LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Afladshandel
Afladshandel var en skik, der udviklede sig i middelalderen. Korstogbevægelsen havde fremmet afladsvæsenet, og snart uddeltes aflad i uhyre omfang, så at Innocens 3. så, sig nødsaget til at forbeholde paven ret til at give fuldstændig aflad (1215).

I 13. århundrede udformede skolastikerne Alexander fra Hales og Thomas fra Aqvino aflads-læren, og i 15. århundrede blev aflad end mere almindelig, især da Nikolaus 5. 1450 udstedte et opråb til kristenheden om at komme kongen af Cypern til hjælp mod tyrkerne og tillod, at afladspengene måtte bruges dertil. Ved hjælp af den ny bogtrykkerkunst udfærdigedes nu masser af afladsbreve, affattede på latin, rummende kundgørelse af aflad under nærmere fastsatte betingelser og med åben plads til køberens navn, der med blæk blev indført af afladskræmmerne (quæstores eleemosynarum), klerke, som i egenskab af pavelige legater forestod »handelen«. Et af de allerældste afladsbreve, fra 1454, købt af en kannik ved Frue Kirke i København, bevares endnu i »Nationalmuseet« i København og er vistnok trykt af Gutenberg i Mainz.

I alle kristne lande virkede afladslegater, udrustede med omfattende myndighed til at »løse og binde«, mægle og påbyde fred, endvidere med ret til at uddele doktorgrader og andre værdigheder. Rundt omkring i byerne rejste de kors med pavens våben og opstillede store jernkister, hvori køberne lagde deres penge. Aflad gjaldt mange slags synder, og vel krævede afladsbrevene anger og bekendelse hos modtageren, men virkningen af dette krav svækkedes, når legaterne dog havde takster for al slags overtrædelse. Foruden den egentlige aflad meddelte brevene ofte små fritagelser for kirkelige pligter, særlig lempelser i fasten; således kunne danskere få tilladelse til at spise smør og ost i fastetiden (»smørbreve«). Udsendelsen af de pavelige afladslegater begrundedes først ved påtænkte korstog mod tyrkerne, til sidst under Julius 2. og Leo 10. ved Peterskirkens opførelse. Fyrsterne tillod afladshandel imod selv at få deres del af indsamlingerne.

Legaterne selv var oftere hensynsløse spekulanter, deres hjælpere, underagenter, bogtrykkere (der trykte brevene) og tjenere. Nogle katolikker, således Povl Helgesen, så med sorg disse udskejelser. Afladslegater for Norden var: Kardinal Raimund Perrauld (1501 og følgende år), Itzard Gravius (1510 og følgende år) og Johannes Angelus Arcimboldus (1516-19). Samtidig med, at Leo 10. sendte Arcimboldus til Norden, gjorde han ærkebiskop Albrecht af Mainz til overagent for Tyskland. Denne havde sine underagenter, blandt hvilke dominikaneren Johan Tetzel ved sin færd kaldte Luther frem og blev den ydre anledning til reformationen (1517). Også i Schweiz bidrog en »afladskræmmer«, Bernhard Samson, til at føre Zwingli ind på hans reformatoriske bane. Den katolske modreformation greb kraftig ind: Afladshandel hørte straks op, og på Tridentinermødet blev den forbudt.