LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Krige        


2. verdenskrig
2. verdenskrig var primært en militær konflikt i Europa fra 1939 til 1945, og i Asien igennem det meste af 1930'erne og 1940'erne.

Krigen i Europa begyndte den 1. september 1939 med invasionen af Polen af Nazi-Tyskland, og sluttede den 2. september 1945 med den officielle overgivelse af den sidste aksemagt Japan. Krigen i Asien begyndte dog tidligere med den japanske invasion af Kina, og i Europa endte krigen tidligere med den betingelsesløse overgivelse af Tyskland den 8. maj 1945.

I Danmark varede 2. verdenskrig fra 9. april 1940 til 5. maj 1945, undtagen Bornholm der blev befriet lidt senere.

Konflikten spredte sig til Afrika, og inkluderede også begivenheder i Nord- og Sydamerika, samt en række store maritime slag.

Krigen var den største militære konflikt i historien. Den omfattede så godt som hele verden, og der blev involveret flere lande end i nogen anden militær konflikt i historien. En lang række nye ødelæggelsesvåben, kulminerende med atombomben, blev anvendt. På trods af navnet var det dog ikke samtlige lande i verden som var involveret. Enkelte lande var ikke involveret, oftest da disse lande erklærede sig neutrale (som Irland - Irland leverede dog vigtige efterretninger til de allierede i forbindelse med D-dag) eller ikke havde nogen strategisk betydning (som Mexico).

Krigen havde større civile omkostninger end nogen anden tidligere konflikt og der blev begået en serie af folkemord af Nazi-Tyskland, samt en række andre alvorlige massedrab på civile, som dog ikke teknisk blev betegnet som folkemord. Massedrabene inkluderede massakrer på millioner af kinesere og koreanere af Japan, massive drab i Sovjetunionen og bombninger af civile mål i Tyskland og japanske byer af de allierede. I alt menes 2. verdenskrig at have kostet 50 millioner døde, mere end i nogen anden krig.

Den europæiske slagmark

Forudgående begivenheder

I Europa var forudsætningerne for krigen tæt forbundet med fremgangen for fascismen, specielt i Nazi-Tyskland. En kort gennemgang er i den sammenhæng nødvendig for at forstå hvorfor nazisterne kom til magten. Den væsentligste forudgående begivenhed anses generelt for at være 1. verdenskrig (1914-1918). Under 1. verdenskrig blev Tyskland, under den ultra nationale kejser Wilhem 2., og dets allierede, besejret af en række lande omfattende Storbritannien, USA, Frankrig, Rusland og andre. Krigens opståen blev af sejrherrerne direkte lagt på det national-militaristiske kejserlige Tyskland. Det var Tyskland som startede krigen med sit angreb på Frankrig igennem Belgien. Frankrig som tidligere havde lidt et nederlag til Preussen (en stat som et år senere sammen med andre områder dannede Tyskland) i den fransk-preussiske krig i 1870, krævede kompensation for sin finansielle ruin under 1. verdenskrig (og for dens ydmygelse i den tidligere krig). Dette indebar at de forskellige fredstraktater, specielt Versaillestraktaten, indførte betaling af strenge finansielle kompensationer fra Tyskland, samtidig med at landet måtte affinde sig med en lang række økonomiske begrænsninger.

En ny demokratisk tysk republik, kendt som Weimarrepublikken, opstod efter 1. verdenskrig. Efter en periode med nogen succes, blev republikken ramt af hyperinflation, og en række øvrige alvorlige økonomiske problemer. Højre nationale under en lang række bevægelser, mest udbredt Adolf Hitlers nazi-parti gav de ydmygende betingelser i fredsaftalen for 1. verdenskrig, demokratisk svaghed og jøderne, som de påstod havde et finansielt kvælertag på Tyskland skylden for det økonomiske morads.

Hitler blev udnævnt til rigskansler den 30. januar 1933 af den aldrende præsident von Hindenburg. Hitlers regering gennemførte sin magt i udstrakt grad ved brug af de ekstraordinære rettigheder som grundloven gav præsidenten. Disse rettigheder muliggjorde, at regeringen effektivt kunne omgå rigsdagen. En passus i weimarrepublikkens grundlov sagde at ved præsidentens død, ville hans embede midlertidigt blev overtaget af kansleren. Et resultat af dette blev, at ved Hindenburgs død overtog Adolf Hitler embedet som præsident, og han kunne hermed bruge dette embede sammen med sin øvrige magtbase til at opnå diktatorisk kontrol med Tyskland.

Den italienske økonomi gennemgik også en stor tilbagegang efter 1. verdenskrig. Anarkister, kommunister og andre socialistiske agitatorer opnåede stor magt i fagforeningerne, og mange var alvorligt bekymrede for, at en kommunistisk revolution var nært forestående.

Efter at en række af liberale regeringer forgæves havde forsøgt at forholde sig til denne trussel, inviterede den italienske konge Victor Emmnauel 3. den højreorienterede politiker Benito Mussolini og hans fascistparti til at danne regering i 1922, efter deres hovedsagelig symbolske Marcia su Roma (Marchen til Rom). Facisterne bevarede en bevæbnet paramilitær fløj, som var ansat til at bekæmpe anarkister, kommunister og socialister.

Efter en årrække havde Mussolini tilkæmpet sig diktatorisk magt, og Italien blev en politistat. Den 7. januar 1935 underskrev Mussolini og den franske udenrigsminister Pierre Laval den italiensk-franske aftale.


Adolf Hitler
Tysklands fører
I mellemtiden, i Tyskland, ændrede den tyske fører Adolf Hitler sit fokus til udenrigspolitikken nu da hans indenrigspolitiske magt var befæstet. En række beslutninger, som indebar en stigende udfordring til de tidligere besejrere af Tyskland blev indført.

Den 16. marts 1935 blev Versaillestraktaten overtrådt, da Hitler beordrede en genoprustning af Tyskland. Militær værnepligt blev indført (traktaten krævede at den tyske hær ikke oversteg 100.000 mand).

Disse tiltag medførte ingen andre sanktioner end officielle protester fra Storbritannien og Frankrig. Disse lande var i langt højere grad fokuseret på de økonomiske betingelser i traktaten end på de militære. Mange briter følte selv at restriktionerne på Tyskland i Versaillestraktaten var for hårde, og var derfor af den opfattelse at Hitlers mål alene var at fjerne de værste konsekvenser af traktaten. Den 7. marts førte Hitler, uden modstand, sine tropper ind i Rhinlandet. Under Versaillestraktaten skulle Rhinlandet være et afmilitariseret område. Frankrig ønskede at området skulle være en buffer mellem dem selv og Tyskland.

Den første tyske erobring var Østrig. Efter at Italien havde tilsluttet sig Antikominternpagten i 1937, og dermed fjernet den største forhindring for en tilslutning af Østrig til Tyskland, erklærede Tyskland anneksionen den 12. marts 1938. Hermed blev Østrig en tysk provins under navnet Gau Ostmark.

Med Østrig som en del af riget, flyttede Hitler fokus til Tjekkoslovakiet. Hans første ordre var at indlemme Sudeterland, et bjergområde i den nordøstlige del af landet. Med Østrig på tyske hænder, var den lille stat næsten omringet. Efter lange forhandlinger og udbredte krigstrusler fra Hitler, tog den britiske premierminister Neville Chamberlain og de franske ledere af sted for at »glæde« Hitler, selv om Storbritannien tidligere havde garanteret for Tjekkoslovakiets sikkerhed. München-aftalen den 30. september 1938 tillod tyske tropper at besætte Sudeterland. Tjekkoslovakiske repræsentanter blev ikke inviteret til forhandlingerne. De var stærkt imod at opgive Sudeterland, men var magtesløse overfor den tyske militære magt uden britisk og fransk støtte. Et par måneder efter, i marts 1939, kom den resterende del af Tjekkiet under tysk styre. Den 14. marts erklærede Slovakiet sig for uafhængig og blev anerkendt af Frankrig, Storbritannien og andre vigtige magter. Den slovakiske stat forsøgte at undgå nazificering, men blev endeligt besat af Nazi-Tyskland i september 1944.

Italien, som stod overfor modstand fra Folkeforbundet, på grund af sin krig i Etiopien, dannede en alliance med Nazi-Tyskland, som havde forladt Folkeforbundet i 1933. I maj måned 1939 dannede Tyskland Stålpagten, som udvidede deres alliance og etablerede en Rom-Berlin akse.

Krigsudbrud i Europa

Tyskland og Sovjetunionen, de to mægtigste diktaturer i Europa, var indædte modstanderne, men politiske realiteter gjorde at de kunne underskrive en ikke-angrebspagt (Molotov-Ribbentrop pagten) indholdende en hemmelig passus om at opdele Polen, de baltiske lande og Finland imellem sig.

Krigsudbruddet begyndte i Europa den 1. September 1939 da Tyskland invaderede Polen, til hvem både Storbritannien og Frankrig havde givet garantier. Den 17. september invaderede Sovjetunionen Polen fra øst. Polen blev hurtigt erobret og hovedparten af hæren og dens enheder overgav sig den 5. oktober. Polske tropper vedblev dog at kæmpe på de allieredes side under hele krigen.

Dresden efter allierede bombninger
Allierede bombetogter mod den tyske by Dresden blev stærkt kontroversielle. 85% af byen blev ødelagt.
På trods af den store aktivitet på østfronten, var grænsen mellem Frankrig og Tyskland særdeles fredelig. Perioden som var præget af »manglende« krigskonfrontationer fortsatte indtil den 10. maj 1940.

Krig i Skandinavien

En række andre lande blev dog inddraget i konflikten på dette tidspunkt. De baltiske lande følte per den 28. september 1939 at de ikke havde nogen anden mulighed end at tillade Sovjetunionen at oprette baser og udstationere tropper på deres territorium.

Finland blev den 30. november 1939 invaderet af Sovjetunionen. Dette startede Den finske Vinterkrig. Efter mere end tre måneder med hårde kampe og store tab, opgav Sovjetunionen sin invasion. I en fredsaftale den 12. marts opgav Finland 10% af sit territorium. Finnerne var bitre over at have mistet mere land end de mistede på slagmarken.

Den 9. april 1940 indledte Tyskland med Operation Weserübung besættelsen af Danmark og Norge. Angrebet blev fremlagt som en defensiv manøvre for at forhindre en planlagt invasion af Frankrig og Storbritannien med det formål at kontrollere eksporten af svensk jernmalm og Nordatlanten. Efter en fejlslagen britisk kampagne i Norge var Finland og Sverige fysisk afskåret fra Vesten. Som en konsekvens heraf lagde Tyskland pres på det neutrale Sverige for at få landet til at tillade transit af forsyninger og soldater på orlov. Tysk tilstedeværelse i Finland blev af finnerne anset som en forbedring af deres strategiske situation.

Krigen kommer til vestfronten

Den 18. marts 1940 blev Hitler og Mussolini enige om at gøre Stålpagten til en alliance mod Frankrig og Storbritannien. Spøgelseskrigen the Phony War ophørte da vestfronten blev åbnet med den tyske invasion den 10. maj af Belgien, Holland og Luxembourg. Hermed blev den franske Maginotlinje omgået.

Efter den hurtige invasion, gik de tyske styrker allerede den 13. maj mod Frankrig. De valgte ruten igennem Ardennerne. Frankrig havde begået den katastrofale fejl at lade dette område være næsten uforsvaret, ud fra den forestilling at området ikke kunne passeres af kampvogne. De fleste allierede styrker var i Flandern, hvor de afventede en gentagelse af 1. verdenskrigs krigsudvikling. Dermed var de afskåret fra det centrale Frankrig. Dette kombineret med en langt bedre kommunikation mellem de tyske styrker gjorde, at slaget om Frankrig blev en kort affære. Slaget varede seks uger, hvorefter Frankrig overgav sig.

Frankrig blev yderligere ydmyget ved at Hitler arrangerede at overgivelsesdokumenterne skulle underskrives i den samme jernbanevogn hvor den tyske overgivelse var blevet underskrevet i 1918. Frankrigs nederlag efterlod Storbritannien og dets imperium alene i krigen mod Tyskland. Heldigvis for Storbritannien blev den største del af hæren evakueret ved en redningsaktion ud for den nordlige franske havn Dunkirk. Den succesfulde evakuering blev i propagandamæssig formål brugt til at dreje et ellers katastrofalt nederlag, til noget som lignede en sejr hos det britiske folk. Ialt blev 330.000 mand sejlet ud fra strandene, heraf var 230.000 briter.

Tyske luftstyrker blev i stort antal udstationeret i det nordlige Frankrig for at forberede vejen for en eventuel invasion af Storbritannien under kodeordet operation søløve. Luftkampene som blev igangsat af Luftwaffe mod RAF, blev kendt som slaget om Storbritannien. Det er i dag bredt anerkendt at en eventuel invasion ikke ville kunne være afviklet succesfuld, også selv om det var lykkedes Luftwaffe at drive RAF væk fra det britiske luftrum over kanalen og det sydlige Storbritannien. Storbritannien ville stadig have sine jagere i den centrale del af Storbritannien samt sine bombestyrker og kystjagereeskadriller, som var placeret i den nordlige del af landet. Hertil kom en betydelig ildkraft fra den stærke britiske flåde. Slaget om Storbritannien blev med en meget lille margen vundet af det britiske RAF, og Luftwaffe skiftede herefter taktik og gik over til bombekampagner mod de væsentligste engelske byer.

Under bombekampagnerne blev alle de væsentlige britiske industriområder udsat for kraftige bombardementer. Specielt London blev ramt, hvor bombekampagnen, med natlige togter, varede i flere måneder. Øvrige målområder var Birmingham og Coventry, og væsentlige strategiske mål som den maritime havn i Plymouth og Kingston upon Hull havnen.

Krigen i luften tiltrak verdensomspændende opmærksomhed. Da der på dette tidspunkt ikke var væsentlige land- eller søbaserede slag, blev luftkrigen anset som særdeles kritisk. Træfningerne i Slaget om Atlanterhavet og de britiske kommandoangreb i det besatte Europa blev overskygget af luftkrigen.
Luftbombardementer

Den militære doktrin før 2. verdenskrig havde været at bølger af bombetogter mod fjendes byer ville skabe massepanik og føre til et hurtigt kollaps af fjendens modstandsvilje. Som en konsekvens heraf havde RAF opbygget en forholdsvis stor strategisk bombeflykapacitet. Det tyske luftvåben var i modsætning hertil udstyret til at yde hæren støtte. De tyske bombefly var derfor mindre end deres britiske modstykker, og tyskerne udviklede aldrig et fire-motoret tungt bombefly som kunne modsvare Lancster, B-17 eller B-24.

Den største koncentration af tyske bombetogter på britiske byer var fra efteråret 1940 til foråret 1941. Herefter blev en væsentlig del af Luftwaffe overført til Østfronten. Tyske togter fortsatte i mindre skala i resten af krigen, og senere blev også V-1 og V-2 raketter anvendt. Balancen i form af bombetonnage der blev anvendt mod modparten skiftede dog kraftigt i RAF's favør, efterhånden som deres kapacitet blev opbygget. I 1942 kunne den britiske bombekommando sende 1.000 bombefly på togt over en tysk by. Det krævede dog at samtlige fly, inklusiv træningsfly blev anvendt i togtet. Det var først i 1943 at disse store bombetogt blev en mulighed uden specialplanlægning og inddragelse af alle ressourcer. Fra 1942 og fremefter blev krigsindsatsen suppleret af det amerikanske 8. luftvåben. Briterne foretog togter om natten og amerikanerne om dagen. I 1943 blev Hamborg ramt af en af de i historien værste ildstorme, startet af et bombetogt. 40.000 mennesker blev dræbt. Bombetogtet blev alene overgået - i form af antallet af ofre - af bombetogtet mod Dresden i 1945, bombningen af Tokyo og atombomberne. Udover den direkte skade som bombetogterne havde, medførte de også at en lang række ressourcer blev anvendt på luftforsvar.

Balkan

Italien invaderede Albanien den 7. april 1939 og Grækenland den 28. oktober 1940. Resultatet blev dog langt fra den succes de tyske styrker havde opnået ved deres offensiv i Frankrig. Ikke alene lykkedes det ikke at erobre Grækenland, men det græske modangreb havde så stor fremgang, at det blev ført helt ind i Albanien. Dette udløste tysk intervention, som også nødvendiggjorde en invasion af Jugoslavien, hvor et pro-tysk kup var mislykkedes et par dage før. Britiske styrker blev sendt fra Ægypten til Grækenland, men led et sviende nederlag. Efter at »hovedlandet« var erobret drejede tyskerne opmærksomheden mod Kreta. Slaget om Kreta blev en massiv luftoperation, hvor tyske faldskærmstropper i stort antal blev anvendt. Øen blev erobret, men de tyske tab var så store, at de ikke senere i krigen forsøgte sig med en lignende operation. Efter at Balkan nu var i tyske hænder, blev deres næste operation igangsættelsen af den i historien største militære landoffensiv.

Østfronten

Den 22. juni 1941 igangsatte tyskerne en overraskelsesinvasion af Sovjetunionen under betegnelsen operation Barbarossa. De første uger af invasionen var katastrofale for den sovjetiske hær. Store hærenheder blev omringet og overgav sig. Det var dog ikke alene tyske hærenheder som var en del af invasionen. Italienske, ungarnske og rumænske tropper var også en del af kampagnen.

Situationen i Finland var meget speciel. Finland erklærede sig først neutral, men med både tyske og sovjetiske tropper på deres område, og velforberedte til en krig på tysk side da Sovjetunionen angreb den 25. juni. Den følgende konflikt fra 1941-1944 har fået navnet fortsættelseskrigen, med reference til en fortsættelse af Vinterkrigen.

Operation Barbarossa havde fra tysk side en række svage punkter. Det mest alvorlige var den logistiske. I sidste ende var det logistikken, som var afgørende for hvilke muligheder den tyske hær havde. De enorme distancer i Sovjetunionen indebar, at tyskerne ikke kunne avancere mere end deres forsyningslinjer tillod. Da det tyske angreb stoppede foran Moskva den 5. december 1941, kunne styrkerne ikke avancere yderligere. Der var simpelthen ikke forsyninger nok som nåede frem til fronten til at et ordentligt forsvar kunne organiseres, for ikke at tale om offensiver. Tidsplanen for det tyske angreb var planlagt ud fra, at den sovjetiske hær ville kollapse før den russiske vinter satte ind. At dette ikke skete, påvirkede kraftigt de tyske planer.

Under deres lange tilbagetrækning anvendte de russiske styrker den brændte jords taktik. De brændte afgrøder og ødelagde bygninger og anlæg efterhånden som de trak sig tilbage for de fremadstormende tyske tropper. Dette forøgede drastisk de tyske forsyningsproblemer, samtidig med at tabene på grund af den frygtede russiske kulde og russiske modangreb steg kraftigt. Flere hundrede tusinde af mænd døde på grund af disse faktorer.

På trods af problemer med yderligere at fremskynde deres avance, havde tyskerne på dette tidspunkt erobret et enormt område. Tilbageerobringen af dette område kom til at koste Sovjetunionen dyrt og varede indtil sent i 1944.

De store erobringer af tyskerne bragte dem også tæt på Leningrad (nu Sankt Petersborg), og udløste hermed en af krigens tragedier - belejringen af Leningrad. Finske tropper stødte frem mod byen fra nord, og den tyske værnemagt fra syd. Den finske øverstbefalende Mannerheim var stoppet ved floden Svir og afstod fra at angribe byen. Hitler derimod beordrede at byen skulle »fjernes fra jordens overflade«, sammen med hele sin befolkning. Byen blev derfor ikke stormet. Den tyske hær blokerede/omringede i stedet byen, for at sulte den ihjel, samtidig med at bombefly og artilleri sendte en regn af bomber og granater over byen. Cirka en million civile døde under belejringen af Leningrad. 800.000 af sult. Belejringen varede 900 dage, og da den var mest omfattende var den eneste vej ind og ud af byen over søen Ladoga, midt imellem de tyske og finske linjer.


De allierede ledere:
premierminister Winston Churchill (UK),
præsident Franklin Delano Roosevelt (US),
og formand Josef Stalin (USSR)
Med vinteren 1941/42 overstået begyndte den tyske hær at forberede yderligere offensive aktioner. Frem for en offensiv mod Moskva, blev prioriteringen ændret til Stalingrad (nu Volgograd) i kaukasus. Stalingrad (vest for floden) blev erobret med undtagelse af nogle små modstandslommer, men kampagnen tog en katastrofal vending for de tyske styrker.

Ubeslutsomhed hos Hitler, uenighed blandt højtstående tyske officerer og udstrakte forsyningslinjer kombineret med længerevarende bykampe i Stalingrad gjorde den tyske stilling udsat. I et forsøg på at fremskynde byens fald blev næsten samtlige tyske styrker (inklusiv reserver og pansertropper; som infanteri) indsat i selve byen. Flankerne blev herefter alene forsvaret af forholdsvis svage rumænske og ungarske styrker. Efter en sovjetisk modoffensiv (operation uranus) blev den tyske 6. hær, sammen med den 4. panser hær afskåret i bykernen. Sult, mangel på mad og ammunition gjorde at »kedlen« gradvist blev mindre og mindre. Hitler beordrede at ingen tyske tropper måtte overgive sig, men skulle kæmpe til sidste mand, og udnævnte symbolsk Paulus til general-feltmarskal, da ingen tysk soldat med den rang tidligere havde overgivet sig. Begge sider led store tab i slaget om Stalingrad, som blev et af historiens mest blodige slag. Et estimat anslår, at 2 millioner mennesker døde i slaget, herunder 500.000 civile.

Efter Stalingrad forsvandt det tyske initiativ. Sovjet formåede dog ikke at gribe dette fuldt ud, idet et modangreb i foråret 1943 af von Manstein stoppede det sovjetiske angreb. Slaget ved Kursk blev det største panserslag historien endnu havde set, og den sidste større offensiv på østfronten af tyskerne. Gode efterretninger havde forberedt Sovjetunionen på det tyske modangreb og de havde forberedt massive forsvarslinjer omkring Kursk. De stoppede det pansrede tyske angreb og var herefter i offensiven indtil Berlin blev erobret i maj 1945.

Sovjetunionen kom til at »bære« den største del af omkostningerne ved 2. verdenskrig. Den anden front i Europa der skulle aflaste østfronten begyndte ikke før D-dag (med undtagelse af invasionen af Italien). Landet havde derfor flere ofre end i samtlige øvrige lande tilsammen. Cirka 27 millioner døde, heriblandt mere end 13 millioner civile. Mange civile blev myrdet i erobrede byer af nazister, der anslå befolkningen for at være undermennesker.

Sovjetunionen kæmpede dog ikke alene, forsyningskonvojer sejlede under stor risiko forsyninger til landet. Tyske styrker blev anvendt til at beskytte kystlinjer mod angreb som aldrig blev iværksat og til at bemande anti-luftskyts over hele Europa. Sovjetunionen tog heller ikke aktiv del i søslagene, bombeoffensiverne og sejren over Japan.

Nordafrika

Den nordafrikanske kampagne begyndte i 1940, da små britiske styrker i Ægypten standsede en italiensk fremmarch i Libyen. Den britiske fremgang blev stoppet i 1941 da tyske tropper under Erwin Rommel blev landsat i Libyen. Dette førte til kamphandlinger som kulminerede i de to slag ved El Alamein. Det første slag foregik i sommeren 1942. Tyskerne havde avanceret til El Alamein, det sidste forsvarspunkt for de allierede før Alexandria og Suez-kanalen. Som i Sovjetunionen manglede de tyske tropper forsyninger, og det britiske forsvar stoppede deres offensiv. Det andet slag ved El Alamein foregik sent om efteråret 1942, og denne gang var de britiske styrker i offensiven. Rommel blev tvunget tilbage, og måtte fortsætte sit tilbagetog helt til Tunesien.

For yderligere at underbygge denne sejr, gik amerikanske og britiske styrker i land i Marokko og Algeriet den 8. november 1942 i operation Torch. Vichy-franske styrker gav alene begrænset modstand, før de skiftede side. De tyske og italienske styrker var herefter fanget mellem de allierede styrker, der avancerede fra både øst og vest. De tyske tropper blev presset ud af Afrika den 13. maj 1943, og de resterende 250.000 tyske tropper overgav sig (cirka samme antal som ved Stalingrad).

Invasion af Italien


Benito Mussolini
Italiens »Duce«
Grundlægger af den italienske facisme.
Med udgangspunkt i den nordafrikanske kystlinje, foretog de allierede nu et angreb ind i hvad Churchill kaldte Europas bløde mave.

Som forløber for dette angreb blev øen Sicilien erobret den 10. juli 1943. Som en direkte konsekvens heraf blev Mussolini afsat den 25. juli 1943. Han blev arresteret og sat i husarrest i et isoleret bjergrekreationsområde. Hans efterfølge GEneral Pietro Badoglio forhandlede en våbenhvile med de allierede den 8. september 1943.

Tyskerne handlede hurtigt i situationen med en afvæbning af de italienske styrker og etableringen af en stærk forsvarslinje.

De allierede styrker gik i land på det italienske hovedland den 9. september 1943. Amerikanerne ved Salerno, briterne ved Taranto.

Mussolini blev befriet af tyske tropper og genindsat som overhoved for et nazisisk lydland i det nordlige Italien. Han fortsatte i denne rolle indtil han blev fanget og hængt den 28. april 1945.

Tyskerne havde bygget en stærk forsvarslinje i bjergene - Gustavlinjen, hvor de allierede styrker led store tab. Til sidst blev linjen dog indtaget ved angreb mod Monte Cassino fra syd og ved landgang nord for linjen ved Anzio .

De allierede indtog Rom den 4. juni 1944, to dage før landgangen i Normandiet. Tyskerne opstillede en ny forsvarslinje længere mod nord - Gothic-linjen. De allierede foretog en landgang i det sydlige Frankrig i august for at true den tyske flanke, samtidig med at de angreb Gothic-linjen den 10. september. Offensiven fra de allierede og enkelte italienske styrker fortsatte indtil de tyske tropper i Italien overgav sig den 29. april, to dage efter at Mussolini var blevet fanget.

Befrielsen af Frankrig

Omtrent samtidig med befrielsen af Rom, kom den længe ventede invasion af Frankrig. Under Operation Neptun blev allierede tropper sat i land i Normandiet den 6. juni 1944. En to måneder lang kampagne fulgte herefter hvor amerikanske, britiske og canadiske tropper opbyggede et brohoved samtidig med, at de var involverede i hårde kampe med tyske tropper. Da udbruddet fra brohovedet blev igangsat skete det hurtigt og amerikanske tropper under Patton kørte hurtigt over Frankrig mod den tyske grænse. Tyske tropper der havde kæmpet i Normandiet var omringet i et område omkring Falaise.


General Charles de Gaulle
Leder af det frie Frankrig
som opposition til Petáins Vichy-styre.
Meget omfattende bombninger af den tyske infrastruktur og byer var årsag til enorme tab og ødelæggelser. Internt i Tyskland overlevede Hitler flere attentatforsøg. Det mest alvorlige den 20. juli, hvor han blev mindre såret. Operation Neptun blev kombineret med en invasion af det sydlige Frankrig i august måned under betegnelsen operation Dragoon. Den samlede kampagne betegnes som operation Overlord. I september, var tre allierede hærgrupper opstillet ved det tyske forsvar i vest. Det var en forsigtig optimisme over at krigen i Europa måske ville være over ved udgangen af 1944.

De allierede pressede krigslykken med operation Market Garden. Et forsøg fra de allierede på at erobre en række broer ved et luftbåren angreb. Forsøget blev gjort for at åbne en vej ind i Tyskland og for at befri det nordlige Holland. Der var dog store tyske styrker til stede, og den britiske 1. luftbåren division blev næsten udryddet.

Den kolde vinter i 1944, sammen med en dårlig forsyningssituation for de allierede førte til en stagnation på den vestlige front. Amerikanerne kæmpede hårdt ved slaget om Hurtgen skoven, og så længe at de allierede var optaget af forsvarsaktioner, var det svært at planlægge offensive tiltag.

Dette skiftede den 16. december 1944, da tyskerne indledte en modoffensiv i slaget om Ardennerne. Det lykkedes de tyske styrker at drive de allierede tilbage og omringe en række amerikanske styrker. Det lykkedes dog de allierede at standse modoffensiven og tilsidst at presse tyskerne tilbage igen. Slaget om Ardennerne blev tyskernes sidste store offensiv i krigen.

Den sidste forhindring for de allierede var floden Rhinen. Den blev krydset i april 1945, og herefter lå vejen åben til Tyskland. De sidste tyske styrker i vest blev omringet i Ruhr-området.

Krigen slutter

Den 25. april 1945 mødtes amerikanske og russiske tropper ved floden Elben, og de delte dermed Tyskland op i to dele.


The Holocaust
Holocaust ofre ved ankomsten til udryddelseslejren Birkenau i 1944
Da alt nu var tabt valgte Hitler at begå selvmord i sin bunker sammen med sin elskerinde Eva Braun. Det tyske rige blev opdelt i allierede kontrolzoner, Sovjetunionen i øst og et område under fælles britisk/fransk/amerikansk kontrol, det senere Vesttyskland. De officielle kapitulationsdokumenter blev underskrevet af General Alfred Jodl den 7. maj 1945. Den 8. maj blev erklæret for sejrsdag i Europa.

Under fremmarchen igennem de tidligere tyske besættelsesområder og selve Tyskland stødte de allierede styrker på en række koncentrationslejre og faciliteter, som var blevet anvendt af nazisterne til at fængsle og udrydde cirka 12 millioner mennesker. Den største enkeltgruppe var jøder (cirka halvdelen ifølge Nürnberg processen). Men også sigøjnere, slaver, katolikker, homoseksuelle og andre minoriteter og handicappede var blandt ofrene. Den mest omtalte af disse dødslejre er Auschwitz, hvor mere end 2 millioner mennesker blev dræbt. Folkemordet »Holocaust« er blevet en væsentlig del af historien om 2. verdenskrig.

I maj og juni 1945 blev tusinder af flygtninge fra Jugoslavien og Sovjetunionen samlet i Østrig og sendt retur via operation Keelhaul. Flygtningene blev enten skudt eller deporteret af Sovjetunionen. Også det slagne Finland og det neutrale Sverige sendte flygtninge retur til samme skæbne.

Stillehavet

Forudgående begivenheder

I Stillehavsregionen blev krigen ikke officielt erklæret mellem de stridende parter før efter det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941. Der var dog en lang række af kampe igennem 1930'erne, specielt med baggrund i den politiske uro i Kina og landets deraf følgende militære svaghed. Dette på et tidspunkt hvor Japan stod stærkt og havde en meget militæristisk og ekspansiv idelologi.

I 1920'erne blev Kina opdelt i en række regioner, som hver især havde sin egen krigsherre. Den centrale regering var derfor svag og Japan øgede sin indflydelse igennem en række traktater med den centrale regering. Situationen var dog stærk ustabil, da traktaterne i tilfælde at et totalt sammenbrud i Kina ikke ville kunne opretholdes samtidig med at et stærkere Kina ville kunne fremtvinge nye og mindre fordelagtige aftaler for Japan.

I 1927 ledte Chiang Kai-Shek og den nationale revolutinære hær en kampagne mod krigsherrerne. Det lykkedes Chiang militært at bekæmpe krigsherrerne i det sydlige og centrale Kina og komme tæt på en alliance med krigsherrerne i det nordlige Kina. Frygt for at Zhang Zueliang (Krigsherren med kontrol over Manchuriet) ville erklære en alliance med Chiang fik Japan til at gribe ind og oprette en marionetstat i Manchuriet.

Der var ingen hentydninger til at Japan havde intentioner om at styre Kina direkte, eller at deres indgriben i de interne kinesiske forhold var del af en politik som skulle føre til verdensdominans. Tværtimod var Japans politik i Kina i høj grad præget af den europæiske politik i det 19. århundrede, specielt kolonipolitikken samt et ønske om at sikre naturressourcer og et venligt styre i Kina som ikke ville modvirke japanske interesser. I Europa var vinden dog gået bort fra kolonipolitikken og i langt højere grad imod selvbestemmelse. Den brutale militære magt som Japan lagde for dagen blev derfor ilde set i det internationale samfund og den blev kraftig kritiseret. Som en reaktion herpå forlod Japan Folkeforbundet. 1930'erne var præget af en uofficiel våbenhvile mellem Kina og Japan. Chiang fokuserede på at bekæmpe det kinesiske kommunistparti, da han anså dette parti for at være en langt mere fundamental fare end Japan.

I mellemtiden havde en række attentater udført af hemmelige organisationer og effekten af depressionen gjort, at den civile regering havde mistet kontrollen med militæret. Samtidig havde den interne hærledelse begrænset magt over de enkelte armeer som hovedsagelig reagerede ud fra deres egne interesser, som ofte var i strid med de overordnede nationale interesser. Generelt i befolkningen opstod der også en nationalistisk og antieuropæisk indstilling sammen med en opfattelse af at den japanske politik i Kina kunne forsvares ud fra et racesynspunkt. En udbredt opfattelse blev at Japan og ikke Kina var den korrekte arvtager til den klassiske kinesiske civilisation.

Chiang blev i 1937 kidnappet af Zhang Xueliang og som en betingelse for hans løsladelse indvilgede han i at forene sig med kommunisterne for at bekæmpe Japan. Som svar herpå indledte officerer ved Kwantung armeen, uden ordre fra Tokyo, en manøvre ved Lugou broen og var dermed direkte årsag til konflikten mellem Kina og Japan der varede fra 1937-1945.

Japanske styrker forsøgte i 1939 at trænge ind i Sovjetunioen fra Manchuriet. De led dog kraftigt nederlag til en styrke sammensat af russiske og mongolske styrker under Georgi Zhukov. Dette stoppede Japans ekspansion mod nord og de to lande bevarede en usikker fred indtil 1945.

Japans politik i 1930'erne var præget af en katastrofal selvdestruktiv karakter. Japans overordnede strategi blev baseret på at de ikke kunne vinde en krig mod de europæiske magter uden sikring af stabile råstofleverancer, alligevel startede landet et krig for at sikre disse ressoucer vel vidende, at de ikke ville kunne vinde en sådan krig.

Deres brutale fremfærd i Kina, og politikken med først at opbygge en marionetstat og derefter undergrave samme stat i Kina var klart i modstrid med Japans overordnede mål. Politiken blev dog

fortsat, og denne trend mod selvdestruktion fortsatte selv om en lang række af Japans politiske og militære elite kunne se den destruktive karakter af landets politik. Japans interne debat omkring alternative strategier for at fremme deres mål i Kina var så godt som ikke til stede.

Krigsudbrud i øst
I 1941 havde Japan besat det meste af det nordlige og centrale Kina. De var dog under stort pres fra både Kuomintang og Kinas kommunistiske parti. På trods af, at de skabte en lang række marionetregeringer gjorde deres hårdhændede politik overfor den kinesiske befolkning, deres manglende overgivelse af magt til disse marionetregeringer og oprettelsen af konkurrende marionetregeringer at disse aldrig blev populære og et alternativ til Chiangs regering. Japan var også uvillige til at forhandle direkte med Chiang, og de var også uvillige til at skabe sprækker i den front som de stod over for ved at tilbyde betingelser, der kunne gøre dem mere attraktive som et alternativ til Chiang. På trods af Japans stadig større problemer med deres undertrykkelse, blev deres reaktion at øge denne yderligere i et håb om at terror ville knække den kinesiske befolkning.

Dette fik i høj grad verdensopinionen til at vende sig imod Japan. I et forsøg på at påvirke Japan og deres krigsindsats i Kina stoppede USA, Storbritannien og Hollands eksilregering (som stadig havde kontrol med det olierige Hollandsk Østindien, nuværende Indonesien) deres salg af olie og stål til Japan. Japan så dette som en aggression, idet landet uden disse ressourcer, ikke ville kunne holde deres krigsmaskine i gang. Den 7. december 1941 angreb japanske styrker Thailand, Malaysia, Filippinerne og den amerikanske flåde på Pearl Harbor. Selv om japanerne vidste, at de ikke kunne udholde en lang og massiv krig med USA, var deres håb, at USA efter deres pludselige og massive nederlag ville indgå i en forhandlingsaftale som ville give Japan frie tøjler i Kina. De tog fejl, og Japan stod herefter over for en krig, de vidste de ikke kunne vinde.


Japans kejser Hirohito
Fire dage senere erklærede Tyskland USA krig, hvorefter USA nu stod over for krig både i Europa og i Asien. Indtil dette tidspunkt havde USA holdt sig uden af konflikten, selvom det sendte militær bistand til Storbritannien og Sovjetunionen igennem deres Lend-lease Act (et låne og lejelovs program).

De allierede styrker i Asien, som var svage på grund af overførsel af mænd og materiel til konflikten i Europa, var ikke i stand til at give de japanske styrker modstand af betydning. Væsentlige dele af den britiske flåde blev sunket ud for Malaya den 10. december og Hong Kong faldt den 25. De amerikanske baser på Guam og Wake blev tabt på nogenlunde samme tid. I januar blev Burma, Solomon-øerne, Hollandsk Østindien og Ny Guinea invaderet og Manila, Kuala Lumpur og Rabaul blev besat. Den japanske erobringshastighed var høj. Bali og Timor faldt i februar 1942, Rangoon og Java i marts, og Mandalay i begyndelsen af maj. Det japanske luftvåben eliminerede fuldstændig de britiske og amerikanske luftstyrker evne til at operere i Sydøstasien, og luftangreb fra japansk side gik så langt som til det nordlige Australien. Den britiske flåde blev tvunget ud af Ceylon (Sri Lanka).

Den allierede modstand, som først var ubetydelig, begyndte dog nu at blive stærkere. Doolittle luftangrebet i april mod det japanske fastland øgede moralen. Den amerikanske flåde led et mindre nederlag i slaget om Koralhavet, men var dog i stand til at afværge det planlagte japanske angreb på Port Moresby. Det meget afgørende slag om Midway fulgte i juni. Krigslykken kunne nemt være faldet ud til begge sider, men Japan led et katastrofalt nederlag som landet aldrig kom sig over. Midway blev hermed vendepunktet for krigen i Stillehavsområdet.

På land var det britisk/indiske tilbagetog fra Burma stoppet, australske styrker i Ny Guinea forsvarede succesfuldt Port Moresby langs med Kokada sporet og i august mødte japanske styrker deres første direkte nederlag i slaget ved Milne Bay. På samme tid forsøgte både amerikanske og japanske soldater at besætte øen Guadalcanal. Slaget om øen udviklede sig over de næste seks måneder hvor sammenstødene blev voldsommere og voldsommere. De amerikanske styrker endte med at vinde slaget. Fra dette tidspunkt var Japan kun istand til at kæmpe defensivt. Det konstante behov for at forstærke indsatsen på Gudadalcanal gjorde at Japan blev svagere andre steder. Buna/Gona blev generobret af australske og amerikanske styrker i det tidlige 1943, og lagde hermed grunden til MacArthurs kampagne igennem Ny Guinea og Nimitzs kampagne over øerne i Stillehavet.

Hårde kampe på Tarawa, Iwo Jima, Okinawa bestød enorme tab af menneskeliv på begge sider. Til sidst førte de til et japansk tilbagetog. Japan havde på dette tidspunkt mistet hovedparten af deres erfarne piloter og gik nu over til pilotselvmordsangreb for at standse den amerikanske fremmarch. Imens blev Tokyo og andre japanske byer angrebet, og led store skader, af de amerikanske bombefly. Den 3. februar 1945 indvilgede Sovjetunionen i at deltage i krigen i Stillehavsområdet. Den 8. august erklærede de formelt krig og invaderede det japansk besatte Manchuriet med mere end 1 million tropper. På omtrent samme tid blev de japanske byer Hiroshima og Nagasaki ødelagt af amerikanske atomvåben.

Kejser Hirohito bad landets krigsråd om at genoverveje overgivelse og dette blev efterfulgt af en formel overgivelse den 15. august. Overgivelsen blev underskrevet den 2. september 1945 på krigsskibet Missouri. General Douglas MacArthur etablerede nu baser i Japan for at overvåge efterkrigstidens udvikling i landet. Præsident Harry Truman erklærede officielt krigshandlingerne for slut den 31. december 1946.


  Forside           Krige