LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Krige           1. verdenskrigs tidslinje        


1. verdenskrig

Louvain, Belgien 1915
1. verdenskrig var en konflikt fra 1914-1918. I ingen tidligere konflikter deltog så mange soldater i aktive krigshandlinger, og aldrig tidligere havde tabene været så store. Kemiske våben blev anvendt for første gang, det første massebombardement af civile fra luften blev iværksat, og nogle af århundredes første omfattende civile massemord blev begået under krigen.

1. verdenskrig blev et gennembrud i form af samfundsomvæltninger. De store europæiske monarkier faldt helt bort. Krigen blev en katalysator for den russiske revolution, som senere inspirerede revolutioner så langt væk som Kina og Cuba. Indirekte var krigen også med til at lægge basis for den kolde krig mellem Sovjetunionen og USA. Tysklands nederlag i krigen og en lang række uafsluttede forhold mellem de europæiske stater var med til at lægge grunden for nazismens fremmarch i Tyskland og dermed udbruddet af 2. verdenskrig i 1939. Krigen var også med til at udvikle en ny form for krigsførsel, hvor teknologien var i højsædet. Endelig involverede krigen i hidtil uhørt omfang civile.

Krigen blev indtil 2. verdenskrig ofte blot kaldt for Den Store Krig. Nogle historikere ser alene 1. verdenskrig som en del af én lang 30-års krig fra 1914-1945.

1. verdenskrig blev berygtet som en frygtelig skyttegravskrig, hvor ufattelige mængder af soldater blev fanget i skyttegravene uden mulighed for at rykke frem på grund af stærke forsvar. Det var specielt tilfældet på vestfronten. Mere end 9 millioner soldater døde på slagmarken og ligeså mange ville dø hjemme på grund af fødevaremangel, sult, folkemord eller ved, at de blev fanget i krydsild.

Baggrund
Balkan-krigene 1912-1913 førte til en næsten fordobling af Serbiens territorium, hvilke skabte sikkerhedsproblemer for Østrig-Ungarn. Mange i den østrigske ledelse, ikke mindst den habsburgske kejser Franz Jospeh og Conrad von Hötzendorf, var nervøse for nationalistisk serbisk agitation i de sydlige provinser af riget. De havde stadig de Piedmontese inspireret kampagner mod de østrigske italienske provinser i 1859 i frisk erindring. Ligesom Frankrig havde støttet Piedmont i kampagnen, der kulminerede i slaget ved Solferino, frygtede, de at Rusland ville støtte Serbien i en annektion af slaviske områder af Østrig. Indstillingen var, at det var bedre at knuse Serbien før de fik en chance for at starte deres egen kampagne.

Enkelte medlemmer af den østrigske regering havde også det synspunkt at en kampagne mod Serbien ville være det bedste middel mod interne politiske problemer i riget. Hovedparten af disse var frustreret over den ungarnske indflydelse i riget. I 1914 havde styrelsen af det østrig-ungarnske rige en »dualistisk« struktur. Østrig og Hungarn havde i hovedsagen seperate regeringer under 1 konge. Den østrigske regering havde kontrol med udenrigspolitikken, men var stadig afhængig af ungarnerne indenfor væsentlige emner som budgetgodkendelse. Den ungarnske ledelse, under István Tisza, nægtede ofte østrigske ønsker om blandt andet øgede militærudgifter. I et forsøg på at løse dette politiske dødvande ud, håbede mange at der kunne dannes en føderation, eller i det mindste et tredelt monarki. Løsningen skulle være at øge antallet af slaver i riget for at udligne den ungarnske befolkningsovervægt.

Franz Ferdinands mord i juni 1914 gav den mulighed, som var efterlyst af flere østrigske ledere, for at komme overens med det mindre slaviske kongedømme. Sarajevo konspiratorerne blev beskyldt af de østrig-ungarnske myndigheder for at være udrustet af »den storte hånd«, en nationalistisk serbisk gruppering med påståede forbindelser til ledende serbere. Disse forbindelser har siden vist sig at være tvivlsomme. Den serbiske regering var derimod ivrig efter ikke at skabe uro i forhold til sin stærke nordlige nabo og havde taget initiativ til at grænsemyndighederne skulle forhindre, at radikale serbere ikke ville kunne krydse grænsen til enten Bosnien eller andre dele af Østrig-Ungarn. De østrig-ungarnske politikere tog ikke disse forhold i betragtning, højst sandsynlig fordi de mere var interesseret i en årsag til at gå i krig.

Med Tyskland i ryggen sendte Østrig-Ungarn et ultimatum i form af 10 punkter til Serbien (23. juli 1914) med krav om at de var accepteret indenfor 48 timer.

Den serbiske regering accepterede alle punkterne med undtagelse af et punkt som ville være en overtrædelse af deres egen grundlov. Østrig-Ungarn svarede med at afbryde alle diplomatiske forbindelser (25. juli) og erklærede krig (28. juli) via et telegram til den serbiske regering.

Flådekapløbet

Skyttegrav under 1. verdenskrig
Flådekapløbet begyndte i slutningen af 1890'erne, da Tyskland ønskede en stærk flåde til beskyttelse af sine kolonier og som international magtinstrument. Denne oprustning truede det britiske imperium. For at beskytte imperiet var Storbritannien afhængig af at kunne kontrollere verdenshavene gennem et flådeherredømme. Tysklands flådeoprustning var i direkte konflikt med Storbritanniens officielle politik, der gik ud på at have en dobbelt så stor flåde, som nr. 2 og 3 i verden havde tilsammen. I 1903 begyndte det at gå op for Storbritannien, at Tysklands flådeoprustning kunne true britiske interesser i hele verden, og som en følge af dette besluttede Storbritannien at opbygge en stor flåde i Nordsøen med base i Skotland. Denne flådemagt blev yderligere styrket gennem britiske aftaler med Frankrig, Japan og USA, der medførte, at Storbritannien kunne trække store dele af sin flåde tilbage til Nordsøen. Den tyske flådeoprustning havde sit udgangspunkt i den såkaldte »risikoteori«. Denne gik ud på, at Tysklands flåde kunne nøjes med at udfordre den britiske nordsøflåde, men det var ikke forudset, at briterne kunne trække dele af deres flådestyrker fra Stillehavet, Caribien og Middelhavet hjem. Resultatet var, at den tyske flådes manøvremuligheder efter Søslaget ved Jylland blev begrænset til Østersøen.

Opfattelsen i Europa i begyndelsen af 1914 var, at en europæisk storkrig nærmest var uundgåelig. Dette var et resultat af spændingerne i magtbalancen og den enorme militære oprustning i Europa, som var begyndt med flådekapløbet. Tyskland var den største militære magt på kontinentet i Europa, og hvis den store krig var uundgåelig, var der mange tyske officerer, som mente, at den burde komme snart. Der var ikke råd til at vente på resultaterne af den store oprustning, der foregik i Frankrig og Rusland.

Krigsudbrud
1. verdenskrig brød ud den 28. juni 1914, da den østrigske tronfølgere ærkehertug Franz Ferdinand myrdes i Sarajevo.

Det var den 19-årige serbiske student Gavrillo Princip der myrdede tronfølgeren og dennes hustru, Sophie. Baggrunden for mordet var, at Østrig-Ungarn havde annekteret det selvstændige kongerige Serbien i 1908. Princip døde i 1918 af tuberkulose, mens han afsonede 20 års fængsel.

Danmark, Sverige og Norge erklærede sig alle for neutrale i krigen.

De første slag
Nogle af de første sammentræfninger i krigen skete langt fra Europa, herunder Afrika og Stillehavet. Den 8. august 1914 blev det tyske protektorat Togoland invaderet af en fælles fransk-britisk styrke. Den 10. august angreb tyske tropper placeret i Sydvestafrika Sydafrika og den 11. august landsatte Australien styrker på øen Neu-Pommern, som var en del af tysk Ny Guinea. Indenfor nogle måneder havde de tyske styrker i Stillehavet enten overgivet sig eller var blevet fordrevet. I Afrika fortsatte kampene dog sporadisk i resten af krigen.

Serbien falder
Efter at have afvist tre østrigske invasionsforsøg i august-december 1914, faldt Serbien til en fælles tysk, østrigsk og bulgarsk invasion i oktober 1915. Serbiske tropper vedblev at kæmpe i Albanien og Grækenland, hvor en fransk-britisk styrke var blevet landsat for at yde assistance og presse den græske regering ind i krigen mod centralmagterne.

Øvrige oplysninger
I Versaille blev traktaten som blev udfærdiget efter 1. verdenskrig skrevet.

Tyskland erklærede den uindskrænkede u-bådskrig i 1917.

Giftgas blev taget i brug af tyskerne i Ypres i 1915, men blev aldrig storstilet anvendt.


  Forside           Krige           1. verdenskrigs tidslinje