LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


A
A, det første bogstav fra det latinske alfabet, afledt fra det græske bogstav Alpha; »a og ø« bruges derfor undertiden - ligesom »alpha og omega« - i betydningen »det første og det sidste«. Alpha havde på latin lydværdien /a/ og /a;/. A er det første bogstav i alle europæiske alfabeter.

Foruden lyden [a] betegner a forskellige æ- og å-agtige lyd; [ä] i engelske ord som had, man; i dansk (særlig københavnsk) kan også langt [a] ofte erstattes af en lyd, der næsten falder sammen med [æ]; lang å-lyd kan a betegne i engelsk water, hall o.s.v.; kort å-agtig lyd betegner det i i ungars, hvor á betegner langt [a]. I engelske ord som name, change betegner a diftongen ei. Islandsk á betegner diftongen au; polsk ą og portugisisk ã betegner nasalerede a-Lyde. Andre tegn, som er dannede af a, er ä og å (af å og å). I de germanske sprog er a-lydene opståede på forskellige måder. Det korte [a] i germansk svarer dels til indoeuropæisk a (latin ager, oldnordisk akr, dansk Ager), dels til indoeuropæisk o (latin molo, dansk male [på mølle]). Det lange blevet til ō (latin māter, dansk moder); derimod har de nordiske sprog fået et nyt ā af indoeuropæisk og fællesgermansk ē (latin mēnsis, gotisk menoþs, oldnordisk mánaðr måned); fællesnordisk ā er i nuværende dansk, norsk og svensk blevet til lyden [å]; minde om å-lydens opståen af langt [a] har dansk retskrivning bevaret i skrivemåden aa. Mens svensk, norske mål og islandsk vedvarende har a i svagtrykstavelser, har dansk allerede i 13. århundrede fået en lyd, som i middelalderen betegnedes med æ, nu e, lyden [ə] (oldnordisk tala svensk tala gammeldansk talæ, nuværende dansk tale). skånsk og bornholmsk har dog bevaret det gamle a i endelserne.

I den ældre runerække var a det fjerde bogstav. I den yngre runerække det tiende bogstav.

Historie
Bogstavet A kan spores tilbage gennem etruskisk og græsk (Alpha) til det semitiske 'âlep, som stod for stødet eller måske /h//. De græske navne er af semitisk oprindelse. De semitiske navne er kendt takket være hebraisk. De latinske, græske og old engelske lydværdier /a/ og /a:/ banede vejen for andre vokale lyde, for eksempel [EI] og [æ]. På engelsk blev [æ] repræsenteret ved en a-e ligatur kaldet æsc. På nogle sprog, for eksempel italiensk, spansk og tysk, udtales a stadig på nogenlunde samme måde som på latin.

Øvrige betydninger
1. I algebra betegner a, ligesom de nærmest følgende bogstaver, kendte størrelser i en ligning. De ubekendte betegnes x, y eller z.
2. I computerterminologi repræsenteres det store bogstav A med ASCII kode 65 og det lille bogstav a repræsenteres ved ASCII kode 97
3. A er symbolet for ampere, enheden for elektrisk strøm.
4. Kendingsbogstav for biler fra Østrig.
5. Partibogstav for Socialdemokraterne.
6. I musik er A 6. tone i den diatoniske C-dur skala.
7. I Lloyds Register er A betegnelsen for et fartøj af første klasse.
8. I logik bruges A som betegnelsen for en eller anden genstand for tænkningen, og A = A er formlen for den såkaldte tavtologiske dom (ɔ: enhver ting er lig sig selv.
9. Kemisk tegn for grundstoffet argon.
10. i latin forholdsord = ab. à, fransk forholdsord, for, til; f.eks. 2 m à 32 kr. 3 à 4.

I forkortelser
A. eller a. i tidsbestemmelser: anno (i året).
a. a. C.: anno ante Christum (i året før Kristi fødsel)
a. Chr.: ante Christum (før Kristi fødsel)
a. c.: anni currentis (i det løbende år)
a. d.: a dato (fra i dag af)
A. D.: Anno Domini (i Herrens år)
a. f.: anni futuri (i det kommende år)
a. o. c.: anno orbis conditi (i året efter verdens skabelse)
a. p.: anni praeteriti (det forløbne års)
a. p. C.: anno post Christum (i året efter Kristi fødsel)
a. p. R. c.: anno post Romam confitam (i året efter Roms anlæg)
a. r.: anno regni (i regeringens år)
a. u. c.: anno urbis conditae (i året efter byens (Rom) anlæg)
a. u. s.: actum ut supra (sket som ovenfor)

Som romersk fornavn er A = Aulus, som tal på romerske indskrifter er A = 500, Ā = 5.000.

I forskellige forkortelser: A. eller a. (på veksler) = accepteret, modtaget; (på et ur's stilleskive) = avancer, til betegnelsen af til hvilken side man skal dreje, når uret skal gå hurtigere; (i spørgsmål om mønt) = aversen; a. a. = ad acta (til akterne); a. St. = anført sted (ved citater i bøger o.s.v.).

I musik (se også ovenfor under 6.)
I det musikalske alfabet har A oprindelig været det første bogstav, idet det betegnede den dybeste tone, den hvorfra tonerækken har haft sit udgangspunkt. Således vides forholdet at have været hos grækerne på Aristoxenos' tid. Efterhånden som tonekunsten udviklede sig, blev imidlertid A's plads i tonerækken (skalaen) forskudt. Grækerne gik ud fra sangstemmens omfang, og begyndte da med det A, der i vore dage kaldes det »store A«; men på Guiod Arezzos tid var man nået til at tilføje den dybere tone, der, uagtet man i øvrigt fra pave Gregor den Stores tid var ophørt med at bruge de græske og havde indført latinske betegnelser for tonerne, benævnedes Gamma (herfra stammer det franske navn for skalaen gamme); ved den endelige udvidelse af tonerækken nåedes til det dybe C (i begyndelsen af 16. århundrede). Man var da nået til det moderne tonesystem, hvori A altså indtager den sjette plads (trin) i den diatoniske tonerække, i den kromatiske det tiende trin. Da alle toner med oktavs mellemrum i vort tonesystem har samme benævnelse, findes der lige så mange forskellige A'er som oktaver, nemlig:

A, der tidlig mistede sin stilling som udgangspunkt for tonerækken, har bevaret en anden vigtig funktion, nemlig at være den tone, efter hvilken tonehøjde bestemmes, idet det enstregede A (ā) er den tone, hvorefter der »stemmes«; i orkestrene efter oboen, på pianoet efter stemmegaflen, der altså i reglen angiver c’s tonehøjde (i England anvendes dog stemmegafler, der angiver c's højde). Efterhånden som instrumentalmusikken udviklede sig, kom der en stadig større uregelmæssighed i denne tonehøjde, og det således, at man i Italien havde 3 »stemninger«, og at ā’et havde forskellig tonehøjde, f.eks. ved den store opera i Paris 431 svingninger i sekundet, ved Opera comique 408. Tendensen gik hen imod en stadig højere normaltonehøjde (kammertone). For at råde bod på forvirringen vedtog endelig, efter forskellige tilløb, en i Paris 1858 nedsat kommission efter rådgivning med musikere og naturforskere at fastsætte ā’s højde til 435 svingninger i sekundet. Denne kammertone, der er betydelig lavere end den, man i tidens løb var nået til de fleste steder, har efterhånden fået hævd næsten overalt. I Danmark blev således ved ministeriel resolution Pariserkammertonen indført i det kgl. Teater og Kapel.

Hos italienerne og franskmændene der bevarede den gamle aretinske tonebenævnelse (solmisation) hedder tonen A la. På alle strengeinstrumenter er en af strengene stemt i A, således på violinen den anden streng, på violoncellen den første.

A, uden nogen tilføjelse, betegner (ligesom tilfældet er med skalaens andre toner) i musikalske skrifter A-dur, f.eks. symfoni i A, mens a (sjældnere a ♮) betegner A-moll. Sættes kryds (♯) for A, forhøjes det med en halv tone og kaldes Ais, sættes ♭ (B) for A, bliver det en halv tone lavere og hedder As.