LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Aflad
Aflad (latin: indulgentia) er en institution, som er ejendommelig for den katolske kirke, hvor læren herom er udviklet inden for middelalderens skolastiske teologi. Oprindelig betegner aflad kun en eftergivelse af de af kirken selv pålagte straffe. Sådanne, bestående i bodsøvelser af forskellig art, fandt kirken nemlig anledning til at påbyde ved udøvelsen af bodssakramentet, idet den gjorde gældende, at Gud her kun tilgav de evige straffe for synden, men ifølge sin retfærdighed bestandig måtte opretholde visse timelige straffe, som han ikke uden videre kunne eftergive. For så vidt nu disse timelige straffe stammer fra kirken selv, har den også magt til at eftergive dem, og det er dette, som den oprindelig gjorde, dog under visse betingelser som især pengebidrag til kirkelige formål, besøg af hellige steder, deltagelse i korstog og så videre. Men efterhånden fik aflad en større betydning, idet den blev udvidet til at gælde også over for de timelige straffe, som af Gud var tiltænkte menneskene både i dette liv og fornemmelig i Skærsilden.

Det er egentlig først ved troen på Skærsilden, at afladslæren får sin store, praktiske betydning, men det er også herved, at den kommer til at udfolde sine fordærvelige virkninger, fornemmelig i slutningen af middelalderen, idet det læres, at aflad ikke blot gælder de nulevende mennesker med henblik på deres hinsides liv, men også udstrækker sig til de sjæle, som allerede befinder sig i Skærsilden, var det ikke blot af egoistisk interesse, men også af pietetshensyn mod sine kære, at mængden gav penge ud til afladskræmmerne.

Disse er nu ganske vist forsvundne, og den hele handel, som den fordum dreves, misbilliges vel almindelig, men læren selv har man ikke opgivet; den er stadfæstet ved Tridentiner-konciliets bestemmelser 1564, hvor der kun formanes til moderation ved anvendelsen; og bestandig udbydes der aflad, enten ufuldstændig aflad (for enkelte dage, måneder eller år), eller fuldstændig aflad (gældende for bestandig som belønning for besøg i visse kirker, deltagelse i kirkelige fester og så videre) og selv om den katolske Kirke vel aldrig i sin lære har glemt at fremhæve, at en sorg over synden er forudsat som betingelse for aflad, og det også må erindres, at denne kun angår Skærsilden og ikke selve saligheden, så har dog den foreliggende praksis til fulde vist, at fremhævelsen heraf ikke har meget at sige; det vil nemlig altid falde meget vanskeligt at forstå, at den udvortes præstation, enten den nu består i penge eller bestemte handlinger, kun skal være betingelsen og ikke prisen for aflad, og det kan umulig undgås, at forestillingen om Skærsilden som den nærmeste udsigt kommer til at stille den senere salighed i skygge, således at aflad af det menige folk naturlig bliver opfattet som eet med syndsforladelse.

Og til en sådan opfattelse gives der nu virkelig også anledning ved den begrundelse, som af den katolske kirkelære opstilles for aflad. Det er nemlig ved en henvisning til den skat af overflødige, gode gerninger, som kirken ejer, først fra Kristus selv og dernæst fra Jomfru Maria og andre hellige mennesker, at læren begrundes; idet kirken råder over denne overskydende fortjeneste, kan den gennem sine repræsentanter fordele den til alle kirkens medlemmer, som trænger dertil. Men det er klart nok, at såfremt denne begrundelse i det hele skal gælde, da beviser den egentlig mere, end den skal, idet den fremmede fortjeneste, når den tilregnes, ganske naturligt må tænkes at befri synderen ikke blot for de timelige straffe, men lige så vel for hans syndeskyld i det hele. Det er denne lære, som Luther først tog anstød af, og som således blev anledningen til reformationen. I sine theses taler han imod dens misbrug, og siden i de Schmalkaldiske artikler udtaler han sin fulde fordømmelse af den i dens helhed.