Fra Det Vestromerske Riges undergang indtil 962.
For længst havde barbarerne ikke blot beskyttet, men også til en vis grad behersket Italien, og den omvæltning, som 476 gjorde ende på det vestromerske skinkejserdømme og lagde halvøen under Odovakar og hans germanske krigere, var kun slutningen på en lang udvikling; dog begyndte med den noget nyt, idet Italien fra nu af blev noget for sig selv. Odovakar, der havde afsat den sidste skyggekejser, Romulus Augustulus, antog ikke kejsertitelen, men lod sig af den østromerske kejser overdrage herredømmet over Italien som romersk patricier. Han uddelte en tredjedel af landets jordejendomme til sine soldater, som således blev spredt over hele halvøen; men hans rige nåede aldrig nogen fasthed, da hans tropper var få og uensartede, og han ikke fandt nogen støtte hos italienerne. Hvor svagt hans herredømme var, viste sig, da han stødte sammen med østgoterne under kong Theodorik, som 489 angreb Italien. Odovakar kæmpede tappert, men uheldig mod ham og måtte trække sig tilbage til fæstningen Ravenna, hvor han udholdt en treårig belejring og kun overgav sig på gunstige betingelser; men få dage efter dræbte Theodorik ham med egen hånd (493).
Østgoterne var et barbarisk folk med vilde sæder, og kun deres konge havde tilegnet sig en vis civilisation og erkendte betydningen af den romerske kultur, som han satte en ære i at opretholde. Han lod den romerske forfatning med dens senat, embedsstyre og skattevæsen bestå og respekterede den katolske kirke, skønt han og hans gotere var arianere.
Den største del af jordejendommene blev i hænderne på de få rigmænd, som var tilbage fra romertiden, mens resten blev uddelt til goterne, der stod som en arvelig krigerkaste, strengt afsondret fra romerne ved sprog, sæder og religion, under en egen ret og under egne embedsmænd. En dyb kløft skilte de to folk ad, go det var kun muligt for en stor ånd at holde et sådant rige sammen. Med sine germanske naboriger levede Theodorik i god forståelse, som han styrkede ved familieforbindelser.
Italien nød under ham en fred, som det ikke længe havde kendt. Under denne fremmedes agerbruget ved udtørring af sumpe og opdyrkning af øde egne. I Rom ordnedes kornforsyningen, og der holdtes atter cirkuslege. Han søgte at bevare oldtidsbygningerne og opførte selv nye, således paladset i Verona. Uagtet al denne ydre glans var riget dog svagt. Goterne kunne ikke forsone sig med romerne og forurettede dem stadig, og disse fandt sig kun ugerne i at stå under en barbar, som tilmed var arianer. De begyndte derfor at se hen til kejseren som den, fra hvem frelsen skulle komme, hvilket ophidsede Theodorik mod dem. Som offer for hans vrede faldt den berømte Boëthius. Kort efter døde Theodorik (526) og efterlod riget til sin datter Amalasunthas tiårige søn Athalarik. Hun blev hans formynder og regerede mildt; men da hun foretrak romerne og lod sin søn give en romersk opdragelse, tog goterne ham fra hende og lod ham opdrage som kriger.
Da han snart døde (534), optrådte Theodoriks nevø Theodahad med fordring på tronen. For at stille ham tilfreds ægtede Amalasuntha ham; men han lod hende fængsle og, da hun anråbte kejser Justinian om beskyttelse, dræbe (535). Denne greb straks dette som påskud til at erobre Italien og sendte Belisarius derover med en hær. Sicilien, Syditalien og Rom kom hurtig i hans magt, og østgoternes rige syntes undergangen nær, da det også truedes med angreb fra frankerne. Imidlertid tog de sig sammen, afsatte den uduelige Theodahad og valgte den dygtige Vitiges til konge. Han belejrede forgæves Belisarius i Rom, og da frankerne på samme tid faldt ind i Po-dalen, svækkedes goternes magt så meget, at Belisarius kunne rykke frem og erobre Ravenna, hvor han tog Vitiges til fange. Alt syntes tabt; men da kaldte Justinian sin feltherre tilbage, og goterne, der i Totila havde fået en glimrende fører, erobrede størstedelen af Italien tilbage. Belisarius blev igen sendt derover, men udrettede intet. Så kom Narses (549), og ham lykkedes det at fuldende erobringen. Ved Tagina i Etrurien overvandt han 552 Totila, der selv faldt, og året efter havde hans efterfølger Teja ved Vesuv den samme skæbne. Italien styredes nu som en provins af Det Østromerske Rige af en statholder, der kaldtes eksark og boede i Ravenna.
Halvøens tilstand var på denne tid højst sørgelig. Byerne var affolkede, og landet lå øde. Rom var kune en skygge af, hvad det havde været. Agerdyrkning, industri og kunst var så godt som forsvundet. En ny verdensmagt var dog ved at opstå på ruinerne af den gamle. Fra Italien udbredte den katolske kirke sin magt over verden; netop i disse skrækkelige tider blev grunden lagt til en af kirkens stærkeste støtter, idet Benedikt fra Nursia 529 rejste sit kloster på Monte Casino.
Narses styrede imidlertid Italien og nød i Justinians tid en ubegrænset tillid; men efter dennes død (565) faldt han i unåde. Hans efterfølger gjorde sig snart forhadt af italienerne, og riget stod således uenigt, da en ny fjende truede det nord fra. Det var longobarderne, der under deres konge Alboin 568 rykkede ind i Norditalien, som blev erobret i løbet af få år. Pavia blev hovedstad i det ny rige. Allerede 573 blev Alboin myrdet og efterfulgtes af sønnen Klef, som 575 havde samme skæbne. I de følgende år valgtes ingen konge, men et stort antal longobardiske hertugdømmer opstod over næsten hele Italien, således mod syd Spoleto og Benevent. Kun Ravenna, Ancona, Rom og Napoli samt Apulien og Kalabrien vedblev at stå under kejseren. Longobarderne optrådte med stor hårdhed over for de indfødte og berøvede dem deres jordejendomme. Da splittelsen virkede svækkende på dem, valgte hertugerne Klefs søn Authari til konge (584-90), der straks indlagde sig berømmelse ved at drive frankerne og grækerne tilbage, som under de opløste forhold havde angrebet riget. Han ordnede forholdet mellem longobarderne og romerne. De første fik udlagt en tredjedel af jordejendommene mod at overtage landets forsvar og udgjorde under navnet arimanni (hærmændene) rigets første stand. De fri romere kom først i anden række sammen med de halvfri longobarder (aldioner). Nederst stod landbefolkningens store mængde, de tidligere coloni, nu ufri fæstere. Den romerske byforfatning gik til grunde, og kongen udstedte i sine besiddelser de såkaldte gastalder, der blev udvalgt blandt hærførerne. Gastalden bestyrede kongens godser, påså, at afgifterne kom ind, og forestod retsplejen blandt de romerske undersåtter; under sig havde han fogder (sculdahis). Kongen var omgivet af en hird (gasindi), og hans magt var ikke ringe. Lovgivningen foregik på Garethinx, hvor han mødtes med de mere fornemme af frimændene. Efter Autharis død blev hertug Agilulf af Torino konge (590-615). Longobarderne var ligesom de fleste germanske folk arianere, hvorfor de snart kom i fjendtligt forhold til katolicismens fører, den højt begavede pave Gregor den Store (590-604). Agilulf angreb Rom; men Gregor fik ham overtalt til at slutte fred og skaffede sig gennem hans dronning Theudolinde, der var ivrig katolik, indflydelse på longobarderne, hvoraf mange allerede nu gik over til katolicismen. Hun byggede domkirken i Monza, hvor den longobardiske jernkrone gemtes, og vedblev også efter Agilulfs død at have stor indflydelse på regeringen.
Hendes datter Gundeberga, der anden gang var gift med kong Rothari (636-52), virkede i morens ånd. Rothari underkastede sig kyststrækningen ved Genova og har gjort sig navnkundig ved at samle longobardernes retsvedtægter, der 644 blev højtidelig godkendt af folket og hæren og bar navnet Edictum Rotharis. Denne lov gjaldt for alle kongens undersåtter, og efterhånden ophørte modsætningen mellem erobrerne og de besejrede. Af kongerne i det følgende tidsrum (652-712) blev mange myrdet. Den mest kendte af dem var Grimoald, hertug af Benevent (662-71), som førte heldige krige og virkede som lovgiver. Under ham sejrede katolicismen helt. På denne tid var det byzantinske Italiens tilstand ikke roligere end det longobardiskes, da de religiøse stridigheder om Kristi natur også virkede ind her. Under disse urolige forhold søgte italiens befolkning mere end nogen sinde beskyttelse hos kirken, især hos Rom mod det longobardiske kongedømme og den byzantinske despotisme. Da Leo Isaureren udstedte en lov mod billeddyrkerne, som han også ville have gennemført i Rom, gjorde pave Gregor 2. (715-31) modstand, støttet af det romerske folk, som udnævnte ham til den romerske republiks far; fra den tid af må paven betragtes som verdslig herre i Rom og nærmeste omegn. Også i de øvrige byzantinske besiddelser i Italien søgte man at gøre sig uafhængig. Indbyggerne på de venetianske øer valgte en egen hertug (Doge) 697, byerne i Pentapolis fulgte eksemplet og Ravennas indbyggere myrdede eksarken.
På samme tid blev Liutprand konge over longobarderne (713-44), og han genrejste riget indadtil og udadtil. Han føjede nye bestemmelser til Roharis lov, hvorved han nærmede den romerretten. Rom og Pentapolis søgte han at få ind under sit herredømme; men Gregor 2. havde ikke lyst til at få en herre, der var så stærk og lå så nær, og begyndte den ligevægtspolitik i Italien, som for fremtiden blev særlig pavelig. Da han ikke havde held med sig heri, idet Liutprand overvandt alle hans italienske forbundsfæller, søgte han hjælp hos frankernes herre, Karl Martel; men denne var optaget af kampen mod maurerne, og Gregor måtte så ydmyge sig for Liutprand. Hans efterfølger Gregor 3. (731-41) kom ligeledes i strid med longobarderkongen, af hvem han måtte tilkøbe sig fred; men pave Zacharias (741-52) fik Liutprand til at tilbagegive de erobringer, han havde gjort fra pavestolen, og fik efter dennes død en from kriger Ratchis valgt til longobardernes konge (745-49). Få år efter anerkendte han Pipin som frankernes konge og skaffede derved pavestolen en støtte i onde tider.
Et nyt folk griber nu ind i Italiens skæbne, nemlig frankerne. Ratchis nedlagde snart kronen og gik i kloster, og hans efterfølger Aistulf (749-56) genoptog Liutprands erobringspolitik. Ravenna og Pentapolis faldt i hans hænder, og snart var selve Rom truet. Pave Stefan 2. (3.) (752-57) søgte først, men forgæves, at få longobarderkongen bort ved gaver og bad derpå Pipin den Lille om hjælp. Der blev først forsøgt en mægling; men da Aistulf forblev ubøjelig, gik Pipin med en hær over Alperne og tvang longobarderne til at afstå Ravenna med mere til paven og anerkende frankernes overhøjed (755). Da disse var borte, angreb Aistulf atter Rom. Et nyt heldigt felttog af Pipin bevægede ham endelig (756) til at overgive de afståede stæder med tilhørende landområde til paven og til at love ikke at angribe denne. Disse landstrækninger, eksarkatet Ravenna, Pentapolis og dukatet Rom, blev grundlaget for pavens verdslige magt. Til gengæld for denne gave udnævnte paven Pipin til romersk patricier, med hvilken titel der var forbundet et slags skytsherredømme over Rom. Under Aistulfs efterfølger, Desiderius (756-74), begyndte kampen mellem longobarderne og paven på ny. For at sikre sig mod frankerne bortgiftede Desiderius sine døtre til deres konger Karl og Karloman og gav sig derpå til at erobre Pentapolis. Men Karl forskød hans datter, og da Karloman døde, måtte hans enke med sine to små sønner søge tilflugt hos sin far. Da denne drog imod Rom for at tvinge pave Hadrian 1. (772-95) til at krone Karlomans sønner, rykkede Karl paven til hjælp, omgik longobardernes stilling i Alperne og indesluttede Desiderius i Pavia. Under belejringen holdt Karl påske i Rom, hvor paven udnævnte ham til patricier, og han skal have bekræftet Pipins gavebrev. Endelig overgav Pavia sig efter næsten et års belejring; Desiderius måtte gå i kloster, og Karl kaldte sig longobardernes konge (774). Dermed var erobringen dog ikke fuldendt. Allerede næste år gjorde nogle af hertugerne oprør, men Karl drog imod dem og tvang dem til underkastelse. Til straf mistede longobarderne deres forfatning og gamle love; hertugdømmerne blev delte, og næsten overalt indsattes frankiske grever; Benevent bevarede dog for en stor del sin uafhængighed. Da der skete et nyt oprørsforsøg, overdrog Karl sin søn Pipin den longobardiske krone (781-810), og landet fik derved større selvstændighed. Over for paven gjorde Karl stadig sin overlegenhed gældende, også i rent dogmatiske spørgsmål. For at styrke sin anseelse lod han sig juledag 800 under gudstjenesten i Peterskirken af pave Leo 3. (795-816) krone til kejser.
Imidlertid begyndte hans stedfortræder på halvøen, Pipin, at udbrede sit herredømme over Syditalien og øerne, fik hertugen af Benevent til at underkaste sig, i hvert tilfælde af navn, og forjog saracenerne fra kysten af Korsika og Sardinien. Venetianerne derimod holdt sig stadig uafhængige, idet de snart støttede sig til frankerne og snart til byzantinerne. Indadtil steg prælaternes anseelse bestandig, og de overstrålede snart aldeles greverne; til kirkerne i Milano og Pavia skænkedes store rettigheder. Da Karl døde (814), og Ludvig den Fromme blev kejser, håbede Pipin søn Bernhard, der af bedstefaren var indsat til konge over Italien og kronet 813, at kunne løsrive halvøen fra kejserriget og danne et nationalt kongedømme; men Ludvig tvang ham til at nedlægge troskabsed og passede nøje på ham. Da han i Aachen 817 delte riget mellem sine sønner, gjorde Bernhard modstand mod ordningen, men blev lokket til Chalons og blindet, hvoraf han døde (818). Ludvigs ældste søn Lothar blev så herre over Italien, som han bevarede ved delingen i Verdun (843) mellem ham og hans brødre; tillige fik han kejsertitlen og grænselandene mellem Frankrig og Tyskland. Under de krige, som var gåede forud for denne afgørelse, havde Italien lidt meget, idet der var gået mange menneskeliv tabt, og det havde været nødvendigt at pålægge hårde skatter. Kampens udfald, der var en ydmygelse for kejserdømmet, gav pave Sergius 2. (844-47) mod til at undlade at søge sit valg stadfæstet af kejseren, hvad der ellers skulle ske ifølge en overenskomst af 824. På denne tid havde Italien fået en farlig fjende i saracenerne, der fra Sicilien og Bari plyndrede landet lige op til Roms mure, ja endog trængte ind i bydelen på venstre Tiber bred.
Efter Lothars død fik hans ældste søn Ludvig 2. (855-75) kejsertitlen og Italien. Han var en dygtig regent, der søgte at lindre sine undersåtters nød og fordrev saracenerne fra Bari. Imidlertid steg pavens og lensadelens magt stadig, og de pseudo-isioriske dekretaler fremkom, hvori kirkens overlegenhed over de verdslige fremhævedes. Støttet til disse optrådte pave Nikolaus 1. (858-67) med stor myndighed både over for stridige ærkebisper og fyrster, ja blandede sig endog ind i de kirkelige forhold i Konstantinopel. De høje prælater fulgte hans eksempel og stræbte efter uafhængighed; det samme gjorde hertuger og grever, ja selv de mindre baroner benyttede sig af saracenernes angreb til at bygge borge og småfæstninger, hvorfra de trodsede centralmagten. Ludvig 2. havde valgt Ludvig den Tyske til sin efterfølger; men pave Johan 8. (872-82) indkaldte Karl den Skaldede af Frankrig, der 876 modtog kejserværdigheden som en gave af paven. Næste år døde han, og Ludvig den Tyskes søn Karloman lod sig udnævne til konge af Italien, men døde allerede 880.
Saracenerne trængte på denne tid atter frem mod Rom, og paven måtte købe dem bort mod en årlig afgift. Da tyskerne søttede dennes rival, ærkebispen af Milano, søgte han at skaffe Italien en hersker fra Frankrig, men så sig på grund af et nyt angrbe af saracenerne nødt til at krone Karlomans bror Karl den Tykke (881); men da denne ikke kunne forsvare sit rige mod angreb udefra, afsatte italienerne ham (887).
Halvøen havde gennemgået store lidelser efter Karl den Stores død, men de blev endnu større under feudalvæsenet. Meget havde begunstiget dettes opkomst. De mange erobringer, det svage karolingiske herredømme og de nationale dannelser havde hver for sig bidraget dertil. I Italien bestod en mængde mere eller mindre uafhængige statsdannelser. I norditalien var markgreven af Ivrea, ærkebispen af Milano og hertugen af Friaul de mægtigste fyrster; helt uafhængig var Venezia. I Mellemitalien herskede greve af Lucca, paven og hertugen af Spoleto; her begyndte allerede Pisa og Firenze at hæve sig. I Syditalien var hertugen af Benevent og abbeden af Monte Casino de største herrer, og blandt byerne indtog Amalfi en næsten uafhængig stilling; på Sicilien samt på fastlandet i Tarent og Garigliano havde saracenerne sat sig fast. Da disse angreb landet fra syd, og ungarerne truede fra øst, valgte Lombardiets stormænd Berengar af Friaul til konge (888), og ærkebispen af Milano kronede ham; dette ville pave Stefan 5. (885-91) ikke finde sig i og fik stillet Guido af Spoleto op mod Berengar, hvorpå en ødelæggende krig udbrød. Berengar støttede sig til Tyskland, Guido til Frankrig. Denne fik overhånd, blev konge, ja endog kejser (891).
Han døde allerede 894, og 896 trængte Arnult af Kärnthen med magt ind i Rom og lod pave Formosus (891-96) krone sig til kejser; hans indgriben i Italiens forhold fik dog ingen varig betydning. I den følgende tid herskede der den største forvirring på halvøen, og feudaladelens magt steg stadig. I Rom herskede baronerne, der lå i strid indbyrdes, og rov og mord hørte til dagens orden. Pavens stilling var under disse forhold meget vanskelig, og det gik så vidt, at det i en række af år blev kvinder, der ind- og afsatte paver efter behag.
Berengar af Friaul nåede 916 at blive kejser; men hans herredømme blev ikke af varighed, da kong Rudolf af Højburgund drog imod ham og vandt over ham; året efter blev han myrdet (924). Rudolf måtte igen vige for Hugo af Provence i Nedreburgund, men fik til gengæld hans burgundiske lande, hvorved riget Arelat opstod (930). Hugos magt i Italien var kun svag, og både han (død 947) og hans søn Lothar måtte stadig kæmpe med markgrev berengar af Ivrea. Efter Lothars død (950) ville Berengar styrke sin magt ved at lade sin søn Adalbert ægte hans enke Adelheid; men hun nægtede at gå ind derpå og bad kong Otto 1. af Tyskland om hjælp. 951 drog han over Alperne og nåede uden hindring til Pavia, hvor han ægtede Adelheid og blev kronet til longobardernes konge; da han drog tilbage, efterlod han Berengar som sin lensmand. Da denne kom i strid med pave Johan 12. (956-64), drog Otto på pavens bøn anden gang over Alperne og trængte frem til Rom næsten uden modstand, da Berengars tilhængere lod ham i stikken; her modtog han 2. februar 962 kejserkronen af pavens hænder og bekræftede Pipins gavebrev til den hellige stol. Samtidig blev der fastsat bestemte regler for pavevalget, som skulle finde sted i nærværelse af kejserens udsendinge.