Delingstiden
Med Boleslaw den Skævmundedes død tog den såkaldte delingstid sin begyndelse. Betragtende riget som sin personlige ejendom skiftede Boleslaw i sit testamente Polen mellem fire af sine sønner; for at rigsenheden dog skulle bevares, bestemte han, at den ældste, Wladyslaw, der fik Lillepolen med Krakow og Schlesien, som storfyrste (wielki ksiaze) skulle udøve det såkaldte principal, hvormed fulgte retten til at repræsentere landet udadtil, at udnævne ærkebiskop og disponere over en del befæstede pladser rundt om i landet: Krakow og principatet skulle derefter tilfalde den ældste i slægten, de øvrige landsdele skulle derimod gå i arv på vanlig vis. Arrangementet gav lige fra første øjeblik anledning til bitre stridigheder. Wladyslaw forsøgte at fordrive sine brødre fra de landsdele, disse havde fået, men blev selv fordrevet af sin bror Boleslaw 4., den anden i brødreflokken. Efter dennes død 1173 overgik principalet til den tredje bror, Mieszko 3., der imidlertid, efter ved sin herskesyge at have pådraget sig stormændenes unåde, snart styrtedes af den yngste bror Kazimierz Sprawiedliwy (den Retfærdige). For at holde sig ved magten over for den fordrevne Mieszkos stadige forsøg på at tage den tilbage, søgte Kazimierz ved vidtgående indrømmelser at vinde adel og præsteskab for sig. For første gang tilkaldte han disse stænder til en rådslagning med hensyn til rigets styrelse, rigsmødet i Leszyca 1180. Her fik præsteskabet et stort frihedsbrev; til gengæld fastslog forsamlingen, at principatet derefter skulle forblive hos Kazimierz' efterkommere.
Trods det, at man endog skaffede sig pavens godkendelse af denne beslutning, blev den ikke respekteret. Kampen om principatet fortsattes som tidligere og fandt sted uafbrudt i et helt århundrede; under stadige borgerkrige gik det fra hånd til hånd mellem forskellige delingsfyrster. Den magt, principatsindehaveren rådede over, blev herved stedse mindre, og det samlende bånd, principatet skulle have udgjort, mere og mere værdiløst. Samtidig blev delingsfyrstendømmerne ved stadige arveskifter stadig talrigere: midt i 13. århundrede var Polen allerede delt i I 9 praktisk talt over for hinanden ganske fritstillede fyrstendømmer, i slutningen af samme århundrede var deres antal steget til 16. Enhver optræden udaditil som enhed blev under sådanne forhold umulig, hvad der havde yderst skæbnesvangre følger for landet. En af delingsfyrsterne, Konrad af Masovien, der længe havde iført hidsige kampe med de halvvilde hedenske preussere, nødsagedes til at ty til fremmed hjælp imod dem; 1225 indkaldte han til Kulmområdet Den Tyske Orden, hvorved grunden blev lagt til den mellem Polen og Østersøen opvoksende stat, der snart skulle blive en af Polens farligste fjender. En anden af delingsfyrsterne, Henryk Pobozny (den Fromme) i Schlesien, hvis far Henryk Brodaty (den Skæggede), i 1220-30'erne havde været den mægtigste af delingsfyrsterne, blev stillet overfor den håbløse opgave at forsvare det splittede og afmægtige Polen mod tatarerne, der år 1241 under frygtelige hærgninger faldt ind i landet; han led samme år i kamp med dem nederlaget ved Liegnitz og mistede dér selv livet. Kun den omstændighed, at tatarerne efter slaget vendte sig mod syd, reddede Polen fra at dele Ruslands skæbne; Schlesien, der hjemsøgtes værst af tatarerne, mistede nu den førerstilling, som det et øjeblik havde været nær ved at erobre inden for Polen.
Den indre udvikling i delingstiden blev i mange henseender af afgørende betydning for Polens efterfølgende historie. Den karakteriseres først og fremmest af de højere stænders tiltagende magt, først og fremmest hierarkiets. Den i de vanskelige og urolige tider voksende religiøsitet, hvis udvikling også fremmedes af dominikaneres og franciskaneres energiske virksomhed, gav kirken og dens mænd øget autoritet; hertil kom, at de forskellige, om magten og principalet konkurrerende delingsfyrster, der søgte at opnå kirkens uvurderlige støtte, overbød hinanden i gavmildhed mod de gejstlige. De mest vidtgående privilegier blev givet først inden for de enkelte delingsfyrstendømmer, snart også inden for riget i dets helhed. 1210 blev de gejstlige stillede uden for den verdslige jurisdiktion, i årene 1215 og 1217 fritoges de for skatter og afgifter til kronen; som særligt organ for kirkens mænd fungerede med stadig større selvstændighed en nationalsynode under ærkebiskoppen i Gnesen. Også adelens stilling styrkedes. Først og fremmest voksede szlaehtaen meget hurtigt i numerær henseende; hver enkelt delingsfyrste slog nye riddere og skabte inden for sit område en szlachta, der tildeltes jord og embeder. Lidt efter lidt begyndte denne klasse, hvis selvstændighedsfølelse og selvrådighed under delingstidens forvirrede forhold gav sig stadig stærkere udslag, at organisere sig. Fælles interesser førte adelsmændene sammen til gensidige rådslagninger og fik dem til under magnaternes ledelse inden for hvert enkelt delingsfyrstendømme at danne sammenslutninger, communitates terrarum, hvis organer blev de senere så betydningsfulde landdage, sejmiki.
Også for borgerklassens udvikling blev delingstiden betydningsfuld. Da fyrsternes indtægter af deres fyrstendømmer blev mere og mere reducerede, forarmede som disse var blevet ved årtiers indre kampe og ydre angreb, særlig tatarernes, indkaldte de for at forbedre den økonomiske situation masser af tyskere. En stor indvandring af tyskere kom i stand, og en række rent tyske byer voksede op. For at gøre en sådan indflytning fristende måtte der imidlertid gives disse nye borgere udstrakte privilegier. De stilledes, styrede af en wojt (foged), direkte under fyrsten, betalte kun ubetydelige afgifter, var fritaget for krigstjeneste undtagen ved byernes eget forsvar og indrettede deres liv efter Magdeburger Stadsret. Takket være disse tyske kolonister tog den polske handel et stærkt opsving; på den anden side var deres særstilling, der gjorde dem til en stat i staten, af en temmelig betænkelig art.
Også tyske bønder lokkedes i stort antal ind i landet og lagde udstrakte, hidtil skovbevoksede egne under ploven. Også disse, styrede i hver by af en foged (soltys), indtog en fri og begunstiget stilling, noget, der til en vis grad indvirkede også på de polske bønders stilling. Denne var også af andre årsager til en vis grad blevet lettet. Det blev stadig vanskeligere for godsejerne at holde bønderne bundet til jorden, da disse i det splittede land let kunne forsvinde over grænsen til nærliggende fyrstendømmer og således genvinde deres frihed; for at få arme til at dyrke jorden med måtte godsejerne - adelsmænd og gejstlige - ved frivillige aftaler tage frie bønder i deres tjeneste. For at holde bønderne tilbage brugte man endog i stor udstrækning at organisere bondebefolkningen i selvstændige Gminy (Gemeinde) efter tysk mønster.