repræsentant; derpå fulgte forleningen ved scepteret og så den kirkelige indvielse ved ring og stav. I Italien skete den kirkelige indvielse først, men forleningen skulle følge inden et halvt år efter. Investiturstriden endte således til fordel for kirken; men i Italien blev den kun tilsyneladende, idet bisperne, der var berøvede kejserens støtte, bukkede under for byerne.
Striden om Mathildes arv endte først under kejser Lothar (1125-37) med, at han fik rådighed over lenene, men indrømmede ikke at besidde Allodierne uden som len af paven (1133).
Mens kejser og pave kæmpede om investituren, havde de italienske byer gjort mægtige fremskridt. Der opstod overalt frie kommuner, som styredes af konsuler, hvoraf hver af de 3 stænder, capitani, valvassorrer og friborgere, valgte sine. Denne ordning indførtes først i Milano, men bredte sig derfra videre. Ved siden af konsulerne opstod flere steder et råd og en folkeforsamling (parlamentum). Henrik 4. havde uden videre bekræftet disse forfatninger, endog på bispernes bekostning, for at få byernes støtte i kampen mod paven. Under Henrik 5. stod de neutrale i investiturstriden og bekymrede sig kun om deres egne stridigheder. I Norditalien gik feudalstaten således efterhånden til grunde. I Syditalien derimod opstod et feudalt monarki på ruinerne af de små hertugdommer og byer. Dette rige var stiftet af brødrene Robert og Roger, hvoraf den ene havde erobret de sidste græske besiddelser på fastlandet, og den anden havde frataget saracenerne Palermo og Catanea på Sicilien. Rogers søn Roger 2. (1127-54) forenede Napoli og Sicilien, antog kongenavn og kaldte hele staten »Sicilien«. I sine kampe mod kejseren og paven var han gennemgående heldig, og det lykkedes ham at danne en stærk stat af de meget forskellige elementer, hans rige bestod af. Han lagde alt ind under et velordnet embedsmandsvælde. Under hans kansler stod i hver provins en justitiar, i hver by en byfoged, som skulle våge over retsplejen og udøve de kongelige rettigheder. I hvert distrikt stod en baron i spidsen for adelsskabet, og alle baronerne var igen underordnede en kongelig hofmarskal, som havde overopsynet med hærvæsenet, hvortil hørte en flåde. Han holdt et glimrende hof, hvor de franske troubadourer flokkedes, byggede prægtige kirker, især i Palermo, og indførte silkeindustri. På denne tid optrådte i Rom en elev af Abailard, Arnold fra Brescia, der ville føre sin lærers ideer ud i det praktiske liv. Han tordnede mod kirkens verdslighed og foreslog at genoprette den romerske republik. Opflammede af hans tale rejste adel og folk sig mod den pavelige styrelse og overdrog magten til et senat (1142); forskellige paver kæmpede forgæves herimod, og til sidst måtte Eugen 3. (1145-53) anerkende den ny styrelse.
Mens de andre italienske byer i hovedsagen havde ens forfatninger, der holdt sig til de gamle romerske former, havde Venezia alene en forfatning af græsk oprindelse. Her var dogen den øverste øvrighedsperson og længe den mægtigste. Fra slutningen af 11. århundrede måtte han dele magten med et seksmandsråd (la Signoria); desuden oprettedes et særligt dommerkorps (la Quarantia), der i alvorlige tilfælde skulle rådspørge de fornemste borgere (i Pregadi).
Venezia forblev altid aristokratisk, og de øvrige smårepublikker var ingenlunde demokratiske, da småhåndværkerne og arbejderne var udelukkede fra deltagelse i det offentlige liv, mens derimod mange af adelsmændene i byens omegn var optaget i borgersamfundet og valgtes til høje stillinger; i sær var de ofte førere for borgervæbningen, der var delt i kompagnier.